Onsdag d. 5/1 fødte jeg verdens dejligste lille dreng ved planlagt kejsersnit på Skejby Sygehus.
Årsagen til kejsersnit frem for vaginal fødsel var at den lille lå i UK og ikke kunne vendes trods lægens ihærdige og noget hårdhændede forsøg. Vi fik altså tid til et kejsersnit, og jeg var lidt betænkelig. Jeg nåede dog at affinde mig med tanken, og da vi d. 4. var til rundvisning og de sidste undersøgelser på afdelingen gik det for alvor op for os, at lige om lidt – inden 24 timer – ville kulminationen af de sidste ni måneder ske.
Mærkeligt nok lykkes det os alligevel at få en god nats søvn og vi mødte forventningsfulde op på Skejby d. 5. kl. 8.15. Her kom jeg i noget hospitalstøj og så skulle vi ellers bare vente på at blive kaldt ned. Ventetiden var laaaang og utålmodigheden meldte sig i høj grad. Kl. 11.45 blev vi ENDELIG hentet og herfra gik det lynhurtigt. Vi kom ned på OP hvor jeg fik lagt drop, fik lagt rygmarvsbedøvelse (som jeg ellers havde frygtet, men som ikke var så slemt som dens rygte!) og blev koblet til alt muligt tilbehør. Så lå jeg ellers der og ventede på at bedøvelsen virkede og i takt med at følelsen i mine ben og mave forsvandt blev jeg igen nervøs. Over hvad ved jeg faktisk ikke helt, måske bare hele situationen – operation, baby, store følelser osv. Fra de lagde det første snit til den lille kom ud gik der nøjagtig to minutter og jeg var faktisk helt i tvivl om, om de overhovedet var begyndt da der i hele stuen pludselig lød et kæmpe hyl! Min lille prins var kommet til verden og havde givet livstegn i form af store og kraftige skrig og en god tissetår ud over både jordemoder og læger.
Og så tudede jeg for første ud af rigtig mange gange i de sidste tre dage. Jeg var SÅ lettet over at det hele var gået godt og at han havde så meget mod på livet. Jens kom ind med ham på armen – han var så vågen, helt fin og smurt ind i fosterfedt.
Da vi kom over på opvågningen kom han ind og ligge hud mod hud og vi fik tid til os selv alle tre. Jens og jeg vrælede om kap og alt var bare så dejligt. Den lille var vågen og søgte brystet og vi fik god gang i amningen allerede.
Han vejer 3100 g og måler fine 50 cm. Vi var blevet ”lovet” en kæmpe baby, så vi var noget overraskede over hvor lille han er. Men han er helt, helt perfekt og det fineste, dejligste og mest elskede barn i hele Århus – det er jeg sikker på!
Og nu vågner han igen …
1000 knus fra Mette hvis 3. dag som mor står på tudetur, mælk der er løbet til og en hælblodprøve
Vedhæftede fotos (klik for at se i fuld størrelse)
Anmeld
