Altså, før min bedre halvdel fik mig overtalt til at få den første, anede jeg ikke, hvor fantastisk det er at have børn, så jeg var overbevist om, at jeg aldrig skulle have nogen. Så jeg havde vel accepteret, at jeg ikke kom til at få nogen.
Havde lysten til at have ansvaret for børn alligevel dukket op, havde jeg valgt at adoptere, hvis det var muligt. Jeg kender en, som blev adopteret, og det var en virkelig stor og vigtig ting i hans liv. Og så kender jeg til en, som ikke blev adopteret, og hans liv har været helt forfærdeligt i hele opvæksten, så jeg havde valgt at adoptere i stedet for at forsøge at få et barn alene.
Anmeld
