Så har man lige lidt tid imens den lille sover, til at skrive lidt om hendes tur til verden. 
Som jeg tidligere har skrevet i nogle indlæg, havde jeg gået med kraftige veer i fem dage, uden at der skete mere end det. 
Dog skete der det at jeg lørdag den 26/2 fik så kraftige veer, at jeg kom ind på fødegangen og blev tjekket, havde åbnet mig 3 cm, fik noget morfin, og blev indlagt. Desværre skete der så det at jeg næste dag søndag den 27/2 ikke havde åbnet mig mere, og alle veer var gået i sig selv derfor blev vi sendt hjem 
sikke en skuffelse.
Dog begyndte veerene igen mandag den 28/2 kl. 13 ca. denne gang utroligt hyppigt og lige så kraftige, så afsted igen, denne gang havde jeg dog ingen forventninger. 
Det var den sødeste jordmord som tog imod os, hun tjekkede mig, og kunne konstatere at jeg havde åbnet mig til knap 4 cm. 
ikke mere... kan jeg huske jeg tænkte.
Jeg blev indlagt igen, og tjekket igen kl. 17;45 hvor jeg stadigvæk ikke havde åbnet mig mere, og desværre var veerene igen begyndt at gå i sig selv. Så der var jeg ved at tro jeg skulle hjem igen... Men næ nej, denne jordmor syntes altså at nu skulle det være nu, så jeg fik sat vedrop.
19:10 bliver jeg tjekket igen, og har stadigvæk ikke åbnet mig mere, selvom mine veer nu er så regelmæssige at jeg ingen pauser har imellem dem, så hun tager vandet, og håber jeg dermed kan åbne mig mere. Jeg brækkede mig flere gange hvis jeg drak noget. 
20:00 får jeg let pressetrang, og bliver hurtigt tjekket igen, nu er jeg så 5 cm. åben, og er så dersperat af smerter og træthed at jeg bliver ved med at bede om kejsersnit Dette vil jordmoderen ikke være med til, og hun skruer op for vedroppet. Samt hun strengt påpeger at jeg ikke må presse uanset hvad...
21:40 er jeg utroligt nok gået tilbage til 4 cm. hvilket kom meget bag på alle... og jeg begyndte at tude, da jeg stadigvæk ingen pauser har mellem veerne... Epeidural kan ikke gives da de ikke kan komme ind med nålen, og morfin kan jeg ikke tåle... så måtte klare mig uden noget.
Fra 21:40 til 00:00 sker der ikke andet end at alle bliver mere og mere desperate, og jordmorderen begynder også at tænke på kejsersnit (hun er ikke meget for det da hjertelyden er fin, og hele tiden har været det.)
00:15 aftaler jordmoderen og kæresten samt min mor, at de ikke vil trække den længere end til 01:00. (Jubiii nu kunne jeg bare se frem til at kunne få kejsersnit... hvorfor kunne jeg så ikke få det da jeg bad om det selv... hmm...)
01:00 endnu et tjek, og jeg forventer ikke andet end det samme som hele tiden 4 eller 5 cm... men næ nej, denne gang var jeg 6 cm. åben hvad så... skal jeg så fortsætte med at lide?
Tjekkes igen 02:00 denne gang 8 cm. nu sker der endelig noget... men desværre er jeg ved at være så træt af jeg ikke orker noget andet end at klynke... 02:40 får jeg krafitig pressetrang... og kan ikke længere lade være, så en desperat jordmoder bliver ved med at sige "GISP, IKKE PRESSE" 
næsten en umulig opgave...
03:10 har jeg åbnet mig 10 cm. 
men hun ligger ikke langt nok nede til jeg må presse, og jeg er for stram til hun kan komme ned... Nu kan jeg altså alligevel ikke lade være...
04:50 har jeg presset i en time, mine presseveer er for korte kun 15 sek, og for hyppige, samt jeg stadigvæk er for stram... 04:53 bliver overlægen tilkaldt for at komme til hjælp, og de beslutter med det samme at der skal lægges en kiwicup.
05:03 bliver min lille prinsesse født, med hovedet forkert og armen med nede... (dette kom bag på alle også jordmoderen og overlægen.)
Desværre var min lille pige helt livløs da hun kom ud, og der blev givet ilt med det samme, og hun retter sig hurtigt. Jubiii
Så tirsdag den 1/3-2011 kl. 05:03 kom Sylvia til verden, 4kg. og 52cm. Efter et langt og utroligt hårdt forløb. Man kunne ikke se på hovede formen at hun var taget med cup, så jubii, desværre fik hun et stort sår... som hun heldigvis ikke var genret af i mere end et døgn.
Vi blev udskrevet igår, da jeg fik 20 sting, og hun skulle holdes øje med men nu er alt godt og vel. Her er et par billeder af lille Sylvia kun et par timer gammel.
