Jaaa SÅ blev det mandag. Men en af de lidt mere positive slags tror jeg 
Historie:
Fredag aften havde jeg et mindre "melt down". Kæresten troede først bare det var muggenhed og lod mig gå alene i seng. Men jeg var bare egentlig TRÆT af det hele og ked af det. Ked af at jeg ligner en hval. Ked af at vi ikke har vores dreng endnu. Ked af at der ikke sker noget, men man bare render rundt med murren i maven og dårlig søvn. Bange for at der skal gå noget galt, bange for at han ikke er den sunde og raske dreng vi drømmer om. Pludselig kommer min kæreste ind til mig, ligger sig bag mig og gir mig en kæmpe krammer der i mørket, mens han bare fylder mine ører med søde og trøstende ord. Bl.a. at han aldrig vil gå nogen steder men altid vil være der for mig, for os. At han godt ved jeg er ked af at jeg har taget så meget på, men at det nok skal ryge af igen. At han elsker mig og vi skal være sammen altid. At han godt kan forstå jeg er frustreret, bange og utålmodig, men at han synes jeg har gjort det SÅ godt og klaret graviditeten til UG. Ja bare en masse dejlige, beroligende ting som varmede mere end jeg kan beskrive. Jeg er rigtig dårlig til at fortælle ham når jeg er ked af det. Det er ligesom om min hals snørre sig sammen og jeg ikke kan få nogen ord ud. Men at han her selv forstod at jeg bestemt ikke var muggen og han kom op på den måde og bare gav mig den her TRYGHED og KÆRLIGHED, phyyyy jeg får helt tåre i øjene når jeg skriver om det 
Lørdag morgen (efter de sædvanlige nattetisseture) står jeg op til en morgentisning med noget som IKKE plejer at være der! Brunt udflåd 
(utroligt man kan juble over sådan noget klamt noget hehe). Men bliver bare SÅ glad, for ENDELIG er da bare lidt tegn på ET ELLER ANDET. Op til kæresten og sige "så skal vi sgu ud at gå tur med vaps! NU skal han ud!!" Der er dog ikke nogen plukveer eller andet, men skidt pyt. Vi får gået en rigtig dejlig tur i løbet af dagen og ellers står den på sofahygning. Desværre går det der "blødning" lidt i sig selv igen 
Der kommer flere mindre klumper ud, så det må jo være noget slimprop der er gået regner jeg med i stedet for decideret tegnblødning. Da vi går i seng lørdag aften er det med en smule skuffelse over at "var det det??" for det virker overhovedet ikke som om der sker noget som helst..... 
Søndag: Kæresten tager på arbejde søndag morgen og siger den samme sætning han vel har sagt i 4-5 uger nu: "du ringer hvis der sker noget" yesyes det gør jeg. Men troen på at der sker noget er nu ret så lille, for der er ingen murren, ingen plukveer og ingen nævneværdig brunt udflåd.... Dagen går på sofaen med hækling (da jeg endelig får taget mig sammen til at stå op). Humøret er ret så lavt, er øm fordi "lille"manden maser op i mine ribben og lader til at ville ud igennem højre side af maven i stedet for syd på. Og div. folk melder ind med "sker der snart noget??" og mig "neeeeejjjjjjjj". Da kæresten kommer hjem ved en 19.30 tiden sidder vi lige og snakker lidt omkring det her med at vi måske må indse og indstille os på at vi skal sættes igang på fredag. Han spørger så "jamen fra du bliver sat igang til du føder, hvor lang tid går der så??" og så forklare jeg ham at det er ikke til at sige, for der kan gå alt fra timer til dage. Det kommer an på SÅ mange ting. Jeg føler han bliver en anelse frustreret, for han har kun de 14 dages barsel og hvordan skal han lige melde ud til arbejdsgiver? Skal han ta barsel fra på fredag af og så "spilde" dage hvis det er jeg først føder lørdag, søndag eller mandag? Ikke fordi han ikke vil være der for mig SLET ikke, men bare fordi han jo gerne vil have så mange dage sammen med lillemanden som muligt. Den her snak føre så til endnu et mindre "melt down" fra min side og det ender med jeg sidder og tuder fordi jeg bare ikke kan overskue det! HVORFOR skal det her være så ukontrolleret? Hvorfor vil de først sætte igang 42+0 i Herning men i Skejby (ifølge min kusine) har de INGEN problemer med at sætte igang umiddelbart efter terminsdato, det gjorde de med hende. Hvorfor kan det her ikke planlægges lidt mere? HVORFOR ER HAM NOAH STADIG INDE I MIN MAVE??!!!! SÅ KOM DA UD!!! 
. Igen kommer min fantastiske kæreste med sine stærke, trygge arme, giver mig kæmpe krammer og trøstende ord. Han er virklig et pragteksemplar af en kæreste pt For ja jeg HAR virkelig brug for at få at vide at det nok skal gå og at (som han siger) "vi løser det, det skal nok gå det hele". Og jeg har brug for at få det af vide fra ham, det hjælper ikke på samme måde fra andre. Resten af aftenen blev faktisk hyggelig. Jeg lavdede dejlig mad og vi sad i sofaen og hyggede med en kop kaffe. Omkring klokken 23.30 går vi i seng efter at have gået aftentur med vaps. Da vi ligger os begynder jeg at få lidt plukveer og murren. Siger dog ikke noget til kæresten, da det jo er ved at være standard at have det sådan. Da klokken runder 02.30 har jeg stadig ikke sovet. Til gængæld har jeg vel været nede at tisse 3 gange! Mine plukveer og murren har taget til og jeg kan ikke rigtig finde en god stilling at falde i søvn i. Natten foresætter med ualmindelig mange ture på wc og plukveer der niver lidt og trækker ned i lår og knæ. Kigger ikke på klokken og mister overblik over hvor mange gange jeg er nede. Jeg får dog blundet lidt og falder endda vist lidt i søvn en overgang. Da jeg er nede at tisse for jeg-ved-ikke-hvilken-gang kommer det så; der er frisk blod! Weeeeeee! HADER normalt at have mens, men altså lige nu er det bare JUBEL at "have det røde!!" 
Der er stadig sådan mørkt udenfor, men jeg kan høre fuglene da jeg igen ligger i sengen, så jeg går ud fra at det er hen ad tidlig, tidlig morgen. Klokken 06.40 skal jeg igeeeeennnn tisse og der skiftes der bind. Ikke at jeg har VOLD BLØDT meeenn stadig nok til nyt bind
SÅ: nu sidder jeg her. Har tænkt MEGET over om jeg skulle skrive herinde, for om det vil gi "dårlig karma", men ja det nu gør jeg det altså Så må vi se om det hele går i sig selv IGEN IGEN eller om der rent faktisk er noget igang 
.
Først vil jeg lige se om jeg ikke kan få en lille lur på sofaen eftersom jeg ikke rigtig har sovet i nat og derefter skal der ordnes vasketøj, rengøres badeværeslse og hytten støvsuges. EJ hvor jeg virklig HÅBER jeg skal ringe efter kæresten senere i dag og sige; "skaaat jeg synes du skal pakke sammen nu og bevæge dig hjem ad". Eller at han (Noah) i det mindste ER på vej og så måske melder sig i morgen??
fra en Maria der for tiden svinger fuldstændig sindsygt fra at være helt nede i kulkælderen og ikke turde tro på at jeg føder inden næste weekend, til at være forhåbningsfuld og HÅBE på at vi snart skal have en sund og rask baby i armene og at min krop SELV sætter det hele igang og ikke skal fodres med stikpiller eller andet, for at spytte BZ'eren ud
