Føler I nogen gange at I ikke slår til?

Loggidut skriver:

jeg vil ikke uddybe det for meget, men jeg har det på nøjagtig samme måde, aftensmaden skal jeg kæmpe med at få ordnet, og tøjet ligger her i kæmpe bunker...
jeg ved det er helt normalt, men jeg var sgu i gang med at analysere mig selv ret grundigt, for jeg kan da næsten få tanken om en depresion...grunden til jeg vist går helt i baglås er nok den umulige situation vi sidder i lige nu.,..men tynen det er helt normalt!

Vi sidder alle sammen i en eller anden form for umulig situation lige pt, kunne forstille mig at mange af jer er ramt på en eller anden måde er ramt på økonomien af den finanskrise der er ved at vælte verden pt...

Det er jeg ikke, også alligevel... Som i nok hørte i sidste uge skulle Danfoss igen igen til at fyre folk, og ja det er min afdeling lavinen ruller fra igen... Fik lige afvide i dag at produktionen er blevet reduceret med 80 %, den ene maskine i afdelingen laver normalt ca 60000 emner om ugen, den er nede på at skulle lave ca 12000... Jeg kan ikke lade være med at tænke på det... mest på de arme kollegaer... Jeg ønsker ikke mit arbejde, hvorfor er verden så uretfærdig at de ikke kan fyre mig i stedet for en af dem som gerne vil have deres arbejde . Men nej jeg er gravid, de rør mig ikke... af frygt for fagforeningen...

Nå det var lige et sidespor... Men er da også glad for at det ikke kun er mig der har det sådan, med at føle at man ikke lige helt slår til, at man skal kæmpe sig gennem dagen for at få det hele til at hænge sammen...

Betina

Ja, selvfølgelig!
Måske føler jeg nok mest at jeg ikke slår til på voksen-området. Jeg går stadig i tøj der er for stort, da det blev købt nogle måneder efter Phillips ankomst. Ellers er det i stykker og så propper jeg bare noget andet tøj udenover så det ikke kan ses. For jeg orker ikke en shoppe-tur! Ja, meget unormalt! Er forfærdelig utjekket og vil ikke engang være bange for at glemme at tage makeup på (ville være noget nær mit værste mareridt førhen).
Rent tøj hentes direkte fra bunken i bryggerset, aftensmaden består  for tiden af pizza eller pita fra pizzeriaet og så er jeg en elendig kæreste. Ville ønske jeg gad veninder og mødregruppe, men jeg giiiider ikke. Kommer kun i mødregruppen for Phillips skyld efterhånden. Og hvorfor har jeg ikke længere nogen hobby?
Jo, jeg slår virkelig ikke til for tiden. Synes jeg klarer Phillip fint nok (for det meste da), men det er så også det. Og så mit job som jo også inkluderer Phillip. Men jeg klarer ikke rigtig andet.
Har ikke energi til det overhovedet.

Knus fra Helle..

Tynen skriver:

"Inspireret" af et ano-indlæg på Ordet er frit har jeg nu taget mod til at spørge herinde :)
(Og nej, det er altså ikke mig der har skrevet det derinde)

Men, som overskriften spørger, er jeg interesseret i at vide om jeg er den eneste der nogen gange ikke føler at jeg kan slå til?

Jeg har haft en rigtig træls periode her den sidste uge.
Jeg kan næsten ikke overskue noget og har SÅ dårlig samvittighed over det.
Jeg BURDE bare sætte mig noget mere ned og lege med Stella, burde lade være med at snerre af alt og alle og burde gøre noget mere rent.
Alt i alt føler jeg bare ikke at jeg slår til.

Jeg er så træt at jeg ikke kan hænge sammen mere.
Skulle ligge noget tøj på plads i soveværelset og i næste øjeblik står manden med barnet på armen og rusker i mig.
Så var jeg sgu faldt i søvn på sengen
Det ligner bare SLET ikke mig at sove om dagen.

Jeg har en dundrende hovedpine over øjnene der gør at jeg ikke kan koncentrere mig og jeg glemmer alt.

Jeg vrisser af Stig og skælder ham ud det meste af dagen fordi han misforstår mine ret utydelige signaler, og jeg har SÅ dårlig samvittighed.
Det er så uberettiget!!
Alligevel hører jeg mig selv brøle op over den mindste ting mindre end en time efter den sidste hjerneblødning - SHIT! Hvor er jeg træt af mig selv.

Jeg går hele tiden og tænker på om jeg gør det godt nok mht. Stella.
Leger jeg nok med hende, kan jeg finde ud af det her mor-tamtam og gør jeg noget forkert?!

Jeg fatter ikke hvad der er galt med mig.
Stig og mine forældre har hjulpet og taget så meget over i denne uge fordi de har kunnet mærke at jeg er inde i en ret så dårlig periode.
Alligevel orker jeg næsten ingenting.
Jeg er så led ved at være sådan.
Kan slet ikke kende mig selv - Det hele har bare været så godt i lang tid, så fatter minus!

Ej, helt ærlig - Det blev bare alt for langt det her.
Jeg er bare kommet ind i en rigtig dum spiral og håber snart at komme ud af den.
Men er det normalt at komme ind i sådan en?


 

Åh, du har lige beskrevet mig nogle gange.....føler lige præsis jeg ikke leger nok med drengene nogle dage, ikke når alle de ting, som jeg skal herhjemme og ude, er sur og vrissende når Peter kommer hjem som om det er hans skyld jeg ikke har leget og pjattet nok med ungerne....jeg ku´skrive en lang liste........jeg tror alle i perioder føler de løber bag ved det hele og læsset af "to do" ting bare vokser og vokser og man helst bare vil sove....(som slet ikke kan finde ud af de nye smily´er...)
Birgitte

Nu er det jo ikke fordi, jeg synes, det er morsomt at læse om andres elendigheder - og alligevel sidder jeg og smiler nu, hvor jeg har læst tråden igennem.
Jeg synes, det er skønt, at du har taget emnet op Trine. Egentlig synes jeg, vi har haft den før, men den utilstrækkelighed man kan føle nu, er alligevel helt anderledes end den, man kunne føle for et år siden.

Jeg kan genkende alle de følelser og situationer, I andre beskriver, og jeg har også haft flere perioder, hvor jeg har tænkt, at det simpelthen ikke kan passe, hvis andre (mødre) kan få alt til at gå op i en højere enhed og så samtidig se ud somom de nyder det.
Jeg ved også udemærket godt, hvad der skal til for at bryde hverdagen lidt op, så man selv får mere overskud: At man kommer ud uden børn for at motionere, spise ude, gå til et foredrag eller i biffen + alt muligt andet, man kun gør for sin egen skyld.  Menøhh, hvor god er jeg lige til at få det gjort selv?
Og når hverdagen bare kører derudaf med masser af arbejde både ude og hjemme, og samvittigheden er helt i selvsving, fordi jeg ikke formår at gøre alt det, jeg gør for andre ordentligt, så er det sidste jeg kan tillade mig at tænke på da at lade lortet flyde og gå ud og realisere mig selv?
Når jeg indimellem snerrer af alt og alle og bare har lyst til at slukke for aftensmaden, skride ud ad køkkendøren, gå min vej ud over marken og lade Sofie sidde og skrige og smide med mælk og rosiner. - Når jeg i arrigskab beslutter mig for, at nu kører jeg sgu min vej, og jeg kommer ikke tilbage, før det passer mig - måske tager jeg på hotel og spiser caviar, og jeg slukker for min telefon - gør jeg! Og så kan I have det så godt så længe. - Det er da tanker jeg får, fordi jeg selv føler mig tilsidesat og fordi, der hele tiden er nogen, der kræver noget af mig fra jeg står op til jeg går i seng - og nogle gange også i løbet af natten.
Selv de mest fredelige mennesker kan presses til at snerre og sige fra.
Selvfølgelig gør man ikke alvor af alle de trusler. Jeg skrider jo ikke bare på hotel, og jeg kunne ikke drømme om at slukke telefonen og lade Sofie og manden om resten, men sådan nogle grimme tanker kan alligevel hjælpe lidt i hverdagen, når det hele spidser til - synes jeg.
Nå, det var bare lige et indlæg, der mest af alt skal tjene til at sende et skulderklap til dig Trine - og til alle jer andre, som bliver ramt af virkeligheden indimellem.
Lige i dag er jeg overhovedet ikke til at skyde igennem: Jeg har efterårsferie, og det har jeg kunne mærke på humøret lige siden fredag. Tænk! en hel uge, hvor jeg da godtnok skal nå nogle ting, men bare det at jeg ikke skal på arbejde... Det er simpelthen luksus ud over alle grænser. I nat havde Sofie tudetur en hel time, manden snorkede flere gange og jeg sov dårligt pga. hoste - men jeg var komplet ligeglad, for jeg skulle jo ikke op og på arbejde i dag.
Jeg har ikke dårlig samvittighed over at have kørt Sofie i dp, selvom jeg har ferie og er herhjemme. Jeg kan jo hente hende lidt tidligere med meget mere overskud end sædvanligt.
Nu jeg tænker over det, så er i dag den første dag, siden Sofie blev født, at jeg bare har været heeeeelt alene i mere end et par timer i træk. Det er helt vildt som man kan lære at sætte pris på sådan noget som en fridag...

- Helle

ååhhh nu har jeg siddet og læst dit indlæg mange gange efterhånden og vil så gerne svarer, men har ikke lige vist hvordan....
jeg kender det ligesom alle andre, alt alt for godt!!!
og det går ud over ungerne.....her i weekenden have vi mortens foældre til at passe ungerne fra lør til søn da vi skulle til fødselsdag.
jeg fik lov til at sove lige så længe jeg overhovedet kunne søndag!!!! jeg vågnede kl 12-40, næsten frisk! det var fantastisk. jeg havde overskud, og da ungerne kom hjem sidst på eftermiddagen, havde jeg fået slappet så meget af, at der bare var overskud!! vi legede og ingen vrissen på noget tidspunkt. bar stille og roligt. og er du sindsyg det kunne mærkes på ungerne at der ikke var den mindste stress over noget. det var så lækkert at jeg ville ænske jeg kunne være sådan hver dag!! men det ødelagde jeg så allerede i morges da alexander lige skulle pisse mig af inden han skulle afsted!! stakkels dreng, så blev der lige vrisset af ham! jeg ville onske jeg var ligesom hende der magrethe fra fjerneren.. hende der med alle de godt børneråd.... selvom nogle gange lyder det som om hun aldrig har haft børn selv..
nå men det her blev noget rod alligevel...
men jeg vil lige tilføje at jeg tror vi skal forkæle os selv noget mere, det får børn og mænd meget mere ud af! og så glemme de der skide underbukser engang imellem som bare ligger og flyder.. vi har sku bukser nok til at de kan få rene på i morgen alligevel

Helle30 skriver:

Nu er det jo ikke fordi, jeg synes, det er morsomt at læse om andres elendigheder - og alligevel sidder jeg og smiler nu, hvor jeg har læst tråden igennem.
Jeg synes, det er skønt, at du har taget emnet op Trine. Egentlig synes jeg, vi har haft den før, men den utilstrækkelighed man kan føle nu, er alligevel helt anderledes end den, man kunne føle for et år siden.

Jeg kan genkende alle de følelser og situationer, I andre beskriver, og jeg har også haft flere perioder, hvor jeg har tænkt, at det simpelthen ikke kan passe, hvis andre (mødre) kan få alt til at gå op i en højere enhed og så samtidig se ud somom de nyder det.
Jeg ved også udemærket godt, hvad der skal til for at bryde hverdagen lidt op, så man selv får mere overskud: At man kommer ud uden børn for at motionere, spise ude, gå til et foredrag eller i biffen + alt muligt andet, man kun gør for sin egen skyld.  Menøhh, hvor god er jeg lige til at få det gjort selv?
Og når hverdagen bare kører derudaf med masser af arbejde både ude og hjemme, og samvittigheden er helt i selvsving, fordi jeg ikke formår at gøre alt det, jeg gør for andre ordentligt, så er det sidste jeg kan tillade mig at tænke på da at lade lortet flyde og gå ud og realisere mig selv?
Når jeg indimellem snerrer af alt og alle og bare har lyst til at slukke for aftensmaden, skride ud ad køkkendøren, gå min vej ud over marken og lade Sofie sidde og skrige og smide med mælk og rosiner. - Når jeg i arrigskab beslutter mig for, at nu kører jeg sgu min vej, og jeg kommer ikke tilbage, før det passer mig - måske tager jeg på hotel og spiser caviar, og jeg slukker for min telefon - gør jeg! Og så kan I have det så godt så længe. - Det er da tanker jeg får, fordi jeg selv føler mig tilsidesat og fordi, der hele tiden er nogen, der kræver noget af mig fra jeg står op til jeg går i seng - og nogle gange også i løbet af natten.
Selv de mest fredelige mennesker kan presses til at snerre og sige fra.
Selvfølgelig gør man ikke alvor af alle de trusler. Jeg skrider jo ikke bare på hotel, og jeg kunne ikke drømme om at slukke telefonen og lade Sofie og manden om resten, men sådan nogle grimme tanker kan alligevel hjælpe lidt i hverdagen, når det hele spidser til - synes jeg.
Nå, det var bare lige et indlæg, der mest af alt skal tjene til at sende et skulderklap til dig Trine - og til alle jer andre, som bliver ramt af virkeligheden indimellem.
Lige i dag er jeg overhovedet ikke til at skyde igennem: Jeg har efterårsferie, og det har jeg kunne mærke på humøret lige siden fredag. Tænk! en hel uge, hvor jeg da godtnok skal nå nogle ting, men bare det at jeg ikke skal på arbejde... Det er simpelthen luksus ud over alle grænser. I nat havde Sofie tudetur en hel time, manden snorkede flere gange og jeg sov dårligt pga. hoste - men jeg var komplet ligeglad, for jeg skulle jo ikke op og på arbejde i dag.
Jeg har ikke dårlig samvittighed over at have kørt Sofie i dp, selvom jeg har ferie og er herhjemme. Jeg kan jo hente hende lidt tidligere med meget mere overskud end sædvanligt.
Nu jeg tænker over det, så er i dag den første dag, siden Sofie blev født, at jeg bare har været heeeeelt alene i mere end et par timer i træk. Det er helt vildt som man kan lære at sætte pris på sådan noget som en fridag...

- Helle

Når jeg indimellem snerrer af alt og alle og bare har lyst til at slukke for aftensmaden, skride ud ad køkkendøren, gå min vej ud over marken og lade Sofie sidde og skrige og smide med mælk og rosiner. - Når jeg i arrigskab beslutter mig for, at nu kører jeg sgu min vej, og jeg kommer ikke tilbage, før det passer mig - måske tager jeg på hotel og spiser caviar, og jeg slukker for min telefon - gør jeg! Og så kan I have det så godt så længe. - Det er da tanker jeg får, fordi jeg selv føler mig tilsidesat og fordi, der hele tiden er nogen, der kræver noget af mig fra jeg står op til jeg går i seng - og nogle gange også i løbet af natten.

Det er sgu godt skrevet, for det er lige præcis sådanne tanker, jeg har - jeg kan se situationerne for mig. I fredags stod jeg med et hylende barn i buksebenet og forsøgte at lave aftensmad til manden kom hjem sent igen - jeg magtede det bare ikke og stod og vrælede ned i kartoffelmosen....så saltet blev den da. Årh jeg hader at være så sårbar og føle mig så utilstrækkelig!

/Jeanette - en ægte tudeprinsesse i øjeblikket

Hvor var det godt, du tog emnet op Trine, for nøj, hvor er jeg også blevet helt fredfyldt og venligt stemt over for mig selv efter at have læst alle jeres historier, som alle sammen er varianter over, hvordan jeg også har det.
Det er virkelig en fantastisk opbyggelig følelse at opdage, at man ikke er den eneste i verden med små skumle tanker om livet og sig selv - små skumle tanker, der slet ikke længere ser så onde ud, når man ser dem sort på hvidt formuleret af andre end en selv.

ÅH, hvor jeg kender det med den dårlige samvittighed over ikke at gide gå udenfor med sit stakkels barn, der bare så gerne vil ud og gå rundt og rundt og sige "DET!?!" tl alting. Jeg keeeeder mig, så jeg næsten ikke kan holde det ud, når jeg går rundt der i musetempo og selvom exercissen også rummer glimtvise glædesfølelser over ens lille mus, der synes, det hele er så spændende, så er det bare uudholdeligt!

Der er så mange af de ting, I alle sammen skriver, jeg også kender alt for godt, så jeg vil ikke til at nævne det hele igen, men bare tilmelde mig gruppen af mødre, der slet ikke føler, de slår til og som meget gerne vil af med den dårlige samvittighed over det... og det tror jeg faktisk, at jeg er stærkt på vej til nu, hvor jeg kan se, at vi alle sammen har det sådan; Så kan det jo ikke være så slemt af os, vel?

Knus fra Birgitte, der sandsynligvis ikke giver nogen videre form for mening i dag og bare lader feberen tale. 

FOR DÆLAN!!Nu siger jeg det lige igen: I ER ALTSÅ FANTASTISKE!!!
I fatter slet ikke hvor meget jeg har fået ud af samtlige svar!

Jeg er faktisk blevet utrolig lettet over at jeg ikke er den eneste der sad med den der "lade" / dovne holdning til ting som fx. at gå udenfor.
Som skrevet før havde jeg virkelig overvejet denne tråd mange gange.
Det er altså ikke det fedeste at se sig selv omdanne til en Malou Stella debutant der vil have andre til at gøre det sure for en
Var virkelig flov og pinlig over at jeg ikke kunne overkomme at være mor.

Tusinde tak igen!
Jeg føler mig nærmest helt normal nu 

Har det ofte på samme måde.
Trær, træt, træt...
Men det sidste stykke tid er vi gået UD, når vi er kommet hjem.
-Det giver altså energi at være ude.
Skal til at skrive opgave om udeliv, og hvad det er naturen gør ved os, og vores sind.
I må gerne læse den, når jeg er færdig.

Husker I Jeres vitaminer? 
Gå tidligere i seng!

Har netop fået taget blodprøver pga. træthed.
Havde jo k-ordet på hjernen, så fik taget de blodprøver.
De ser fine ud, pånær en enkelt, noget med kalk (blodforsænkning), og det skal der tjekkes yderligere op på.
Og jeg gruer for resultatet!

Få taget nogel blodprøver, måske mangler I jern(???!!!) eller andet, som gør I er trætte.
Find ud af at tage nogle små mellemmåltider, som kan give et skud energi til hjernen, mandler eller rosiner, eller andet, IKKE SNOLD!

Eller se på den lyse side:
I er ikke alene, alle mødre er trætte.


Jeg vil ikke sidde her og være corny, og har allerede tilkendegivet jeg er enig, men kom nu, nu må vi lige komme ind i kampen og give hinanden en opsang, er det ikke også det vi har hinanden til?

 Ja netop jern kan være kilde til træthed - eller mangel på jern selvfølgelig. Jeg var ved at dejse om af træthed, da jeg genoptog mit studie, da Sebastian var lige omkring 1 år. Og lægen kunne så konstatere, at jeg havde betydelig jernmangel. Så det er da bare med at få det tjekket!

Gå tidligere i seng!