En glad update

Hej piger!

Øj hvor har jeg været i Helvede siden i mandags! Jeg har skiftet mellem at tage afsked med min lille dreng, fordi jeg var sikker på han var død, eller ville nå at dø, og være topoptimistisk fordi han plaskede rundt derinde.
Jeg har slet ikke kunne gå ind på hans værelse, eller tale om ham, heller ikke med Jørn, uden tårerne fossede af sted - så jeg er faktisk lidt skræmt over, hvor bekymret jeg kan gå hen og blive, når han er kommet til verden

Jeg havde jo beordret Jørn på arbejde, og bedt min mor tage med til scanning. Så var det ikke helt så "alvorligt" følte jeg, plus at Jørn har været sygemeldt den sidste uge... Af sted med ham!

Jeg nåede at vente lidt på svangregangen inden min mor kom, og mens jeg sad og ventede, kom en portør kørende med en plasticvugge med "noget" i, og et tæppe over. Om det var vasketøj eller hvad, aner jeg ikke - i det øjeblik var jeg helt sikker på det var en død baby og jeg HYLEDE. Græd som pisket, og satte volumen op da min mor kom, dog uden at fortælle hvad jeg havde set...

Kom så ind til den rareste mandlige læge (som faktisk var 1. reservelæge og på vagt den dag jeg blev født ) som var det mest behagelige menneske jeg har mødt i sygehusregi. Han ville slet ikke snakke "hvis nu" og alt mulig andet, før han havde scannet mig, for "der er jo ikke noget galt, synes du vel?"

Jeg rystede jo bare lidt på hovedet og lagde mig op. Han målte og målte og målte og kiggede så på mig og spurgte præcist hvor langt jeg er. 31+5 svarede jeg ham, og han smilede venligt over brillekanten og sagde at min baby ikke var enig... Det var mindst en 32+0 baby, med flot, flot hjerterytme, vand i tarmene, fungerende blære und alles.

Så var jeg altså nødt til at græde lidt igen... men kun lidt! Jeg behøver ikke aflaste mere end hvad man "er nødt til" 32 uger henne i en graviditet, og jeg skal bare fortsætte med mine læge og JM besøg som planlagt, og naturligvis kontakte FG hvis jeg er bekymret for noget!

Jeg er så glad for Jeres beroligende ord i mandags, og Jeres tanker i dag - I ved slet ikke hvor meget det varmer!

Jeg lover at update snarest, MED billeder - også af maven, for nu er jeg ikke sur på den mere over at den ikke vokser...

Kram

AnneBJ skriver:

Hej piger!

Øj hvor har jeg været i Helvede siden i mandags! Jeg har skiftet mellem at tage afsked med min lille dreng, fordi jeg var sikker på han var død, eller ville nå at dø, og være topoptimistisk fordi han plaskede rundt derinde.
Jeg har slet ikke kunne gå ind på hans værelse, eller tale om ham, heller ikke med Jørn, uden tårerne fossede af sted - så jeg er faktisk lidt skræmt over, hvor bekymret jeg kan gå hen og blive, når han er kommet til verden

Jeg havde jo beordret Jørn på arbejde, og bedt min mor tage med til scanning. Så var det ikke helt så "alvorligt" følte jeg, plus at Jørn har været sygemeldt den sidste uge... Af sted med ham!

Jeg nåede at vente lidt på svangregangen inden min mor kom, og mens jeg sad og ventede, kom en portør kørende med en plasticvugge med "noget" i, og et tæppe over. Om det var vasketøj eller hvad, aner jeg ikke - i det øjeblik var jeg helt sikker på det var en død baby og jeg HYLEDE. Græd som pisket, og satte volumen op da min mor kom, dog uden at fortælle hvad jeg havde set...

Kom så ind til den rareste mandlige læge (som faktisk var 1. reservelæge og på vagt den dag jeg blev født ) som var det mest behagelige menneske jeg har mødt i sygehusregi. Han ville slet ikke snakke "hvis nu" og alt mulig andet, før han havde scannet mig, for "der er jo ikke noget galt, synes du vel?"

Jeg rystede jo bare lidt på hovedet og lagde mig op. Han målte og målte og målte og kiggede så på mig og spurgte præcist hvor langt jeg er. 31+5 svarede jeg ham, og han smilede venligt over brillekanten og sagde at min baby ikke var enig... Det var mindst en 32+0 baby, med flot, flot hjerterytme, vand i tarmene, fungerende blære und alles.

Så var jeg altså nødt til at græde lidt igen... men kun lidt! Jeg behøver ikke aflaste mere end hvad man "er nødt til" 32 uger henne i en graviditet, og jeg skal bare fortsætte med mine læge og JM besøg som planlagt, og naturligvis kontakte FG hvis jeg er bekymret for noget!

Jeg er så glad for Jeres beroligende ord i mandags, og Jeres tanker i dag - I ved slet ikke hvor meget det varmer!

Jeg lover at update snarest, MED billeder - også af maven, for nu er jeg ikke sur på den mere over at den ikke vokser...

Kram

Nøj, hvor er det bare fantastisk dejligt at høre, Anne!

Så var der jo slet ikke noget at være bekymret for! Det viser altså bare, at man skal tage de skøn med et gran salt - og så var han oven i købet større end han skal være!

Hvor er jeg glad på jeres vegne. Nu kan du rigtigt slappe af og nyde graviditeten igen!

Ihhh hvor DEJLIGT!!!! Den bedste nyhed jeg endnu har fået i dag!

Selvfølgelig var alt helt perfekt! Altså! Så ligger han bare derinde og hygger sig og vokser og bliver verdens bedste helt tilpasse baby!!

KÆMPE KÆMPE KRAMMER OG HURRA

piadas skriver:

Nøj, hvor er det bare fantastisk dejligt at høre, Anne!

Så var der jo slet ikke noget at være bekymret for! Det viser altså bare, at man skal tage de skøn med et gran salt - og så var han oven i købet større end han skal være!

Hvor er jeg glad på jeres vegne. Nu kan du rigtigt slappe af og nyde graviditeten igen!

Tak Pia!!

DK skriver:

Ihhh hvor DEJLIGT!!!! Den bedste nyhed jeg endnu har fået i dag!

Selvfølgelig var alt helt perfekt! Altså! Så ligger han bare derinde og hygger sig og vokser og bliver verdens bedste helt tilpasse baby!!

KÆMPE KÆMPE KRAMMER OG HURRA

Mange tak Ditte!

Har kun én hånd at skrive med, mem dit indlæg rammer bare så dybt så vil lige sende dig 

Hvor er jeg dog glad og ikke mindst lettet på dine vegne!!

Så fra nu af - no more worries!!  Everything's gonna be alright 

AG

 hehe ja så fik du da også lige MIG til at tude! Hvor kan jeg jo bare sætte mig ind i de der tanker med om guldet derinde nu bare er ok. Jeg er sgu også bange for at blive den mest PYLRET mor nogensinde fra den dag af han vælger at vise sig frem for verdenen.

Men hvor er jeg glad for at høre at alt er ok. Stort  herfra

Marco2 skriver:

Har kun én hånd at skrive med, mem dit indlæg rammer bare så dybt så vil lige sende dig 

Hvor er jeg dog glad og ikke mindst lettet på dine vegne!!

Så fra nu af - no more worries!!  Everything's gonna be alright 

AG

Tak AG

Maria-s skriver:

 hehe ja så fik du da også lige MIG til at tude! Hvor kan jeg jo bare sætte mig ind i de der tanker med om guldet derinde nu bare er ok. Jeg er sgu også bange for at blive den mest PYLRET mor nogensinde fra den dag af han vælger at vise sig frem for verdenen.

Men hvor er jeg glad for at høre at alt er ok. Stort  herfra

Hehe, ja det er squ noget værre noget!! Mon ikke vi klarer den trods alt!?

AnneBJ skriver:

Hehe, ja det er squ noget værre noget!! Mon ikke vi klarer den trods alt!?

jo SELVFØLGELIG gør vi det! Jeg tror bare det er fordi man har SÅ meget kærlighed allerede til den lille purk derinde at ens hjerte næsten brister bare ved tanken om at der skulle gå et eller andet galt, således at alle de drømme man har haft det sidste lange, lange stykke tid, skulle pakkes væk.

Da jeg var ved lægen i tirsdags til mit 3. lægebesøg kunne jeg se skærmen og dermed det notat de havde lavet fra om fredagen, hvor jeg var inde og få svar på min urinprøve (hvor jeg jo STORtuede). Og jeg blev helt flov for der stod noget med at jeg var meget ked af det og bange for at det hele skulle gå galt i sidste minut og at han ville dø inde i min mave... Jeg kan ikke lide at være svag eller vise det til andre, heller ikke en læge og når man lige har trukket vejret og fået forsikret at alt er ok, ja så bliver jeg lidt flov over alle bekymringerne og "smågriner" af mig selv. For ja SELVFØLGELIG er alt ok med vores drenge  og som min læge sagde; Jamen Maria SKULLE du gå hen og føde nu, jamen så er han jo så fin i størrelse og udvikling at det skal han nok sagtens klare. jaja det kan da godt være men derfor kan jeg nu godt gå og komme til at gøre mig selv lidt bange og panikken engang imellem alligevel.. Sådan er vi kvinder vel bare.. En folk høns der kan gøre en enkelt fjer den den rene pudekamp inde i vores små hoveder.....