AnneBJ skriver:
Hej piger!
Har overvejet lidt, om det er mig der er graviditetshysterisk, men bliver så frustreret over, at spekulere uden sparring, så nu er jeg nødt til at belemre Jer.. 
For noget tid siden (1, måske 2 uger) kom Jørn og jeg til at snakke fødsel. Eller dvs. at det som sædvanlig var mig der begyndte at ævle og ham der lignede en som tænkte: "åh, tier du nogensinde stille igen?!"
Snakken (fra mig) gik primært på ønskerne og forestillingerne om fødslen. Fx så lidt smertelindring som muligt, gerne bare vand og akupunktur hvis nødvendigt, og at jeg gerne vil have den lille trold op til mig med det samme, og så kan de måle og veje lidt senere.
SÅ kom farmand på dupperne. Han mener de bare skal veje baby her og nu - altså umiddelbart efter klip af navlesnor, "for så er det jo ordnet?!" Jeg forklarede mine synspunkter, og har underbygget med en bog, og får (vist) min vilje!?
Men! Det affødte jo snak (fra mig) om, at Jørn også har nogle ting han skal/bør tage stilling til; vil han klippe navlesnoren? Vil han tage imod den lille fx? Hvor vil han stå/hvad forventer han, at hans rolle er?
Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det er abstrakt for ham, at tænke over nu, endsige tage stilling til, men det forventer jeg heller ikke. Jeg forventer bare noget andet end "det ved jeg ikke" og et vrænget ansigtsudtryk da snakken falder på navlesnoren. Og i øvrigt vil han altså ikke se når den lille kommer ud for "så får han da præstationsangst!" - jeg blev simpelthen så harm. Jeg ved godt, at der hvor den lille kommer ud, er der noget andet der gerne skulle ind senere hen, men det skal for mig bare ikke blandes de to ting.
Det er jo ikke fordi jeg har LYST til, at ligge med skrævet op i hovedet på de x antal mennesker som skal hjælpe med fødslen, og det er ikke fordi jeg GLÆDER mig til, at være i en situation som jeg ikke kender, og kun til en meget lille del kan kontrollere. Kunne jeg slippe for at have ondt, måske sprække om til OG MED endetarmen, ende med aks, og/eller veer i 48 timer, så gjorde jeg da (nok) også det!! Men JEG har bare IKKE noget valg!!
Når han så lyder som om, at hans engagement lidt kommer til at afhænge af dagens humør, så bliver jeg altså skidesur. Vi er to om det her, og selvom jeg ikke kan fordrage dem der siger "vi skal føde" (undskyld!) så er det vel ikke kun MIG der skal forberede mig, og gøre mig nogle tanker og en indsats på selve dagen?...
Da jeg var meget nygravid, snakkede vi kort om en 3. persons deltagelse ved fødslen. Min mor ville elske det, jeg ville ikke have noget imod det var hende, mest for at give hende oplevelsen, men Jørn foretrækker det bare er os. Det respekterer jeg, ligesom jeg har fuld forståelse - og respekt - for de mænd, som er bange for en fødsel. Jeg får bare lidt følelsen, at hvis han alligevel bare vil stå ved min hovede og glo, til knægten er vejet, målt, gjort pæn og lagt til, kunne min mor så ikke få oplevelsen af, at se ham komme ud, klippe navlesnoren osv.?
Men jeg vil ikke overrule min kæreste, eller den aftale vi lavede om, at fødslen var en oplevelse mellem ham, jeg og vores barn! Omvendt vil jeg ikke ende med at ligge der, og blive såret over manglende "deltagelse" fra hans side, i et så stort, følsomt og vigtigt øjeblik i mit og min søns liv. (Fars liv er med vilje udeladt her...)
Altså - jeg er godt klar over, at der faktisk er længe til stadigvæk, og at han kan nå at skifte mening - hvis han overhovedet har en mening nu; men er det helt urimelige tanker jeg har?
Har I (der har oplevet en fødsel før) oplevet at den kommende far, slet ikke følte for deltagelse? Uden dog at være bange for det? For så pludselig at skifte mening når de stod i det? For min filosofi er lidt, at når han(og vi) er i det, så er det bare så stort, at han slet ikke vil undvære, at klippe navlesnoren. At selvom det inden fødslen teoretisk var ret ulækkert at tænke på sådan en lille en der kommer ud, så kan han slet ikke vente med at se sin søn, osv. osv.
Åh altså, hvis du har læst med helt hertil, så tak! For det blev ret langt!
- en lidt trist og frustreret Anne
Jeg har termin med vores første barn d. 26/2. Der er altså lidt tid til, og vi har ikke snakket forventninger endnu. Til gengæld har jeg kendt min mand i mange år og ved, stort set hvad jeg kan forvente mig af ham.
Det lyder som om, du har ret store forventninger til din mand. Jeg tænker, det er ærgerligt, at du får fornemmelsen af, at han er lidt uangageret, hvis han i virkeligheden forbereder sig på "mandemåden".
Puha, sikke en smøre. I sidste ende handler det vel bare om, at skrue forventningerne ned, tage tingene som de kommer og respektere, at manden gør tingene på sin egen måde og i sit eget tempo, hvilket ikke gør ham uengageret.
