Har brug for at lufte tanker, bekymringer og evt få gode råd

Hej alle sammen.

Som de fleste af Jer ved så har jeg jo skønne Asta som lige er blevet 7 år.

Åhh hvor skal jeg starte - måske fra begyndese.

Asta'sfarog jeg har aldrig været kærester men bare sådan fjollet lidt rundt - dette fjolleri endte med to røde stregerog den mest fantastiske pige i hele verdenen.

Astas far, meldte tidligt ud i graviditeten at han ikke ønskede at være en del af Asta's liv og ikke ønskede kontakt eller noget. Så det hele er kørt gennem kommunen mht faderskabsbidrag og vi har også fået avet dna test for han ville - hvilket jeg godt forstår - være sikker på at Asta nu engang også var hans. Hvilket hun jo var:0)

Jeg har altid respekteret hans valg, adrig været sur på ham, prøvet at kontakteham, presse ham til noget eller noget som helst. Vi havde aftalt at når Asta var kommet til verdenen så skulle jeg ringer for så ville han komme. Det gjorde han også, var på sygehus i et kvarter, tog afsted og vi har ikke hørt fra ham siden.Synes jo hans valg er meget tydeligt.

Men nu er der gået 7 år - og Asta er stor. Hun har siden hun var 2 år været bevidst om at hun har en far, hvad han hedder og så meget jeg nu har kunne fortælle. Hun spørger af og til lidt om ham - men det er ikke noget der fylder meget hos hende.

Meeeeeeeeeeeeeeen jeg går med tankerne om at kontakte hendes far - ikke for at presse ham ellernoget - men for at fortælle ham at dørene altid eråbne her for ham, hvis han skulle have lyst at have noget med Asta at gøre. Athan skal vide at her ingen sure miner er osv. For det har jeg aldrig fået sagt ti ham, og vil så nødig have at han tror at han ikke kan ombestemme sig.

Men jeg ved ikke om det er helt forkert af mig - jeg ønsker jo dybt at Asta får et forhold ti sin far - men samtidig biver jeg sååååååååååååå skræmt. Tænkhvis han siger ja ej det vil jeg så gerne - tak og osv.

Jeg bliver gad ved tanken, men samtidig skræmt. Så synes jeg jo ligepludseig alligevel ikke at min store pige på 7 år er så stor mere:0) Giver det mening.

Åhh det vælter rundt med tanker -

Hvad tænker du når du læser - har du erfaringer aller noget???

Kom glad og spørg endelig hvis det er noget jeg skal uddybe:0)

Christina

Valle81 skriver:

Hej alle sammen.

Som de fleste af Jer ved så har jeg jo skønne Asta som lige er blevet 7 år.

Åhh hvor skal jeg starte - måske fra begyndese.

Asta'sfarog jeg har aldrig været kærester men bare sådan fjollet lidt rundt - dette fjolleri endte med to røde stregerog den mest fantastiske pige i hele verdenen.

Astas far, meldte tidligt ud i graviditeten at han ikke ønskede at være en del af Asta's liv og ikke ønskede kontakt eller noget. Så det hele er kørt gennem kommunen mht faderskabsbidrag og vi har også fået avet dna test for han ville - hvilket jeg godt forstår - være sikker på at Asta nu engang også var hans. Hvilket hun jo var:0)

Jeg har altid respekteret hans valg, adrig været sur på ham, prøvet at kontakteham, presse ham til noget eller noget som helst. Vi havde aftalt at når Asta var kommet til verdenen så skulle jeg ringer for så ville han komme. Det gjorde han også, var på sygehus i et kvarter, tog afsted og vi har ikke hørt fra ham siden.Synes jo hans valg er meget tydeligt.

Men nu er der gået 7 år - og Asta er stor. Hun har siden hun var 2 år været bevidst om at hun har en far, hvad han hedder og så meget jeg nu har kunne fortælle. Hun spørger af og til lidt om ham - men det er ikke noget der fylder meget hos hende.

Meeeeeeeeeeeeeeen jeg går med tankerne om at kontakte hendes far - ikke for at presse ham ellernoget - men for at fortælle ham at dørene altid eråbne her for ham, hvis han skulle have lyst at have noget med Asta at gøre. Athan skal vide at her ingen sure miner er osv. For det har jeg aldrig fået sagt ti ham, og vil så nødig have at han tror at han ikke kan ombestemme sig.

Men jeg ved ikke om det er helt forkert af mig - jeg ønsker jo dybt at Asta får et forhold ti sin far - men samtidig biver jeg sååååååååååååå skræmt. Tænkhvis han siger ja ej det vil jeg så gerne - tak og osv.

Jeg bliver gad ved tanken, men samtidig skræmt. Så synes jeg jo ligepludseig alligevel ikke at min store pige på 7 år er så stor mere:0) Giver det mening.

Åhh det vælter rundt med tanker -

Hvad tænker du når du læser - har du erfaringer aller noget???

Kom glad og spørg endelig hvis det er noget jeg skal uddybe:0)

Christina

jeg har absolut ingen erfaring, men jeg tænker noget når jeg læser!

syns det er rigtig flot af dig, at du er villig til at inddrage ham, på trods af at han ikke har været der i de 7 år. det tror jeg ikke, ar jeg kunne. syns godt du kunne skrive til ham, at han stadig er velkommem, hvis han skulle fortryde. uden at skrive for meget om Asta, og hvordan det går med hende. det kan han ringe og høre om. så han ikke føler sig presset. og så dit tlf nummer. 

så kan han ringe til dig. han ved måske ikke hvor du er i dit liv, så han går måske og er rigtig ked af hans beslutning, men ikke har turde at kontakte dig.. og du ved heller ikke hvor han er i hans liv.

du må bare forberede dig på alle svar, så du ikke bliver skuffet.. 

held og lykke med det hele..  

jeg tænker lige umiddelbart at det er en god ide og kontakte ham og sige at du ikke bærer nag og hvis han har ændret mening så er han velkommen i jeres liv. MEN hvis han ønsker at komme 'tilbage' og være en del af din datters liv så husk for guds skyld at tage det i HENDES tempo og IKKE hans! han kan vente og ta det stille og roligt.. hun kan ikke fremskynde tillid og følelser.

jeg er sikker på at det ville du også gøre men jeg taler bare at bitter erfaring da jeg har en veninde hvis datter heller ikke havde kontakt med hendes far men da hun så var 2 år (ved godt der er stor aldersforskel) så ville han pludselig ha hende hveranden weekend osv. og min veninde lod sig overtale og det endte med at tøsen sad og gemte sig under bordet når faren kom for at hente hende..

Jeg ved godt denne situation ikke er helt den samme men syns bare lige jeg ville komme med mit lille input.

bøgelund1 skriver:

jeg har absolut ingen erfaring, men jeg tænker noget når jeg læser!

syns det er rigtig flot af dig, at du er villig til at inddrage ham, på trods af at han ikke har været der i de 7 år. det tror jeg ikke, ar jeg kunne. syns godt du kunne skrive til ham, at han stadig er velkommem, hvis han skulle fortryde. uden at skrive for meget om Asta, og hvordan det går med hende. det kan han ringe og høre om. så han ikke føler sig presset. og så dit tlf nummer. 

så kan han ringe til dig. han ved måske ikke hvor du er i dit liv, så han går måske og er rigtig ked af hans beslutning, men ikke har turde at kontakte dig.. og du ved heller ikke hvor han er i hans liv.

du må bare forberede dig på alle svar, så du ikke bliver skuffet.. 

held og lykke med det hele..  

Jeg er enig

Din måde at tænke det hele igennem på er sej og flot.

Jeg synes godt du kan kontakte ham med en adresse og tlf. nr.

Jeg ønsker dig og din datter held og lykke, jeg håber alle parter får noget godt ud af det hele

Hilsen

Henriette

Jeg har ingen erfaring at trække på, men her er mine umiddelbare tanker.

Jeg tror at spørgsmålet om hvem ens far er, altid vil fylde noget, hos den der ikke kender sin far. Derfor tænker jeg at hvis du overhovedet har mulighed for (og mod til) at holde en form for kontakt til Astas far tror jeg det vil være en fordel for hende. Jeg kan godt se, at det vil være fantastisk mærkeligt, hvis han pludselig skal ind og spille en regelmæssig farrolle, men det får han vel heller ikke bare sådan lige lov til eller ret til.

Hvordan er reglerne? Hvis han nu viser sig at være interesseret i at være far. Har han ret til at kræve samvær? Kan du stille dine egne betingelser op som at Asta skal lære ham ordentligt at kende sanmmen med dig, før han kan kræve noget?

Hvor nem er han at få kontakt til? Bor I i samme by? Kan du tage en helt uforpligtende kontakt til ham - altså bare høre hvordan han har det i dag, og høre om han vil mødes, måske bare med dig i første omgang? Hvis han ikke er interesseret i nogen form for regelmæssig kontakt, vil det måske stadig være dejligt for Asta at vide, hvor han er henne i verden, om han er gift, om hun har andre halvsøskende og den slags. Det kan jo også blive vanskeligere at finde folk igen som tiden går, så måske vil bare det at I har hans adresse/telefonnummer være godt at vide for hende, når hun bliver ældre, hvis hun kommer til at spekulere over selv at tage kontakt.

Held og lykke med at tage de rigtige beslutninger. Jeg kan godt forstå det ikke er nemt.

bøgelund1 skriver:

jeg har absolut ingen erfaring, men jeg tænker noget når jeg læser!

syns det er rigtig flot af dig, at du er villig til at inddrage ham, på trods af at han ikke har været der i de 7 år. det tror jeg ikke, ar jeg kunne. syns godt du kunne skrive til ham, at han stadig er velkommem, hvis han skulle fortryde. uden at skrive for meget om Asta, og hvordan det går med hende. det kan han ringe og høre om. så han ikke føler sig presset. og så dit tlf nummer. 

så kan han ringe til dig. han ved måske ikke hvor du er i dit liv, så han går måske og er rigtig ked af hans beslutning, men ikke har turde at kontakte dig.. og du ved heller ikke hvor han er i hans liv.

du må bare forberede dig på alle svar, så du ikke bliver skuffet.. 

held og lykke med det hele..  

Godmorgen,

Og tusind tak fordi du tog dig tid til at svare,og tak for de rosende ord.

Jeg er faktisk også ret stolt af mig selvat jeg har været i stand til ikke bare at læne mig tilbage og være en sur kælling:0)

Jeg er bestemt forberedt på alle svar - men har bare den der - at når Asta bliver 14 år og siger - moar hvorfor har du aldrig forsøgt at få fat i min far og høre om han ville se mig - så har jeg mit "på det rene" og kan sige - jamen det har jeg prøvet - men jeg hørte aldrig fra ham.

Jeg ved lidt om hvor han er i hans liv - og jeg tror også han ved lidt om mit - han kan i hvert fald finde ud af det uden problemer. Vi har mange periferi bekendte til fælles - så lidt info ernemtat få:0)

Men jeg synes bare Asta fortjener sin far - i hvertfald chancen for at få et forhold. Er jo selv i forhold til en der har sin søn,og se den glæde i den drengs øjne når han har samvær med far - det under jeg bare Asta så meget:0)

Knus

nettemor skriver:

jeg tænker lige umiddelbart at det er en god ide og kontakte ham og sige at du ikke bærer nag og hvis han har ændret mening så er han velkommen i jeres liv. MEN hvis han ønsker at komme 'tilbage' og være en del af din datters liv så husk for guds skyld at tage det i HENDES tempo og IKKE hans! han kan vente og ta det stille og roligt.. hun kan ikke fremskynde tillid og følelser.

jeg er sikker på at det ville du også gøre men jeg taler bare at bitter erfaring da jeg har en veninde hvis datter heller ikke havde kontakt med hendes far men da hun så var 2 år (ved godt der er stor aldersforskel) så ville han pludselig ha hende hveranden weekend osv. og min veninde lod sig overtale og det endte med at tøsen sad og gemte sig under bordet når faren kom for at hente hende..

Jeg ved godt denne situation ikke er helt den samme men syns bare lige jeg ville komme med mit lille input.

Tusind tak fordi at du ville dele dine tanker med dig - og netop har jeg gjort disse tanker.

Alt skal være på hendes præmisser i hendes tempo osv. Han har 7 år der skal "indhentes", berettes om osv i forhod til at lære hende at kende osv. Selvom hun er stor pige på 7 på - så er hun jo stadig lille:0)

Christina

Henriette1973 skriver:

Jeg er enig

Din måde at tænke det hele igennem på er sej og flot.

Jeg synes godt du kan kontakte ham med en adresse og tlf. nr.

Jeg ønsker dig og din datter held og lykke, jeg håber alle parter får noget godt ud af det hele

Hilsen

Henriette

Mange tak for dit svar.

Tror bestemt også jeg tager kontakt til ham - er forberedt på at jeg enten ikke hører noget eller at han siger åhh det vil være dejligt.

Kenny og jeg har snakket meget meget om det - og vi er begge enige om at Asta skal have muligheden for at få et forhold til sin far:0)

Så nu må vi se hvad der sker:0)

Christina

Valle81 skriver:

Hej alle sammen.

Som de fleste af Jer ved så har jeg jo skønne Asta som lige er blevet 7 år.

Åhh hvor skal jeg starte - måske fra begyndese.

Asta'sfarog jeg har aldrig været kærester men bare sådan fjollet lidt rundt - dette fjolleri endte med to røde stregerog den mest fantastiske pige i hele verdenen.

Astas far, meldte tidligt ud i graviditeten at han ikke ønskede at være en del af Asta's liv og ikke ønskede kontakt eller noget. Så det hele er kørt gennem kommunen mht faderskabsbidrag og vi har også fået avet dna test for han ville - hvilket jeg godt forstår - være sikker på at Asta nu engang også var hans. Hvilket hun jo var:0)

Jeg har altid respekteret hans valg, adrig været sur på ham, prøvet at kontakteham, presse ham til noget eller noget som helst. Vi havde aftalt at når Asta var kommet til verdenen så skulle jeg ringer for så ville han komme. Det gjorde han også, var på sygehus i et kvarter, tog afsted og vi har ikke hørt fra ham siden.Synes jo hans valg er meget tydeligt.

Men nu er der gået 7 år - og Asta er stor. Hun har siden hun var 2 år været bevidst om at hun har en far, hvad han hedder og så meget jeg nu har kunne fortælle. Hun spørger af og til lidt om ham - men det er ikke noget der fylder meget hos hende.

Meeeeeeeeeeeeeeen jeg går med tankerne om at kontakte hendes far - ikke for at presse ham ellernoget - men for at fortælle ham at dørene altid eråbne her for ham, hvis han skulle have lyst at have noget med Asta at gøre. Athan skal vide at her ingen sure miner er osv. For det har jeg aldrig fået sagt ti ham, og vil så nødig have at han tror at han ikke kan ombestemme sig.

Men jeg ved ikke om det er helt forkert af mig - jeg ønsker jo dybt at Asta får et forhold ti sin far - men samtidig biver jeg sååååååååååååå skræmt. Tænkhvis han siger ja ej det vil jeg så gerne - tak og osv.

Jeg bliver gad ved tanken, men samtidig skræmt. Så synes jeg jo ligepludseig alligevel ikke at min store pige på 7 år er så stor mere:0) Giver det mening.

Åhh det vælter rundt med tanker -

Hvad tænker du når du læser - har du erfaringer aller noget???

Kom glad og spørg endelig hvis det er noget jeg skal uddybe:0)

Christina

GØR DET... det er da til hendes bedste at lære hendes far at kende og måske er han nervøs for om du er sur eller der er gået for mange år og så ikke kan lide at kontakte jer..

Jeg ville gøre det..helt uden tvivl..

Valle81 skriver:

Tusind tak fordi at du ville dele dine tanker med dig - og netop har jeg gjort disse tanker.

Alt skal være på hendes præmisser i hendes tempo osv. Han har 7 år der skal "indhentes", berettes om osv i forhod til at lære hende at kende osv. Selvom hun er stor pige på 7 på - så er hun jo stadig lille:0)

Christina

Jeg er glad for at du tænker sådan. kan få het ondt i maven over hva nogle mennesker kaster deres børn ud i..

Jeg håber da at han ønsker en form for kontakt. om ikke andet så for at din datter skal kende sit ophav. og evt få et hold bedsteforældre mere :-) (dem kan man jo aldrig få for mange af) ;-)

LYKKE TIL og glæder mig til en update senere :-)