Mor-datter forhold

Ja hvor skal jeg begynde...

Jeg ved ikke om nogen fra NB kan huske det, men da jeg var gravid var min mor ikke interesseret og det var igennem hele graviditeten. Jeg håbede jo så at det ville hjælpe når jeg havde født, men det har det bare ikke. Faktisk har jeg ikke talt med hende siden 8/1. Jeg græder meget over det, for jeg savner min mor. Måske lyder det plat.

Igennem mange år har det ofte været os der tog kontakten og inviterede os selv ud til dem eller dem herhjem til os. Igennem det sidste år har det så været at vi besøgte hende på jobbet, fordi man ikke kunne få fat i hende hjemme og så fordi de røg ca. 40 smøger om dagen begge 2, uden at lufte bare lidt ud. Så vi syntes heller ikke vi ville udsætte Filuca for det. Nu er min mor og hendes mand, ved at blive skilt, og hun har fundet en ny kæreste. Vi har allesammen mødt ham og han er rigtig flink og rar at være sammen (den korte tid vi har været det). Men nu har hun sagt sit job op og er ved at sælge huset. Vi ser hende aldrig, hun ringer aldrig og svarer aldrig på beskeder eller opkald. Det er altid os der skal ringe og laver man en aftale om at hun skal ringe tilbage så gør hun det ikke. Og så går der 1 uge før hun er til at få kontakt med igen.

Sidste gang vi snakkede var d. 7 januar, 2 dage før hendes fødselsdag. Jeg ringede uafbrudt til hende dagen efter, fordi hun igen havde brudt aftalen om at ringe tilbage.
På hendes fødselsdag ringede jeg men den var slukket.

Jeg skrev hende til sidste en besked om at jeg egentlig ringede 500 gange for at sige tillykke med fødselsdagen men at hun jo ikke var særlig social for tiden. Jeg fik intet svar, men kunne se at hun først modtog den dagen efter.
Siden har jeg ikke skrevet eller ringet til hende.
Hun har også blokeret mig på msn går jeg ud fra, for hun er aldrig mere på.

Jeg har simpelthen givet op. Jeg spilder så mange kræfter og energi på at tænke på det konstant og ringe til hende hele tiden.

Jeg har lyst til at ringe til hende men jeg synes bare heller ikke jeg skal give mig for let. Egentlig havde jeg regnet med at lade hende være til hun selv kontakter os.

Jeg ved at hun har det fint, for hun henter min søster på 14 hver anden weekend hos sin far. Og kører hende hjem igen. Og min søster bor ca ½ km fra os. Hun kører lige forbi hver eneste gang!!! Hvorfor kommer hun ikke ind eller ringer...? Vil hun slet ikke lære sit barnebarn at kende?

Jeg ved slet ikke hvad jeg vil med det her, men jeg kan bare ikke mere. Tak fordi i læste med selvom det blev langt.

Christina

Hej Chihuahuamus. Det giver skår i mit hjerte, at læse dit indlæg. Føj da... :'( Men nok mest pga jeg har et tæt forhold til min egen mor og et super forhold til min skønne svigermor også. Dem ville jeg bare ikke kunne undvære. Og tænk sig, det gør du :'( Det lyder til, du virkelig prøver og har prøvet alt. Har du vendt det hele om, og set det fra hendes side af? Har du en mand, hun ikke kan acceptere? Har du/I sagt noget, hun er stødt, ked af ell sur over? Prøver du venligt og imødekommende at opsøge hende ell er det på en irriteret, skuffet og sur tone, du kontakter hende? Ja hvad der får en mor til at droppe sit eget barn og barnebarn er for mig uforstående. Men jeg føler med dit indlæg. Mange tanker fra Kloster

Hej Christina
Føler med dig og sender dig en kæmpe krammer.
Det er svært at råde dig, det lyder som om du har prøvet meget, men jeg tænke på om du kan have fornærmertet hende ?
Hilsen Piaa

Først tak fordi du tog dig tid til at svare :)

Jeg synes bestemt heller ikke det er sjovt at undvære hende. :(

Jeg har i hvertfald forsøgt at se de fra alle mulige sider. Men jeg kan bare ikke se hvorfor.
Hun er rigtig glad for min mand. Vi (mig og min mor) har kendt ham og hans familie i de sidste 10-11 år. Og hun snakker godt med ham osv.
Det kan godt ske jeg har sagt dumme ting, men vi plejer at snakke om det og komme videre. Denne gang sluttede det bare uden nogen form for advarsel eller nogen grund.
Jeg prøvede tit at snakke pænt til hende og prøvede mange gange, men når man prøver så tit og uden held så bliver man irriteret til sidst og et grimt svar eller kommentar kan ikke altid undgåes. Men som sagt plejer vi ikke at skændes og gør vi det alligevel, så løser vi det rimelig hurtigt.

Det skal siges at min mor har 2 børn udover mig. Charlotte på 19 og Chanette på 14. Chanette er flyttet hjem til sin far for snart 1½ år siden. Min mor har aldrig været god til at være der for hende, hjælpe med lektier eller snakke om ting. Til sidst blev det for meget for hende at blive ignoreret. Så hun fik lov at flytte. Og jeg tror i bund og grund det var en for nem løsning for vores mor. For så havde hun mere tid til arbejde. Mine søstre har også altid været meget forkælet af deres farmor, og jeg ved min mor har følt at farmor har taget dem fra hende. Men sådan har det jo aldrig været med mig. Derfor forstår jeg ikke hun er sådan. Jeg har snakket med min søster på 19, som har boet hos sin far siden de gik fra hinanden. Der var hun nok 7-8 år. Hun fortalte at vores mor aldrig har været meget interesseret i hende. Og hun kan nikke genkendende til den adfærd hun pt har. :S

Min mormor har sågar ringet til min dagen efter min mors fødselsdag og spurgt om jeg havde snakket med hende fordi hun ville ønske tillykke og sige farvel inden de tog på ferie. De er lige kommet hjem og har igen forsøgt at kontakte hende men uden held. Så hun ringer tit til mig og spørger om jeg har hørt noget. Og det gør det egentlig bare værre for mig at skulle fortælle hende hvordan jeg har det.

Puuh langt igen og lidt rodet.... Men endnu engang tak for svar :)

Hejsa Christina...

Min første tanke da jeg havde læst dit indlæg, var "kan hun være blevet sur/skuffet over dit valg om at blive mor i en alder af 22"???

Min egen mor (mine forældre blev skilt for små 4 år siden) hun var ikke sur, men kunne ikke helt forstå at vi ikke valgte at få en abort da vi fortalte at vi ventede os.. Hun holder meget af Mikkel, (min søn) nu, men under "hele" graviditeten (de 5 måneder, hun fik det først af vide da jeg var en måned henne ca, og jeg fødte små 3 mdr før tid) var hun ikke intresseret og ville ikke høre om skanninger osv..
Hun har nu fået "ny" kæreste (de har været sammen et lille års tid), hvilken har givet det udfald at hun ikke har tid til os og mine søskende.. Vi bor i nabogaden til hende, har boet sådan i næsten 1½ år, og hun har været på besøg her 5-7 gange.. Så jeg kan på en måde godt følge dig lidt...

Det må bestemt ikke være sjovt. Har du prøvet at tage hjem til hende og tage en snak med hende om hvorfor hun afviser jer...??
Jeg håber virkelig det bliver bedre for dig, (selv om jeg ikke ser min mor særlig ofte er jeg meget glad for hende, kunne ikk undvære hende)

Knus og mange tanker fra Camilla.

Hejsa Christina...

Min første tanke da jeg havde læst dit indlæg, var "kan hun være blevet sur/skuffet over dit valg om at blive mor i en alder af 22"???

Min egen mor (mine forældre blev skilt for små 4 år siden) hun var ikke sur, men kunne ikke helt forstå at vi ikke valgte at få en abort da vi fortalte at vi ventede os.. Hun holder meget af Mikkel, (min søn) nu, men under "hele" graviditeten (de 5 måneder, hun fik det først af vide da jeg var en måned henne ca, og jeg fødte små 3 mdr før tid) var hun ikke intresseret og ville ikke høre om skanninger osv..
Hun har nu fået "ny" kæreste (de har været sammen et lille års tid), hvilken har givet det udfald at hun ikke har tid til os og mine søskende.. Vi bor i nabogaden til hende, har boet sådan i næsten 1½ år, og hun har været på besøg her 5-7 gange.. Så jeg kan på en måde godt følge dig lidt...

Det må bestemt ikke være sjovt. Har du prøvet at tage hjem til hende og tage en snak med hende om hvorfor hun afviser jer...??
Jeg håber virkelig det bliver bedre for dig, (selv om jeg ikke ser min mor særlig ofte er jeg meget glad for hende, kunne ikk undvære hende)

Knus og mange tanker fra Camilla.

Jeg tror ikke det er fordi jeg har valgt at få barn tidligt. Hun er selv kun 41 år, og fik mig som 18-årig. Men hun har hele tiden virket okay med at jeg var gravid og valgte at få barn tidligt. Så det tror jeg ikke.

Jeg ved ikke 100% hvor hun opholder sig for tiden. Hun er nogle gange hos sin nye kæreste, nogle gange i hendes hus, og de er begge igang med at sætte et nyt hus i stand. Kæresten ved jeg slet ikke hvor bor, og jeg har i grunden ikke lyst til at troppe nogle af stederne uanmeldt og blive afvist i døren. Og slet ikke hvis det nu viser sig at det er den nye kæreste der ikke vil ha hun ser os.

Men tak alligvel. Det er bare surt at nye kærester skal tage al tiden. Sine børn burde man altid have tid til.. :(

Hej Igen
Efter at have læst dine indlæg igen så så jeg prøvet at se det fra en anden vinkel (?)
Kan det tænkes at din mor har valgt at nu er det hendes tur til at "leve livet" efter at have fået 3 børn og nu har mødt en ny mand. Det kunne lyde som om hun måske har valgt at starte på en frisk.
Hun kan jo måske enda være gravid og ved måske ikke hvordan hun skal få det sagt. Jeg gætter kun, men tror ikke at det er dig der er grunden til problemerne. Prøv at give hende lidt tid og lad hende komme til dig.
Håber du finder ro med hvad løsning du vælger
Krammer Piaa

Hun har altid været sådan passiv i forhold til os børn, men jeg havde jo håbet det blev bedre når jeg fik Filuca. Men det gjorde det bare ikke.

Nej hun er i hvert fald ikke selv gravid. Det kan hun ikke.

Jeg er sikker på at hendes nye kæreste har noget med det at gøre, men hvor meget ved jeg ikke.

men tak alligevel.

Hvor jeg føler med dig... :(
Jeg har selv haft store problemer med min mor, dog af en anden karakter end dine, og gennem bl.a. terapi er jeg kommet frem til, at jeg desværre nogle gange bliver nødt til at se passivt til, for ikke at ødelægge mig selv + min mand og min søn. Det siger jeg naturligvis ikke for at det bare skal være løsningen generelt, men der er kun ét menneske du er herre over, og det er dig selv. Forstået på den måde, at hvis din mor virkelig har sat sin dagsorden, bliver den måske svær at ændre.

Mit forslag vil være, at du skriver et brev til hende. fortæl hende lige fra hjertet, hvordan du har det. Pas på det ikke bliver anklagende ("du er også..." og i den dur), men at det kun indeholder dine følelser omkring situationen, for hun kan aldrig anklage dig for dine følelser, hvor imod hun kan anklage dig for anklager mod hende. Du kan også ligge op til i brevet, at I får sat jer ned, I to, og får snakket tingene igennem
Du kan evt. afslutte med at skrive, at du venter på hendes respons på brevet og du ligger op til, at hun kontakter dig (evt. inden en bestemt dato, så du også har en deadline for det og dermed ikke skal gå og tænke over, hvornår hun mon kontakter dig).

Håber I finder en løsning. Det er så opslidende at være i sådan en situation.

Knus
Rikke

...kom lige til at tænke på: Hvad med din SP? det er jo også en del af hendes job, at komme med gode råd i sådan en situation - som hun jo nok har oplevet mange af.

Tak for svar Rikke. Nej jeg har ikke snakket med SP om det. Der har været så meget andet. Min efterfødselsreaktion har taget meget af hendes tid. Men det er jo ovre nu, så det kunne være jeg skulle snakke med hende om det næste gang. Tak :)