Jeg har siden min fødsel den 20. oktober 2010 gået og været ked af nogle episoder der indtraf under fødslen, og efter en lang samtale med min konsulterende jordemoder gennem især den sidste halvdel af graviditeten, Kirsten Assels, er jeg blevet opfordret til at sende et brev til Jer hvori jeg gør rede for disse episoder.
Jeg er incestoffer og fødslen skulle derfor forberedes grundigt for at jeg ikke skulle blive nervøs eller gå i panik/glide ind i det hellige rum jeg lavede dengang jeg blev misbrugt. Allerede ved allerførste jordemoder konsultation (ved Gitte Kristensen) snakkede vi lang tid om fødsel og amning. Jeg ville meget gerne føde hjemme, det så jeg som en rigtig god mulighed for selv at bevare overblikket og kontrollen med fødslen og vi følte, at det var en rigtig god måde at få Søren til at spille en stor og vigtig rolle i fødslen. Desuden ville det være meget begrænset hvilke mennesker der ville være til stede udover Søren og jeg, hvilket også var meget vigtigt for os. Gitte bakkede op omkring hjemmefødslen og vi fortsatte forberedelsen af den både ved jordemødrene (Gitte og Kirsten) og derhjemme. Vi snakkede rigtig meget om fødslen og hvordan jeg måske ville reagere, hvad jeg måske ville få brug for fra Søren osv. Da vi nåede termin følte vi os rigtig godt forberedt og vi skulle sige meget lidt før vi vidste hvad den anden mente om dit og dat i forbindelse med fødselsforløbet. Vi havde været til fødselsforberedelse hos Kirsten Assels sammen med de andre gravide og vi var også med på besøg på Fødegangen på Svendborg med Kirsten. Vi ville ikke være skræmte hvis vi endte på Fødegangen, hvilket vi naturligvis var klar over kunne ske.
Jeg fravalgte – efter mange lange og meget svære overvejelser – amning. Jeg vidste fra start at det ville blive utrolig grænseoverskridende hvis jeg valgte det til, så jeg brugte meget lang tid på at overveje mine muligheder. Berøring af mine bryster har jeg det utroligt svært med, så jeg kom relativt hurtigt frem til at amning var udelukket. Derefter fulgte en masse overvejelser om mulighederne for udmalkning, dvs. om jeg ville være i stand til at malke ud og dermed stadig give barnet modermælk. Men igen kunne jeg mærke, at det simpelthen ville blive for grænseoverskridende. Så efter lang tid med dårlig samvittighed (over at jeg ikke kunne give mit barn det bedste), meget gråd og en masse samtaler især med Søren, nåede jeg frem til den konklusion, at amning ville blive så grænseoverskridende en oplevelse for mig, at det måske ville komme til at påvirke mit forhold til mit barn og jeg valgte det definitivt fra og fik udskrevet ammestop-piller hos min læge. Både Gitte og Kirsten var enige i min beslutning og pressede mig aldrig til at skulle amme.
Da vi nåede termin var vi glade og forventningsfulde, vi havde haft et rigtig positivt graviditetsforløb med Gitte og Kirsten og vi følte os forberedte og klar til selve fødslen.
Efter et besøg hos Kirsten, startede mine veer den 19. oktober 2010 lidt over kl. 13. Jeg havde haft perioder med veer i fire uger op til denne dag, og hver gang var de gået i sig selv igen, på trods af, at de havde været helt regelmæssige og bed fint. Så vi så tiden an. Veerne var fra start af helt regelmæssige og bed fint og da det fortsatte uforstyrret i flere timer, ringede vi efter min mor, der skulle være Praktisk Gris ved hjemmefødslen. Hun ankom herhjemme omkring klokken 17. Omkring samme tidspunkt ringede vi til Fødegangen og fortalte hvordan og hvorledes, men sagde også, at vi slet ikke følte behov for at få en jordemoder ud endnu. Vi fik at vide, at jordemoderen skulle komme fra Odense, så når vi var klar, skulle vi ringe i god tid, da det kunne vare lidt inden hun nåede frem. Jeg var ved godt mod, selvom det gjorde ondt, og jeg havde stablet sofaens rygpuder som jeg lå henover når der kom en ve.
Omkring klokken 21 havde jeg ligget på siden på sofaen og hvilet mig lidt, da jeg syntes veerne begyndte at gå i sig selv igen. Jeg blev meget frustreret og græd lidt og Søren fik mig med op ad trappen til 1. salen, hvor jeg skældte lidt ud af frustration. Jeg var en uge over tid og havde haft mange smerter i 3. trimester og tanken om, at nu var det IGEN ikke NU, gjorde mig ret ked af det. Kirsten havde om formiddagen spurgt mig om hvordan jeg havde det med at blive sat i gang, da hun var lidt bekymret over de mange smerter jeg gik med, men jeg ville utrolig gerne bevare hjemmefødslen og babyen lod til at have det fint, så jeg havde besluttet mig for at bide smerterne i mig og se tiden an. Vi kom ned i stuen igen og lige pludselig væltede den ene ve efter den anden ind over mig. Jeg lå igen på knæ og foroverbøjet henover en lænestol og da jeg slet ikke kunne snakke under veerne, der kom meget kort efter hinanden på det tidspunkt, var det Søren der ringede op til Fødegangen for at bede jordemoderen komme. Jeg talte meget kort med vagthavende jordemoder, der sagde, at hun ville sende hjemmefødselsjordemoderen af sted med det samme. Klokken har maks været 22 på det tidspunkt. Alligevel dukkede Johanna jordemoder først op klokken 23:45. Med en jordemoderstuderende. Det havde vi frabedt os og vi havde haft en lang snak om netop det emne med Gitte da hun var på hjemmebesøget før fødslen og vi havde set hende skrive vores (primært mit) ønske ned i mine papirer. Så da Johanna sagde, at det ikke stod nogen steder, var vi meget overraskede. Søren hev min mor til side og sagde, at det jo slet ikke gik, for hele hjemmefødslen handlede jo netop om, at der ikke ville være ekstra personer til stede som jeg ikke kendte, udover det højst nødvendige. Min mor sagde til Søren, at hun nok skulle snakke med Johanna om det, han skulle bare blive ved mig (der kastede op på det tidspunkt), men da hun sagde til Johanna, at det altså stred meget imod mine ønsker, meddelte Johanna hende, at ”her bestemmer jeg”. Både min mor og Søren bakkede ud af diskussionen. Johanna viste mig hvor dybt jeg skulle trække vejret for at undgå opkastningerne og det hjalp mig igennem hele fødslen. Det var den eneste gang jeg følte hun hjalp MIG i den del af fødselsforløbet der foregik derhjemme. Johanna gik med den jordemoderstuderende ind og satte sig i spisestuen og Søren og jeg fortsatte vores arbejde på sofaen. Johanna undersøgte mig kort efter ankomsten og kunne konstatere, at der ikke var sket synderligt siden mit besøg hos Kirsten om formiddagen, hvor jeg havde været 2 cm åben, det slog naturligvis en smule af glæden af for mig, for jeg tænkte, at det sikkert ville gå i sig selv igen-igen når nu der ikke engang skete noget. Noget tid efter fortalte Johanna Søren, at hun manglede flere ting i jordemodertasken (som åbenbart var kommet med taxa fra Svendborg, mens Johanna var kommet fra Odense), men at det ikke var vigtigere end at hun bare ville bede den næste jordemoder om at tage det med. Hun skulle afløse klokken 7 og ”der har x i hvert fald ikke født”, sagde hun. Jeg blev rasende, for jeg syntes ikke Johanna opbyggede den selvtillid jeg havde brug for som fødende kvinde. Og der begyndte jeg for alvor at føle, at Johanna ikke var der for at hjælpe mig, og det var en rigtig ubehagelig følelse. Indtil Johanna kom, havde vi haft et rigtigt positivt forløb og lige pludselig følte vi, at vi egentlig bare var rigtig besværlige.
Efter noget tid fik jeg følelsen af et smæld indeni og jeg sagde til Johanna, at jeg troede vandet var gået. Hun kom ind fra spisestuen og sagde ”Nej, det tror jeg virkelig ikke det er, x” og jeg tænkte nåhnåh, jamen jeg har jo sikkert fejlbedømt igen-igen. Men da Johanna satte sig ved mig i sofaen og spredte mine ben, fossede det ud med vand og jeg følte en lille triumf – ikke over fødselsveerne, som jo nu tydeligvis arbejdede frem mod fødsel, men over Johanna. Det er jo slet ikke meningen man skal have den følelse af, at jordemoderen er ens modstander, men det var desværre sådan jeg oplevede det derhjemme. Johanna undersøgte mig og jeg var nu 8 cm åben, og hun lyttede hjertelyd, men den dykkede. Disse ting opfattede jeg ikke rigtigt, da veerne for alvor begyndte at gøre ondt efter vandet var gået. Lige pludselig – følte jeg – fik jeg bare at vide, at vi skulle på hospitalet og at der ville komme en ambulance. Søren fik at vide, at han ikke kunne køre med i ambulancen, så han måtte køre med den jordemoderstuderende i Johannas bil, der kun havde forsæder, og min mor måtte så få fat i en taxa. Vi havde været så forhippede på vores hjemmefødsel, at vi ikke havde fået pakket en taske hvis nu, så Søren og min mor styrtede rundt for at finde de ting vi måske skulle bruge efter fødslen. Ikke ret lang tid efter stod der en masse ambulancefolk i stuen og jeg gik selv med ud og kom op på båren og kørte af sted med Johanna. Søren og min mor var desværre blevet så dårligt sat ind i hvad der præcist var problemet, at de efter fødslen begge fortalte mig, at de havde haft følelsen af ”bare red x, barnet kommer i anden række” – og det var jo slet ikke der vi rent faktisk var, altså at jeg var ved at dø. Så de, primært Søren, var naturligvis rigtig rigtig bange i den time vi var adskilt.Og følte mig naturligvis utrolig sårbar og alene uden Søren og med en jordemoder som jeg følte, ikke ville se hvem jeg var som fødende kvinde. Ambulancen kørte desværre af de små landeveje til Svendborg i stedet for hovedvejen (på trods af, at det var midt om natten), hvilket resulterede i, at jeg måtte klamre mig til båren samtidig med at jeg havde meget kraftige veer. Den ene ambulancemand fortalte mig, at jeg under ingen omstændigheder kunne ryge ned af båren – hvorefter han selv væltede da ambulancen svingede om et hjørne.
I ambulancen skete der heldigvis det, at Johanna tog sig af mig. Og jeg lod hende tage sig af mig. Hun holdt min hånd på samme måde som Søren havde gjort og hun strøg min pande og blev ved at fortælle mig, at jeg klarede det rigtig flot, at jeg bare skulle huske at trække vejret og at vi snart var fremme. Først dér opstod det bånd med jordemoderen som jeg havde så stort behov for at få skabt hurtigt.
Vi nåede frem til Fødegangen og Søren var naturligvis ikke kommet endnu, så jeg følte mig meget overvældet. Der var rigtig mange mennesker på stuen og alle ville gerne præsentere sig med navn og forklare hvad deres funktion var. Og jeg havde bare rigtig kraftige veer og kunne ikke lytte rigtigt efter. Jeg blev selvfølgelig tilkoblet alt muligt og det resulterede i, at jeg måtte ligge på ryggen på fødebriksen, hvilket jeg virkelig havde frygtet gennem hele graviditeten. Men sådan var det jo. Da Søren ankom, var der en læge der skulle tage blodprøve fra barnets hoved og en Sosu assistent. Lægen fik mine ben op i stigbøjlerne, men sagde, at jeg kunne tage dem ned når jeg havde en ve, så hun ikke forstyrrede mig mere end højst nødvendigt. Men sosuassistenten mente, at mine ben skulle blive i stigbøjlerne hele tiden, så hun tog fat i mit ene ben når jeg forsøgte at tage benene ned. Lægen forsøgte at forklare sosuassistenten, at en af grundene til, at jeg ikke skulle ligge i stigbøjlerne var min fortid som incestbarn, men til sidst blev jeg selv så frustreret over at blive trukket i benet, at jeg sagde, at nu blev de ben bare oppe i stigbøjlerne til de var færdige.
Omkring da, sagde Johanna, at nu skulle alle der ikke havde en direkte funktion, forlade fødestuen, for jeg skulle have ro til at fortsætte mit ve-arbejde. Der følte jeg, at Johanna tog hensyn til, at jeg både har den fortid som jeg har, men også, at der havde været en rigtig vigtig grund til mit valg af hjemmefødsel. Tilbage var vi mig, Søren, min mor, Johanna, Jordemoderstuderende, sosu-assistenten og lægen. Alle sammen kvinder på nær Søren. Hvilket også havde været meget vigtigt for mig inden fødslen.
Herfra skred fødslen frem og z blev født og var heldigvis sund og rask. Dog var jeg bristet en del og lægen var nervøs for om min ringmuskel var røget. Dette forklarede hun mig grundigt og spurgte om det var i orden, at hun ringede efter en bedre læge der kunne vurderer det hele bedre end hun kunne, og så begyndte hun at bedøve mig. Jeg sagde selvfølgelig ja. Johanna udfyldte nogle papirer og roste mig, men da den mandlige læge kom, gik Johanna for at ordne noget et andet sted. Jeg kan ikke huske hvad det var, men hun gik i hvert fald. Den mandlige læge kom og skulle selvfølgelig være helt sikker på, at ringmuskelen ikke var røget, men det tjekkede han jo ved at stikke sin finger op i anus om og om igen. Det gjorde for det første ufatteligt ondt og så var det dybt grænseoverskridende. z lå da hos Søren og min mor havde forladt fødestuen, så jeg følte mig alene og begyndte at glide væk og ind i det hellige rum jeg har lavet da jeg blev misbrugt som barn. Den kvindelige læge var meget bekymret over situationen og hun blev ved at sige undskyld til mig. Heldigvis var den jordemoderstuderende helt fantastisk og hun sad ved mig og holdt min hånd og talte og talte og talte til mig, så jeg ikke kunne glide væk igennem de omkring fyrre minutter som syningen tog. Der var flere gange under syningen hvor det gjorde rigtig ondt og hvor jeg tydeligt kunne mærke lægen stikke nålen i kødet og trække snoren igennem og jeg sagde av mange gange. Den kvindelige læge spurgte hver gang lægen, om de nu ikke skulle stoppe og få mig bedøvet ordentligt, men det ville han ikke for ”det er jo kun lige her det gør ondt”. Det er et af de punkter der næsten gør mig allermest ked af det ved fødselsforløbet fordi jeg kunne mærke, at jeg begyndte at glide væk og jeg havde kæmpet så hårdt op til fødslen for, at det min far gjorde mod mig da jeg var barn, IKKE skulle komme til at dominere den dag hvor jeg selv satte et barn i verden.
Efter syningen blev vi alene på Fødestuen, Søren og jeg og z, som vores datter skulle hedde. Min mor kom tilbage og sosu-assistenten kom også tilbage. Hun sagde, at nu skulle jeg lægge barnet til brystet og jeg sagde at nej, for jeg skulle ikke amme. Så gik hun fra stuen og kom tilbage og sagde ”Vi har besluttet at du skal amme”. Jeg svarede igen, at nej, det skulle jeg ikke. Hun forlod igen stuen og kom tilbage og sagde ”Vi har besluttet at du skal malke ud”. Igen sagde jeg, at nej, det var altså slet ikke til diskussion, jeg skulle ingen af tingene, vi skulle have en flaske mælk at give z. Og endelig kom hun tilbage med en flaske med mælk. Men den hjælp vi fik til at made z var ikke ret god eller omsorgsfuld, og det lykkedes os ikke at få det mindste i barnet. Først en 5-6 timer senere, på barselsgangen, fik vi hjælp og der drak z 40 ml på 5 minutter.
Inden Johannas vagt sluttede klokken 7, kom hun og den jordemoderstuderende tilbage. De undersøgte z og vi snakkede lidt om fødslen. Jeg sagde, at jeg var ked af, at jeg var blevet vred da de kom hjem til os, og at de begge var endt med at spille gode og vigtige roller i fødslen. Især den jordemoderstuderende syntes jeg skulle vide, at hun havde gjort en kæmpe forskel for mig under syningen – og efterfølgende kan jeg forstå på Søren, at hun også brugte rigtig meget energi på at få ham til at falde lidt ned i bilen på vej til Fødegangen. Johanna sagde noget i retning af, at så fik jeg også overskredet mine grænser og det var nok meget godt og det har jeg tænkt på rigtig mange gange siden. For jeg synes ikke det er tiden eller stedet at skulle overskride sine grænser – eller lade andre overskride dem. Jeg fik følelsen af, at Johanna med vilje havde overhørt vores ønsker.
Johanna sendte mig på toilettet og gav mig et stort bind og underbukser og forklarede, at jeg desværre ikke kunne komme til at skylle mig med lunkent vand mens jeg tissede, men at nu skulle jeg lige tisse og få underbukser på. Og så gik hun. Ude på badeværelset blev jeg rigtig rigtig dårlig. Tanken om at skulle tisse nede ved syningen og derefter at skulle tørre mig gjorde mig meget svimmel. Det lykkedes dog, men så kunne jeg ikke få sat bindet i underbukserne. Jeg forsøgte at kalde på Johanna, men måtte til sidst stavre ind på Fødestuen og spørge hende hvordan bindet skulle sidde. Det forklarede hun kort og mens jeg igen var på toilettet forlod hun åbenbart Fødestuen. Jeg blev igen rigtig dårlig derude, jeg fik smurt blod overalt, følte jeg og til sidst måtte jeg kravle ned fra toilettet og ligge på alle fire på gulvet til jeg kunne rejse mig og komme ind på Fødestuen igen. Da jeg kom derind var jeg rigtig ked af det over alt det svineri jeg havde lavet på badeværelset, men jeg kunne slet ikke komme derud og gøre rent fordi jeg var så svimmel. Da kom Sofie Jordbo, som havde været assisterende jordemoder da jeg kom ind på Fødegangen, ind til os. Hun er tilfældigvis gift med en af Sørens kollegaer, derfor ved jeg hvad hun hedder. Jeg fortalte hende om badeværelset og undskyldte og hun sagde, at det skulle jeg ikke tænke på og puttede mig under dynen med mit barn og gik ud og gjorde rent. Det var første gang jeg følte jeg fik lov at holde z siden hun lige var blevet født, fordi der hele tiden havde været så meget der lige skulle undersøges, gøres, sys, tjekkes osv.
Det er så min fødselsberetning. Jeg håber det fremgår tydeligt hvilke episoder jeg følte var grænseoverskridende og/eller uheldige/forkerte. Det har påvirket mig utroligt meget efter fødslen, og først da jeg endelig fik ringet til Kirsten Assels og aftalt en tid til en samtale i januar, kunne jeg slippe det en smule. Indtil da lå jeg meget vågen om aftenen og gennemgik forløbet om og om igen. Ved samtalen hos Kirsten væltede det hele frem igen og jeg blev utrolig ked af det på ny og vi endte med at tale i halvanden time, hvoraf jeg græd størstedelen af tiden. Der er gået en lille uge siden den samtale og Kirsten har allerede fået i stand, at jeg kan komme til at tale med psykologen på Familieambulatoriet, hvor jeg skal hen i starten af marts.
Jeg er ikke KED af min fødsel, jeg er stolt og glad over at jeg havde forberedt mig godt og vidste hvad jeg skulle gøre og at jeg gjorde det! Jeg er ikke skræmt fra at føde igen, men når jeg tænker på en evt. fremtidig fødsel, foregår den derhjemme, hvor der er roligt og Søren og jeg forhåbentlig denne gang styrer slagets gang.
Men jeg er dødhamrende ked af, at der kom en jordemoder hjem til mig i mit hjem som ikke respekterede mig og som ikke tog sig tiden til at finde ud af hvem jeg - og Søren - var. Som trumfede henover os, som talte nedladende til mig (fx ved vandafgang), som skilte Søren og jeg fra hinanden i næsten en time da det blev allermest kritisk. Jeg er ked af en sosu-assistent der ikke respekterede vores beslutninger og som ikke lyttede til de andre på stuen, da de forsøgte at forklare hende hvorfor nogle ting måtte gøres anderledes end normalt. Jeg er meget meget ked af en læge der bare ikke gad bedøve mig ordentligt og som derfor fik en masse traumer til at stige op til overfladen. Jeg er ked af, at vi ikke fik forklaret ordentligt hvad der skete med z under fødslen. Vi var meget bange i dagene efter fødslen og talte meget om, om hun var blevet hjerneskadet af iltmanglen, om hun kunne finde på at stoppe med at trække vejret derhjemme osv. Først ved samtalen hos Kirsten fik jeg forklaret, at det højst sandsynligt har skyldtes et tryk på øjeæblerne, at hjertelyden faldt sådan. Den dramatiske fødsel har desuden bevirket, at Søren hele tiden gik og ventede på, at nu mistede vi z. Han kom aldrig rigtig over den frygt han havde mens vi var adskilte i den time hvor jeg kørte på Fødegangen. Det har gjort, at vi har fået ekstra samtaler med vores (fantastiske) Sundhedsplejerske Tina Pohle.
Jeg skriver til Jer, fordi jeg ved at Kirsten har bedt om et møde omkring de her episoder, og det vil jeg selvfølgelig bakke op omkring. Veninder har haft sagt til mig, at en svagere/mere sårbar kvinde end mig fx måske ville have ladet sig presse til at amme, da sosu-assistenten bad om det og den slags situationer MÅ ikke opstå! Det kan skade mor og barn for livet!!
For mig er det vigtigt at få bearbejdet fødslen, men også at få sagt til Jer, at der desværre skete ting under min fødsel som ikke burde ske. Vi fødende forældre må ikke blive blot ”endnu et par på Fødegangen”, for selvom vi nok er det for jordemødrene, så er I dem vi husker resten af vores liv, på den måske allervigtigste dag nogensinde, den dag vores børn kommer til verden.
Jeg håber I vil lytte.
Mange tak!
Mange Hilsner fra
x
