Jeg kan sagtens følge dig!! Virkelig!
Jeg har tigget, bedt og plaget manden nærmest siden fødslen om hvornår barn nr. 2 kunne blive aktuelt.
Jeg ønskede så meget at få dem med 2 års mellemrum og jeg var seriøst ved at blive idiot af at tænke på det all day.
Jo mere han strittede imod, jo mere desperat blev jeg.
(Og ja, jeg ved godt det ikke er den ultimative måde at få trumet sin vilje igennem på, men jeg var SIMPELTHEN SÅ skruk!)
Pludselig en dag siger han: Det må vi da lige se på.
Og BANG!
Så blev jeg pludselig bange og usikker og mistede lysten.
Så kom de spørgsmål du sidder/sad med.
Er vi klar?
Er det ikke synd for Stella at hun "allerede" skal dele os?
Er hun for lille?
Hvad nu hvis vi ødelægger det vi har nu?
Hvad med pengene?
Osv, osv.
Jeg lagde kortene på bordet og sagde at jeg var hamrende usikker på det - Og surprise!
Det var manden også.
Vi har besluttet at vente lidt og ikke gøre noget overilet.
Hvad betyder et halvt år mere, hvis det bare er det der skal til?!
Det mest skræmmende er at jeg kunne vende 180 grader på 10 sekunder.
Jeg fatter stadig ingenting - Tænk at gå med så højt et ønske i et helt år, og pludselig blive grebet af så overvældende en tvivl.
Øhm.. Jeg ved egentlig ikke om du fik svar på noget?!
Synes bare du skulle vide at du ikke er alene!
Anmeld
