Angelica skriver:
Ej, nu er et foster i uge 12 altså ikke en celleklump! Det burde alle herinde sguda vide (de fleste af os har siddet fra uge 4-6 og læst alt litteratur om vores bittesmå bebs'er i maverne)
Her citeret fra et stks graviditetshjemmeside:
4 uger
Længde: ca. 1 1/2 cm.
De befrugtede æg har sat sig fast i livmoderslimhinden. Moderkagen er begyndt at dannes.
6 uger
Vægt: ca. 1 g.
Længde: ca. 2 cm.
Barnets hoved og krop kan skelnes. Man kan se begyndelsen til arme og ben.
8 uger
Vægt: ca. 2 g.
Længde: ca. 3 cm.
Hjernecellerne er dannet. Barnet begynder at ligne et lille-bitte menneske med ansigt, arme og ben.
10 uger
Vægt: ca. 15 g.
Længde: ca. 6 cm.
Barnets fingre og tæer ses. Barnet begynder at kunne bevæge sig.
12 uger
Vægt: ca. 25 g.
Længde: ca. 9 cm.
Alle organer er dannet. Nu skal de vokse, færdigudvikles og modnes. Barnets hals vokser, og øjenlågene er synlige. Barnets køn kan ses.
Skal vi ikke sige, at vi kan snakke celleklump i uge 4, hvor det stadig er et æg, som skal sætte sig fast i livmoderen, men at det derfra altså ikke ligefrem 'bare' er en celleklump. Jeg var da selv pænt opmærksom på at der er et hjerte fra dag 21, ganske vist et meget primitivt hjerte, men et hjerte der slår.
Og så et sobert billede, som de fleste nok også har set fra den der bog man får hos lægen, af et foster i uge 12:

Såså, rolig nu. Jeg ved (sguda) udmærket hvordan et foster ser ud i det stadie - du behøver såmænd ikke hidse dig op 
Det kommer sørme an på hvordan man definerer en celleklump. Hvis du definerer den udfra formen så ja, det ligner et barn i den "alder" - men jeg taler udfra et bevidsthedsmæssigt perspektiv og da er et foster (med form som et menneske- jaja) overhovedet ikke at regne som et levende barn, med bevidsthed, følelser m.m. og derfor er der i mine øjne ingen grund til at romantisere det mere end en celleklump.
Alt derudover er noget vi som mødre tillægger det, fordi vi elsker følelsen af at bære rundt på liv, og IDEEN om at det kunne udvikle sig til et rigtigt menneske en gang. Altså er det vore forventninger som gør den lille celleklump til andet og mere end - ja -en celleklump. Men nu mener jeg ikke at det kun er potentialet i noget skal afgøre om det skal være forbudt at afbryde udviklingen.
Ruth Eversen mener at alle liv skal leves. Det mener jeg ikke. Jeg mener at man som (potentiel) mor også har et ansvar for at man så vidt muligt kun sætter børn i verden som er velkomne.
Anmeld