Så har jeg lige lidt tid til at få skrevet min fødselsberetning ned
Onsdag den 29.12.10- havde haft en rigtig hyggelig dag med en veninde, været på cafe og bare hygget, snakkede med min veninde om at jeg nok ville gå over termin da jeg absolut intet havde mærket og gennem hele min graviditet havde plukveerne været meget milde. Samme dag er kæresten og jeg lige gået i seng og min kæreste ligger og holder mig på låret, da han pludselig siger: " skat er dit vand gået?" Jeg flyver op og ser at hele sengen er fyldt med blod og styrter ud på toilettet hvor blodet igen vælter ud af mig, jeg var skrækslagen og får hurtigt ringet til fødegangen, hvor de ber mig komme derud med det samme, kommer i noget tøj, da en JM fra fødegangen ringer til mig og siger jeg skal ligge mig ned med det samme og at de vil sende en ambulance hurtigt jeg var skræmt for vid og sans og min kæreste gik rundt i cirkler helt bleg og meget nervøs. Efter 2 min kommer ambulancen med fuld udrykning og de får mig hurtigt ud i den, hvor de ellers går i gang med at måle diverse ting, samt ligge diverse drop ind i mig. Jeg spørger nok ambulancebehandleren 20 gange om han ikke nok havde sådan en hjertescanner så jeg kunne høre om baby havde hjertelyd med fuld fart er vi på hospitalet og der står en JM og en læge klar til at tage imod mig, det skal lige siges at jeg ingen smerter havde, kun blødning. Jeg bliver lagt på en fødestue og en CTG bliver sat på og endelig kunne jeg høre min lille prinsesses hjerte slå JM undersøger mig og siger jeg er 2 cm åben og ikke kommer ud af fødestuen før jeg har født HVAD??? er jeg i fødsel? JM fortæller at normalt ville de sende folk hjem uden veer, men pga min blødning skal jeg blive. Vi får lidt at spise og falder i søvn begge 2. Kl. 02.20 vågner jeg med smerter i lænden og er ikke i tvivl om at det er veerne der begynder at arbejde, de er til at holde ud og jeg har styr på vejrtrækningen og får en varmepude som lindre smerterne lidt. Jm undersøger mig og fortæller at jeg nu er 3 cm åben, puha tænker jeg der er godt nok lang vej til de 10 cm.. Jeg får en sprøjte med morfin og falder i søvn en times tid... Da jeg vågner er veerne virkelig taget til de kommer med ca, 2 minutters mellemrum og jeg har virkelig virkelig ondt, ligger i 3 timer og arbejder (læs: vrider mig som en fisk) med veerne og NØJ jeg har aldrig prøvet noget så smertefuldt… bliver undersøgt igen af JM og jeg er efter kun 3 timer åbnet mig til 8 cm, så der er en grund til de stærke smerter, JM foreslår mig en epi blokade så og jeg er villig til hvad som helst for at komme af med de smerter
… Lægen kommer heldigvis hurtigt og får gjort klar til at stikke, da hun siger: ”nu sidder du bare helt helt stille”, lige i det får jeg en ve, men må på ingen måde gøre noget, jeg skriger og skriger så min kæreste bliver helt bange, det skal lige siges at han har været en kæmpe støtte hele vejen igennem… Lægen får lagt nålen og endelig begynder den at virke, så meget at mit blodtryk dykker helt vildt og jeg bliver rigtig rigtig dårlig, men får en masse sprøjtet ind og blodtrykket stiger igen langsomt… jeg falder i søvn og får sovet et par timer indtil JM vækker mig kl. 12.00 og siger at jeg nu er 10 cm åben og at hun vil ligge et ve-stimulerende drop, jeg tænker bare åh nej ikke flere veer, men min krop er nu klar til at føde så kan efterhånden se en ende på det og JM lover mig endda at min lille pige er ude inden hun har fri kl. 15
.. WAUW allerede tænkte jeg, bare kom med det drop så jeg kan få hende ud
…. Kl. 13.07 begynder droppet at virke og jeg får pressetrang og tikker og ber om at få lov til at presse, JM siger at hun ikke helt er nede til jeg kan presse, men hvis jeg kan komme op og stå ville det hjælpe meget på det, jeg kæmper og kæmper men hver gang jeg prøver at komme ud af sengen kommer der er en presseve så jeg opgiver ret hurtigt.. Mig og JM bliver enige om at jeg så bare må presse lidt længere også håbe hun kan komme ud alligevel… Den næste halve time er meget sløret i min bevidsthed, men jeg presser og presser og græder og græder, både glædes tåre og tåre af smerte, min kæreste holder mit ene ben under pres veerne og han kan følge med i alt hvad der sker dernede…. Pludselig siger JM næstegang må du ikke presse med du skal gispe og jeg gisper og gisper og ud kommer min lille smukke prinsesse
….. Jeg hyler og er bare så lykkelig, lettet over at fødslen er overstået og lykkelig for endelig at få min dejlige pige i armene… Vi får lov at ligge et par timer inde de vejer hende og vi bliver enige om at vi er de heldigeste i hele verden.. min kæreste roser mig for mit presse arbejde og JM siger at jeg var virkelig dygtig, fordi jeg havde gjort alt hvad hun havde sagt… Min lille pige er født 38+0 og vejede 3032 og er 50 cm lang.. en lille perfekt prinsesse…
I får lige et par billeder og tak fordi i læste med…. Det sidste billede er fra nytårsaften 
Vedhæftede fotos (klik for at se i fuld størrelse)
Anmeld
