fuldføre graviditet eller abort??

mange tak fenja

hælder os mest til at få det 

mizzblondie skriver:

er en ung pige på 21 og er blevet gravid ikk planlagt men har vør været gravid dog med min eks hvor vi ville beholde det. men tabte det'

min tvivl er nu, nu er jeg her igen og ønsker stadig barnet men ved ikk hvem af de 2 fyr jeg har set der er faren, den ene min eks som jeg ikk ønsker er faren og en anden som helst så jeg fik abort men at han vil støtte mig men ikk altid være der hvis jeg vælger barnet...

ved ikk om jeg ka gi afkald på det igen. er mentalt klar men nu er sitationen en helt anden da der ikk blir nogen far som sådan, men der er jo enlige mødre og de klare det fint så  hvorfor sku jeg ikk??

 

hva sys i??

Jeg valgte at få mit barn, selvom hendes far ikke var klar og ikke er i hendes liv, og det er møghårdt at være enlig 24timers/365dages om året mor, men jeg tog den rigtige beslutning for mig, egentlig så vidste jeg nok hvad jeg ville, da jeg så de to streger på testen - for jeg blev bare så glad - inden jeg tudede og tudede og tudede lidt mere fordi det hele jo bare var noget rod.. 

Hvad var din første reaktion på at du var gravid? og kan du de næste par år tilpasse dit liv til de begrænsninger eller måske ikke begrænsninger, udfordringer er måske et bedre ord, et lille barn kommer til at betyde for dit liv?  

Må heller lige tilføje at et barn er det største man kan få livet, og seelvom det indimellem er hårdt er det 100.000 gange så givende, men jeg syntes man skal sætte et barn i verden fordi det er ønsket (om det er af to eller en er ligegyldigt, bare det er ønsket)

N&J skriver:

Jeg valgte at få mit barn, selvom hendes far ikke var klar og ikke er i hendes liv, og det er møghårdt at være enlig 24timers/365dages om året mor, men jeg tog den rigtige beslutning for mig, egentlig så vidste jeg nok hvad jeg ville, da jeg så de to streger på testen - for jeg blev bare så glad - inden jeg tudede og tudede og tudede lidt mere fordi det hele jo bare var noget rod.. 

 

Hvad var din første reaktion på at du var gravid? og kan du de næste par år tilpasse dit liv til de begrænsninger eller måske ikke begrænsninger, udfordringer er måske et bedre ord, et lille barn kommer til at betyde for dit liv?  

fandt  ud af det på en lidt mærkelig måde stopped på p-piller efter nytår da jeg ikk så nogen fast, men så en morgen våged jeg med mega smerter i maven og kvalme og blev svimmel. 

tog til læge han agde klamydia eller gravid, men havde lii været på wc inden lægen så vi tested bare for det andet og det var så positiv og fandt ud af min eks smitted mig eftersom ham jeg havde set var negativ. så min læge sys ikk det var nødvendigt at teste det andet da han mente vi havde fundet ud af hva det skyldes.

men der gik en uge og fik ikk min menstration og havde taget 2 test inden denne. så tog en mere her for 2 uger siden denne gang positiv, var på toilet og tænkte fuck ej men os glad et sted. men hvem var faren. 

nu sidder jeg bare med tanken det her kan jeg godt  er jo ikk den førte enlig mor og desuden er der mange bag mig både venner, veninder og familien. skal nok klare det. min eneste bekymring er faren

er en ung pige på 21 og er blevet gravid ikk planlagt men har vør været gravid dog med min eks hvor vi ville beholde det. men tabte det'

min tvivl er nu, nu er jeg her igen og ønsker stadig barnet men ved ikk hvem af de 2 fyr jeg har set der er faren, den ene min eks som jeg ikk ønsker er faren og en anden som helst så jeg fik abort men at han vil støtte mig men ikk altid være der hvis jeg vælger barnet...

ved ikk om jeg ka gi afkald på det igen. er mentalt klar men nu er sitationen en helt anden da der ikk blir nogen far som sådan, men der er jo enlige mødre og de klare det fint så  hvorfor sku jeg ikk??

 

hva sys i??

Jeg synes, at du skal tænke dig rigtigt godt om - de andre har skrevet meget for, nu får du bagsiden af medaljen:

Jeg læser dit indlæg meget, som om du ønsker dig hele pakken - og det får du ikke på denne måde.

Alt efter hvem der bliver "dømt" som far til barnet, så skal du deale med denne person resten af dit liv, og det er ikke et valg, du har - eller din fremtidige kæreste har eller din eller hans familie.

Din fremtidige kæreste skal så også være indstillet på, at der er et barn med, hvis han vælger dig, og det er der mange, der ikke ønsker, men det kan trods alt lade sig gøre, men vær forberedt på fravalg pga. dit barn.

Dit barn vil opleve et utroligt afsavn, hvis faderen ikke ønsker at have noget med det at gøre, det vil gøre ondt på dit barn, men det vil gøre uendeligt meget mere ondt på dig at se dit barn sådan - også selvom der kommer en papfader, så vil barnet altid tænke på, hvorfor det blev fravalgt af biofaderen.

Hvis faderen vælger at have samvær - så bliver der altid fnidder eller måske endda decideret krig, det kan gå mere eller mindre gnidningsløst, men det kompliceres, når der også er en ny kæreste på den ene og den anden side, og så er der rigtig mange problematikker at forholde sig til (vi er f.eks. 4 år væk fra konfirmation, og det volder allerede problemer nu, selvom vi faktisk normalt arbejder ok sammen/har lært det gennem årene).

Som de fleste bitterligt erfarer, så støtter dine venner og veninder altid højt og flot op om, at det er godt, at du tager dit ansvar alvorligt og får barnet - men størsteparten, hvis ikke alle, forsvinder lige så stille hen ad vejen, da det ikke er en del af deres liv, og dem der har børn ikke har tid til at deltage i dit liv, det er meget isolerende som enlig forælder, hvis man ikke har et rigtigt godt familienetværk tæt på.

Der er mange små ting, som man så gerne ville dele med sin kæreste - skanninger, graviditeten, små nye opdagelser, den store fødsel, søvnløse nætter osv. - det er hårdt at sidde alene eller med sin mor og vente på skanning, når de lykkelige par sidder omkring dig og smiler sødt til hinanden - der er mange afsavn. 

Synes blot, at jeg ville beskrive nogle få af de dårlige ting, valget er stadigt dit og kun dit.

mizzblondie skriver:

fandt  ud af det på en lidt mærkelig måde stopped på p-piller efter nytår da jeg ikk så nogen fast, men så en morgen våged jeg med mega smerter i maven og kvalme og blev svimmel. 

tog til læge han agde klamydia eller gravid, men havde lii været på wc inden lægen så vi tested bare for det andet og det var så positiv og fandt ud af min eks smitted mig eftersom ham jeg havde set var negativ. så min læge sys ikk det var nødvendigt at teste det andet da han mente vi havde fundet ud af hva det skyldes.

men der gik en uge og fik ikk min menstration og havde taget 2 test inden denne. så tog en mere her for 2 uger siden denne gang positiv, var på toilet og tænkte fuck ej men os glad et sted. men hvem var faren. 

nu sidder jeg bare med tanken det her kan jeg godt  er jo ikk den førte enlig mor og desuden er der mange bag mig både venner, veninder og familien. skal nok klare det. min eneste bekymring er faren

Du finder jo ud af hvem der er faderen på et tidspunkt, og selvom det skulle være din x som du ikke mener vil være et godt emne som far, så bliver haan jo også ældre, måske vil han en dag være opgaven værdig.

Men det er hårdt at være gravid med tanker, hormoner og følelser uden en partner der støtter en gennem processen, men det overlever man, og du er jo ikke alene, du har en baby i maven som omkring de 5-6 mdr, vil begynde at lade dig mærke at du ikke er alene - det var min største glæde under graviditeten.. 

mange tak carina 

elsker børn og ønsker inderligt et selv er bare trist over der ingen far blir selvom der er et par stykker der gerne vil være det trods det ikk er deres men vil bare føle jeg tog ham for at der sku være en far vil ha en der elsker mig og at jeg elsker ham.

Hmm jeg har selv siddet i akkurat samme situation som dig. jeg blev gravid, men vi gik fra hinanden. Jeg var virkelig også bange for om han troede jeg bare tog ham for barnets skyld. Det troede han så heldigvis ikke, og vi blev enige om at beholde barnet, selvom vi ikke var sammen. Desværre mistede jeg barnet, men måske var det bare sådan det skulle være...ja jeg ved det ik

Det optimale for mig, er også at få barn sammen med en jeg skal bo sammen med...altså en far der er der hele tiden. Men når "uheldet" er ude, så skal man jo træffe en beslutning, selvom den kan være svær at træffe. Du må virkelig mærke efter inde i dig selv, for det er kun dig, der kan træffe den afgørelse. Vil du kunne være alenemor? Eller bryder du dig ikke om den tanke?

Jeg håber du får truffet den rette beslutning...ved godt det er svært  

mange tak for alle jeres dejlige svar har besluttet mig at få barnet og får alt den hjælp jeg ku få brug for og har snakket med de 2 der er den mulige far og begge er indstillet på de gerne vil være der for mig når det er. rart og vide men så må vi jo finde ud af en gang hvem det er af dem.

er mindst 8 uger henne og ka mærke de første ting ved en graviditet feks. den kvalme konstant håber nu snart det går over. skal til lægen torsdag og ha taget blodprøve og det som man nu skal 

ved så ikk om jeg slæber min mor med eller en af fyrene ?? eller en af mine bedste veninder.

Jeg synes persnligt du skal tænke på dit barn - jeg stod i samme situation og valgte aborten ..

Det var simpelthen fordi jeg ikke synes jeg økonomisk stod helt, vil gerne kunne give mit barn alt, uden at lægge regnskab hver dag, min kæreste og jeg bor kun i  lejlighed nu , inden vi vil bo i rækkehus, så også derfor, kan ikke stille mit barn ud og sove ... Ville være sikker på at mit barn ikke manglede noget, og i dit tilfælde - en far..

Lyt til dit hjerte - og tænkt på hvad du som den lille ville være mest glad for.

Rockertand skriver:

Jeg synes, at du skal tænke dig rigtigt godt om - de andre har skrevet meget for, nu får du bagsiden af medaljen:

Jeg læser dit indlæg meget, som om du ønsker dig hele pakken - og det får du ikke på denne måde.

Alt efter hvem der bliver "dømt" som far til barnet, så skal du deale med denne person resten af dit liv, og det er ikke et valg, du har - eller din fremtidige kæreste har eller din eller hans familie.

Din fremtidige kæreste skal så også være indstillet på, at der er et barn med, hvis han vælger dig, og det er der mange, der ikke ønsker, men det kan trods alt lade sig gøre, men vær forberedt på fravalg pga. dit barn.

Dit barn vil opleve et utroligt afsavn, hvis faderen ikke ønsker at have noget med det at gøre, det vil gøre ondt på dit barn, men det vil gøre uendeligt meget mere ondt på dig at se dit barn sådan - også selvom der kommer en papfader, så vil barnet altid tænke på, hvorfor det blev fravalgt af biofaderen.

Hvis faderen vælger at have samvær - så bliver der altid fnidder eller måske endda decideret krig, det kan gå mere eller mindre gnidningsløst, men det kompliceres, når der også er en ny kæreste på den ene og den anden side, og så er der rigtig mange problematikker at forholde sig til (vi er f.eks. 4 år væk fra konfirmation, og det volder allerede problemer nu, selvom vi faktisk normalt arbejder ok sammen/har lært det gennem årene).

Som de fleste bitterligt erfarer, så støtter dine venner og veninder altid højt og flot op om, at det er godt, at du tager dit ansvar alvorligt og får barnet - men størsteparten, hvis ikke alle, forsvinder lige så stille hen ad vejen, da det ikke er en del af deres liv, og dem der har børn ikke har tid til at deltage i dit liv, det er meget isolerende som enlig forælder, hvis man ikke har et rigtigt godt familienetværk tæt på.

Der er mange små ting, som man så gerne ville dele med sin kæreste - skanninger, graviditeten, små nye opdagelser, den store fødsel, søvnløse nætter osv. - det er hårdt at sidde alene eller med sin mor og vente på skanning, når de lykkelige par sidder omkring dig og smiler sødt til hinanden - der er mange afsavn. 

Synes blot, at jeg ville beskrive nogle få af de dårlige ting, valget er stadigt dit og kun dit.