Ved ikke om det ligger det rigtige sted, men håber det går.
Jeg tror muligvis det kommer til at blive en laang besked.. Der er nogle ting, jeg bare længe har haft brug for at komme ud med, så bær over med mig.
Det står sådan til, at jeg er 20 år og har en helt utrolig stor lyst til at få børn. Jeg har fundet min ene, som allerede efter kort tid friede til mig.
Vi har kendt hinanden siden starten af august 2010 hvor vi begyndte på samme uddannelse, og i november begyndte vi at komme sammen. December blev vi forlovet - selvom det stadig ikke er helt officelt..
Grunden til der indtil videre kun er en, der kender til vores forlovelse (min veninde) er pga. min x.
S og jeg var sammen i 3 år og 3-4 mdr. Vi begyndte at komme sammen kort tid før jeg fyldte 17 - august 2007, og året efter blev jeg gravid. S er 5 år ældre end mig, og det var sådan set fint nok mens vi var i forholdet. Han var den voksne, og jeg blev meget moden af det. På intet tidspunkt havde han lyst til at få børn, og han var endda i tvivl om han nogensinde ville have børn.
Vi levede efter hans regler - jeg forstår voldsramte kvinder nu, for man fatter slet ikke forhold kan være anderledes - eller i særdeleshed bedre - mens man er i forholdet.
Med hans "ulyst" til børn fik jeg en abort. Og siden da har jeg fortrudt det. Eller jeg ved ikke engang om det er det rette ord. Jeg er så glad i dag over, vi ikke fik barnet SAMMEN, men jeg er bare blevet helt sikker på, jeg skal have børn.
Det er vigtigt at forstå, jeg intet kunne sige for at få ham til at ændre på hans manipulation. Et eksempel var i september, hvor det siden skolestart havde været planlagt, jeg skulle med til en fest - den første fest i 2 år, og jeg glædede mig bare VILDT.
Dagen før festen satte han sig til at drikke ALENE i lejligheden.. Det var slet før, og jeg var træt af det, så jeg sagde til ham, jeg ikke brød mig om det. Han blev sur, og sagde, at når jeg sådan skulle ud og morer mig med klassen dagen efter, så havde han i hvert fald også lov til at more sig.
Det endte med jeg blev ked af det, og han blev sur, og jeg var nede på knæ og sige undskyld. Dagen efter ringede jeg og sagde til værten, jeg var blevet syg og ikke kom med til festen alligevel, selvom grunden egentlig var, S ikke ville have det. Jeg havde virkelig glædet mig..
I oktober var jeg 4 uger i Spanien i praktik, hvor jeg skrev meget med M.
Vi havde snakket en del i klassen før, men praktikken var speciel - vi snakkede om alting. Og jeg begyndte så småt at finde ud af, at jeg da burde kunne sige min mening, at et forhold faktisk kunne være meget anderledes end det jeg var vant til. Vi flirtede måske en smule, men M vidste, jeg havde S og jeg ville ikke gå over stregen, når jeg havde en kæreste, så det blev udviklet til et fantastisk venskab.
I løbet af november - da jeg var kommet hjem - blev følelserne stærkere. M vidste mig en hel ny side af kærligheden. Jeg havde lært bare at affinde mig med hvad end S "smed i hovedet på mig" af ord og lignende, og jeg glædede mig hver eneste dag til at komme i skole og snakke med M..
Den 18. november kyssede vi. Jeg måtte vide, om det bare var noget, der ville gå over, eller om følelserne virkelig var ægte.
De var ægte. kysset varede i 4 timer, og jeg har aldrig oplevet noget mere fantastisk.. Det var en torsdag.
Lørdag slog jeg op med S. Jeg vil helst ikke nærmere ind på det, det var forfærdeligt...
Søndagen var M og jeg hos ham. Jeg kunne ikke klare at være i lejligheden med S, og jeg ville var væk. Vi begyndte at komme sammen med 21. (stadig søndagen)
Derefter begyndte det at gå fremad. JEG HAR ALDRIG FØR FØLT MIG SÅ FRI SOM NOVEMBER TIL JANUAR !
Jeg holdte kontakten med S de første par måneder. Ser I M havde åbnet mine øjne over hvor anderledes kærligheden kunne være, men jeg vidste jo ikke helt om det bare var noget midlertidigt for ham. Så jeg sagde til S, der "helst ikke så jeg fandt en ny kæreste de første par måneder", at jeg slog op for at finde mig selv og skabe mine egne værdier, hvilket også var helt rigtigt. Men hvad jeg ikke fortalte ham, var, jeg også ville prøve at se hvordan et forhold med M ville være.
Det overgik mine forventninger. Flere gange spurgte jeg M om det var i orden jeg gjorde -almindelige ting- såsom at se med en veninde en weekend, eller læse en bestemt bog, og han sagde "jamen selvfølgelig, det skal du da ikke spørge mig om, det skal du da bare gøre"... Kan I forstille jer hvor befriende det kan være ??!
Det gik op for mig, at verden var meget mere fri og SKØN end jeg havde troet muligt de sidste par år !
S mistede jeg kontakten med i januar eller februar.
Han fandt ud af, jeg var begyndt at komme sammen med M. Han kaldte mig alverdens forbandede ting, hylkerisk, løgner, mm, og sagde han var glad for jeg var ude af hans liv -- well, han skulle bare vide hvor glad jeg var 
At han stadig har MANGE af mine ting, er jeg tilgengæld ret trist over.. Er bare glad for jeg fik med lædersofa med mig.
Jeg flyttede forresten den 4. december - dagen før M friede til mig 
Men kender I til det, at når man så endelig finder den rette - den eneste ene - og man bare VED det skal være ham, og han har det på samme måde - at så vil man bare gerne have børn ?
Vi ønsker det begge. Men vores grundforløb sluttter til juni, og derefter skal vi finde en elevplads eller arbejde.. Og det er jo nok ikke så let med en stor mave.
Desuden hvordan med økonimien ?
Hvordan klarer I jer økonimisk ??
Når man ikke er studerende med med kæreste og barn, hvilken hjælp kan man så få ?
Hvormange penge har I at gøre med om måneden ?
Der må være en løsning, så man kan få det hele til at køre rundt med barn...
Jeg kan ikke sige andet end jeg er lykkelig nu. Er forlovet med en fantastisk fyr, og har min skønne hund. Jeg har taget min HF og er igang med det jeg gerne vil - dyrepasseruddannelsen. Det eneste der "mangler" er det kærlighedsbarn, jeg "blev snydt for" da jeg fik min abort.
Tak for I læste det, det blev virkelig langt.. Men hvor føltes det bare godt at komme ud med 
Håber nogen har en løsning..
