Hvorfor vil hun ikke lade det ligge?

Er anonym så hun ikke kunne kende mig, hvis hun - mod forventning - skulle slå et smut forbi baby.dk. Det er ok hvis i kan se hvem jeg er, bare i ikke skriver det i debatten.

Jeg startede på en videregående uddannelse i september. På daværende tidspunkt var jeg godt i gang med et vægttab. Jeg var overvægtig og skulle tabe ca. 30 kilo, og på det tidspunkt havde jeg tabt 20. Jeg fortalte til min nye klasse hvordan det stod til, for ikke at blive mødt med skepsis over det faktum, at jeg helst ikke drak alkohol eller spiste fredagskagen osv. Fik masser af skulderklap fra folk, der synes det var sejt gået. 

Jeg kom i læsegruppe med en pige, og vi snakkede videre om alt dette. Fortalte jeg stadig var i gang, og at jeg tabte mig ved at monitorere mit kalorieindtag, som self. skulle være under normalindtaget for at tabe mig, og at jeg trænede 3-4 gange om ugen og manglede 10 kg. endnu. Jeg er "desværre" typen, hvor fedtet fordeler sig meget jævnt over kroppen, hvorfor det kan være svært at se, at jeg trængte til at tabe mig SÅ meget, trods min fedtprocent var for høj, og jeg vægtmæssigt stadig var let overvægtig.

Derfor satte hun sig i hovedet, at jeg afgjort havde en spiseforstyrrelse. Hun blev ved med at sige, om jeg nu spiste nok, om det ikke havde taget overhånd osv. Hvilket var dybt provokerende, fordi jeg forsøgte at forklare hende, at ville man tabe sig, så SKULLE man være i kalorieunderskud. Ellers lykkes det altså ikke! Jeg forklarede hende at jeg spiste helt normalt, bare mere fedtfattigt og skar det usunde fra, man hun låste sig fast i det her billede af, at jeg havde et madproblem, hvilket er både absurd og dybt provokerende.

Nu er jeg jo så gravid, hvilket hun ved. Jeg var 5 kg fra mål, da jeg blev gravid, og er således ikke på kur længere. Nu spørger hun konstant om jeg har taget på! Jeg er altså kun 11+noget henne, og jeg har forklaret hende, at ja - jeg har taget en SMULE på, men ikke meget. Så begynder hun straks på "pyyyha, godt du tager på, du skal huske at spise, var bange for du ikke ville tage på og stadig spise for lidt kalorier" og sådan bliver hun ved og ved! Har forsøgt at forklare hende, at det dels ikke er meningen man skal tage MEGA MEGET på i graviditeten, og da slet ikke i første trimester, men hun vil ikke lytte. Hun tror STADIG jeg er spiseforstyrret, og jeg er ved at få et flip!

Hvordan får jeg hende til - pænt sagt - at lukke popoen? Jeg har forsøgt at forklare hende pænt FLERE gange hvordan det hænger sammen med kost og vægt, og at ditten og datten, og at hun ikke skal bekymre sig, men hun vil ikke klappe i og blande sig udenom! Og spørg en HVER jeg kender. At jeg skulle være spiseforstyrret er fuldstændig absurd!

Hvad skal jeg gøre?

Når hun spørg så evt sig at du er begyndt at spise mere, og at du da kan se du ikke er den eneste .. Jeg ved godt den er strid- men havde en 'veninde' engang der blev ved med at kører på min vægt- så jeg gav igen, og vupti- så var hun fornærmet og holdte sine 'gode' råd for sig selv

åh hvor irreterende

skal du tale med hende  jeg mener kan du ikke undgå hende

jeg var gået helt skråt jeg hader når folk ikke holder op når jeg ber dem om det..

sig til hende at det irretere dig at hun bliver ved og at du gerne ser at hun holder mund eller taler om noget andet

ihh held og lykke og lige et til

Selvfølgelig er det dybt frustrerende at høre på folks bedrevidenhed i tide og utide, især når du (som det helt klart lyder til) har fuldstændig styr på hvad der skal ske og hvordan.

Men når det er sagt, og jeg har fuld forståelse for at du har det sådan, det ville jeg selv er jeg sikker på. Så synes jeg nu hiun lyder som en der bare er bekymret for dig, og virkelig vil dig det bedste. Mon du kan vende den og se det som en veninde der værner om dig, og så lade det fise ind af det ene øre og ud af det andet?

Tillykke med graviditeten og det flotte vægttab

Anonym skriver:

Er anonym så hun ikke kunne kende mig, hvis hun - mod forventning - skulle slå et smut forbi baby.dk. Det er ok hvis i kan se hvem jeg er, bare i ikke skriver det i debatten.

Jeg startede på en videregående uddannelse i september. På daværende tidspunkt var jeg godt i gang med et vægttab. Jeg var overvægtig og skulle tabe ca. 30 kilo, og på det tidspunkt havde jeg tabt 20. Jeg fortalte til min nye klasse hvordan det stod til, for ikke at blive mødt med skepsis over det faktum, at jeg helst ikke drak alkohol eller spiste fredagskagen osv. Fik masser af skulderklap fra folk, der synes det var sejt gået. 

Jeg kom i læsegruppe med en pige, og vi snakkede videre om alt dette. Fortalte jeg stadig var i gang, og at jeg tabte mig ved at monitorere mit kalorieindtag, som self. skulle være under normalindtaget for at tabe mig, og at jeg trænede 3-4 gange om ugen og manglede 10 kg. endnu. Jeg er "desværre" typen, hvor fedtet fordeler sig meget jævnt over kroppen, hvorfor det kan være svært at se, at jeg trængte til at tabe mig SÅ meget, trods min fedtprocent var for høj, og jeg vægtmæssigt stadig var let overvægtig.

Derfor satte hun sig i hovedet, at jeg afgjort havde en spiseforstyrrelse. Hun blev ved med at sige, om jeg nu spiste nok, om det ikke havde taget overhånd osv. Hvilket var dybt provokerende, fordi jeg forsøgte at forklare hende, at ville man tabe sig, så SKULLE man være i kalorieunderskud. Ellers lykkes det altså ikke! Jeg forklarede hende at jeg spiste helt normalt, bare mere fedtfattigt og skar det usunde fra, man hun låste sig fast i det her billede af, at jeg havde et madproblem, hvilket er både absurd og dybt provokerende.

Nu er jeg jo så gravid, hvilket hun ved. Jeg var 5 kg fra mål, da jeg blev gravid, og er således ikke på kur længere. Nu spørger hun konstant om jeg har taget på! Jeg er altså kun 11+noget henne, og jeg har forklaret hende, at ja - jeg har taget en SMULE på, men ikke meget. Så begynder hun straks på "pyyyha, godt du tager på, du skal huske at spise, var bange for du ikke ville tage på og stadig spise for lidt kalorier" og sådan bliver hun ved og ved! Har forsøgt at forklare hende, at det dels ikke er meningen man skal tage MEGA MEGET på i graviditeten, og da slet ikke i første trimester, men hun vil ikke lytte. Hun tror STADIG jeg er spiseforstyrret, og jeg er ved at få et flip!

Hvordan får jeg hende til - pænt sagt - at lukke popoen? Jeg har forsøgt at forklare hende pænt FLERE gange hvordan det hænger sammen med kost og vægt, og at ditten og datten, og at hun ikke skal bekymre sig, men hun vil ikke klappe i og blande sig udenom! Og spørg en HVER jeg kender. At jeg skulle være spiseforstyrret er fuldstændig absurd!

Hvad skal jeg gøre?

nøjs hvor er det flot du har tabt dig så meget

desværre ved jeg ikke helt hvad du skal gøre med hende. jeg var blevet sindsyg, og da jeg er typen der siger min mening, så jeg havde nok fået et hysterisk anfald til sidst.

du får i hvert lige en  med på vejen

og tillykke med spiren

Du kender sandheden og ikke hende, så hun rør dig kun fordi du lader hende! Stik hende et smil og sig: " Nå, du har også travlt i dag" 

Og lad for Guds skyld ikke hendes kommentarer ødelægge din dag. Hun er langt fra den vigtigste person i dit liv, når sikkert ikke top 100, så lad hende om at lege lommepsykolog og fare frem på andres vegne, de fleste finder sikkert den side af hende ulidelig.

Tillykke med den lille:-)

Hun lyder pres!

Prøv at sige til hende, at når hun siger, at du ikke spiser nok, så siger hun faktisk også, at hun ikke mener, at du passer ordentligt på dig selv og din krop - og dermed heller dit foster. Og det er altså en temmelig tarvelig påstand. Og så bed hende da én gang for alle om at klappe i - og ellers tænker jeg også, om ikke du bare kan boykotte hende lidt?

 

P.S. Og tillykke med graviditeten - og vægttabet:-)

Først og fremmest - Godt gået.! (vægt tabet)

Jeg synes det lyder som om at du bliver ved med at prøve og forklare hende hvordan det hænger sammen og jeg forstår godt trangen til at få hende til at forstå. Men hvis du tænker på, at hun har "besluttet" sig for at tro du har en spiseforstyrrelse, så nytter det jo ikke noget at blive ved med at forklare, da det garanteret (for hende) bare kommer til at lyde som om du prøver at komme med bortforklaringer og undskyldninger omkring din "spiseforstyrrelse".

Havde jeg stået i din situation, var jeg holdt op med at forklare mig og simpelthen fortalt hende at du ikke har lyst til at høre på hendes udtalelser omkring det mere. 

Jeg havde sagt direkte til hende: "Jeg ved du kun vil mig det bedste, men jeg har ikke en spiseforstyrrelse,  det kan jeg tydeligvis ikke få dig til at forstå, hvilket er rigtig frustrerende for mig, Men du må tro hvad du vil, jeg ønsker ikke flere kommentare omkring mine spisevaner."

Det bliver hun ligesom nødt til at respektere.. og hvis hun ikke gør det, skal du bare tage den HVER gang der kommer en kommentar fra hende og sige "jeg har ikke bedt om din mening" eller "jeg har sagt til dig at jeg ikke vil have kommentare med hensyn til de her" etc. etc.

Direkte og kontant. Det kræver nok at man tager mod til, hvis man ikke er vandt til at gøre tingene på den måde.Men det virker.

Under alle omstændigheder er min holdning og mening bare at du ikke skylder hende en forklaring på noget. Så lad være med at give hende forklaringer hver gang, når hun tydeligvis ikke forstår dig.

... forresten.. vil jeg lige have med.. hun gør det jo helt sikkert ikke af en ond mening, men af bekymring, men det ved du jo godt.

Håber det jeg skriver er til at forstå og at du kan bruge det til noget.

-Sheila

Man kunne jo fristes til at sige (lidt længere i forløbet), at du jo har tæt kontakt til både jordemoder og læge - og at de begge synes, at det går helt perfekt - og at de jo nok har lidt mere styr på det end hende - det kan være, at hun ønsker det på skrift?

Jeg er sikker på, at det ikke er for at være omsorgsfuld, men måske en eller anden form for misundelse, fordi du opnår et mål, du har sat dig for? (Godt gået).

 

Du siger, at du har prøvet at sige det på en pæn måde. Hvad med at sige det på en "ikke-så-pæn" måde, og hvis hun bliver fornærmet, må du jo svare, at du ikke kunne få hende til at forstå på andre måder!