skal lige have lukket lidt følelser ud...

Jeg er mor til en dejlig dreng på 6 år. Han har altid været den sødeste og blideste, store bulderbasse, man kan tænke sig...

Men det sidste halve år har været en nedtur for ham, siden han startede i skole, i en klasse hvor han ikke faldt ind med de andre, og hor det bare ikke er blevet bedre. Han har forandret sig meget til det dårligere desværre, og da vi så her i sidste weekend også fandt ud af at han havde været udsat for et overgreb fra en af de lidt ældre drenge på skolen, foruden alt det andet, han har været igennem, sagde hans far og jeg fra. Det skulle han ikke udsættes for mere. Så vi har taget ham ud, og han skal nu starte et nyt sted.

Hans far og jeg er skilt, og hans far bor i nordjylland, 300 km væk fra mig af. Vi er fine venner, intet problem der. Hans far og min dreng har et specielt bånd til hinanden, som de heldigvis har bevaret selvom de ikke har boet sammen i to år. Ja, han er stadig min lille dreng, men de har noget særligt sammen. Nu har jeg så efter lange og tunge overvejelser, taget beslutningen om at han skal prøve at bo hos hans far. Og fuck, hvor er det hårdt. Det er selvfølgeligt ikke kun pga. den her skolehistorie, men hans forhold til sin pseudo-lillesøster, som sjældent er særligt fornøjeligt, de slås det meste af tiden, har også spillet kraftigt ind.

Jeg håber bare sådan at det er den rigtige beslutning jeg har truffet. Selvom det 'bare' er en prøvetid på et par uger, frygter jeg at det kan få ham til at føle at jeg ikke vil have ham, fordi jeg halvt om halvt insisterer på at han prøver, og går og puffer lidt til ham, og at jeg, hvis jeg kan mærke at det ikke er det rigtige for ham, vil få meget svært ved at få ham hjem igen, for hans far glæder sig jo selvfølgeligt helt vildt til at få ham op til sig. Jeg har sagt det flere gange til hans far, og understreget, at han skal være der hvor han har det bedst, og det er han selvfølgeligt enig med mig i, men man kan jo også blive lidt 'nærsynet' hvis der er noget man selv rigtigt gerne vil have.

Jeg tror det kan blive rigtigt godt for os alle sammen, men jeg er bare så bekymret for om det er et par år for tidligt, vi prøver det her af... han er jo stadigvæk bare en lille dreng, i hvert fald i min verden.

Og så ser jeg helt bort fra hvor meget jeg vil komme til at savne ham. Havde aldrig i min mest levende fantasi forestillet mig at jeg skulle 'give afkald' på mit barn, hvis nogen havde fortalt mig det da han var nyfødt, havde jeg stukket dem en på skrinet....

Jeg prøver at tænkte på alt det positive ved det, hvis det ellers kommer til at fungere godt, og så lade være med at tænke på det andet her. Kan jo ikke gå og vande høns hele tiden. Men siden jeg tog den her beslutning i begyndelsen af ugen, går jeg og ser på ham i de her hverdags situationer, når han sidder og leger, når han hjælper med at dække bord, når han hjælper med at finde sutten til sin mindste lillesøster eller sidder med hende på skødet. Og bare er verdens dejligste dreng. Og hvordan fanden skal jeg bære mig ad med at undvære ham...

En weekend hver 14'ende dag kan ikke rigtigt blive det samme..

Je skal lige være sikker på at jeg ikke har misforstået det her

drengen synes ikke om ideen og vil helst blive hvor han er, og du puffer til ham, for at få ham til at synes om ideen?

Har jeg misforstået noget der?

både og... ;-)

min søn syntes godt om ideen hver anden gang man spørger, - nogen dage vil han gerne, andre dage vil han bare helst blive hos mig. Og vil han helst hjem igen, skal han så sandelig være meget velkommen.

Og jo, jeg kan se fordelen, både for ham og hans søster, at de begge to får mere kvalitetstid med en forældre, og de bare helt andre børn når de er hver for sig, så selv om de elsker hinanden, og godt kan have dage hvor de leger godt, tror jeg det ville være bedst for dem, hvis de kun så hinanden hver weekend, så de fik lidt tid hver for sig også...

men som mor, nej, der er ideen ikke så fed at de gør noget...

celkt skriver:

både og... ;-)

min søn syntes godt om ideen hver anden gang man spørger, - nogen dage vil han gerne, andre dage vil han bare helst blive hos mig. Og vil han helst hjem igen, skal han så sandelig være meget velkommen.

Og jo, jeg kan se fordelen, både for ham og hans søster, at de begge to får mere kvalitetstid med en forældre, og de bare helt andre børn når de er hver for sig, så selv om de elsker hinanden, og godt kan have dage hvor de leger godt, tror jeg det ville være bedst for dem, hvis de kun så hinanden hver weekend, så de fik lidt tid hver for sig også...

 

men som mor, nej, der er ideen ikke så fed at de gør noget...

Nå ok....så misforstod jeg den lidt. det er også derfor jeg valgte at spørge lidt ind til det først

Jeg synes da det lyder fint lige at give det et par uger, og så se hvordan det går. Det må være svært for dig som mor, at tage den her beslutning. jeg kunne godt forestille mig at det har været hårdt.

Jeg tror det er vigtigt at du ligger mærke til, hvordan din søn reagerer, for din x kan jo sagtens sige at det går godt, netop fordi han er tændt på ideen med at have jeres søn boende. læste godt at i havde lavet aftalen om at der kun skulle tænkes på drengen, men nogen gange tror jeg det kan være svært for den anden part, at vælge at gøre det. måske der er nogle ting han ubevidst overser, fordi han så gerne vil have drengen boende. så det er da bestemt vigtigt at du får snakket med din søn løbende, og hører ham ad, hvordan han har det med det hele...og så må du ellers mærke efter inde i dig selv, om du føler at det her er det rette at gøre, om du føler at drengen er tryg ved de her nye forandringer. Det er jo et kæmpe skridt for sådan en dreng at skulle skifte bopæl, også selvom det er hos sin far. jeg tænker jo også at han jo i forvejen har haft det svært, og så skal der måske ikke så meget til, før hans verden vælter.

jeg ønsker jer i hvert fald alt det bedste, og jeg håber det hele løser sig for jer

Hvis du oprigtigt mener at der vil være mere ro og tid til ham hos faderen, så tager du den helt rigtige beslutning og den vil være god for ham i sidste ende. Selvfølgelig vil han føle sig svigtet af dig, men ikke mere end han allerede gør i forhold til faren, som han jo ikke bor sammen med. Om din eller faren er bedst at bo hos lige nu, ved I bedst selv.

Jeg tænker at det er et stort og meget uoverskueligt beslutning at stille en meget lille dreng overfor at valget mellem mor og far, den byrde ville jeg som mor løfte fra hans skuldre. - Når du spørger ham, hvor han vil være, vil han jo bare samarbejde med dig ( og hans far) og prøve at stille jer begge tilfreds, det er ikke godt for ham. Giv ham trygheden ved at du tager valget og fortæl ham at du gør det allerbedste for ham.

KH

celkt skriver:

. Det er selvfølgeligt ikke kun pga. den her skolehistorie, men hans forhold til sin pseudo-lillesøster, som sjældent er særligt fornøjeligt, de slås det meste af tiden, har også spillet kraftigt ind.

 

Nu bliver jeg nok for ærlig, men det er kærligt ment!

Jeg ville også være meget på passelig med at hans forflytning ikke blev en straf og at de to søskende stilles lige. Faktum er at du ikke kan overskue at tage de konflikter, der normalt vil komme mellem søskende og dem, der kommer når en lille dreng reagerer efter et overgreb. Det lyder igen her til, at du ligger for meget voksenansvar over på en lille dreng. 

KH

Kildebakken skriver:

Hvis du oprigtigt mener at der vil være mere ro og tid til ham hos faderen, så tager du den helt rigtige beslutning og den vil være god for ham i sidste ende. Selvfølgelig vil han føle sig svigtet af dig, men ikke mere end han allerede gør i forhold til faren, som han jo ikke bor sammen med. Om din eller faren er bedst at bo hos lige nu, ved I bedst selv.

Jeg tænker at det er et stort og meget uoverskueligt beslutning at stille en meget lille dreng overfor at valget mellem mor og far, den byrde ville jeg som mor løfte fra hans skuldre. - Når du spørger ham, hvor han vil være, vil han jo bare samarbejde med dig ( og hans far) og prøve at stille jer begge tilfreds, det er ikke godt for ham. Giv ham trygheden ved at du tager valget og fortæl ham at du gør det allerbedste for ham.

KH

 

Det er bare rigtig godt formuleret! Det er jeg meget enig i!!! Det er voksne der skal tage voksen beslutninger, og lige som man som mor synes det er svært at vælge 'sit barn fra', så synes et barn nok dt er endnu sværer at skulle vælge sin mor fra, -også selvom man har det bedste hos far (i ny skole og uden søskendekonflikter, men selvfølgelig med savnet af mor)

Jeg tænker lidt at nu har han boet ved dig mens han har været sød og nem.

Vil sige at det er helt normalt børn der starter i skole reagere og bliver anderledes, ligesom når vi andre starter på nyt job. Der er masser nye mennsekser og forholde sig til nye indtryk. Hvis de ikke skulle reagere på det, ville der jo være noget galt. Jeg har selv oplevet det da min datter startede, det første år havde hun lange perioder hvor hun var sur og umedgørlig, men i stedet for at sende hende væk,prøvede jeg at støtte hende og snakke med hende, snakke med læren, som jo kunne fortælle at det er helt naturligt de reagere. 

Tilbage til din søn. Nu er han ikke sød og nem mere, så nu må han være ved sin far, hvilket jeg må indrømme jeg ikke forstår. Hvis jeg skulle se historien fra din søns side og være i hans sko, ville jeg føle et svigt. Det er utrolig vigtig børn får støtte og ikke svigt, han blev taget ud af skolen, selvfølgelig fordi i vil passe på ham, men han kan jo sagtens have en følelse af han har fejlet der, og nu skal han så flytte fra sin mor oveni. Det er 2 store ting, som jeg ikke kunne finde på at udsætte mine børn for. I forhold til hans søster er det jo dig der som mor skal være konfliktløser, måske er det ikke kun storebror der laver ballade?

Ja undskyld ærligheden, men du spørger og jeg svare. Inden din beslutning bliver taget ville jeg nok tage en snak med en børnepsykolog eller pædagog eller lign. måske de kan hjælpe jer???

Kh Louise

ja, man får da rene ord for pengene herinde... ;-)

Det er sjovt, jeg ser det slet ikke som om at jeg forsøger at undslippe konflikterne, hverken i forbindelse med hans skoleproblemer eller hans søskendeforhold. Og jeg mener virkeligt at det vil være en bonus for ham, hvis han ellers selv har lyst til at være hos sin far, for de har som sagt et særligt forhold til hinanden, som vi ikke har på samme måde. Men ja, jeg tror også det er bedst, at en voksen tager beslutningen for ham, hvilket er årsagen til, at jeg har taget beslutningen, og så går og vænner ham til tanken, ved at snakke lidt om det hver dag. Han er typen der går helt i baglås, hvis noget trækkes ned over ham.

Men ja, måske er det får meget for ham, både at skulle skifte skole, Og flytte på samme tid, men jeg ønsker at give ham en frisk start, som han ikke vil kunne få på helt samme måde i lokalområdet hernede, da vi bor i en meget lille landsby, og han kommer fra landsbyskolen. Vi er simpelthen nødt til at se hvordan han reagerer på det hele.

Og med hensyn til ikke at ville tage søskende konflikter på mine skuldre, jeg har jo ikke gjort andet i fem år, kære venner!! Og det har faren forøvrigt heller ikke. Og det bliver ikke bedre, jo ældre de bliver, men værre. Og når man så oplever dem, slås hele dagen lang, kontra hvor glade og harmoniske de er når de er hver for sig, så overvejer man om det vil være bedre for dem at være lidt hver for sig, men stadig se hinanden hver weekend så de ikke mister søskende forholdet. Det her er netop en måde at tage konsekvensen af deres forhold på mine skuldre, selvom det er ufedt for mig. Selvfølgeligt skal den store ikke opleve det som en straf, hvilket igen betyder, at han selv skal have lyst til at være hvor han er. Og hvis det betyder at han kommer hjem igen til mig og starter i en anden skole et sted i området, ja, så tager vi den derfra og arbejder videre med deres forskellige temperamenter så godt vi kan.

Men det er da rart at høre jeres tanker, om ikke andet bekræftiger det mig i at jeg har taget en foreløbig rigtigt beslutning, når jeg gennemgår mine årsager til hvorfor jeg har valgt sådan... ;-)

Har du talt med nogen om den beslutning...jeg tænker nemlig som dig at det da let kan blive en negativ følelse for ham at sendes væk...altså, ja, svært at forklare på skrift og så tror jeg altså det der med at skille søskende ad er en rigtig skidt en... Kan han være kommet for tidligt i skole...hvad siger skolen, pædagoger, psykologer osv..

At flytte et barn flytter jo ikke problemet, tror jeg....men det er svært ud fra det du skriver da man ikke kender det hele...åhh...får bare lidt ondt af din søn, lyder som om han har det skidt..