Mit livs mareridt

Lige haft den væreste dag i mit liv. Det begynder med min datter på 4 mdr nærmest skriger efter mad. Jeg ligger hende på sofaen og giver hende sutten, og skynder mig ud af lave en flaske til hende. Lige pludselig hører jeg et højt skrig, og løber ind. Der ligger min lille datter på gulvet! Jeg hiver hende op og nærmest panisk prøver at trøste hende. Går nærmest fuldstændig i chok. Der heldigvis intet blod eller noget at se. Skynder mig at give hende noget mad, i håb om trøst.. Lyder underligt, men er fuldstændig i panik/angst/chok for der er sket hende noget. Sidder der og giver hende mad mens jeg bare ryster over det hele. Hun spiser heldigvis og kan kigge mig i øjnene. Lidt efter går det op for mig jeg må ringe til lægen. Men efter der er gået det der føles som en halv time i ventetid, ligger jeg på. Det kan jeg bare ikke vente på! Overvejer at ringe 112, ved jo ikke om der er sket noget jeg ikke kan se. Men kommer i tanke om jeg har nummeret til Hvidovre Hospitals børnemodtagelse og skynder mig at ringe til dem. Der får jeg fat i en sød dame og bryder fuldstændig ud i gråd mens jeg fortæller historien. Føler mig virelig som verdens dårligste mor. Hvem kan dog bare ligge deres barn på sofaen uden opsyn i nogle minutter, men troede ikke hun kunne bevæge sig så godt. Hun beroliger mig heldigvis med at så længe hun ikke har kastet op, er bleg eller andet er der ingen grund til jeg kommer. >Jeg er ikke den første og nok heller ikke den sidste. Men lader hende aldrig ligge 2 sek alene, medmindre det i liften eller vuggen. Hold op en forskrækkelse! Andre der har prøvet lignende? Nu er min lille datter heldigvis sig selv, og smiler. Har aldrig været så bange i mit liv!

jacqueline84 skriver:

Lige haft den væreste dag i mit liv. Det begynder med min datter på 4 mdr nærmest skriger efter mad. Jeg ligger hende på sofaen og giver hende sutten, og skynder mig ud af lave en flaske til hende. Lige pludselig hører jeg et højt skrig, og løber ind. Der ligger min lille datter på gulvet! Jeg hiver hende op og nærmest panisk prøver at trøste hende. Går nærmest fuldstændig i chok. Der heldigvis intet blod eller noget at se. Skynder mig at give hende noget mad, i håb om trøst.. Lyder underligt, men er fuldstændig i panik/angst/chok for der er sket hende noget. Sidder der og giver hende mad mens jeg bare ryster over det hele. Hun spiser heldigvis og kan kigge mig i øjnene. Lidt efter går det op for mig jeg må ringe til lægen. Men efter der er gået det der føles som en halv time i ventetid, ligger jeg på. Det kan jeg bare ikke vente på! Overvejer at ringe 112, ved jo ikke om der er sket noget jeg ikke kan se. Men kommer i tanke om jeg har nummeret til Hvidovre Hospitals børnemodtagelse og skynder mig at ringe til dem. Der får jeg fat i en sød dame og bryder fuldstændig ud i gråd mens jeg fortæller historien. Føler mig virelig som verdens dårligste mor. Hvem kan dog bare ligge deres barn på sofaen uden opsyn i nogle minutter, men troede ikke hun kunne bevæge sig så godt. Hun beroliger mig heldigvis med at så længe hun ikke har kastet op, er bleg eller andet er der ingen grund til jeg kommer. >Jeg er ikke den første og nok heller ikke den sidste. Men lader hende aldrig ligge 2 sek alene, medmindre det i liften eller vuggen. Hold op en forskrækkelse! Andre der har prøvet lignende? Nu er min lille datter heldigvis sig selv, og smiler. Har aldrig været så bange i mit liv!

Åhhhhh det er bare den mest hæslige følelse......men du er IKKE en dårlig mor....en dårlig mor er en der ikke giver sit barn mad eller ren ble...har selv prøvet at man datter på 4 måneder faldt ned fra spise bordet i sin skrå stol..med hovedet først...og bare rolig du kommer over det og din datter har glemt det i morgen...Stort kram fra mig

Du skal ikke være ked af det - det kan ske for selv den bedste!

Da Mathilde var ganske lille, omkring 1 måned gammel lagde jeg hende i sækkestolen på vores toiletbræt imens jeg gik i bad. Pludselig væltede hun ned - med hovedet i gulvet! Der skete heldigvis ikke noget med hende, udover at hun blev frygtelig ked af det. Men altså, det er jo desværre hvad der kan ske.

Leonora skriver:

Åhhhhh det er bare den mest hæslige følelse......men du er IKKE en dårlig mor....en dårlig mor er en der ikke giver sit barn mad eller ren ble...har selv prøvet at man datter på 4 måneder faldt ned fra spise bordet i sin skrå stol..med hovedet først...og bare rolig du kommer over det og din datter har glemt det i morgen...Stort kram fra mig

Tak" onclick="doInsertTemplate('<img src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12400.png" style="border: 0" />')" src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12400.png" alt="" /> Dejligt at vide jeg ikke er den eneste i verden, der begår sådan en fejl! Min er forresten også en lille Leonora" onclick="doInsertTemplate('<img src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12393.png" style="border: 0" />')" src="https://media.baby.dk/images/StoredImages/1/12393.png" alt="" />

Rolig nu - jeg tror faktisk, at 90% af alle forældre har prøvet, at deres børn er faldet ned fra et eller andet - her var det en boksmadras med fald ned på gulvtæppe, og jeg overreagerede totalt, mens faderen blot tog den lille op og trøstede, og så var det ovre.

Men er enig, man føler sig som en dårlig forælder, men så længe man lærer af de fejl, man begår, så skal det nok gå.

jacqueline84 skriver:

Lige haft den væreste dag i mit liv. Det begynder med min datter på 4 mdr nærmest skriger efter mad. Jeg ligger hende på sofaen og giver hende sutten, og skynder mig ud af lave en flaske til hende. Lige pludselig hører jeg et højt skrig, og løber ind. Der ligger min lille datter på gulvet! Jeg hiver hende op og nærmest panisk prøver at trøste hende. Går nærmest fuldstændig i chok. Der heldigvis intet blod eller noget at se. Skynder mig at give hende noget mad, i håb om trøst.. Lyder underligt, men er fuldstændig i panik/angst/chok for der er sket hende noget. Sidder der og giver hende mad mens jeg bare ryster over det hele. Hun spiser heldigvis og kan kigge mig i øjnene. Lidt efter går det op for mig jeg må ringe til lægen. Men efter der er gået det der føles som en halv time i ventetid, ligger jeg på. Det kan jeg bare ikke vente på! Overvejer at ringe 112, ved jo ikke om der er sket noget jeg ikke kan se. Men kommer i tanke om jeg har nummeret til Hvidovre Hospitals børnemodtagelse og skynder mig at ringe til dem. Der får jeg fat i en sød dame og bryder fuldstændig ud i gråd mens jeg fortæller historien. Føler mig virelig som verdens dårligste mor. Hvem kan dog bare ligge deres barn på sofaen uden opsyn i nogle minutter, men troede ikke hun kunne bevæge sig så godt. Hun beroliger mig heldigvis med at så længe hun ikke har kastet op, er bleg eller andet er der ingen grund til jeg kommer. >Jeg er ikke den første og nok heller ikke den sidste. Men lader hende aldrig ligge 2 sek alene, medmindre det i liften eller vuggen. Hold op en forskrækkelse! Andre der har prøvet lignende? Nu er min lille datter heldigvis sig selv, og smiler. Har aldrig været så bange i mit liv!

Guuuud sikke dog et chok!!! Jøsses - kan sagtens forstå din angst og rysten!!!

Jeg har oplevet noget, der mminder llidt om det!!

Min mand og jeg var på vej ud ad døren for at skulle besøge nogle venner! Vi gik ned ad trapperne på opgangen med Wilma i liften...!! Martin holder liften, og han tager i dørhåndtaget i opgangsdøren... Men samtidig mister han grebet om lift-remmen, og den vipper til den ene side, og ud ryger Wilma direkte ned på det hårde sten-gulv i opgangen!! HELDIGVIS lanede hun direkte ned på sin dyne, så der skete ingenting med hende, andet end et mega chok!! Hun var vel ca. 1½ måned på dét tidspunkt!!!

Vi skyndte os op i lejligheden igen, og Wilma græd helt vildt... på en måde, som jeg aldrig har hørt hende græde før!! Puha!!! Jeg ammede hende, da det var det eneste, der kunne få hende til at falde til ro!!

Jeg rystede over hele kroppen, og græd... mens jeg blev ved med at spørge Martin, om han var HELT sikker på, at hun var landet på dynen og ikke havde slået hovedet osv!! Jeg havde nemlig ikke selv set det, da jeg gik et stykke bag Martin!!!

Nøøøj... det var ubehageligt... og vi havde det begge sååå dårligt!! Især Martin... fordi han jo følte sig skyldig!!

Heldigvis var Wilma sig selv igen efter 15 minutter, og vi tog afsted...!!!

Men neeeej du er bestemt ikke en dårlig mor - får dårlige mødre ville slet ikke blive så bange og kede af det...!!! Du har gjort alt hvad du kunne efterfølgende.... og du kommer helt sikkert ikke til at gøre det en anden gang!! 

David faldt ned fra puslebordet da han var 4-5 mdr

Han er også faldet ned ad trappen engang (fordi hans mor var så dum at kalde på ham!)...

Den slags sker desværre! lad være med at dunke dig selv i hovedet over det

 

Åhhhh  Sikke da noget!!!

Kom engang i nattens mulm og mørke til at stå for tæt på døren da jeg ville lukke den med Madeleine på mine skuldre, og hun skreg og græd helt vild

Onde dumme moar  og der var hun knap 1mdr... puuueha man får dårlig samvittighed!! Tør slet ikke lade hende ligge høje steder unden jeg er der for hun er en værre rullemarie, så ved hun ikke ligger stille 1 sekund.

Sikke dog nogle skrækhistorier. Men de er åbenbart klare mere ind man tror de små pus. Men dejligt at høre der ikke er sket dem noget alvorligt..

Børn er meget mere robuste end man lige regner med. Det er helt sikkert ikke sidste gang hun slår sig, og som regel skal der bare lidt trøst til, så har de det godt igen.