Barn nr 2

Og nej vi er ikke gået i gang. Jeg skal bare lige have nogle tanker ned på skrift. Jeg har en lillebror som er 13 år yngre end mig. Derfor føler jeg at jeg er vokset op som enebarn. Casper har en bror der er 3år yngre end ham. Så han har prøvet det der med at have en søskende. Jeg vil rigtig gerne have et barn mere, men det er så underligt for mig for jeg føler ikke jeg har noget erfaring at trække på. Jeg ved ikke hvordan det er at have en at vokse op sammen med. Hvordan det er at skulle DELE sine forældre. Jeg er ikke lige super klar til at Carla skal dele os med en anden. Men så igen så ved jeg jo heller ikke hvor meget hun får ud af at have en søster eller bror.... Så kan I ikke lige overøse mig med historier om hvordan det er at have en bror eller søster, for jeg er lige lidt blank på det område. Og hvor længe skal man vente med at få nr to osv....

Jeg har en bror som er 3½ år yngre, og så 2 mere som er 10 og 12 år yngre. Altså er vi i dag 12, 14, 21 og 24. (der er en hulens masse flere søskende, men de her 3 har jeg boet med altid)

Der er simpelthen så mange fordele og ulemper ved det. Jeg tror det er svært at give et endegyldigt svar på hvad der er godt, og måske endda bedst, og derfor er det også svært at sige at noget er direkte dårligt.

Jeg har helt særlige forhold til alle 3 brødre. Mads på 21 er jeg jo "vokset op med" - vi har skændtes og krammet som søskende gør det, men aldrig haft et specielt tæt forhold. Først som voksne har vi ligesom fundet hinanden; vi er enormt forskellige, og da han var 10-11 år og jeg begyndende teenager, følte jeg tiden til mig var helt forsvundet, fordi han var en ballademager.

De to små har jeg hjulpet med at skifte ble på, give flaske, få til at sove om aftenen osv. (i det omfang JEG lystede) og det gør mig lidt "moragtig" over for dem nogle gange. Både de og jeg hader det, men alligevel er det SÅ hyggeligt at kunne mindes puslestunderne, kunne fortælle dem sjove historier fra de var små osv.

Jeg kunne blive ved med at skrive, og hvis der er noget specifikt jeg kan fortælle dig om, skal du bare spørge Jeg ved jo ikke helt hvordan det var for min mor, men hun siger at vi store klart var nemmest, altså hun kunne godt mærke at HUN var 10 år ældre ved "andet" hold. Til gengæld syntes hun ikke ét blebarn var vildt meget nemmere end to, og er superglad for, der er kun er 2 år mellem de to små..

Det må være en smagssag, og ligesom man bare "ved" når man er klar til at få børn, tror jeg også man måske ved hvornår man som familie er klar til nummer 2. For det kommer jo også meget an på det første barns behov, personlighed osv.

Ved slet ikke om det gav mening? Men jeg ville bare give mit besyv med - jeg elsker mine søskende og ville ikke bytte dem for noget; det er efter min mening den bedste gave man kan give sine børn! (i det omfang man som forældre har overskud osv.)

AnneBJ skriver:

Jeg har en bror som er 3½ år yngre, og så 2 mere som er 10 og 12 år yngre. Altså er vi i dag 12, 14, 21 og 24. (der er en hulens masse flere søskende, men de her 3 har jeg boet med altid)

Der er simpelthen så mange fordele og ulemper ved det. Jeg tror det er svært at give et endegyldigt svar på hvad der er godt, og måske endda bedst, og derfor er det også svært at sige at noget er direkte dårligt.

Jeg har helt særlige forhold til alle 3 brødre. Mads på 21 er jeg jo "vokset op med" - vi har skændtes og krammet som søskende gør det, men aldrig haft et specielt tæt forhold. Først som voksne har vi ligesom fundet hinanden; vi er enormt forskellige, og da han var 10-11 år og jeg begyndende teenager, følte jeg tiden til mig var helt forsvundet, fordi han var en ballademager.

De to små har jeg hjulpet med at skifte ble på, give flaske, få til at sove om aftenen osv. (i det omfang JEG lystede) og det gør mig lidt "moragtig" over for dem nogle gange. Både de og jeg hader det, men alligevel er det SÅ hyggeligt at kunne mindes puslestunderne, kunne fortælle dem sjove historier fra de var små osv.

Jeg kunne blive ved med at skrive, og hvis der er noget specifikt jeg kan fortælle dig om, skal du bare spørge Jeg ved jo ikke helt hvordan det var for min mor, men hun siger at vi store klart var nemmest, altså hun kunne godt mærke at HUN var 10 år ældre ved "andet" hold. Til gengæld syntes hun ikke ét blebarn var vildt meget nemmere end to, og er superglad for, der er kun er 2 år mellem de to små..

Det må være en smagssag, og ligesom man bare "ved" når man er klar til at få børn, tror jeg også man måske ved hvornår man som familie er klar til nummer 2. For det kommer jo også meget an på det første barns behov, personlighed osv.

Ved slet ikke om det gav mening? Men jeg ville bare give mit besyv med - jeg elsker mine søskende og ville ikke bytte dem for noget; det er efter min mening den bedste gave man kan give sine børn! (i det omfang man som forældre har overskud osv.)

Tusind tak for det lange svar. Det der bekymrer mig mest er nok det der med at Carla ikke længere føler vi har tid til hende. For der VIL jo blive mindre tid til hende. Som det er nu sluger vi jo alt hvad hun siger og gør og vi har masser af tid til hende. Men jeg kan bare høre mig selv sige: Ikke lige nu Carla, jeg skal lige skifte, amme, putte etc.... Og det gør ondt langt ind i mit hjerte. Men jeg har jo ikke SELV prøvet det. Kan du huske at du savnede din mor og far?? ALtså pga en anden søskende??? Men jeg tænker også lidt. Da min mor og far blev skilt var jeg 23 og min bror 9år og vi havde kæmpe glæde af at være to i den hårde tid. Så selvfølgelig vil det give noget at have en man kan dele sit liv med. Også i de hårde tider.

michella80 skriver:

Tusind tak for det lange svar. Det der bekymrer mig mest er nok det der med at Carla ikke længere føler vi har tid til hende. For der VIL jo blive mindre tid til hende. Som det er nu sluger vi jo alt hvad hun siger og gør og vi har masser af tid til hende. Men jeg kan bare høre mig selv sige: Ikke lige nu Carla, jeg skal lige skifte, amme, putte etc.... Og det gør ondt langt ind i mit hjerte. Men jeg har jo ikke SELV prøvet det. Kan du huske at du savnede din mor og far?? ALtså pga en anden søskende??? Men jeg tænker også lidt. Da min mor og far blev skilt var jeg 23 og min bror 9år og vi havde kæmpe glæde af at være to i den hårde tid. Så selvfølgelig vil det give noget at have en man kan dele sit liv med. Også i de hårde tider.

Nej, jeg kan slet ikke huske at have savnet dem - dengang jeg var 3½. Til gengæld kan jeg huske jeg blev hentet tidligt i børnehave, at vi gik ture med barnevognen, og læste bøger mens min mor ammede

Som større synes jeg heller ikke jeg savnede dem - der kkunne jeg selv hjælpe rigtig meget jo, og igen, afhængig af hvilken 3-årig man har, kan de jo også inddrages meget  

De to små brødre har helller ikke oplevet savn tror jeg, for Mikkel der var 2 år da han blev storebror, forstod simpelthen ikke at der gik tid fra ham, plus at der jo var to større til at underholde Jeg synes dog helt personligt, og uden at kunne argumentere godt for det, at 2 år er lidt for lidt imellem søskende.

Det er baseret på hvad jeg har oplevet med min niece (der blev storesøster som 2,3 årig) og div. andre. Når man er 3 kan man altså bare lige lidt flere ting end en 2 årig kan. (ja, når man er 5 kan man også mere end en 3 årig kan og sådan kan man jo blive ved)

Jeg håber på en 3-4 år mellem vores børn, men det er som sagt helt personligt og ganske ufagligt grundlag. Carla vil lynhurtigt vænne sig til at skulle dele Jer med en, selvom der naturligt nok kan opstå jalousi osv. Det kommer hun og I også over uden at det nødvendigvis er skidt!

jeg har 3 søstre.. vi har alle samme far. men de 2 ældste har samme mor. og det har mig og min lille søster os..

jeg har en lille søster på 25 jeg er 27. så har vi en søster på 39 og en på 43. vores ældste søster boet hos os da vi var små..   jeg har okay forhold til min lillesøster. men nøj hvor har jeg bandet hende langt væk fordi hun altis ville rende mig i røven.. og ville det samme som mig.  men det er klart fordi der er 2 års mellem os..

de ældre har jeg ikke super meget med at gøre.. min ældste søster har 3 børn. hvor den ældste er 13 og den mindste bliver 1 år til sommer. min anden søster bor på fyn..

her hjemme nyder vi at der er 4 1/2 år imellem dem.. det har meget glæde af hinanden.. og har nydt at jeg har haft liam alene så længe. og nu kan jeg tage tiden til zoey uden liam bliver jaloug over det.. og han forstod at vi skulle bruge noget mere tid på hende.. han var jo os med til scanninger osv og forstod det.. og han elsker bare si lille søster og tar sig rigtig godt af hende.. nyder det så meget.. selvom det var svært at vendte nogle gange inden jeg blev gravid.

AnneBJ skriver:

Nej, jeg kan slet ikke huske at have savnet dem - dengang jeg var 3½. Til gengæld kan jeg huske jeg blev hentet tidligt i børnehave, at vi gik ture med barnevognen, og læste bøger mens min mor ammede

Som større synes jeg heller ikke jeg savnede dem - der kkunne jeg selv hjælpe rigtig meget jo, og igen, afhængig af hvilken 3-årig man har, kan de jo også inddrages meget  

De to små brødre har helller ikke oplevet savn tror jeg, for Mikkel der var 2 år da han blev storebror, forstod simpelthen ikke at der gik tid fra ham, plus at der jo var to større til at underholde Jeg synes dog helt personligt, og uden at kunne argumentere godt for det, at 2 år er lidt for lidt imellem søskende.

Det er baseret på hvad jeg har oplevet med min niece (der blev storesøster som 2,3 årig) og div. andre. Når man er 3 kan man altså bare lige lidt flere ting end en 2 årig kan. (ja, når man er 5 kan man også mere end en 3 årig kan og sådan kan man jo blive ved)

Jeg håber på en 3-4 år mellem vores børn, men det er som sagt helt personligt og ganske ufagligt grundlag. Carla vil lynhurtigt vænne sig til at skulle dele Jer med en, selvom der naturligt nok kan opstå jalousi osv. Det kommer hun og I også over uden at det nødvendigvis er skidt!

Det gav mig da lige et helt andet perspektiv! Tak for det. Jeg er helt vildt glad for at du har gidet at skrive så uddybende. Tak

LIZO skriver:

jeg har 3 søstre.. vi har alle samme far. men de 2 ældste har samme mor. og det har mig og min lille søster os..

jeg har en lille søster på 25 jeg er 27. så har vi en søster på 39 og en på 43. vores ældste søster boet hos os da vi var små..   jeg har okay forhold til min lillesøster. men nøj hvor har jeg bandet hende langt væk fordi hun altis ville rende mig i røven.. og ville det samme som mig.  men det er klart fordi der er 2 års mellem os..

de ældre har jeg ikke super meget med at gøre.. min ældste søster har 3 børn. hvor den ældste er 13 og den mindste bliver 1 år til sommer. min anden søster bor på fyn..

her hjemme nyder vi at der er 4 1/2 år imellem dem.. det har meget glæde af hinanden.. og har nydt at jeg har haft liam alene så længe. og nu kan jeg tage tiden til zoey uden liam bliver jaloug over det.. og han forstod at vi skulle bruge noget mere tid på hende.. han var jo os med til scanninger osv og forstod det.. og han elsker bare si lille søster og tar sig rigtig godt af hende.. nyder det så meget.. selvom det var svært at vendte nogle gange inden jeg blev gravid.

Ja jeg tænker også lidt at Carla godt må være lidt ældre. Også fordi man måske bedre kan forklare hende nogle ting, men også fordi hun på den måde måske vil få mere glæde af at få en lillesøster eller lillebror.. Jeg ved det ikke jeg synes det er svært.

jeg har henholdsvis 6, 10 og 15 års forskel mellem mine søskende, og jeg synes det er ALT for meget... Vi har et godt forhold, men hvor ville det være fedt at have dem tættere alders mæssigt.. Det betød også at jeg var moster da jeg var 9 Og min bror 3år. Ret mærkeligt..

Omer har 3 brødre og der er 1-2 år mellem alle sammen, ja der har været travlt. men de har et super forhold og er alle mere eller mindre samme sted i livet og det gør også at Isaac og hans fætter går i dp sammen og der kun er 1 år mellem dem.

Isaac og Jonas får mega glæde af hinanden, allerede nu nyder Isaac Jonas og tror bare det bliver så fedt når Jonas bliver 1 år+.

Jeg er selv vokset op som enebarn.
Deraf var jeg mere sikker i min beslutning om, at det skulle mine børn IKKE!

Ikke at der har været noget galt med, at vokse op uden søskende.
Jeg har haft en god barndom. Men kunne jeg vælge frit, så ville jeg nu gerne have haft en søster eller bror idag, som jeg kunne dele stort og småt med. Og som ville være tilbage sammen med mig, når engang jeg ikke har mine forældre mere.

Min mand er vokset op med 3 søstre.

Jeg ved jo selvfølgeligt ingenting om, hvordan det er, at have søskende, og vokse op sammen, når jeg ikke selv har prøvet det.
Men jeg kan se på mine egne børn. Og de HAR VIRKELIG MEGET GLÆDE af hinanden. De leger rigtig meget sammen nu. De skændes også. Men altoverskyggende i deres søskende-forhold, så er der bare så meget kærlighed imellem dem!!

Jeg syntes i peridoer, at det har været hårdt, at vi valgte at få dem så tæt. Men jeg fortryder på ingen måder. Og det giver mere og mere igen nu. De har hinanden!! Og det hele bliver lettere og lettere igen nu, syntes jeg. Så jeg er rigtig glad for, på hele familiens vegne, både som voksne og for børnene, at vi fik begge børn, og ret tæt i alder.

tjae.....jeg har jo 3 søskende og ville absolut ikke være foruden. der er 2 1/2 år mellem mig og min ældste søster, 5 år mellem den næste søster og jeg og 7 år mellem min lillebror og jeg, så vi er rimelig tæt i alder og kan bruge hinanden virkelig meget. det er jo også en KÆMPE gave at vores unger får lov at vokse op sammen. jeg kan kun sige en masse godt om det at have søskende og at have søskende tæt i alder

til gengæld har søren jo også 3 søskende og det er vist ingen hemmelighed, at det ikke er en positiv oplevelse  men der er jo så også 20 år imellem ham og dem, så de er jo på ingen måde vokset op sammen. til gengæld har han ligget helt alene i "midten" mellem sine søskende og sine søskendes børn og han har utrolig meget følelsen af, at være vokset op som enebarn!