Så fik jeg tid og overskud til at fortælle om Olivers store dag 
Jeg har altid haft et ønske om at fødslen ville starte om morgenen, så jeg var mest muligt frisk og klar til den store opgave. MEN det var ikke sådan det skulle være 
Efter en uge med sygdom, forkølelse og rigtig ondt i halsen (samt forsvundet stemme), havde jeg haft en rigtig hård dag onsdag d. 23 februar. Jeg var mest hooked på at gå tidligt i seng, men da CSI havde nye afsnit på programmet, lokkede Thomas mig til at se dem med ham. Så vi gik i seng kl 23 den dag. Jeg var rigtig træt!
Kl 01 natten mellem d. 23. og 24. vågnede jeg ved at jeg følte jeg skulle på toilet, hvilket jeg så gjorde, uden resultat. Tænkte ved mig selv at det jo var skide typisk hvis jeg også skulle have omgangssyge inden fødslen! Jeg gik i seng igen med ondt i maven og måtte igen stå op og gå på toilet ti minutter senere. Efter en halv time kunne jeg regne ud at det nok ikke helt var det det gik ud på, så jeg begyndte at tage tid på min maveonde. 8 minutter mellem hver "krampe trækning". Kl. 2.30 vækkede jeg Thomas og sagde jeg troede det var nu, så vi lå lidt og tog tid igen og kunne se der blev mindre tid mellem hver ve. Vi ringede til fødegangen kl 3 for at høre hvordan vi skulle forholde os.
Da min mor skulle med til fødslen, var jeg også meget obs på at hun skulle kunne nå at komme op til os inden det var alt for sent, hun bor 1½ times kørsel fra os, så jeg ville hellere være i god tid. Men på fødegangen fik vi den besked, at det ikke lød som om jeg havde meget ondt og at vi skulle snakkes sammen igen kl 6. Det ville også være træls for min mor hvis hun var på vej og det hele gik i sig selv igen. Og det havde JM jo ret i. Så vi skulle vente til veerne havde taget lidt mere til i styrke.
Godt så, det gjorde vi da bare. Men så snart jeg lagde røret på, begyndte veerne at komme meget hyppigere og tog pludselig til i styrke! Så kl 4.45 ringede vi atter engang til fødegangen og sagde at nu var det altså rigtig slemt, jeg lå og vred mig i sengen og havde været på toilettet (med resultat) og var også begyndt at bløde. Men JM tog det stille og roligt, men kunne høre på mig at veerne var hårde og de kom med ca 2 min mellemrum på daværende tidspunkt. Så hun sagde at det nok var en god ide at ringe efter min mor nu. Og efter en pause sagde hun at hvis jeg var mest tryg ved at komme ind på fødegangen nu, så måtte jeg jo det. Godt så, det ville jeg jo nok være mest tryg ved! Så Thomas tonsede rundt for at pakke det sidste, mens jeg kæmpede med at trække vejret og tage tøj på samtidig. Og så ringede Thomas efter min mor
Så ankom vi på FG ca kl 6 og gud hvor havde jeg dog ondt! Det var SÅ forfærdeligt med køreturen hvor jeg ikke kunne slappe rigtig af, men så var det til gengæld fantastisk at komme ind på en fødestue og ligge ned igen!
Men ind kommer den sødeste JM og undersøger mig, da hun kan se jeg har rigtig ondt. Overrasket siger hun til mig at jeg er 8 cm åben og faktisk snart klar til at føde mit barn 
WHAT!? Thomas var ved at gå bagover, for han havde regnet lidt på at jeg måske var 3 cm udvidet, så det var vildt jeg var så langt. Min mor var endnu ikke kommet, så vi håbede sådan at hun ville nå det! Min søde JM spørger om jeg har lyst til at komme i vand. Dette har jeg nemlig skrevet på min fødeønskeseddel for det kunne jeg super godt tænke mig! Altså inden veerne startede.... Men på daværende tidspunkt orkede jeg ikke andet imellem veerne end at slappe af, så det sagde jeg nej til.
Kl 7 kom min mor ind på fødestuen, netop som JM tog vandet, det må have været noget af et syn
Og så startede presseveerne, som jeg slet ikke kan beskrive med ord. Allerede på vej til sygehuset var jeg klar til diverse smertestillende muligheder, såsom fuld narkose og mere i den dur
Havde også skrevet på min fødeønskeseddel at jeg var til enhver form for smertelindring fordi jeg er en ret stor pivskid!! Men JM tilbød mig 'bistik', altså saltvands indsprøjtninger, der hvor jeg havde ondt. JA tak, gerne! Sådan 8 i ryggen gjorde underværker, så jeg nåede NÆSTEN at falde i søvn under en ve pause, men også kun næsten 
Kl. 8.17 torsdag d. 24. februar 2011, kom Oliver ud og det vildeste i mit liv må afgjort være at høre ham skrige, mens hans krop stadig var inde i mig, men hovedet tittede ud Det var ret syret! Op på brystet af mig og gud hvor var det bare så..... fuldendt!
En fantastisk dreng på 3870 gram og 55 cm. Alle ti fingre og alle ti tæer og øjne så store som tekopper! De var vældig imponeret af mig, da jeg er førstegangsfødende, det var ikke at forvente at min fødsel skulle tage 7 timer fra den første lille bite ve, til miraklet skete.
Jeg var ikke bristet, men havde små revner indeni, som skulle syes, det var mindre behageligt, men for pokker, jeg havde lige født, så jeg var fuld af adrenalin og ekstase, så det opdagede jeg ikke, min søn lå jo på brystet af mig og suttede på livet løs
Så efter en gang morgenmad blev han vejet og målt og tjekket i alt det de nu skal gøre og så skulle jeg ud og tisse inden vi kunne komme på patienthotellet.
Herefter fik vi lidt ammeundervisning, hvor vi efterfølgende skulle prøve os frem selv. Amningen kørte ikke alt for godt, så jeg fik hurtigt ondt i vorterne. Den nat fik vi ikke meget søvn, da jeg faktisk ammede det meste af tiden, jeg sov maks en time. Så efter ingen søvn at have fået natten mellem onsdag og torsdag, en fødsel og stadig lidt sygdom i kroppen, næsten ingen søvn natten mellem torsdag og fredag, så var vi fuldstændig smadret fredag! Her kom der så en super kompetent mandlig sygeplejerske ind og han opdagede (efter jeg havde siddet og ammet en sulten dreng i 3 timer) at Olivers tungebånd var for kort, så han kunne ikke få ordentlig fat om vorten, hvilket resulterede i revner og sår. AV for pokker siger jeg bare!! Så vi blev sendt til øre-næse-hals afdelingen i Holstebro om lørdagen, for at få det klippet. Han sov gennem indgrebet, spædbørns tunge er følelsesløse, uden nerver eller blodbaner, så det tog ikke engang 3 min, så var vi på vej tilbage igen. Og så fik vi mere effektiv ammeundervisning (jep af den mandlige sygeplejerske, det var han fandme skrap til ) Så nu kører det næsten gnidningsfrit, bortset fra smerten når han tager fat i starten. Og sårene heler jo nok. Ligesom sårene forneden.
Så nu vil jeg ikke bruge mere tid foran min computer i dag, men til gengæld vil jeg hen og stirre hæmningsløst på min søn, for han er bare for LÆKKER at se på
