Maria-s skriver:
jo SELVFØLGELIG gør vi det! 
Jeg tror bare det er fordi man har SÅ meget kærlighed allerede til den lille purk derinde at ens hjerte næsten brister bare ved tanken om at der skulle gå et eller andet galt, således at alle de drømme man har haft det sidste lange, lange stykke tid, skulle pakkes væk.
Da jeg var ved lægen i tirsdags til mit 3. lægebesøg kunne jeg se skærmen og dermed det notat de havde lavet fra om fredagen, hvor jeg var inde og få svar på min urinprøve (hvor jeg jo STORtuede). Og jeg blev helt flov for der stod noget med at jeg var meget ked af det og bange for at det hele skulle gå galt i sidste minut og at han ville dø inde i min mave... Jeg kan ikke lide at være svag eller vise det til andre, heller ikke en læge og når man lige har trukket vejret og fået forsikret at alt er ok, ja så bliver jeg lidt flov over alle bekymringerne og "smågriner" af mig selv. For ja SELVFØLGELIG er alt ok med vores drenge 
og som min læge sagde; Jamen Maria SKULLE du gå hen og føde nu, jamen så er han jo så fin i størrelse og udvikling at det skal han nok sagtens klare. 
jaja det kan da godt være men derfor kan jeg nu godt gå og komme til at gøre mig selv lidt bange og panikken engang imellem alligevel.. Sådan er vi kvinder vel bare.. En folk høns der kan gøre en enkelt fjer den den rene pudekamp inde i vores små hoveder.....
Åh jeg har det PRÆCIS ligesådan! I dit sted ville jeg også ønske at lægen aldrig mere ville tale om jeg havde været ked af det, at han faktisk bare ville lade som om det ikke var sket... Godt Dr. Freud ikke skal analysere på os to.. 
Og ja, de KAN jo klare sig nu, de små, men man hører jo stadig om folk der mister i uge 37, 40 og sågår 42 ikk'?, så det ville være mærkeligt hvis vi var totalt upåvirkede.
Nåh, det er en helt anden snak, som ikke er nødvendig, for vi mister jo ikke - vi venter (for mit vedkommende) 2 mdr. mere og så får vi de lækreste bebser i armene!! 
Anmeld
