I uge 40 og smaskforelsket:) Langt...

Det er underligt det hele... I løbet af de sidste 9 måneder er der godt nok sket meget. Jeg er blevet tykkere - meget tykkere! Jeg har haft de vildeste humørsvingninger været enormt krævende, hysterisk, grædt og tudet over ingenting, været helt vildt glad og ikke til at pille ned, været voldsomt utålmodig, snakket om bæredimser, stofbleer, brystvortecreme osv., været bange og sikker på at jeg aldrig ville klare en fødsel, bekymret for om jeg nogensinde blir en god mor og mange mange flere ting har Martin måttet høre på, forholde sig til og hjælpe mig igennem. Stakkels mand altså!

Men ved I hvad? De sidste 9 måneder har jeg bare hele tien følt mig mere og mere elsket af ham. Jamen er det da ikke utroligt at en mand kan det? Han skulle jo ligesom også lige forholde sig til det kæmpe chock testen gav os den lørdag morgen i maj. Han har også skullet forholde sig til tanken om at skulle være far lige om lidt. Samtidig med at han skulle hjælpe sin(som beskrevet ovenfor) kone igennem en graviditet. Jeg er imponeret!! 

Det jeg egentlig ville med den her tråd  (inden følelserne tog over) var at høre hvordan I mødte jeres mænd/kærester?

Martin og jeg startede på efterskole sammen i 2001 og gik der sammen i 2 år. Uden så meget som at tænke på at have følelser for hinanden. Vi havde det sjovt sammen og var årene efter rigtig meget sammen. Vi havde hver vores kæreste og det hele var fint! Da vi begge blev singler begyndte venner og familie at se os som kærester. Vi gjorde bare ikke! Vi var venner og vidste hvor vi havde hinanden. Og vi havde det sjovt! Martin havde på et tidspunkt, i en kort periode, en kæreste og det hele var lidt bøvlet. Selvom vi stadig ikke mente vi havde følelser for hinanden, tror jeg alligevel at hendes jalousi fik os til at få øjnene op for at vi ikke kunne uden hinanden. Dog var det stadig ikke noget vi snakkede om - selvom de slog op...

I 2008 blev vi officielt kærester. Det var rart endelig at give efter for følelserne I 2009 blev vi forlovet, i 2010 blev vi gift og kort tid efter blev jeg til stor overraskelse gravid! 

OG JEG ER LYKKELIG Kunne ikke have fået en bedre mand en ham - og hvor glæder jeg mig bare til at han skal være FAR! 

Jeg trænger til at høre nogle kærlighedshistorier her i min utålmodige venten. BRING IT ON

Dejligt med sådan en hyggetråd med gode historier

Ved nu ikke om jeg kan levere den helt vilde romantik, men min mand og jeg mødte hinanden en nytårsaften ved fælles venner....

Husker absolut ikke meget af den aften, men vi fik da udvekslet en del kys (det første klokken 00.00) og heldigvis også telefonnumre.

Et par dage efter var vi i biografen og ude at få en øl. Jeg var ret nervøs inden, da jeg virkelig ikke kunne huske særlig meget om, hvad det var for en fyr jeg skulle møde, men da han trådte ind i bussen, var jeg straks overbevist om, at min fordrukne dømmekraft alligevel havde været helt god, for fik bare den helt rigtige følelse indeni da han smilte til mig

Derefter gik det bare stille og roligt frem ad: kærstede, flyttede sammen, fik barn, blev gift og venter nu nummer 2 og han er stadig den bedste mand og far jeg kunne have valgt

Tina skriver:

Dejligt med sådan en hyggetråd med gode historier

Ved nu ikke om jeg kan levere den helt vilde romantik, men min mand og jeg mødte hinanden en nytårsaften ved fælles venner....

Husker absolut ikke meget af den aften, men vi fik da udvekslet en del kys (det første klokken 00.00) og heldigvis også telefonnumre.

Et par dage efter var vi i biografen og ude at få en øl. Jeg var ret nervøs inden, da jeg virkelig ikke kunne huske særlig meget om, hvad det var for en fyr jeg skulle møde, men da han trådte ind i bussen, var jeg straks overbevist om, at min fordrukne dømmekraft alligevel havde været helt god, for fik bare den helt rigtige følelse indeni da han smilte til mig

Derefter gik det bare stille og roligt frem ad: kærstede, flyttede sammen, fik barn, blev gift og venter nu nummer 2 og han er stadig den bedste mand og far jeg kunne have valgt

Det er så sjovt hvor forskelligt det kan være Du har jo oplevet kærlighed ved første blik - selvom du måske ikke liiige så så godt

Ja, synes lige det kunne være hyggeligt med sådan en tråd

Eeeej en hyggelig tråd Carina!

Selvom jeg op til flere gange har tænkt "for satan i helvede da også, så passer jeg bare den her baby SELV! for nu gider jeg ikke mere" så kan jeg godt nikke genkendende til de følelser du skriver om.
Har jo været gennem de samme rutsjeture, kigget fortvivlet på mine smilerynker over hele maven, kastet op i bilen og absolut ikke være nogen særlig sød, sjov, sexet, forstående eller  deltagende kæreste ret tit!

Og alligevel smiler han til mig, og siger at det er det hele værd, og at ingen kunne bære HANS barn så godt som jeg, og at han elsker mig mere og mere for hver dag der går!

Vi mødte hinanden over nettet i sommeren 2008. Jeg var blevet single i april måned, og boede for første gang sådan rigtigt alene. Jeg nød det, men snusede alligevel lidt rundt på diverse datingsider - man må jo holde mulighederne åbne
Jørn blev single i slutningen af maj, og var ikke nået at flytte fra deres fælles hjem, før han skrev det første brev til mig midt i juni. Jeg kan faktisk ikke huske ret meget hvad vi skrev om - tror det var fordi vi skrev om nærmest alt...

Vi udvekslede rimelig hurtigt mobilnumre, da han skulle hjem til sine forældre og bo, og ikke ville have adgang til net på værelset lige med det samme. Der røg mange sms'er af sted dagligt indtil jeg skulle på ferie i bulgarien i slutningen af juni. Selvom vi havde skrevet meget, savnede jeg ham ikke som sådan mens jeg var væk, men glædede mig da til at komme hjem til daglige søde beskeder

I august blev vi enige om, at nu måtte vi snart mødes. D. 13. august gik vi en tur ved Munkebo i Vejle og snakkede, ingen pinlighed eller noget som helst. Det skulle bare lige være et par timer, for at se hinanden an, men vi endte med aftensmad på McD (total romance) hvorefter han inviterede sig selv hjem til mig Kl. 22.30 kørte han hjem, vi havde aftalt at ses om lørdagen igen.

Siden gik det slag i slag, vores officielle kærestedag er den 24. august. Vi blev forlovet d. 31. juli 2009 på min 23 års fødselsdag, men har ikke bryllup i tankerne lige nu. Dog inden Jørn bliver 30 (siger han selv)...

Tak for anledningen til en tur down memory lane!

AnneBJ skriver:

Eeeej en hyggelig tråd Carina!

Selvom jeg op til flere gange har tænkt "for satan i helvede da også, så passer jeg bare den her baby SELV! for nu gider jeg ikke mere" så kan jeg godt nikke genkendende til de følelser du skriver om.
Har jo været gennem de samme rutsjeture, kigget fortvivlet på mine smilerynker over hele maven, kastet op i bilen og absolut ikke være nogen særlig sød, sjov, sexet, forstående eller  deltagende kæreste ret tit!

Og alligevel smiler han til mig, og siger at det er det hele værd, og at ingen kunne bære HANS barn så godt som jeg, og at han elsker mig mere og mere for hver dag der går!

Vi mødte hinanden over nettet i sommeren 2008. Jeg var blevet single i april måned, og boede for første gang sådan rigtigt alene. Jeg nød det, men snusede alligevel lidt rundt på diverse datingsider - man må jo holde mulighederne åbne
Jørn blev single i slutningen af maj, og var ikke nået at flytte fra deres fælles hjem, før han skrev det første brev til mig midt i juni. Jeg kan faktisk ikke huske ret meget hvad vi skrev om - tror det var fordi vi skrev om nærmest alt...

Vi udvekslede rimelig hurtigt mobilnumre, da han skulle hjem til sine forældre og bo, og ikke ville have adgang til net på værelset lige med det samme. Der røg mange sms'er af sted dagligt indtil jeg skulle på ferie i bulgarien i slutningen af juni. Selvom vi havde skrevet meget, savnede jeg ham ikke som sådan mens jeg var væk, men glædede mig da til at komme hjem til daglige søde beskeder

I august blev vi enige om, at nu måtte vi snart mødes. D. 13. august gik vi en tur ved Munkebo i Vejle og snakkede, ingen pinlighed eller noget som helst. Det skulle bare lige være et par timer, for at se hinanden an, men vi endte med aftensmad på McD (total romance) hvorefter han inviterede sig selv hjem til mig Kl. 22.30 kørte han hjem, vi havde aftalt at ses om lørdagen igen.

Siden gik det slag i slag, vores officielle kærestedag er den 24. august. Vi blev forlovet d. 31. juli 2009 på min 23 års fødselsdag, men har ikke bryllup i tankerne lige nu. Dog inden Jørn bliver 30 (siger han selv)...

Tak for anledningen til en tur down memory lane!

Ih hvor hyggeligt! Memory lane er en dejlig gade Og en god måde at glemme utålmodighed på. For jeg kan jo virkelig godt li det som det er nu. Nyde nyde nyde mens vi kan!

Meeen jeg glæder mig endnu mere til det der kommer 

Tak for historien. Jeg flyver på en lyserød sky igen i dag

Kære Carina - hvor var det bare et dejligt indlæg... Og sikke dejlige historier i andre også kan ryste ud af ærmet - hvor er det skønt!

Jeg er lige nødt til at svare selvom jeg jo hører til i 2. kvartaltgruppen. Men som tidligere indrømmet "snager" jeg lidt herinde og følger med, da i jo er et skridt foran - hvilket bare er helt vildt spændende!! Jeg elsker jeres historier og suger til mig af alle jeres oplevelser og erfaringer...

Mænd kan altså bare overraske og somme tider tror jeg vi undervurdere vores dejlige mænd. Jeg er godt nok kun i uge 26, men har oplevet nøjagtigt det samme som du beskriver - det er jo helt ufatteligt at en mand kan være så overbærende

Jeg og min mand mødtes gennem studiet, -jeg gik på hold 2008 (afgangsår) og han 2009. Vi havde egentlig ikke ret meget med hinaden at gøre og havde hver vores kæreste ind til 2008. Jeg flyttede fra min kæreste igennem 5 år og midlertidigt hjem til min mor... Her opdagede jeg til min store overraskelse at Tue (min dejlige mand) boede i nabohuset
Vi begyndte at se en masse til hinanden, -jeg fik lokket Tue med ud og løbe og han lavede god mad til mig flere gange... Senere hjalp Tue mig med at flytte videre til min lejlighed i Sorgenfri, hente de sidste ting ved min ekskæreste osv. og knap var jeg rykket til Sorgenfri før jeg havde Tue hængende oftere og oftere!

Jeg var selv ret så sikker på at jeg ikke skulle have en ny kæreste og var bare super glad for at have fået en god og nær ven jeg kunne dele alt med... Heldigvis fik Tue med tiden overbevist mig om at det var mere end bare venskab og ja, så gik det bare slag i slag - vi flyttede sammen i et lejet hus, blev forlovet, købte hus, blev gift og ja - nu venter vi vores første barn!

Det er gået stærkt, men jeg er lykkelig for at jeg endte med at springe ud i det - jeg har fundet den dejligste mand jeg kunne tænke mig og jeg glæder mig til at gøre ham til far engang i april  Han er bare den helt rigtige mand for mig og han bliver bare den bedste far

--> Anne... hvor er det i øvrigt sjov at du har fødselsdag d. 31/7 - det har jeg også. Og sikke en dejlig fødselsdagsgave! 

til jer alle fra Line

Carina87 skriver:

Det er så sjovt hvor forskelligt det kan være Du har jo oplevet kærlighed ved første blik - selvom du måske ikke liiige så så godt

Ja, synes lige det kunne være hyggeligt med sådan en tråd

 

Ja synes det er vildt romatisk med de her historier, hvor kærligheden langsomt er vokset frem ind til man pludselig har indset hvad det var der skete....

Men omvendt glemmer jeg aldrig den dag i bussen, hvor det var kærlighed ved første "klare" blik

Pipkukkeren skriver:

 

--> Anne... hvor er det i øvrigt sjov at du har fødselsdag d. 31/7 - det har jeg også. Og sikke en dejlig fødselsdagsgave! 

til jer alle fra Line

Ej hvor pudsigt!

Og du er velkommen til at snage Besøgende er altid rart

Pipkukkeren skriver:

Kære Carina - hvor var det bare et dejligt indlæg... Og sikke dejlige historier i andre også kan ryste ud af ærmet - hvor er det skønt!

Jeg er lige nødt til at svare selvom jeg jo hører til i 2. kvartaltgruppen. Men som tidligere indrømmet "snager" jeg lidt herinde og følger med, da i jo er et skridt foran - hvilket bare er helt vildt spændende!! Jeg elsker jeres historier og suger til mig af alle jeres oplevelser og erfaringer...

Mænd kan altså bare overraske og somme tider tror jeg vi undervurdere vores dejlige mænd. Jeg er godt nok kun i uge 26, men har oplevet nøjagtigt det samme som du beskriver - det er jo helt ufatteligt at en mand kan være så overbærende

Jeg og min mand mødtes gennem studiet, -jeg gik på hold 2008 (afgangsår) og han 2009. Vi havde egentlig ikke ret meget med hinaden at gøre og havde hver vores kæreste ind til 2008. Jeg flyttede fra min kæreste igennem 5 år og midlertidigt hjem til min mor... Her opdagede jeg til min store overraskelse at Tue (min dejlige mand) boede i nabohuset
Vi begyndte at se en masse til hinanden, -jeg fik lokket Tue med ud og løbe og han lavede god mad til mig flere gange... Senere hjalp Tue mig med at flytte videre til min lejlighed i Sorgenfri, hente de sidste ting ved min ekskæreste osv. og knap var jeg rykket til Sorgenfri før jeg havde Tue hængende oftere og oftere!

Jeg var selv ret så sikker på at jeg ikke skulle have en ny kæreste og var bare super glad for at have fået en god og nær ven jeg kunne dele alt med... Heldigvis fik Tue med tiden overbevist mig om at det var mere end bare venskab og ja, så gik det bare slag i slag - vi flyttede sammen i et lejet hus, blev forlovet, købte hus, blev gift og ja - nu venter vi vores første barn!

Det er gået stærkt, men jeg er lykkelig for at jeg endte med at springe ud i det - jeg har fundet den dejligste mand jeg kunne tænke mig og jeg glæder mig til at gøre ham til far engang i april  Han er bare den helt rigtige mand for mig og han bliver bare den bedste far

--> Anne... hvor er det i øvrigt sjov at du har fødselsdag d. 31/7 - det har jeg også. Og sikke en dejlig fødselsdagsgave! 

til jer alle fra Line

En snager! Hvor hyggeligt! Du skal være velkommen

Dejlig historie. Skønt når man "vokser sammen".

Og ja, nu ved vi hvorfor mænd kaldes det stærke køn

Ih de er fantastiske de mænner... som regel

Jamen vi mødte hinanden første gang i 2003 til noget så sexet som Lars Lilholt koncert i Karup... spritstive fik vi udvekslet numre og dagen efter skrev den fremmede mand, jeg ikke ku huske hvordan så ud. Vi mødtes på date lørdagen efter og var småkærester i et par mdr... så droppede han mig. I årene efter skrev vi lidt sammen engangimellem, men der var altid een af os der var optaget...

Efter jeg så var kommet ud af et temmelig turbulent forhold i 2006, vågnede jeg en dag og min 1. tanke var John!. Så jeg skrev til ham... noget med at jeg ryddede op i min tlf bog og om han stadig havde mit nummer - og det havde han - og han var single...

Lørdagen efter mødtes vi så til - hu huuu - Lars Lilholt koncert i Karup. Det var den 10. juni 06. Den 3 juli 08 blev vi forældre og den 15 maj 10 sagde vi ja til hinanden...

Og i mandags kom han hjem med blomster, fordi vi havde 55 måneders dag