jacqueline84 skriver:
Lige haft den væreste dag i mit liv. Det begynder med min datter på 4 mdr nærmest skriger efter mad. Jeg ligger hende på sofaen og giver hende sutten, og skynder mig ud af lave en flaske til hende. Lige pludselig hører jeg et højt skrig, og løber ind. Der ligger min lille datter på gulvet! Jeg hiver hende op og nærmest panisk prøver at trøste hende. Går nærmest fuldstændig i chok. Der heldigvis intet blod eller noget at se. Skynder mig at give hende noget mad, i håb om trøst.. Lyder underligt, men er fuldstændig i panik/angst/chok for der er sket hende noget. Sidder der og giver hende mad mens jeg bare ryster over det hele. Hun spiser heldigvis og kan kigge mig i øjnene. Lidt efter går det op for mig jeg må ringe til lægen. Men efter der er gået det der føles som en halv time i ventetid, ligger jeg på. Det kan jeg bare ikke vente på! Overvejer at ringe 112, ved jo ikke om der er sket noget jeg ikke kan se. Men kommer i tanke om jeg har nummeret til Hvidovre Hospitals børnemodtagelse og skynder mig at ringe til dem. Der får jeg fat i en sød dame og bryder fuldstændig ud i gråd mens jeg fortæller historien. Føler mig virelig som verdens dårligste mor. Hvem kan dog bare ligge deres barn på sofaen uden opsyn i nogle minutter, men troede ikke hun kunne bevæge sig så godt. Hun beroliger mig heldigvis med at så længe hun ikke har kastet op, er bleg eller andet er der ingen grund til jeg kommer. >Jeg er ikke den første og nok heller ikke den sidste. Men lader hende aldrig ligge 2 sek alene, medmindre det i liften eller vuggen. Hold op en forskrækkelse! Andre der har prøvet lignende? Nu er min lille datter heldigvis sig selv, og smiler. Har aldrig været så bange i mit liv!
Hejsa.
Åhh jeg kender til det - sender dig kæmpe kram:0)
Jeg har prøvet det med Anton 2 gange.
1 gang var en dag hvor jeg lige ville sov til middag sammen med ham inde i vores seng. Han var 4 mdr godt på vej til 5 mdr og var begyndt at møffe rundt og komme fremad på gulvet - defor havde jeg lagt en dyne på Kennys side af sengen for athan ikke skulle komme ud over kanten. Vi faldt i søvn og jeg vågner senere ved et kæmpe bump - Anton var vågnet før mig og møflet over dynen osv og røg med hovedet lige i gulvet. Hold kæft jeg skreg og græd. Men der var ikke sket ham noget.
Men resultat heraf er at han ikke sover i vores seng mere på noget givettidspunkt.
Et par uger efter sker det igen. Han har lige været i bad og han ligger på sofa og sidder ved ham og erved at give tøj på, Kenny siger noget til mig, jeg kigger op og næst er bare et kæmpe bump - ja nu kunne han trille og trillede lige ned på hovedet.
Det er så hårdt og man kan ikke lade være med at bebrejde sig selv.
SEnder knus
Anmeld
