Barn nr 2

Nu er jeg jo den yngste i en flok på otte, så jeg ved jo ikke hvordan det er at være storesøster... Men jeg er glad for mine søskende, og de giver mig en følelse af tryghed. Derfor har jeg heller ikke været i tvivl om at Emma skal have søskende, om det bliver til mere end lillebror ved jeg ikke...for nu har jeg for anden gang en slem bækkenløsning som pt. gør at jeg ikke engang kan gå på toilet uden hjælp.. Så der går nok noget tid før jeg glemmer det. Vil hellere føde end have bækkenløsning...

Der vil helt sikkert komme mere eller mindre jalousi i begyndelsen, men på længere sigt, tror jeg hun vil få rigtig meget ud af en søster eller bror. Måske går det osse bare supergodt fra start. Tror osse det kommer an på hvor meget man inddrager dem i det hele....

Søskende ja. Har en storebror som er 3,5år ældre end mig. Og pga. jeg var meget syg som lille har han oplevet det som om jeg tog vores forældre fra ham. Det har i den grad mærket ham og vores forhold. Han er rimelig åben omkring det men det er i den dag den kile mellem os.

Om min søn skal have barn - uden tvivl ja! MEN jeg så gerne at der var mellem 4-6år imellem de to da jeg gerne vil give Tjalfe os alene så længe som muligt men uden at forværre deres søskendeforhold. Man siger at +5år er det som om at have to enebørn i forhold til forældrene.

Hvis ikke jeg havde haft den oplevelse med min storebror så ville jeg nok være tilbøjelig til at sige 3-4år. Min kæreste er "enebarn" mellem to halv søskendepar hvor der til begge er hhv. 7 og 11år. Og den aldersvridning plus at han har stået alene i midten som halv har ikke været sjov. Så derfor er vi begge enige om at vi siger 4-6år så skal snart igang Både glæder mig til at gå igennem det hele igen nu med viden og personlig erfaring og skræmt for sh*t hvad kommer der mon ud? Et lille skravl eller en ny Tjalfe? Det ved man jo ikke Men jeg glæder mig mest!

(også selvom jeg har haft en møgunge idag! Elsker ham nu aliigevel og pga.møgungeriet!<3)

michella80 skriver:

Ja jeg tænker også lidt at Carla godt må være lidt ældre. Også fordi man måske bedre kan forklare hende nogle ting, men også fordi hun på den måde måske vil få mere glæde af at få en lillesøster eller lillebror.. Jeg ved det ikke jeg synes det er svært.

jeg havde det svært med i starten at lars ville ha min 4 1/2 år imellem dem ( det er der mellem ham og hans søster) men synes nu det er okay. synes det var skide irretene, men dte var nok os fordi jeg var skruk meget længe..

Jeg har to søskende - en lillebror, der er 2 år og 10 måneder yngre end mig og en lillesøster, der er næsten 10 år yngre end mig. Min lillebror var gennem hele min barndom min bedste ven. Vi legede rigtig rigtig meget sammen på både hans og mine præmisser; med lego, biler, briotog, playmobil, købmand, boldspil og brætspil. Jeg husker ham virkelig som min bedste ven! Da vi blev ældre og jeg blev teenager havde vi nogle år, hvor vi ikke kunne udstå hinanden - han vidste lige, hvilke knapper han skulle trykke på og er du åndssvag, hvor har vi skændtes meget! Han er nok den jeg har skændtes allermest med i hele mit liv! Nu hvor vi begge er voksne, begynder vi at finde hinanden igen...jeg har en forventning om, at det for alvor kommer, når han en dag får børn (og det må gerne være snart )

Min lillesøster og jeg har et helt andet forhold. Vi er et sted mellem mor-datter og søster-søster - jeg har nemlig også puslet, badet, puttet og givet hende flaske, da hun var lille. Jeg lærte hende de første ord, hjalp hende med lektierne osv - altsammen noget, som jeg havde lyst til...vi har altid haft et meget tæt og helt særligt forhold. Jeg har altid haft lyst til at tage mig af hende, og vi har altid været fortrolige. Jeg var den første, hun fortalte, at hun er til piger - hvilket er kæmpestort for en teenager på 18 år at indse og fortælle - og jeg ved, at er der noget, så kommer hun til mig som den første... der går lange perioder, hvor jeg ikke hører så meget fra hende, men så ved jeg, at det er fordi, hun har det rigtig godt!

Jeg er af den fulde overbevisning, at søskende er en gave - og det er fuldstændig ligemeget, hvor stor aldersforskellen er. Man elsker sine søskende for dem, de er...og jeg vil til hver en tid sige, at jeg har haft fuldt ud lige meget glæde af begge mine søskende - det har bare været på to meget forskellige måder!!

At være så priviligeret, at jeg har kunnet give mine piger hinanden, gør mig bare endnu mere overbevist om, at søskende er en gave! Jeg har aldrig nogensinde selv følt, at jeg "mistede" noget af mine forældre - jeg kan ikke huske tiden før min lillebror, og min lillesøster var jeg så forelsket i, at hun var det vigtigste Men jeg kan huske, at jeg havde helt ondt af Annika, da jeg ventede Lina....men det er kun blevet gjort til skamme - de piger elsker hinanden højere end noget andet - og jeg føler mig faktisk temmelig sikker på, at de altid vil stå ved hinandens side!

Jeg lader billederne tale (har desværre ikke lige nogle af mig og min søster på den her computer):

 

Jeg har en søster der er 3 1/2 år ældre, og en tvillingebror................Vi har altid leget meget med hinanden. Men p.g.a vores forældres skilsmisse og min mors store sammenbrud, blev vi skilt ad, da vi var ca. 10 år. Dette gør at vi ikke er særligt tætte i dag.

Jeg synes det er perfekt med ca. 2-3 års mellemrum................der er nøjagtig 2 1/2 år mellem Ida og Anna, og de er begyndt at have meget glæde af hinanden.

Jeg siger GO FOR IT!!

Jeg vælger lige at skrive et fælles svar. Jeg kan godt høre at der er flere fordele end ulemper ud fra det I skriver. Det er dejligt at høre. Og jeg er da glad for at se de der SKØNNE søskendebilleder efter at Ida har haft samme bekymringer som mig. Men ja man ved jo heller ikke hvad man får som Kirsten skriver. Får man et skrøbeligt barn eller får jeg en ny krudt-banan som Carla. Det håber jeg virkelig! Det kan også give mig mange spekulationer: Åh gud mand det må ikke blive et af de der kolik-børn!!!! Jeg føler jeg har været så heldig med Carla og så tænker man om man mon har lov at være så heldig en gang til! Men heldigvis har jeg da Casper som siger: Selvfølgelig skal Carla være storesøster! Han har en lillebror og synes jo selvfølgelig at Carla også skal have en lillebror eller søster. Sådan er han vokset op. Og han kan heller ikke huske at han har manglet sine forældre. Det er måske mere os voksne der tænker sådan. Jeg vil i hvert fald bare ikke have at hun pludselig føler sig forsømt for som det er nu er hun jo mit et og alt!!! Og så tænker jeg også lidt over det Trine skriver med at hun var tæt med hendes søskende, men Søren jo ikke har det bedste forhold. Det kan man jo heller ikke garantere: at ens børn vil kunne lide hinanden... Hold op det må ikke være sjovt hvis de ikke kan sammen. Men ANYWAYS så er jeg SUPER glad for alle jeres svar. Det er så dejligt I har ville svare så uddybende på mit spørgsmål. Det har været til stor hjælp og sat dejlige tanker i gang hos mig! TAK!!!!

He he og Mette... du er bare total klar på at jeg bliver gravid.

 

Jeg vælger lige at skrive et fælles svar.......

Det er så dejligt I har ville svare så uddybende på mit spørgsmål. Det har været til stor hjælp og sat dejlige tanker i gang hos mig! TAK!!!!

Jeg havde da også TUSINDE bekymringer og tanker ....i takt med maven voksede, blev jeg mere og mere usikker på, hvordan det skulle gå, om det nu var det rette valg, det rette tidspunkt. Og hvordan jeg dog skulle få fordelt kærlighed og opmærksomhed ligeligt ....HUWHH, TÆNK NU hvis jeg slet ikke KUNNE komme til at holde ligeså meget af barn nummer 2... OG SÅ VIDERE.....

Hjernen kører derudaf....

Men når så man endelig sidder der, og man ER mor til to. Så sker tingene uden så meget tanke og planlægning. det er ikke en beslutning man skal eller kan tage, om man føler dit eller dat. det sker bare. Og det ER ligeså fantastisk at blive mor til andet barn. Det er jo et lille nyt individ, helt uafhængigt af andres personlighed- helt sin egen. Og samtidig så meget af én og som sin søskende. Man kan slet ikke opdele det sådan, at kærligheden skal splittes op og deles i to .... der er bare 100 % TIL BEGGE!!!

Og ja, der kan opstå ting (som fx. kolik), som gør tingene mere komplicerede og hårde. Men det kommer man så også igennem .....Vi oplevede det heldigvis ikke selv herhjemme, men jeg har aldrig hørt om nogen familier, som ikke klarede sig igennem det, selvom det selvfølgelig har været hårdt (og det er det uanset om det er barn 1, 2 eller 5)

Og søskende VIL skændes ind imellem så det brager, er jeg sikker på.
Men de har absolut også gode vilkår for at blive "de bedste venner", som kan lege sammen, passe på hinanden og dele sorger og glæder med hinanden fra barns ben og resten af livet igennem.

Jeg er sikker på, at det er den største gave, jeg endnu har kunnet give mine piger - HINANDEN!!

Og så følger her også lige en MEGA søskende-spam af mine piger (vilkårlig rækkefølge)

JustAnotherName skriver:

Jeg havde da også TUSINDE bekymringer og tanker ....i takt med maven voksede, blev jeg mere og mere usikker på, hvordan det skulle gå, om det nu var det rette valg, det rette tidspunkt. Og hvordan jeg dog skulle få fordelt kærlighed og opmærksomhed ligeligt ....HUWHH, TÆNK NU hvis jeg slet ikke KUNNE komme til at holde ligeså meget af barn nummer 2... OG SÅ VIDERE.....

Hjernen kører derudaf....

Men når så man endelig sidder der, og man ER mor til to. Så sker tingene uden så meget tanke og planlægning. det er ikke en beslutning man skal eller kan tage, om man føler dit eller dat. det sker bare. Og det ER ligeså fantastisk at blive mor til andet barn. Det er jo et lille nyt individ, helt uafhængigt af andres personlighed- helt sin egen. Og samtidig så meget af én og som sin søskende. Man kan slet ikke opdele det sådan, at kærligheden skal splittes op og deles i to .... der er bare 100 % TIL BEGGE!!!

Og ja, der kan opstå ting (som fx. kolik), som gør tingene mere komplicerede og hårde. Men det kommer man så også igennem .....Vi oplevede det heldigvis ikke selv herhjemme, men jeg har aldrig hørt om nogen familier, som ikke klarede sig igennem det, selvom det selvfølgelig har været hårdt (og det er det uanset om det er barn 1, 2 eller 5)

Og søskende VIL skændes ind imellem så det brager, er jeg sikker på.
Men de har absolut også gode vilkår for at blive "de bedste venner", som kan lege sammen, passe på hinanden og dele sorger og glæder med hinanden fra barns ben og resten af livet igennem.

Jeg er sikker på, at det er den største gave, jeg endnu har kunnet give mine piger - HINANDEN!!

Og så følger her også lige en MEGA søskende-spam af mine piger (vilkårlig rækkefølge)

Jeg sætter al min lid til at du har ret. He he... Og du har bare de skønneste piger så selvfølgelig elsker du dem begge to. Og jeg håber også at jeg får samme følelse som dig: At jeg elsker begge to 100%. Jeg har bare svært ved at forestille mig at kunne elske TO børn lige så højt som jeg elsker Carla. Kan det virkelig lade sig gøre at indeholde så meget kærlighed. Det er sgu overvældende at tænke på!!! Men ja det kan nok ikke planlægges helt og man kan jo heller ikke forberede sig på det for man ved ikke hvordan det bliver. Ligesom man ikke kan forberede sig på sit første barn.