Har brug for at lufte tanker, bekymringer og evt få gode råd

MariaJ skriver:

Jeg har ingen erfaring at trække på, men her er mine umiddelbare tanker.

Jeg tror at spørgsmålet om hvem ens far er, altid vil fylde noget, hos den der ikke kender sin far. Derfor tænker jeg at hvis du overhovedet har mulighed for (og mod til) at holde en form for kontakt til Astas far tror jeg det vil være en fordel for hende. Jeg kan godt se, at det vil være fantastisk mærkeligt, hvis han pludselig skal ind og spille en regelmæssig farrolle, men det får han vel heller ikke bare sådan lige lov til eller ret til.

Hvordan er reglerne? Hvis han nu viser sig at være interesseret i at være far. Har han ret til at kræve samvær? Kan du stille dine egne betingelser op som at Asta skal lære ham ordentligt at kende sanmmen med dig, før han kan kræve noget?

Hvor nem er han at få kontakt til? Bor I i samme by? Kan du tage en helt uforpligtende kontakt til ham - altså bare høre hvordan han har det i dag, og høre om han vil mødes, måske bare med dig i første omgang? Hvis han ikke er interesseret i nogen form for regelmæssig kontakt, vil det måske stadig være dejligt for Asta at vide, hvor han er henne i verden, om han er gift, om hun har andre halvsøskende og den slags. Det kan jo også blive vanskeligere at finde folk igen som tiden går, så måske vil bare det at I har hans adresse/telefonnummer være godt at vide for hende, når hun bliver ældre, hvis hun kommer til at spekulere over selv at tage kontakt.

Held og lykke med at tage de rigtige beslutninger. Jeg kan godt forstå det ikke er nemt.

Godmorgen søde,

Tusind tak for dit svar.

Du har stillet en masse af de ????? som jeg selv stiller mig selv om og om igen.

Jeg har søgt en masse på nettet for at finde svar på en masse af dem - men det er ikke lykkedes. Jeg ved faktisk ikke - hvor meget han kan få gennem fx statsamtet - hvis han skulle få smag for "faderrollen". Og jeg er egentlig kun med på dette - hvis det hele går på Asta's og mine præmisser.

Jeg har overvejet at skive til statsamtet, men tror ikke jeg vil få meget ud af det - da de umiddelbart kun forholder sig til konkrete sager - og ikke bare på spørgsmåljeg stiller. Og jeg vil ikke have en "sag" ud af det.

Asta's far bo i nabobyen, vi har mange sådan periferi bekendte - så jeg ved en delom hvor han er i sit liv og han kan hvis han vil også få info omkring migog mit liv:0) Jeg ved at han er skilt og han en datter fra det forhold, altså at Asta har en halvsøsterpå den side. Jeg har aldrig fortat hende personligeoplysninger som at han er gift har børn osv, da det vil gøre hende ekstremt ked af at hun ikke ser ham.Dette er kun oplysninger hun skal have i tilfælde af hun skal have et forhod til ham:0)

Nej det er ikke nemt, og man vil bareså gerne gøre DET HELT RIGTIGE:0)

Knus

Valle81 skriver:

Hej alle sammen.

Som de fleste af Jer ved så har jeg jo skønne Asta som lige er blevet 7 år.

Åhh hvor skal jeg starte - måske fra begyndese.

Asta'sfarog jeg har aldrig været kærester men bare sådan fjollet lidt rundt - dette fjolleri endte med to røde stregerog den mest fantastiske pige i hele verdenen.

Astas far, meldte tidligt ud i graviditeten at han ikke ønskede at være en del af Asta's liv og ikke ønskede kontakt eller noget. Så det hele er kørt gennem kommunen mht faderskabsbidrag og vi har også fået avet dna test for han ville - hvilket jeg godt forstår - være sikker på at Asta nu engang også var hans. Hvilket hun jo var:0)

Jeg har altid respekteret hans valg, adrig været sur på ham, prøvet at kontakteham, presse ham til noget eller noget som helst. Vi havde aftalt at når Asta var kommet til verdenen så skulle jeg ringer for så ville han komme. Det gjorde han også, var på sygehus i et kvarter, tog afsted og vi har ikke hørt fra ham siden.Synes jo hans valg er meget tydeligt.

Men nu er der gået 7 år - og Asta er stor. Hun har siden hun var 2 år været bevidst om at hun har en far, hvad han hedder og så meget jeg nu har kunne fortælle. Hun spørger af og til lidt om ham - men det er ikke noget der fylder meget hos hende.

Meeeeeeeeeeeeeeen jeg går med tankerne om at kontakte hendes far - ikke for at presse ham ellernoget - men for at fortælle ham at dørene altid eråbne her for ham, hvis han skulle have lyst at have noget med Asta at gøre. Athan skal vide at her ingen sure miner er osv. For det har jeg aldrig fået sagt ti ham, og vil så nødig have at han tror at han ikke kan ombestemme sig.

Men jeg ved ikke om det er helt forkert af mig - jeg ønsker jo dybt at Asta får et forhold ti sin far - men samtidig biver jeg sååååååååååååå skræmt. Tænkhvis han siger ja ej det vil jeg så gerne - tak og osv.

Jeg bliver gad ved tanken, men samtidig skræmt. Så synes jeg jo ligepludseig alligevel ikke at min store pige på 7 år er så stor mere:0) Giver det mening.

Åhh det vælter rundt med tanker -

Hvad tænker du når du læser - har du erfaringer aller noget???

Kom glad og spørg endelig hvis det er noget jeg skal uddybe:0)

Christina

Jeg syntes det er nogle rigtig gode tanker du har gjort dig.

MEN jeg syntes du skal overveje først, om hvis han kommer tilbage, kan finde på at gå igen? Jeg syntes det er synd hvis hun lærer ham at kende og han så smutter igen.

Den kan jo ses fra to sider. Altså hvis i var så åbne om det dengang, hvad skulle så ha holdt ham tilbage fra at ha kontaktet dig de sidste 7 år? Hvis han virkelig var interesseret, hvorfor har du så ikke hørt en skid fra ham.

Omvendt, så var der måske gået langt tid, hvor han så ikke rigtig ville være det bekendt.

Jeg syntes godt du kunne kontakte ham og fortælle lidt om jeres datter, MEN jeg syntes ikke hun skal møde ham eller få et forhold til ham, før du er sikker på hvor du har ham.

Held og lykke

Hejsa

Jeg har stået lidt i samme situation.. Bare som barnet..

Jeg er også resultatet af lidt "fjollerier"  Min far valgte også at han ikke vil have kontakt til mig.

Jeg fik det at vide omkring 7-8 års alderen at den mand jeg troede var min far ikke var min biologiske far.. Min mor gjorde meget ud af at det ikke skulle være et tabu for mig at snakke om min ukendte far.. Hun gjorde det klart for mig at ønskede jeg kontakt til ham vil hun gerne hjælpe mig ( Tror dog så ikke hun havde tænkt igennem hvad hun ville gøre hvis han IKKE vil)

Hun gav mig en dagbog som jeg kunne skrive til ham i, hvis jeg følte jeg havde brug for at fortælle ham nogle ting om mig og mit liv - for når jeg skrev det i bogen, var det ligesom at fortælle ham det.. (min mor sagde at hvis jeg ville, ville hun gerne sende dagbogen til ham eller hvis jeg bare ville skrive et brev til ham - Men det afslog jeg)

Efter et par år hvor jeg skrev dagbog til min far, blev jeg afklaret med hvad jeg ville og jeg ville ikke møde ham.. så jeg fik det afsluttet ved at skrive farvel til ham i min dagbog..

Her i min senere år og nu hvor jeg selv er blevet mor, spørger min mand mig tit om jeg har overvejet at tage kontakt til ham..  Og nej det har jeg ikke.. Jeg har det godt den dag i dag og har "ikke brug for ham" - Hvis han har fortrudt sit valg må han tage kontakt eller leve med det.. Jeg har ikke brug for ham nu og måske stadig lidt sur på ham, så synes heller ikke han fortjener at blive en del af mit liv og ikke mindst mit barns liv..

Der er ikke så meget råd jeg kan give, andet end som de andre også skriver, at tænk på Asta og hvad hun vil... Er måske en god ide at finde ud af hvor han står om han vil have kontakt eller ej,og hvis han ønsker det, så stadig lade det være hendes valg.. Og så sørge for at det ikke bliver et tabu at snakke om.. At hun kan få alle de  svar hun ønsker..

Ved ikke om du kan bruge det jeg har skrevet til noget.. Følte bare lige at jeg ville skrive min historie, fra barnets syn

Kram

Valle81 skriver:

Godmorgen søde,

Tusind tak for dit svar.

Du har stillet en masse af de ????? som jeg selv stiller mig selv om og om igen.

Jeg har søgt en masse på nettet for at finde svar på en masse af dem - men det er ikke lykkedes. Jeg ved faktisk ikke - hvor meget han kan få gennem fx statsamtet - hvis han skulle få smag for "faderrollen". Og jeg er egentlig kun med på dette - hvis det hele går på Asta's og mine præmisser.

Jeg har overvejet at skive til statsamtet, men tror ikke jeg vil få meget ud af det - da de umiddelbart kun forholder sig til konkrete sager - og ikke bare på spørgsmåljeg stiller. Og jeg vil ikke have en "sag" ud af det.

Asta's far bo i nabobyen, vi har mange sådan periferi bekendte - så jeg ved en delom hvor han er i sit liv og han kan hvis han vil også få info omkring migog mit liv:0) Jeg ved at han er skilt og han en datter fra det forhold, altså at Asta har en halvsøsterpå den side. Jeg har aldrig fortat hende personligeoplysninger som at han er gift har børn osv, da det vil gøre hende ekstremt ked af at hun ikke ser ham.Dette er kun oplysninger hun skal have i tilfælde af hun skal have et forhod til ham:0)

Nej det er ikke nemt, og man vil bareså gerne gøre DET HELT RIGTIGE:0)

Knus

Jamen godmorgen, og det var sandelig så lidt. Jeg kan virkelig godtr forestille mig dit dilemma. Det er da egentlig også mærkeligt, at man ikke kan få nogle svar fra statsamtet i en situation som denne. Du er jo ikke ude på at nægte Astas far noget, bare at lade ting udvikle sig i et fornuftigt tempo (regner jeg med). Det vil jo også være synd for Asta, hvis han giver indtryk af at ville være far, og så forsvinder igen.

Hvad med en eller anden uvildig instans. Er der ingen der kan rådgive i sådan en sag, om hvad "skik og brug" er. Der må jo have været lignende sager i statsamtet før, og man kunne jo tro at der fandtes nogen, der kunne svare på, hvordan man "normalt" ville håndtere sådan en situation.

Du siger, du har lidt perifer "kontakt" til ham. Giver det dig ingen fornemmelse af om han er en mand, der kunne finde på, at ville være far? Har du mulighed for at få lidt mere at vide om ham, uden direkte at invitere ham ind i jeres liv lige nu?

Du har sikkert tænkt på alt det her. Jeg tænker bare lidt højt.

Valle81 skriver:

Godmorgen,

Og tusind tak fordi du tog dig tid til at svare,og tak for de rosende ord.

Jeg er faktisk også ret stolt af mig selvat jeg har været i stand til ikke bare at læne mig tilbage og være en sur kælling:0)

Jeg er bestemt forberedt på alle svar - men har bare den der - at når Asta bliver 14 år og siger - moar hvorfor har du aldrig forsøgt at få fat i min far og høre om han ville se mig - så har jeg mit "på det rene" og kan sige - jamen det har jeg prøvet - men jeg hørte aldrig fra ham.

Jeg ved lidt om hvor han er i hans liv - og jeg tror også han ved lidt om mit - han kan i hvert fald finde ud af det uden problemer. Vi har mange periferi bekendte til fælles - så lidt info ernemtat få:0)

Men jeg synes bare Asta fortjener sin far - i hvertfald chancen for at få et forhold. Er jo selv i forhold til en der har sin søn,og se den glæde i den drengs øjne når han har samvær med far - det under jeg bare Asta så meget:0)

Knus

Syns det er virkelig stort af dig, at give ham den mulighed, på trods af, at han selv sagde fra dengang. 

men som du selv siger, skal det foregå på Asta´s principper, og i hendes tempo. og det er dig der kender hende bedst, og skal styre det. han skal gøre det helhjertet, ellers er hun nok bedst tjent uden.  

det kunne være rigtig dejligt for hende, hvis de kunne få et forhold til hinanden. 

håber det bedste for din lille pige.. 

Kongmulle skriver:

Jeg syntes det er nogle rigtig gode tanker du har gjort dig.

MEN jeg syntes du skal overveje først, om hvis han kommer tilbage, kan finde på at gå igen? Jeg syntes det er synd hvis hun lærer ham at kende og han så smutter igen.

Den kan jo ses fra to sider. Altså hvis i var så åbne om det dengang, hvad skulle så ha holdt ham tilbage fra at ha kontaktet dig de sidste 7 år? Hvis han virkelig var interesseret, hvorfor har du så ikke hørt en skid fra ham.

Omvendt, så var der måske gået langt tid, hvor han så ikke rigtig ville være det bekendt.

Jeg syntes godt du kunne kontakte ham og fortælle lidt om jeres datter, MEN jeg syntes ikke hun skal møde ham eller få et forhold til ham, før du er sikker på hvor du har ham.

Held og lykke

Hejsa,

Undskyld der er gået så lang tid før jeg har svaret dig.

Jeg gør mig igen de tanker du skriver - er så bange for at han - tænk hvis han skulle sige ja det vil jeg gerne og involverer sig for så at skride igen. Da jeg blev gravid var jeg meget åben overfor ham - men haraldrig fået sagt - du skal vide at du altid er velkommen til at "fortryde". Og ja der er gået 7 år siden hun kom til verdenen og jeg har ikkehørt noget - men kan bare mærke at jeg bliver nødt til at give lyd fra mig - så jeg har "min ryg fri":0)

Men det kan jeg jo egentlig aldrig få vished for.

Min plan er at Lars til at startemedskal lære Asta at kende gennem mig - via samtale billeder osv - hvor efterså han kan møde hende og opbygge forhold til hende den vej.

Eva. skriver:

GØR DET... det er da til hendes bedste at lære hendes far at kende og måske er han nervøs for om du er sur eller der er gået for mange år og så ikke kan lide at kontakte jer..

Jeg ville gøre det..helt uden tvivl..

Jeg gør det også - jeg skalgøre det og er nødt til at gøre det - for Asta's skyld - det fortjener hun.

I morges sagde hun - mor mit største ønske er at møde min far.

Jeg er ikke i tvivl - jeg MÅ SKAL OG VIL GØRE DET og jeg gør det i dag:0)

Valle81 skriver:

Jeg gør det også - jeg skalgøre det og er nødt til at gøre det - for Asta's skyld - det fortjener hun.

I morges sagde hun - mor mit største ønske er at møde min far.

Jeg er ikke i tvivl - jeg MÅ SKAL OG VIL GØRE DET og jeg gør det i dag:0)

Du er bare et godt menneske med et stort hjerte, bliver helt rørt.

Håber, at han kan se, hvilken gave du giver ham

Rockertand skriver:

Du er bare et godt menneske med et stort hjerte, bliver helt rørt.

Håber, at han kan se, hvilken gave du giver ham

Nu græder jeg - har lige sendt en mail til ham - godt nok over facebook, men pis hul i det - mine ord er mine ord om de står på papir eller på facebook:0)

Jeg kan ikke holde op med at græde efter din besked - tror det er af glæde:0)

Valle81 skriver:

Hej alle sammen.

Som de fleste af Jer ved så har jeg jo skønne Asta som lige er blevet 7 år.

Åhh hvor skal jeg starte - måske fra begyndese.

Asta'sfarog jeg har aldrig været kærester men bare sådan fjollet lidt rundt - dette fjolleri endte med to røde stregerog den mest fantastiske pige i hele verdenen.

Astas far, meldte tidligt ud i graviditeten at han ikke ønskede at være en del af Asta's liv og ikke ønskede kontakt eller noget. Så det hele er kørt gennem kommunen mht faderskabsbidrag og vi har også fået avet dna test for han ville - hvilket jeg godt forstår - være sikker på at Asta nu engang også var hans. Hvilket hun jo var:0)

Jeg har altid respekteret hans valg, adrig været sur på ham, prøvet at kontakteham, presse ham til noget eller noget som helst. Vi havde aftalt at når Asta var kommet til verdenen så skulle jeg ringer for så ville han komme. Det gjorde han også, var på sygehus i et kvarter, tog afsted og vi har ikke hørt fra ham siden.Synes jo hans valg er meget tydeligt.

Men nu er der gået 7 år - og Asta er stor. Hun har siden hun var 2 år været bevidst om at hun har en far, hvad han hedder og så meget jeg nu har kunne fortælle. Hun spørger af og til lidt om ham - men det er ikke noget der fylder meget hos hende.

Meeeeeeeeeeeeeeen jeg går med tankerne om at kontakte hendes far - ikke for at presse ham ellernoget - men for at fortælle ham at dørene altid eråbne her for ham, hvis han skulle have lyst at have noget med Asta at gøre. Athan skal vide at her ingen sure miner er osv. For det har jeg aldrig fået sagt ti ham, og vil så nødig have at han tror at han ikke kan ombestemme sig.

Men jeg ved ikke om det er helt forkert af mig - jeg ønsker jo dybt at Asta får et forhold ti sin far - men samtidig biver jeg sååååååååååååå skræmt. Tænkhvis han siger ja ej det vil jeg så gerne - tak og osv.

Jeg bliver gad ved tanken, men samtidig skræmt. Så synes jeg jo ligepludseig alligevel ikke at min store pige på 7 år er så stor mere:0) Giver det mening.

Åhh det vælter rundt med tanker -

Hvad tænker du når du læser - har du erfaringer aller noget???

Kom glad og spørg endelig hvis det er noget jeg skal uddybe:0)

Christina

Jeg tænker at det måske ville være fint at få sagt til ham at han skal vide at han er velkommen selv om der er gået en del år siden sidst og at du ikke bebrejder ham noget.

Måske synes jeg så til gengæld at du skulle tage at ses lidt med ham inden så han ikke 'bare' træder ind i jeres datters liv - bare sådan i telfælde af at hun bliver endnu mere forvirret end hvad godt er.

I kunne jo bare tage at gå en tur sammen, spise lidt sammen eller hvad ved jeg - tænker bare det er godt hvis i lærer hinanden at kende igen inden i tager det videre til at han skal se jeres datter igen.

Håber du kan bruge svaret - knus ..