Kære Christina
ØV jeg føler med dig :( Det må være en svær situation, du står i, og selvfølgelig savner du din mor, det er det naturligste i verden at gøre i dén situation :'((L)
Jeg har oplevet lidt af hvad du beskriver, med min egen mor. Da jeg i sin tid blev uventet gravide med vores ældste søn (der snart bliver 6) fortalte jeg hende det en dag på café. Hun svarede slet ikke, men begyndte at pille febrilsk i sin taske, hvorefter hun trak et stykke papir frem som hun viste mig, mens hun sagde "se, jeg har fået lønforhøjelse :)". Jeg svarede "ja, og jeg er gravid" men hun forholdt sig slet ikke til det, så jeg måtte lade det ligge. Næste gang, hun var hjemme hos os, konfronterede jeg hende med det. Dér begyndte hun at tude og sige at "det er så sørgeligt, nu er en æra forbi, nu skal du have din egen familie og det er slut med at være os 4 (far, mor, min lillebror og jeg) og tage på ferie og gøre ting sammen". Hun sagde også, at "så skal jeg jo være mormor", og dér havde hun også tårer i øjnene, som om at det kunne hun bare slet ikke forholde sig til.
Der gik en lang periode på flere år, hvor forholdet til mine forældre var meget anstrengt. Dén dag i dag er det bedre, men jeg har måttet skære mine forventninger ned til nul, på den måde bliver jeg ikke skuffet men jeg kan så selvfølgelig heller ikke have de samme intense følelser for dem, som jeg havde engang. De er dog blevet mere og mere engagerede i deres børnebørn. Nu henter min mor faktisk vores 2 drenge næsten en gang om ugen, det er dejligt :))(L) Når de henter eller afleverer har de dog sjældent tid til at snakke med Michael eller jeg, men det er åbenbart bare sådan det er. Jeg har forsøgt at spørge ind til, hvad der er galt, men jeg får intet ud af det.
Hvis jeg var dig, og set i lyset af mine egne erfaringer, ja så synes jeg Rikkes forslag lyder rigtig godt! Jeg ville sætte mig ned og skrive et brev, et brev hvor du giver udtryk for alle dine følelser, uden at virke sur eller bebrejdende, et brev hvor du giver udtryk for at du godt kunne tænke dig at din mor var en del af jeres og jeres børns liv. Så må du se, hvad hun svarer. Hvis hun ikke har samme ønske, er det en bitter pille at sluge, men så ved du i det mindste besked og skal ikke gå og bruge mere unødigt krudt på at spekulere og spekulere over det, og så kan du komme videre.
Jeg håber virkelig, det løser sig for jer!!!
Masser af knus fra Tina
Anmeld
