Depression?

Ansemusen skriver:

Nu er jeg selvfølgelig ikke professionel - men jeg synes i DEN GRAD det lyder som en depression! Kan genkende mange af tingene fra dengang jeg selv havde det.
Hvis det startede da du havde født din datter (eller op til et halvt år efter) er det meget muligt, at du har en efterfødselsdepression, og det er der rigtig gode behandlingsmuligheder for!

Der findes noget, som hedder Gaia Instituttet, som er specialiseret i netop det. Du kan finde dem på nettet. Og man kan altid kontakte dem og snakke med en for at høre nærmere uden at man forpligter sig til noget som helst!

Jeg håber for dig, at du finder energien til at søge og tage imod den rigtige hjælp! Ingen fortjener at gå og have det sådan og selvom det ikke føles sådan nu, så kan du få det helt godt igen

Altså jeg har hele tiden haft det der følelser. Altså efter graviditeten. Jeg tænkt bare det går væk, og det blev værre, men så sagde jeg igen til mig selv, det går væk. Men nu kan jeg se at jeg ikke får det bedre men værre

Har taget tid til lægen på torsdag. Men jeg tror jeg melder mig syg tiæ det der kursus som fagforening har sendt mig. Jeg er sikkert på jeg får værre hvis jeg tager der. Jeg må hav hjælp snart. Orker ikke mere

ZamanogDania skriver:

Altså jeg har hele tiden haft det der følelser. Altså efter graviditeten. Jeg tænkt bare det går væk, og det blev værre, men så sagde jeg igen til mig selv, det går væk. Men nu kan jeg se at jeg ikke får det bedre men værre

Har taget tid til lægen på torsdag. Men jeg tror jeg melder mig syg tiæ det der kursus som fagforening har sendt mig. Jeg er sikkert på jeg får værre hvis jeg tager der. Jeg må hav hjælp snart. Orker ikke mere

Hvor i landet bor du?

Dinna88 skriver:

Først lige et 

Når man har en depression, når mangler man et stof i hjernen, så det tjekker lægen om du mangler.

Okey. Tak for oplysning. Nu må vi se.

Ansemusen skriver:

Hvor i landet bor du?

Bor i Ringsted.

ZamanogDania skriver:

Det jo det. Jeg skal bare have en lille skub og ved ikke hvor jeg skal hente den skub fra. Min mand forstår mig ikke rigtig, men han er der for mig. Det er bare hårdt og tale til en som ikke ved hvordan jeg har det.

Meget! Også fordi, specielt ved mænd oplever jeg (ikke for at generalisere) at de gerne vil vide hvad der konkret er galt. Men hvis man selv kunne svare på det, var man jo netop ikke trist, for så vidste man hvad der var galt og kunne gøre noget ved det.

Tror at det bedste man kan gøre er at sige, jeg er trist, kan ikke sætte ord på hvad der er galt og har derfor brug for hjælp til at finde ud af det. Min krop og sind reagere på noget i min underbevisthed.

Bare med dine egne ord, jeg tror det er det der bedst kan forklare ham det. For det er jo svært, også fordi man jo gerne vil give ham et svar, så I sammen kan løse det hele. Men det er desværre ikke bare så lige til..

Men uanset havd man fortæller, vil kun en der har eller er depressiv kunne sætte sig ind i hvordan du har det.

Så når det kommer til stykket, er accpet det vigtigste for jer.

At acceptere at han aldrig vil kunne sætte sig i hvordan du har det, og for ham bedst at acceptere at du har det skidt og at han aldrig vil kunne sætte sig fuldt ud ind i hvordan du har det, men blot må støtte så godt han kan.

Ang. skubbet er det lægen der som den eneste er mulighed for at give dig skubbet. Og så må du og manden snakke om, om I er villige til betale for proffesionel hjælp.

Fik du ringet til lægen i dag? Eller var overskuddet der ikke?

Lille-Nivs.Mor skriver:

Meget! Også fordi, specielt ved mænd oplever jeg (ikke for at generalisere) at de gerne vil vide hvad der konkret er galt. Men hvis man selv kunne svare på det, var man jo netop ikke trist, for så vidste man hvad der var galt og kunne gøre noget ved det.

Tror at det bedste man kan gøre er at sige, jeg er trist, kan ikke sætte ord på hvad der er galt og har derfor brug for hjælp til at finde ud af det. Min krop og sind reagere på noget i min underbevisthed.

Bare med dine egne ord, jeg tror det er det der bedst kan forklare ham det. For det er jo svært, også fordi man jo gerne vil give ham et svar, så I sammen kan løse det hele. Men det er desværre ikke bare så lige til..

Men uanset havd man fortæller, vil kun en der har eller er depressiv kunne sætte sig ind i hvordan du har det.

Så når det kommer til stykket, er accpet det vigtigste for jer.

At acceptere at han aldrig vil kunne sætte sig i hvordan du har det, og for ham bedst at acceptere at du har det skidt og at han aldrig vil kunne sætte sig fuldt ud ind i hvordan du har det, men blot må støtte så godt han kan.

Ang. skubbet er det lægen der som den eneste er mulighed for at give dig skubbet. Og så må du og manden snakke om, om I er villige til betale for proffesionel hjælp.

Fik du ringet til lægen i dag? Eller var overskuddet der ikke?

Jeg talt med manden igår, men self. kunne han ikke sætte sig ind i det som du siger. Han må bare acceptere mig sådan indtil jeg får noget hjælp..

Det med lægen var det faktisk rigtig hårdt. Hvis det ikke var for manden så havde jeg ikke ringede. Ved ikke hvorfor. men det var bare så hårdt. Er det mon normal, at man ikke har overskud til at får hjælp

ZamanogDania skriver:

Jeg talt med manden igår, men self. kunne han ikke sætte sig ind i det som du siger. Han må bare acceptere mig sådan indtil jeg får noget hjælp..

Det med lægen var det faktisk rigtig hårdt. Hvis det ikke var for manden så havde jeg ikke ringede. Ved ikke hvorfor. men det var bare så hårdt. Er det mon normal, at man ikke har overskud til at får hjælp

Ja, sådan er det desværre. Og accept er enormt svært. Men du må bare huske på at han elsker dig og jo gerne vil hjælpe, og på et tidspunkt kan han godt blive frustreret, for det gør jo også ondt på ham at se dig have det sådan, og han vil måske føle afmagt, fordi han ikke føler han kan hjælpe. Men der er det vigtigt at du fortæller ham at han hjælper, eller hvordan han evt. kan hjælpe dig. Ved f.eks. at ringe til lægen for dig.. Ja, for ham er det måske en lille ting, men for dig er det svært, og overskuddet er måske lig nul.

Og ja, det at finde overskud til de små ting, som at ringe til lægen, er ikke længere små ting, men, som du skriver, enormt hårde at skulle gøre.

Det er ganske normalt, og hvis du en dag slet ikke føler lysten til f.eks. at stå op, er det også ganske normalt.

Det at ringe til lægen er enormt svært, men rigtig flot at du selv gjorde det. Det at du selv ringer til lægen, er et kæmpe skridt. Ved at ringe til lægen erkender du overfor lægen at du har det dårligt, men først og fremmest erkender du med ord, det overfor dig selv - og det er oftest der den hårde del ligger.

Det er ikke rart at skulle erkende at man ikke har det godt, og ikke selv kan håndtere det som man plejer. Men bare rolig, det du er igennem nu, vil du kunne håndtere, du skal bare have lidt vejledning til at håndtere det Og det er du på vej til at få

Lille-Nivs.Mor skriver:

Ja, sådan er det desværre. Og accept er enormt svært. Men du må bare huske på at han elsker dig og jo gerne vil hjælpe, og på et tidspunkt kan han godt blive frustreret, for det gør jo også ondt på ham at se dig have det sådan, og han vil måske føle afmagt, fordi han ikke føler han kan hjælpe. Men der er det vigtigt at du fortæller ham at han hjælper, eller hvordan han evt. kan hjælpe dig. Ved f.eks. at ringe til lægen for dig.. Ja, for ham er det måske en lille ting, men for dig er det svært, og overskuddet er måske lig nul.

Og ja, det at finde overskud til de små ting, som at ringe til lægen, er ikke længere små ting, men, som du skriver, enormt hårde at skulle gøre.

Det er ganske normalt, og hvis du en dag slet ikke føler lysten til f.eks. at stå op, er det også ganske normalt.

Det at ringe til lægen er enormt svært, men rigtig flot at du selv gjorde det. Det at du selv ringer til lægen, er et kæmpe skridt. Ved at ringe til lægen erkender du overfor lægen at du har det dårligt, men først og fremmest erkender du med ord, det overfor dig selv - og det er oftest der den hårde del ligger.

Det er ikke rart at skulle erkende at man ikke har det godt, og ikke selv kan håndtere det som man plejer. Men bare rolig, det du er igennem nu, vil du kunne håndtere, du skal bare have lidt vejledning til at håndtere det Og det er du på vej til at få

Tusind tak for de smukke ord. Jeg håber virkelig at får det bedre. Jeg vil ikke når den situation hvor jeg tænker på selvmord. Det vil jeg bare ikke jeg ved det kræver meget af mig, det bliver helt sikkert et hårdt forløb som du selv skriver.

ZamanogDania skriver:

Tusind tak for de smukke ord. Jeg håber virkelig at får det bedre. Jeg vil ikke når den situation hvor jeg tænker på selvmord. Det vil jeg bare ikke jeg ved det kræver meget af mig, det bliver helt sikkert et hårdt forløb som du selv skriver.

Er bare glad for at kunne støtte lidt

DU FÅR DET BEDRE!

Det er kun positivt at du har en mening der siger "selvmord - der vil jeg ikke hen!" For det giver dig motivation og ikke mindst styrke til at komme videre.

Du er stærkt, det er der ingen tvivl om, og du skal nok klare det!

Ja, det bliver et hårdt forløb, men det bliver også et lærerigt forløb, hvor du lærer en masse om dig selv, så du i fremtiden vil kunne håndtere meget mere

ZamanogDania skriver:

Jeg ved ikke om jeg lider af depression?
Jeg har ikke lyst til noget. Jeg har ikke lyst til se gør rent, gå ud eller gør noget ved mig selv. Jeg har det samme tøj på i en uge nu

Jeg vil ikke se min familie, vil ikke ud og hygge.
Jeg er ikke den samme person inden jeg fødte min datter(14 måneder siden). Lysten er der bare ikke. Jeg græder tit og tænker meget rigtig meget over små ting. Jeg følger alt det er min skyld hele tiden.
Har ikke lyst til arbejde. Jeg er på dagpenge nu, men skal til sådan noget aktivering kursus i 4 uger på mandag. Jeg vil ikke der. Har det dårligt over jeg skal der. Følger ikke jeg er god nok bare tanken om arbejde giver mig søvnløse nætte. Det var ikke sådan før. Jeg glædet mig at komme ud. Jeg glædet mig til at tage på job.

Hvad kan jeg fejle? Er det depression? Det skal lige siges min far og storsøster tager medicin mod depression. Ved ikke om det har noget med sagen at gør.

mange af de ting du skriver passer meget på mit... så syntes bestemt du skal gå til lægen med det og få dig en god samtale med dem....