Her flere uger efter fødslen kører oplevelserne fra barselsgangen stadig rundt i hovedet på mig, så nu vil jeg gerne have det afklaret er jeg for sart eller har jeg en reel grund til at føle mig dårligt behandlet.
Efter min lille underskønne baby kom til verden ved et vellykket kejsersnit, var vi blevet tildelt 2 dage på hospitalet, da det var vores første barn. Den første dag var jeg naturligt meget dårligt gående og svimmel, jeg ville så gerne lære det lille væsen at kende, men var også usikker på hvordan han skulle håndteres, han var så lille og fin, så alting foregik meget prøvende.
I opvågningen blev han lagt til og digede af sig selv, men derefter kom der aldrig nogen og fortalte mig, hvordan man skulle amme ham. Første sygeplejeske var egentlig sød nok, hun kom bare ikke med en instruktion i amning og det var jeg nok også for groggy til.
Den anden sygeplejeske vi kom i kontakt med var meget ordknap, hun tog bare hårdt fat om hans hoved og mit bryst og tvang dem sammen - Næste gang han skulle ammes havde min mand hjulpet mig til at ligge hud mod hud, her fik kvinden pludselig ord om vi var rigtig kloge, sådan et lille barn kunne jo slet ikke tåle at være afklædt, han ville jo blive forkølet ( skal lige siges han lå under dynen) - så vi to "uanstændige" forældre gav ham straks tøj på igen.
Tredje sygeplejeske kom om natten. Da jeg bad om hjælp til amning, tilbød hun meget insisterende at give ham modermælkserstatning. Jeg havde ikke kræfter til at stoppe hende, lå bundet til sengen og tænkte at hvis hun siger det er det nok bedst for barnet. Min mand var heldigvis vågen, så han kunne stoppe hende, da hun ville tage baby med sig. Stadig ingen instruktion i amning.
Næste gang blev vi flyttet til et nyt sted, her kunne man kun sparsomt komme i kontakt med en sygeplejeske pr. telefon, måtte ikke have mad på værelset og skulle tjekke ud kl. 11 næste dag.
Fløjten fik også en anden lyd - på telefonen fik jeg afvide at nu ville de komme fordi om kontrollere om jeg kunne finde ud af at amme ham. Jamen kære venner har i overhovedet ikke koordineret hinanden imellem, læst op på gravides psykologi eller medbragt almindelig høflighed/medmenneskelighed.
Retorikken fortsatte i en skinger tone - da jeg ringer efter sygeplejesken i et desperat forsøg på at få instruktion, lyder det i en kommandande tone i den anden ende " Tag tøjet af" - what!! Jamen så bliver den lille jo forkølet.... en halv time efter marcherer hun ind på stuen " Tag tøjet af" er hendes første ord, ikke et, "goddav mit navn er" - "hvad kan jeg hjælpe dig med" -
Heldigvis var jeg på det tidspunkt kommet så meget til mig selv, at hun kunne rende mig - jeg fandt ud af det selv. Så da den sidste sygeplejeske ringede ned og oplyste om, at hun lige skulle kontrollere om amningen gik godt - fik hun et fur - der gjorde at hun sendte os hjem uden at opdage at baby havde udviklet gulsot....
Det skulle vise sig at inddrage to dage i frygt på hospitalet, da vi blev glemt af sundhedsplejesken, da jeg endelig kom igennem havde hendes vægt en dårlig dag i nedadgående retning og vi blev sendt til et nyt hospital. Men det er en helt anden gyser!
Summa summarum - havde nok bare brug for lidt luft og for at høre jeres mening. Er jeg for sart? Var det hormoner? Skulle de ikke indberegne det i deres udslusningsplaner? Hvad er efter jeres opfattelse en anstændig barselstid?