Børn døde pga mødrenes medicin

Læste også artiklen i JP idag.

Det fik mig til at tænke på hvorfor man vælger at gennemgå en graviditet/PB hvis man er på antidepressiv medicin? Jeg aner INTET om at være på medicin, og heller ikke konsekvenserne ved ikke at tage sin medicin, hvorfor jeg slet ikke kan sætte mg ind i at skulle tage den form for medicin.

uden at det skal lyde forkert, tænkte jeg på at det ikke er logisk i min verden at gennemgå en graviditet mens man er på antidepressiv medicin, idet en graviditet kan være noget af en mental rutsjetur, hvorfor man (i mit hovede) derfor måske burde trappe ud af sin medicin inden. - inden artiklen har jeg også tænkt på om psykofarmika er noget der er godt at indtage under gravi, men lægerne har jo sagt go for det (ihvertfald hva jeg har hørt fra dem jeg kender der har taget det)

Jeg tænker på, hvilke overvejelser har jer der er på antidepressiv medicin gjort jer inden/under/efter graviditet?

Jeg håber ikke I tager mit spørgsmål som en "pegen fingre". Jeg er blot nysgerrig

Knus Jo

SpunkenJo skriver:

Læste også artiklen i JP idag.

Det fik mig til at tænke på hvorfor man vælger at gennemgå en graviditet/PB hvis man er på antidepressiv medicin? Jeg aner INTET om at være på medicin, og heller ikke konsekvenserne ved ikke at tage sin medicin, hvorfor jeg slet ikke kan sætte mg ind i at skulle tage den form for medicin.

uden at det skal lyde forkert, tænkte jeg på at det ikke er logisk i min verden at gennemgå en graviditet mens man er på antidepressiv medicin, idet en graviditet kan være noget af en mental rutsjetur, hvorfor man (i mit hovede) derfor måske burde trappe ud af sin medicin inden. - inden artiklen har jeg også tænkt på om psykofarmika er noget der er godt at indtage under gravi, men lægerne har jo sagt go for det (ihvertfald hva jeg har hørt fra dem jeg kender der har taget det)

Jeg tænker på, hvilke overvejelser har jer der er på antidepressiv medicin gjort jer inden/under/efter graviditet?

Jeg håber ikke I tager mit spørgsmål som en "pegen fingre". Jeg er blot nysgerrig

Knus Jo

Nogen er nødt til at tage medicin hele livet.... og kan få det ganske forfærdeligt hvis de ikke er på medicinen... så nogen må træffe et valg.. enten ingen børn eller børn mens man er på antidepresiv medicin. Det er desværre ikke alle der har et valg i forhold til at trappe ud af medicinen.

SpunkenJo skriver:

Læste også artiklen i JP idag.

Det fik mig til at tænke på hvorfor man vælger at gennemgå en graviditet/PB hvis man er på antidepressiv medicin? Jeg aner INTET om at være på medicin, og heller ikke konsekvenserne ved ikke at tage sin medicin, hvorfor jeg slet ikke kan sætte mg ind i at skulle tage den form for medicin.

uden at det skal lyde forkert, tænkte jeg på at det ikke er logisk i min verden at gennemgå en graviditet mens man er på antidepressiv medicin, idet en graviditet kan være noget af en mental rutsjetur, hvorfor man (i mit hovede) derfor måske burde trappe ud af sin medicin inden. - inden artiklen har jeg også tænkt på om psykofarmika er noget der er godt at indtage under gravi, men lægerne har jo sagt go for det (ihvertfald hva jeg har hørt fra dem jeg kender der har taget det)

Jeg tænker på, hvilke overvejelser har jer der er på antidepressiv medicin gjort jer inden/under/efter graviditet?

Jeg håber ikke I tager mit spørgsmål som en "pegen fingre". Jeg er blot nysgerrig

Knus Jo

Undskyld men jeg blev lidt sur da jeg så dit indlæg. Og ved godt det ikke skulle forståes sådan som jeg nok lige fik den ind. Men når man er depressiv så KAN verden virker fuldstændig uoverskueligt, og den eneste måde du kan få en hverdag til at fungere på er ved at få antidepressiv... Jeg har været på medicin i 9½ år, og fik samme præperat i 8½ år, det var først da vi snakkede barn at jeg tog til læge fordi jeg vidste der ikke var erfaringer med den medicin jeg fik. Jeg fik et andet mærke, som var godkendt til gravide, og jeg fik kontakt til en speciallæge som blev tilknyttet nede fra kolding sygehus, som netop havde erfaringer med gravide og depressioner, og samtidig erfaringer i spædbørn og abstinenser. Det skal siges at jeg har fået 2 præperater oven i hinanden fordi jeg havde en antidepressiv som gik indover min depression, og så fik jeg et præperat som skal hjælpe på nervesmerter i min fod (yep, min fod er på antidepressiv ) Hun sagde at den antidepressiv var den de kendte allerbedst, og derfor foreslog jeg trappede ud af den jeg havde fået ved egen læge, og så skulle jeg MÅSKE stige i det andet præperat, det kom helt an på hvordan min krop reagerede uden det ekstra.

Jeg ville ikke kunne have en hverdag til at hænge samme hvis jeg ikke fik min antidepressiv (desværre). Men jeg kan leve et normalt liv, med glæder og sorger som alle andre når jeg får min medicin. Når folk spørger hvordan jeg ved jeg er deprimeret/ ufattelig ked svare jeg simpelthen at det er jeg fordi græsset gror og bilerne køre på vejen...... JEG ANER IKKE HVORFOR.... Jeg kan også fortælle at jeg har kunne fungere næsten normalt siden jeg startede medicin, hvor jeg inden jeg kom på antidepressiv var "syg" 3 ud af 5 hverdage hvor jeg sov, græd, og verden virkede uoverskueligt.

Jeg vil den dag i dag hvor vi har fået en lille pige på knap 4 måneder ALDRIG undvære hende, og forstår ikke hvorfor jeg som person på antidepressiv skal undvære den STORE glæde som det er at blive mor. Hun er blevet mit holdepunkt i livet sammen med hendes far, og jeg vil gøre alt for at hun får et godt liv, og det giver jeg hende ved at være en nærværende mor. For at være nærværende er jeg stadig nød til at taget min medicin.

Jeg ved ikke hvad det er for en medicin der er omtalt. Har netop fået artiklen med hjem fra min svigerfamilie, og syntes det er skræmmende at læger ikke kan rådgive deres patienter ordentlig. Jeg fik under graviditeten ekstra scanninger, samtaler og tilbud om ekstra indlæggelse efter fødslen for at de kunne holde øje med både jeg og mit dengang ufødte barn.

Jeg håber alle det giver en forståelse for hvorfor alle depressive personer ikke skal stryges over en kam, og er ked af det lige blev så langt. Og sorry hvis det lige lyder lidt strengt, eller rodet

TbCp skriver:

Nogen er nødt til at tage medicin hele livet.... og kan få det ganske forfærdeligt hvis de ikke er på medicinen... så nogen må træffe et valg.. enten ingen børn eller børn mens man er på antidepresiv medicin. Det er desværre ikke alle der har et valg i forhold til at trappe ud af medicinen.

Det kan jeg sagtens forstå. Og mener altså heller ikke man er uegnet som mor fordi man er på antidepressiv, og kan derfor sagtens forstå valget "jeg er gravid og spiser antidepressiv"

Jeg kunne måske bare godt tænke mig at høre lidt om de tanker man gør sig før under og efter, og også om hvilke muligheder man har for fx at trappe ud midlertidigt.

Kan slet ikke forestille mig hvordan det må være. Det tætteste jeg har være på en depression var da drengen var 10 mdr, og jeg pludselig reagerede på det at han var født for tidligt. (og det fik jeg hurtigt taget hånd om, og er helt ovre det)

Knus den nysgerrige.....

VIPpigen skriver:

Undskyld men jeg blev lidt sur da jeg så dit indlæg. Og ved godt det ikke skulle forståes sådan som jeg nok lige fik den ind. Men når man er depressiv så KAN verden virker fuldstændig uoverskueligt, og den eneste måde du kan få en hverdag til at fungere på er ved at få antidepressiv... Jeg har været på medicin i 9½ år, og fik samme præperat i 8½ år, det var først da vi snakkede barn at jeg tog til læge fordi jeg vidste der ikke var erfaringer med den medicin jeg fik. Jeg fik et andet mærke, som var godkendt til gravide, og jeg fik kontakt til en speciallæge som blev tilknyttet nede fra kolding sygehus, som netop havde erfaringer med gravide og depressioner, og samtidig erfaringer i spædbørn og abstinenser. Det skal siges at jeg har fået 2 præperater oven i hinanden fordi jeg havde en antidepressiv som gik indover min depression, og så fik jeg et præperat som skal hjælpe på nervesmerter i min fod (yep, min fod er på antidepressiv ) Hun sagde at den antidepressiv var den de kendte allerbedst, og derfor foreslog jeg trappede ud af den jeg havde fået ved egen læge, og så skulle jeg MÅSKE stige i det andet præperat, det kom helt an på hvordan min krop reagerede uden det ekstra.

Jeg ville ikke kunne have en hverdag til at hænge samme hvis jeg ikke fik min antidepressiv (desværre). Men jeg kan leve et normalt liv, med glæder og sorger som alle andre når jeg får min medicin. Når folk spørger hvordan jeg ved jeg er deprimeret/ ufattelig ked svare jeg simpelthen at det er jeg fordi græsset gror og bilerne køre på vejen...... JEG ANER IKKE HVORFOR.... Jeg kan også fortælle at jeg har kunne fungere næsten normalt siden jeg startede medicin, hvor jeg inden jeg kom på antidepressiv var "syg" 3 ud af 5 hverdage hvor jeg sov, græd, og verden virkede uoverskueligt.

Jeg vil den dag i dag hvor vi har fået en lille pige på knap 4 måneder ALDRIG undvære hende, og forstår ikke hvorfor jeg som person på antidepressiv skal undvære den STORE glæde som det er at blive mor. Hun er blevet mit holdepunkt i livet sammen med hendes far, og jeg vil gøre alt for at hun får et godt liv, og det giver jeg hende ved at være en nærværende mor. For at være nærværende er jeg stadig nød til at taget min medicin.

Jeg ved ikke hvad det er for en medicin der er omtalt. Har netop fået artiklen med hjem fra min svigerfamilie, og syntes det er skræmmende at læger ikke kan rådgive deres patienter ordentlig. Jeg fik under graviditeten ekstra scanninger, samtaler og tilbud om ekstra indlæggelse efter fødslen for at de kunne holde øje med både jeg og mit dengang ufødte barn.

Jeg håber alle det giver en forståelse for hvorfor alle depressive personer ikke skal stryges over en kam, og er ked af det lige blev så langt. Og sorry hvis det lige lyder lidt strengt, eller rodet

Jeg er grætne med på man ikke kan komme alle der er på antidepressiv medicin i samme boks, og jeg mener heller ikke på nogen måde at man ikke skal have lov at blive forældre.

Kan sagtens forstå du blev sur over indlægget, og beklager min dirkede måde at spørge på. Men.. Er stadig meget interesseret i at høre om hvilke tanker man gør sig før, under og efter. Og hvilke tilbud man får for fx at trappe ud. Og hvordan er oplysningerne om bivirkniger for fostret/barnet?

Og igen, ikke for at være provokerende, men er årsagen til man vælger at gennemføre en graviditet på antidrepessiv fordi man ikke kan adoptere når man får medicinen? Ellers tænker jeg at adoption også kunne være en mulighed for at undgå at føde er barn med abstinenser.

Jeg er klar over det er et ømt emne. Du behøver ikke svare hvis det er for meget.


"skørt" med en fod på antidepressiv jeg grinte lidt, for billedet i mit hovede viste en trist venstre fod ved siden af en happy-højre

Jeg forestiller mig man har en helt almindelig hverdag, men at man istedetfor vitaminpiller spiser sig en lykkepille - men jeg ved jo heller ikke bedre!

Knus Jo

SpunkenJo skriver:

Jeg er grætne med på man ikke kan komme alle der er på antidepressiv medicin i samme boks, og jeg mener heller ikke på nogen måde at man ikke skal have lov at blive forældre.

Kan sagtens forstå du blev sur over indlægget, og beklager min dirkede måde at spørge på. Men.. Er stadig meget interesseret i at høre om hvilke tanker man gør sig før, under og efter. Og hvilke tilbud man får for fx at trappe ud. Og hvordan er oplysningerne om bivirkniger for fostret/barnet?

Og igen, ikke for at være provokerende, men er årsagen til man vælger at gennemføre en graviditet på antidrepessiv fordi man ikke kan adoptere når man får medicinen? Ellers tænker jeg at adoption også kunne være en mulighed for at undgå at føde er barn med abstinenser.

Jeg er klar over det er et ømt emne. Du behøver ikke svare hvis det er for meget.


"skørt" med en fod på antidepressiv jeg grinte lidt, for billedet i mit hovede viste en trist venstre fod ved siden af en happy-højre

Jeg forestiller mig man har en helt almindelig hverdag, men at man istedetfor vitaminpiller spiser sig en lykkepille - men jeg ved jo heller ikke bedre!

Knus Jo

Jeg vil meget heller folk spørger end tror en masse...

Åhh, jeg gjorde mig mange tanker, og havde også min læge med indeover. Det var ikke bare en beslutning som sådan jeg gjorde, jeg vidste der skulle ske en masse forandringer hvis jeg skulle gennemgå en graviditet.

Jeg tog snakken med kæresten allerførst, eller nærmere jeg sagde at jeg gerne ville være mor, og gerne snart (ikke ment som i morgen, men inden for det næste 1½-2 år) så vi bestemte at smide pillerne efter nytår 2010. Jeg kontaktede min læge og snakkede frem og tilbage med hende, skiftede medicin som de havde meget bedre erfaringer med, og så skulle jeg kontakte hende en måned senere lige for at følge op på om jeg havde den rigtige virkning, og ikke var ved at gå ned med flaget.

Mine tanker har aldrig rigtig faldet på adoption, for jeg ville prøve selv først. Og jeg har stolet på min læge, og den hjælp jeg har fået. Jeg nåede kun lige at trappe ud af min oprindelige medicin og over på den "graviditetsvenlige" (kan man sige det ) før jeg var gravid. Det var bestemt ikke planlagt at graviditeten skulle komme så hurtigt, men den var da velkommen da vi først fik tygget lidt på den

Jeg tror ikke der er mulighed for at adoptere som person på antidepressiv, da sygdommen automatisk bliver kronisk efter ½ år. Og en kronisk sygdom gør du ikke kan adoptere.. (men er ikke sikker)

Jeg var selvfølgelig nervøs første gang jeg skulle snakke med den speciallæge som jeg blev tilknyttet, men efter en samtale med hende blev jeg også meget mere tryk, for jeg fik ALT den hjælp som jeg havde brug for. Jeg ville have hende, og en ekstra læge med på fødestuen, som skulle tage sig af barnet, og ville have en læge tilknyttet de første dage også netop for at undgå abstinenser, hvis jeg kunne og ville amme ville jeg få ekstra hjælp for at få det op at køre... Jeg vil sige - forstå mig ret - at jeg har været meget bedre stillet end mange andre mødre som første gangs fødende, jeg fik alt den hjælp jeg kunne drømme om. Jeg ammer nu, og tænker da stadig over hun får min medicin med ind af mælken, men jeg har muligheden for at amme, og ser masser af positive ting i det. Den medicin jeg får er den ældste som de kender til for gravide, og der står i brugsforvirringen at den kan bruges af gravide, og ammende...

Havde jeg kunne vælge ville jeg selvfølgelig helst være fri for at proppe mig med medicin, men jeg kan ikke undvære den, hvertfald ikke endnu. Jeg har prøvet et par gange at trappe ud, men det har endnu ikke lykkes at kunne klare det.

Ja, en fod på antidepressiv lyder meget mærkeligt, tro mig syntes jeg også selv da specialisten i fodled sagde det, men så igen så er nerveskaderne i foden så alvorlige at foden faktisk hænger skævt, så tro det eller ej, men den drejer ned af, det er venstre fod, og min fodflade vender mod højre fod, og så kraftig ned hvis jeg sidder med fødderne oppe i sofaen. Plejer at sige min fod er deprimeret, for den hænger nedaf, og er på antidepressiv(er nød til at lave lidt sjov med tingene, ellers bliver livet først rigtig trist)

Eiiii, se nu. Nu blev det langt igen... Sorry

 Men spørg gerne hvis der er mere, skal svare så godt som muligt