Har brug for seriøs hjælp!

Jeg er ano, da jeg ikke ved hvem der læser med.  -Det er ok hvis I ved hvem jeg er, men så må i gerne røbe det i en pb og ikke her.

Har været meget åben med mine meget nye problemer som alenemor. Min kæreste skred pludseligt og har ikke set sig tilbage. Har vendt hans datter ryggen - siger han gerne vil hende - men ikke på de vilkår der er bedst for hende, og lur mig om han så ikke stikker halen mellem benene.

Vi er i den grad slut - det er ikke det det handler om, men jeg ville elske hvis han mandede sig op og tog del i vores datters liv. Tog ansvar! Men han ignorerer alle konstruktive forslag og håndsrækninger.

Derudover har jeg fundet ud af at han har været mig utro - ikke fysisk tror jeg - men han har betroet sig til en masse fremmede kvinder på nettet så vidt jeg har forstået. Føler mig til grin. Har kvalme over at have et barn med ham!

Vi har fælles forældremyndighed... og i mine drømme ville det fortsætte og vi fik et konstruktivt forhold til hinanden som fprældre til vores barn. -  men er så harm nu at jeg overvejer at søge den fulde. Hvad er jeres råd omkring det? Kan det ende med at han så bakker helt ud... det har han jo næsten gjort, men jeg ville stadig ønske at han vågnede op i forhold til barnet.

Har brug for nogle råd! Det skal være barnet der er i fokus - for hvis det handlede om mig, så skulle han bare skride helt ud af vores liv...

Hjælp!

Jeg er ano, da jeg ikke ved hvem der læser med.  -Det er ok hvis I ved hvem jeg er, men så må i gerne røbe det i en pb og ikke her.

Har været meget åben med mine meget nye problemer som alenemor. Min kæreste skred pludseligt og har ikke set sig tilbage. Har vendt hans datter ryggen - siger han gerne vil hende - men ikke på de vilkår der er bedst for hende, og lur mig om han så ikke stikker halen mellem benene.

Vi er i den grad slut - det er ikke det det handler om, men jeg ville elske hvis han mandede sig op og tog del i vores datters liv. Tog ansvar! Men han ignorerer alle konstruktive forslag og håndsrækninger.

Derudover har jeg fundet ud af at han har været mig utro - ikke fysisk tror jeg - men han har betroet sig til en masse fremmede kvinder på nettet så vidt jeg har forstået. Føler mig til grin. Har kvalme over at have et barn med ham!

Vi har fælles forældremyndighed... og i mine drømme ville det fortsætte og vi fik et konstruktivt forhold til hinanden som fprældre til vores barn. -  men er så harm nu at jeg overvejer at søge den fulde. Hvad er jeres råd omkring det? Kan det ende med at han så bakker helt ud... det har han jo næsten gjort, men jeg ville stadig ønske at han vågnede op i forhold til barnet.

Har brug for nogle råd! Det skal være barnet der er i fokus - for hvis det handlede om mig, så skulle han bare skride helt ud af vores liv...

Hjælp!

Kære dig...

Tror altså du skal prøve at tage det med ro nu...der sker og er sket en masse, lad lige det hele falde på plads. Der er tid nok til at indse hvad det rigtige er og til at gøre det...for ham og dig, til gavn for jeres lille datter.

Det med at søge fuld, det tror jeg lige så godt du kan lade være med...det får du desværre ikke...der er skal fremligge meget tungtvejende beviser før det kan komme dertil.

Find dig selv i dit nye liv og din nye situation, prøv at slippe ham helt og bare få dig og din datters liv til at fungere,.

At brænde alle broer, det er sjældent andet end en nu og her løsning og det er så svært at bygge op igen..

Knus til dig..

Jeg ville ikke søge den fulde fm, men ville se tiden lidt an. Det at i ikke lige nu kan få det til at fungere, behøver på ingen måde at være det samme om ½ år.  

Hvor gammelt er jeres barn? Hvad er det haan ikke vil deltage i, som du ser som det bedste for jeres barn i samværet?

wamse skriver:

Jeg ville ikke søge den fulde fm, men ville se tiden lidt an. Det at i ikke lige nu kan få det til at fungere, behøver på ingen måde at være det samme om ½ år.  

Hvor gammelt er jeres barn? Hvad er det haan ikke vil deltage i, som du ser som det bedste for jeres barn i samværet?

Hun er knap 1 år.

Hun har ikke set ham siden den dag han smuttede - det går nok, det er ikke lang tid siden - men han virker ikke som om han agter at se hende foreløbigt. Det er jo ekstremt vigtigt at den forældre der ikke bor sammen med barnet besøger og er sammen med barnet så ofte som muligt, når de er så små. De skal jo opbygge en dyb relation de to og det er altså hans og mit ansvar at hjælpe hende til det.

Han virker ligeglad - har ikke spurgt ind til hende. Har ikke spurgt om han må se hende. Jeg gætter på at hun er blevet proppet ind i en lille kasse i hans baghovede - det er han nemlig dygtig til.

Anonym skriver:

Jeg er ano, da jeg ikke ved hvem der læser med.  -Det er ok hvis I ved hvem jeg er, men så må i gerne røbe det i en pb og ikke her.

Har været meget åben med mine meget nye problemer som alenemor. Min kæreste skred pludseligt og har ikke set sig tilbage. Har vendt hans datter ryggen - siger han gerne vil hende - men ikke på de vilkår der er bedst for hende, og lur mig om han så ikke stikker halen mellem benene.

Vi er i den grad slut - det er ikke det det handler om, men jeg ville elske hvis han mandede sig op og tog del i vores datters liv. Tog ansvar! Men han ignorerer alle konstruktive forslag og håndsrækninger.

Derudover har jeg fundet ud af at han har været mig utro - ikke fysisk tror jeg - men han har betroet sig til en masse fremmede kvinder på nettet så vidt jeg har forstået. Føler mig til grin. Har kvalme over at have et barn med ham!

Vi har fælles forældremyndighed... og i mine drømme ville det fortsætte og vi fik et konstruktivt forhold til hinanden som fprældre til vores barn. -  men er så harm nu at jeg overvejer at søge den fulde. Hvad er jeres råd omkring det? Kan det ende med at han så bakker helt ud... det har han jo næsten gjort, men jeg ville stadig ønske at han vågnede op i forhold til barnet.

Har brug for nogle råd! Det skal være barnet der er i fokus - for hvis det handlede om mig, så skulle han bare skride helt ud af vores liv...

Hjælp!

Anonym skriver:

Jeg er ano, da jeg ikke ved hvem der læser med.  -Det er ok hvis I ved hvem jeg er, men så må i gerne røbe det i en pb og ikke her.

Har været meget åben med mine meget nye problemer som alenemor. Min kæreste skred pludseligt og har ikke set sig tilbage. Har vendt hans datter ryggen - siger han gerne vil hende - men ikke på de vilkår der er bedst for hende, og lur mig om han så ikke stikker halen mellem benene.

Vi er i den grad slut - det er ikke det det handler om, men jeg ville elske hvis han mandede sig op og tog del i vores datters liv. Tog ansvar! Men han ignorerer alle konstruktive forslag og håndsrækninger.

Derudover har jeg fundet ud af at han har været mig utro - ikke fysisk tror jeg - men han har betroet sig til en masse fremmede kvinder på nettet så vidt jeg har forstået. Føler mig til grin. Har kvalme over at have et barn med ham!

Vi har fælles forældremyndighed... og i mine drømme ville det fortsætte og vi fik et konstruktivt forhold til hinanden som fprældre til vores barn. -  men er så harm nu at jeg overvejer at søge den fulde. Hvad er jeres råd omkring det? Kan det ende med at han så bakker helt ud... det har han jo næsten gjort, men jeg ville stadig ønske at han vågnede op i forhold til barnet.

Har brug for nogle råd! Det skal være barnet der er i fokus - for hvis det handlede om mig, så skulle han bare skride helt ud af vores liv...

Hjælp!

I følge de nye regler er det MEGET svært at få ene FM, medmindre faren frivilligt skriver under...

Jeg ville os gerne ha den men ka kun hvis faren skriver under... 

Eva. skriver:

Kære dig...

Tror altså du skal prøve at tage det med ro nu...der sker og er sket en masse, lad lige det hele falde på plads. Der er tid nok til at indse hvad det rigtige er og til at gøre det...for ham og dig, til gavn for jeres lille datter.

Det med at søge fuld, det tror jeg lige så godt du kan lade være med...det får du desværre ikke...der er skal fremligge meget tungtvejende beviser før det kan komme dertil.

Find dig selv i dit nye liv og din nye situation, prøv at slippe ham helt og bare få dig og din datters liv til at fungere,.

At brænde alle broer, det er sjældent andet end en nu og her løsning og det er så svært at bygge op igen..

Knus til dig..

Jeg forstår godt at du skriver som du gør! Tro mig, det er sådan jeg tænker også...

Men det der er gået op for mig er at det egentlig altid er mig der har sørget for alt - det er jo normalt når man er på barsel. Der er mange ting hvor jeg har undret mig over at han gjorde som han gjorde, men har altid tænkt: ham om det - det bliver nok bedre - og han vokser nok med opgaven. Men nu jeg ser tilbage så voksede han ikke med opgaven. Har ikke redskaberne med hjemmefra desværre. Og det er jeg rigtig ked af på hans vegne.

- Det her handler ikke om mine forventninger, for jeg lod ham skabe hans egen rolle og måde at gøre tingene på. Men han virkede hjælpeløs og fortabt. Grunden til at jeg er bange for at han hellere vil fravælge hende nu, frem for at tilvælge, er at jeg tror han stadig vil føle sig hjælpeløs. Gik i panik over de mindste ting - og det er han måske bange for at han skal gøre nu igen? men denne gang er han helt alene om det. For vi hjalp hinanden... det gør man jo. Men han tog aldrig initiativ i forhold til hende, og hun og hendes behov var på mange måder fremmed for hende.

Jeg ville hade det hvis han stak halen mellem benene igen... denne gang i forhold til hende - det er den nemme udvej - men jeg kan ikke forhindre det.

Mette+Mathias skriver:

Hvorfor vil du søge fuld forældremyndighed? Hvad er det, du tror der bliver anderledes? Han vil jo stadig have ret til at se sin datter, og det er jo også det du gerne vil, ikke?

Er det måske i virkeligheden en måde lige at hævne dig lidt på kæresten på?

Det kan jeg godt forstå du spørger om :-) Men det er det ikke.

Jeg har ikke følelser for den mand mere - det er helt sikkert. Men jeg føler et kæmpe ansvar overfor mit barn.

I følge statsforvaltningen skal begge forældre drage omsorg for barnet når man har fællesforældremyndighed - også selvom man ikke bor sammen. Man skal være fælles om mange beslutninger - og man har et ansvar for at få et samarbejde op at køre.

Jeg har, på trods af at det er mig der er den "forladte" viftet med det hvide flag. Skrevet en mail (fyldt med smileyer så den ikke kun misforståes) hvor jeg beder ham om at tænke på hvordan vi bedst kan samarbejde. Jeg rækker hånden frem og synes vi skal lægge stridigheder væk og opbygge et respektfyldt forhold som forældre til vores barn. Vi skal ikke blive bedste venner - men det ville være flot hvis vi kunne være fælles om de store begivenheder i vores datters liv.

Han har ikke svaret - ignorerer det. Og det er jeg da ærgerlig over. Når man ikke er fælles om omsorg, ansvar og ønsket om et samarbejde, hvorfor så have fælles forrældremyndighed?

mamax3 skriver:

I følge de nye regler er det MEGET svært at få ene FM, medmindre faren frivilligt skriver under...

Jeg ville os gerne ha den men ka kun hvis faren skriver under... 

Det skræmmende er nok at jeg ikke ville blive overrasket hvis han frivilligt skriver under...

Men mine tanker går på om det er for barnets bedste?

Jeg føler jeg kæmper den omvendte kamp. Mange kæmper om at far ikke skal se børnene så meget som han ønsker, jeg kæmper om at han please forholder sig til sit barn og please gerne vil se hende. Elske hende. Og hjælpe hende igennem hendes liv.

Anonym skriver:

Jeg forstår godt at du skriver som du gør! Tro mig, det er sådan jeg tænker også...

Men det der er gået op for mig er at det egentlig altid er mig der har sørget for alt - det er jo normalt når man er på barsel. Der er mange ting hvor jeg har undret mig over at han gjorde som han gjorde, men har altid tænkt: ham om det - det bliver nok bedre - og han vokser nok med opgaven. Men nu jeg ser tilbage så voksede han ikke med opgaven. Har ikke redskaberne med hjemmefra desværre. Og det er jeg rigtig ked af på hans vegne.

- Det her handler ikke om mine forventninger, for jeg lod ham skabe hans egen rolle og måde at gøre tingene på. Men han virkede hjælpeløs og fortabt. Grunden til at jeg er bange for at han hellere vil fravælge hende nu, frem for at tilvælge, er at jeg tror han stadig vil føle sig hjælpeløs. Gik i panik over de mindste ting - og det er han måske bange for at han skal gøre nu igen? men denne gang er han helt alene om det. For vi hjalp hinanden... det gør man jo. Men han tog aldrig initiativ i forhold til hende, og hun og hendes behov var på mange måder fremmed for hende.

Jeg ville hade det hvis han stak halen mellem benene igen... denne gang i forhold til hende - det er den nemme udvej - men jeg kan ikke forhindre det.

Men hvad er dine muligheder...du kan jo ikke ændre manden, du kan ingenting gøre i forhold til hans valg og det han magter.

Jeg tænker abre hvis du går ind og får ham til at give fig forældremyndigheden at han så bare giver helt op og tænker det kan være lige meget og det er da i hvert fald ikke barnets bedste.

Hvis jeg var dig ville jeg fortælle ham at han altid kan se jeres datter så meget han vil...være åben og anerkendende og lad være med at se ham som en dårlig far bare fordi han ikke kan det som du måske ønsker af ham.

Han får den relation til jeres barn som du giver plads til og som han ønsker...så giver du pladsen, så kan han fylde rammen ud, udfra det han magter....men lige meget hvad så tror jeg på det er bedre med et forhold tiul sin far, lige meget hvor lidt det bliver, end intet forhold.

knus og held og lykke..