bliver sindssyg..hva skal jeg gøre

Nadi skriver:

Jeanette skriver:

Nu ved jeg ikke i hvilke situationer, han kaster med tingene, men det lyder som om det er i leg og ikke i vrede.....Der er jo den her udviklingsfase, hvor de prøver kroppens styrke af og det sker bla. ved at kaste med ting og sager. Det er mest markant ved drenge har jeg erfaret i min tid som pædagog og faktisk sker det gerne her omkring 14-15 måneders alderen. Jeg har passet en dreng, som netop var denne alder og han kastede med alt. Jeg irettesatte og irettesatte og han blev ved og ved indtil jeg kom på den idé at lave en kasse med bløde ting (bløde bolde, stofbleer med knuder på osv.) som han måtte kaste med. Og hver gang han kastede med en forbudt ting, fik han et bestemt nej og jeg gav han noget fra kastekassen, som han så lystigt kastede med. Og det hjalp sgu...også derhjemme havde de bestemte ting han kastede med og stille og roligt fik han udlevet den trang og holdt op igen........så måske en idé?

Oliver kaster med ting i vrede og frustration. Hva hulan gør man så??

den hopper jeg lige med på...for det er også sådan det forgår her.

Ja, det med kassen lyder lidt hundeagtigt :D men det virkede her.

I forhold til vrede og frustration, som udløser kasten med ting, så er det jo en holdningssag, hvordan man reagerer som voksen på det......men hvis jeg skal komme med et fagligt bud, så er det en måde at komme af med alt det forvirring og frustration, der kan opstå i små hoveder. I øjeblikket er selvstændighedsfasen jo også så småt begyndt og de små oplever det ene øjeblik at have fuld kontrol over situationen hvorefter det næste øjeblik at miste kontrollen (mor siger/gør noget andet end ventet, bilen kører ikke derhen som ventet...kort sagt verden omkring barnet opfører sig ikke som ventet) og det skaber stor frustration for det lille barn.

Når jeg så med den holdning kigger på et barn, der i vrede og frustration kaster med tingene, så vil jeg aldrig skælde ud, smide på værelset osv., da barnet så her bliver alene med den frustation over verden og det lærer ikke at håndtere vreden ved at blive afvist eller skældt ud. Det umiddelbare mål er at få dem til at holde op med at kaste med ting, når de er vrede.....men opgaven er vel også at lære dem at håndtere vreden og frustationen, når den er der....for man kan ikke fjerne vreden eller ændre på at de bliver frustreret, men man kan hjælpe med at vise dem hvordan man kan klare sig, når man er vred (- man anerkender at de bliver vrede, men ikke måden de reagerer på). Så find ud af, hvordan man gerne vil have sit barn til at reagere, når det bliver vred og frustreret og giv det nogle andre løsninger end at kaste med ting - vis barnet hvad man ellers kan gøre, når man bliver vred (kaste med en bestemt klud, gå hen i et bestemt hjørne, stampe i jorden), for det har ikke fantasien endnu til selv at finde ud af det. Og man kan godt sige bestemt: nej, når de kaster med tingene, når bare man stiller med et alternativ.

Dette er jo så min faglige mening på baggrund af min faglige holdning til små børns udvikling......jeg siger ikke det er den optimale løsning eller det lykkedes hver gang at stille med et alternativ, for min datter afviser sgu nærmest alle alternativer til tider ...så må jeg jo flytte mig væk fra hende og lade hende selv finde en løsning - men jeg er også mor med mange følelser for hende og det er noget helt andet end at være pædagog for andres børn, har jeg erfaret ;)

Jeanette skriver:

Ja, det med kassen lyder lidt hundeagtigt :D men det virkede her.

I forhold til vrede og frustration, som udløser kasten med ting, så er det jo en holdningssag, hvordan man reagerer som voksen på det......men hvis jeg skal komme med et fagligt bud, så er det en måde at komme af med alt det forvirring og frustration, der kan opstå i små hoveder. I øjeblikket er selvstændighedsfasen jo også så småt begyndt og de små oplever det ene øjeblik at have fuld kontrol over situationen hvorefter det næste øjeblik at miste kontrollen (mor siger/gør noget andet end ventet, bilen kører ikke derhen som ventet...kort sagt verden omkring barnet opfører sig ikke som ventet) og det skaber stor frustration for det lille barn.

Når jeg så med den holdning kigger på et barn, der i vrede og frustration kaster med tingene, så vil jeg aldrig skælde ud, smide på værelset osv., da barnet så her bliver alene med den frustation over verden og det lærer ikke at håndtere vreden ved at blive afvist eller skældt ud. Det umiddelbare mål er at få dem til at holde op med at kaste med ting, når de er vrede.....men opgaven er vel også at lære dem at håndtere vreden og frustationen, når den er der....for man kan ikke fjerne vreden eller ændre på at de bliver frustreret, men man kan hjælpe med at vise dem hvordan man kan klare sig, når man er vred (- man anerkender at de bliver vrede, men ikke måden de reagerer på). Så find ud af, hvordan man gerne vil have sit barn til at reagere, når det bliver vred og frustreret og giv det nogle andre løsninger end at kaste med ting - vis barnet hvad man ellers kan gøre, når man bliver vred (kaste med en bestemt klud, gå hen i et bestemt hjørne, stampe i jorden), for det har ikke fantasien endnu til selv at finde ud af det. Og man kan godt sige bestemt: nej, når de kaster med tingene, når bare man stiller med et alternativ.

Dette er jo så min faglige mening på baggrund af min faglige holdning til små børns udvikling......jeg siger ikke det er den optimale løsning eller det lykkedes hver gang at stille med et alternativ, for min datter afviser sgu nærmest alle alternativer til tider ...så må jeg jo flytte mig væk fra hende og lade hende selv finde en løsning - men jeg er også mor med mange følelser for hende og det er noget helt andet end at være pædagog for andres børn, har jeg erfaret ;)

Tak for gode tips, Jeanette. Du kommer nu med mange guldkorn til forståelse af de små aber (L)