Altså de mænd..

Hej piger!

Har overvejet lidt, om det er mig der er graviditetshysterisk, men bliver så frustreret over, at spekulere uden sparring, så nu er jeg nødt til at belemre Jer..

For noget tid siden (1, måske 2 uger) kom Jørn og jeg til at snakke fødsel. Eller dvs. at det som sædvanlig var mig der begyndte at ævle og ham der lignede en som tænkte: "åh, tier du nogensinde stille igen?!"

Snakken (fra mig) gik primært på ønskerne og forestillingerne om fødslen. Fx så lidt smertelindring som muligt, gerne bare vand og akupunktur hvis nødvendigt, og at jeg gerne vil have den lille trold op til mig med det samme, og så kan de måle og veje lidt senere.
SÅ kom farmand på dupperne. Han mener de bare skal veje baby her og nu - altså umiddelbart efter klip af navlesnor, "for så er det jo ordnet?!" Jeg forklarede mine synspunkter, og har underbygget med en bog, og får (vist) min vilje!?
Men! Det affødte jo snak (fra mig) om, at Jørn også har nogle ting han skal/bør tage stilling til; vil han klippe navlesnoren? Vil han tage imod den lille fx? Hvor vil han stå/hvad forventer han, at hans rolle er?

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det er abstrakt for ham, at tænke over nu, endsige tage stilling til, men det forventer jeg heller ikke. Jeg forventer bare noget andet end "det ved jeg ikke" og et vrænget ansigtsudtryk da snakken falder på navlesnoren. Og i øvrigt vil han altså ikke se når den lille kommer ud for "så får han da præstationsangst!" - jeg blev simpelthen så harm. Jeg ved godt, at der hvor den lille kommer ud, er der noget andet der gerne skulle ind senere hen, men det skal for mig bare ikke blandes de to ting.

Det er jo ikke fordi jeg har LYST til, at ligge med skrævet op i hovedet på de x antal mennesker som skal hjælpe med fødslen, og det er ikke fordi jeg GLÆDER mig til, at  være i en situation som jeg ikke kender, og kun til en meget lille del kan kontrollere. Kunne jeg slippe for at have ondt, måske sprække om til OG MED endetarmen, ende med aks, og/eller veer i 48 timer, så gjorde jeg da (nok) også det!! Men JEG har bare IKKE noget valg!!
Når han så lyder som om, at hans engagement lidt kommer til at afhænge af dagens humør, så bliver jeg altså skidesur. Vi er to om det her, og selvom jeg ikke kan fordrage dem der siger "vi skal føde" (undskyld!) så er det vel ikke kun MIG der skal forberede mig, og gøre mig nogle tanker og en indsats på selve dagen?...

Da jeg var meget nygravid, snakkede vi kort om en 3. persons deltagelse ved fødslen. Min mor ville elske det, jeg ville ikke have noget imod det var hende, mest for at give hende oplevelsen, men Jørn foretrækker det bare er os. Det respekterer jeg, ligesom jeg har fuld forståelse - og respekt - for de mænd, som er bange for en fødsel. Jeg får bare lidt følelsen, at hvis han alligevel bare vil stå ved min hovede og glo, til knægten er vejet, målt, gjort pæn og lagt til, kunne min mor så ikke få oplevelsen af, at se ham komme ud, klippe navlesnoren osv.?

Men jeg vil ikke overrule min kæreste, eller den aftale vi lavede om, at fødslen var en oplevelse mellem ham, jeg og vores barn! Omvendt vil jeg ikke ende med at ligge der, og blive såret over manglende "deltagelse" fra hans side, i et så stort, følsomt og vigtigt øjeblik i mit og min søns liv. (Fars liv er med vilje udeladt her...)

Altså - jeg er godt klar over, at der faktisk er længe til stadigvæk, og at han kan nå at skifte mening - hvis han overhovedet har en mening nu; men er det helt urimelige tanker jeg har?

Har I (der har oplevet en fødsel før) oplevet at den kommende far, slet ikke følte for deltagelse? Uden dog at være bange for det? For så pludselig at skifte mening når de stod i det? For min filosofi er lidt, at når han(og vi) er i det, så er det bare så stort, at han slet ikke vil undvære, at klippe navlesnoren. At selvom det inden fødslen teoretisk var ret ulækkert at tænke på sådan en lille en der kommer ud, så kan han slet ikke vente med at se sin søn, osv. osv.

Åh altså, hvis du har læst med helt hertil, så tak! For det blev ret langt!

- en lidt trist og frustreret Anne

Hej Anne

Først en kæmpe krammer og så - jeg tror ikke, det er dig der er hysterisk, jeg tror bare, at det er sådan, mænd er! Men ihhh hvor jeg forstår dine frustrationer - jeg ville også gerne have en mand der var mere interesseret i graviditeten, men jeg tror simpelthen det er for svært og abstrakt for dem. De ser jo kun maven der vokser ud i det ekstreme og belønnes måske aller nådigst med et spark ind i mellem.

Jeg havde en nogenlunde tilsvarende "samtale" med Jens (læs: jeg snakkede, og han sagde ja og nej). Jeg har dog hele tiden kun villet have ham oppe ved mit hoved, men gerne at han klippede navlestrengen.
  Nå, men da jeg var ca. lige så langt som du er nu begyndte tanken om fødsel også at nærme sig, bl.a. fordi der står i bøgerne, at nu skal man begynde at gøre sig overvejelser omkring ønsker om alt fra musik til smertelindring - præcis som du har gjort dig. Jens var bare slet, slet ikke klar til at overveje at baby snart kom ud. Jeg blev mega frustreret og forlangte, at han læste ALLE bøger og vidste ALT om fødselsforløb inden for 24 timer (ca. ). Men han kunne bare slet ikke sætte sig ind i det. Han sagde, at det simpelthen stadig var for abstrakt og for langt væk. Det irriterede mig endnu mere, for hvad nu hvis baby kom før tid? Vi lod det dog ligge og jeg hidsede mig ned igen over et par dage.
  Senere i forløbet skulle vi til fødselssamtale med en jordemoder, og her kom Jens så på banen. Nu blev det pludselig mere håndgribeligt for ham, og han lyttede og lyttede og opdagede, at fødsler ikke altid er som på film, at vandet ikke altid går midt i Netto, og at man ikke skal ligge i stigbøjlerne hele vejen igennem.

Om det var fagpersonen eller det faktum, at det hele er kommet meget tættere på, ved jeg ikke, men hans interesse blev i hvert fald vakt, og vi fik os snakket frem til, hvordan vi gerne ville føde sammen (undskyld udtrykket), hvor han gerne ville være, og hvad han kunne gøre for mig undervejs. At det så ikke bliver aktuelt alligevel er noget helt andet...

 fra Mette 38+0 liiiiige om 1½ time

Mettemus skriver:

Hej Anne

Først en kæmpe krammer og så - jeg tror ikke, det er dig der er hysterisk, jeg tror bare, at det er sådan, mænd er! Men ihhh hvor jeg forstår dine frustrationer - jeg ville også gerne have en mand der var mere interesseret i graviditeten, men jeg tror simpelthen det er for svært og abstrakt for dem. De ser jo kun maven der vokser ud i det ekstreme og belønnes måske aller nådigst med et spark ind i mellem.

Jeg havde en nogenlunde tilsvarende "samtale" med Jens (læs: jeg snakkede, og han sagde ja og nej). Jeg har dog hele tiden kun villet have ham oppe ved mit hoved, men gerne at han klippede navlestrengen.
  Nå, men da jeg var ca. lige så langt som du er nu begyndte tanken om fødsel også at nærme sig, bl.a. fordi der står i bøgerne, at nu skal man begynde at gøre sig overvejelser omkring ønsker om alt fra musik til smertelindring - præcis som du har gjort dig. Jens var bare slet, slet ikke klar til at overveje at baby snart kom ud. Jeg blev mega frustreret og forlangte, at han læste ALLE bøger og vidste ALT om fødselsforløb inden for 24 timer (ca. ). Men han kunne bare slet ikke sætte sig ind i det. Han sagde, at det simpelthen stadig var for abstrakt og for langt væk. Det irriterede mig endnu mere, for hvad nu hvis baby kom før tid? Vi lod det dog ligge og jeg hidsede mig ned igen over et par dage.
  Senere i forløbet skulle vi til fødselssamtale med en jordemoder, og her kom Jens så på banen. Nu blev det pludselig mere håndgribeligt for ham, og han lyttede og lyttede og opdagede, at fødsler ikke altid er som på film, at vandet ikke altid går midt i Netto, og at man ikke skal ligge i stigbøjlerne hele vejen igennem.

Om det var fagpersonen eller det faktum, at det hele er kommet meget tættere på, ved jeg ikke, men hans interesse blev i hvert fald vakt, og vi fik os snakket frem til, hvordan vi gerne ville føde sammen (undskyld udtrykket), hvor han gerne ville være, og hvad han kunne gøre for mig undervejs. At det så ikke bliver aktuelt alligevel er noget helt andet...

 fra Mette 38+0 liiiiige om 1½ time

IH hvor bliver jeg glad for sådan et svar!

Jørn er nemlig faktisk ikke blevet "slået i hovedet" eller tvunget til at læse bøger eller noget, jeg blev så ked dengang at jeg bare gav op. Det var måske meget godt

I hvert fald vil jeg lade være at bekymre mig for meget om det endnu, for du har jo helt ret - det må da være enormt svært for dem, at sætte sig ind i (men det ville måske ikke skade hvis de nu virkede som om de var interesserede)

Er glad for at høre, at Jens og dig har talt Jer frem til en fødsels"plan" - det er jo JER der skal være forældre, og jeg synes da det er vigtigt at der er plads til den kommende far under fødslen, selvom det ikke er ham der skal gøre det hårde arbejde!

Tusind tak for dit svar og krammet!

AnneBJ skriver:

Hej piger!

Har overvejet lidt, om det er mig der er graviditetshysterisk, men bliver så frustreret over, at spekulere uden sparring, så nu er jeg nødt til at belemre Jer..

For noget tid siden (1, måske 2 uger) kom Jørn og jeg til at snakke fødsel. Eller dvs. at det som sædvanlig var mig der begyndte at ævle og ham der lignede en som tænkte: "åh, tier du nogensinde stille igen?!"

Snakken (fra mig) gik primært på ønskerne og forestillingerne om fødslen. Fx så lidt smertelindring som muligt, gerne bare vand og akupunktur hvis nødvendigt, og at jeg gerne vil have den lille trold op til mig med det samme, og så kan de måle og veje lidt senere.
SÅ kom farmand på dupperne. Han mener de bare skal veje baby her og nu - altså umiddelbart efter klip af navlesnor, "for så er det jo ordnet?!" Jeg forklarede mine synspunkter, og har underbygget med en bog, og får (vist) min vilje!?
Men! Det affødte jo snak (fra mig) om, at Jørn også har nogle ting han skal/bør tage stilling til; vil han klippe navlesnoren? Vil han tage imod den lille fx? Hvor vil han stå/hvad forventer han, at hans rolle er?

Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det er abstrakt for ham, at tænke over nu, endsige tage stilling til, men det forventer jeg heller ikke. Jeg forventer bare noget andet end "det ved jeg ikke" og et vrænget ansigtsudtryk da snakken falder på navlesnoren. Og i øvrigt vil han altså ikke se når den lille kommer ud for "så får han da præstationsangst!" - jeg blev simpelthen så harm. Jeg ved godt, at der hvor den lille kommer ud, er der noget andet der gerne skulle ind senere hen, men det skal for mig bare ikke blandes de to ting.

Det er jo ikke fordi jeg har LYST til, at ligge med skrævet op i hovedet på de x antal mennesker som skal hjælpe med fødslen, og det er ikke fordi jeg GLÆDER mig til, at  være i en situation som jeg ikke kender, og kun til en meget lille del kan kontrollere. Kunne jeg slippe for at have ondt, måske sprække om til OG MED endetarmen, ende med aks, og/eller veer i 48 timer, så gjorde jeg da (nok) også det!! Men JEG har bare IKKE noget valg!!
Når han så lyder som om, at hans engagement lidt kommer til at afhænge af dagens humør, så bliver jeg altså skidesur. Vi er to om det her, og selvom jeg ikke kan fordrage dem der siger "vi skal føde" (undskyld!) så er det vel ikke kun MIG der skal forberede mig, og gøre mig nogle tanker og en indsats på selve dagen?...

Da jeg var meget nygravid, snakkede vi kort om en 3. persons deltagelse ved fødslen. Min mor ville elske det, jeg ville ikke have noget imod det var hende, mest for at give hende oplevelsen, men Jørn foretrækker det bare er os. Det respekterer jeg, ligesom jeg har fuld forståelse - og respekt - for de mænd, som er bange for en fødsel. Jeg får bare lidt følelsen, at hvis han alligevel bare vil stå ved min hovede og glo, til knægten er vejet, målt, gjort pæn og lagt til, kunne min mor så ikke få oplevelsen af, at se ham komme ud, klippe navlesnoren osv.?

Men jeg vil ikke overrule min kæreste, eller den aftale vi lavede om, at fødslen var en oplevelse mellem ham, jeg og vores barn! Omvendt vil jeg ikke ende med at ligge der, og blive såret over manglende "deltagelse" fra hans side, i et så stort, følsomt og vigtigt øjeblik i mit og min søns liv. (Fars liv er med vilje udeladt her...)

Altså - jeg er godt klar over, at der faktisk er længe til stadigvæk, og at han kan nå at skifte mening - hvis han overhovedet har en mening nu; men er det helt urimelige tanker jeg har?

Har I (der har oplevet en fødsel før) oplevet at den kommende far, slet ikke følte for deltagelse? Uden dog at være bange for det? For så pludselig at skifte mening når de stod i det? For min filosofi er lidt, at når han(og vi) er i det, så er det bare så stort, at han slet ikke vil undvære, at klippe navlesnoren. At selvom det inden fødslen teoretisk var ret ulækkert at tænke på sådan en lille en der kommer ud, så kan han slet ikke vente med at se sin søn, osv. osv.

Åh altså, hvis du har læst med helt hertil, så tak! For det blev ret langt!

- en lidt trist og frustreret Anne

Tror da vist lige at jeg smider en PB afsted i morgen en gang når jeg er lidt mere frisk end jeg er nu, for hoooold nu op jeg går med mange af de samme tanker og ja det er ikke altid lige nemt at snakke med manden om det. Fair nok, det må også være svært for dem at sætte sig ind i... Men de er sq også en del af det her, og vi har brug for at snakke med dem om det.

Karina84 skriver:

Tror da vist lige at jeg smider en PB afsted i morgen en gang når jeg er lidt mere frisk end jeg er nu, for hoooold nu op jeg går med mange af de samme tanker og ja det er ikke altid lige nemt at snakke med manden om det. Fair nok, det må også være svært for dem at sætte sig ind i... Men de er sq også en del af det her, og vi har brug for at snakke med dem om det.

Ja tak - skriv endelig! Mette har svaret på mit indlæg også, det beroligede mig lidt, for der er jo lææænge til (lige indtil man panikker og synes det er liiige om lidt)

Glæder mig til at høre fra dig!

AnneBJ skriver:

IH hvor bliver jeg glad for sådan et svar!

Jørn er nemlig faktisk ikke blevet "slået i hovedet" eller tvunget til at læse bøger eller noget, jeg blev så ked dengang at jeg bare gav op. Det var måske meget godt

I hvert fald vil jeg lade være at bekymre mig for meget om det endnu, for du har jo helt ret - det må da være enormt svært for dem, at sætte sig ind i (men det ville måske ikke skade hvis de nu virkede som om de var interesserede)

Er glad for at høre, at Jens og dig har talt Jer frem til en fødsels"plan" - det er jo JER der skal være forældre, og jeg synes da det er vigtigt at der er plads til den kommende far under fødslen, selvom det ikke er ham der skal gøre det hårde arbejde!

Tusind tak for dit svar og krammet!

Jamen hvor kan jeg også bare sagtens forstå dig! Jeg har haft det på præcis samme måde hele vejen igennem. Jeg har simpelthen ikke kunnet forstå hvorfor han ikke havde samme behov for at læse alle bøgerne som jeg havde eller for at få købt de rigtige ting ind osv. osv. osv. Jeg syntes, at det var så mega irriterende og frustrerende, at han bare gik ud fra, at jeg vidste det hele (for det gjorde jeg jo ikke - jeg havde bare læst de bøger han ikke gad). Men jeg tror simpelthen bare jeg har misforstået ham - jeg har tolket det som om han var ligeglad med ALT (altså kun når jeg var mest urimelig - sådan det meste af tiden vidste jeg jo godt at han glædede sig lige så meget som jeg gør). Men jeg tror bare at jeg nu har accepteret at vi forbereder os på forskellige måder, men at vi begge to glæder os.

Hmm... gir det mon nogen som helst mening?

AnneBJ skriver:

Ja tak - skriv endelig! Mette har svaret på mit indlæg også, det beroligede mig lidt, for der er jo lææænge til (lige indtil man panikker og synes det er liiige om lidt)

Glæder mig til at høre fra dig!

Tak for at jeg må  

Er sikker på at der også nok skal komme lidt mere liv i din mand, når i kommer tættere på, og det hjælper at ha ham med til JM, hun skal nok ruske lidt op i dem.

Var lykkelig for at min kæreste gik så meget op i barnevognskøbet i dag, tror det kommer jo tættere det hele kommer på, det kan jeg i hvert fald mærke på min

Ja læææænge til, men syns dog panikken kommer snigende oftere og oftere efterhånden

Mettemus skriver:

Jamen hvor kan jeg også bare sagtens forstå dig! Jeg har haft det på præcis samme måde hele vejen igennem. Jeg har simpelthen ikke kunnet forstå hvorfor han ikke havde samme behov for at læse alle bøgerne som jeg havde eller for at få købt de rigtige ting ind osv. osv. osv. Jeg syntes, at det var så mega irriterende og frustrerende, at han bare gik ud fra, at jeg vidste det hele (for det gjorde jeg jo ikke - jeg havde bare læst de bøger han ikke gad). Men jeg tror simpelthen bare jeg har misforstået ham - jeg har tolket det som om han var ligeglad med ALT (altså kun når jeg var mest urimelig - sådan det meste af tiden vidste jeg jo godt at han glædede sig lige så meget som jeg gør). Men jeg tror bare at jeg nu har accepteret at vi forbereder os på forskellige måder, men at vi begge to glæder os.

Hmm... gir det mon nogen som helst mening?

Det gør det bestemt! Jeg tager mig selv i, af og til, at misunde dem der har en deltagende mand! - ham der ved hvor langt de er i graviditeten (mere nøjagtigt, end at der er ca. 3 mdr. tilbage!!) ved, at nu kan og gør baby sådan og sådan i maven osv... For sådan en mand har jeg ikke..

Men når jeg så ligger om aftenen og skal lige til at sove, og der kommer en "far"-hånd på maven for at se om baby vil samarbejde så bliver jeg alligevel lidt blød! (og sørger omhyggeligt for, ikke at tænke over, hvorfor han kun gør det hver 3. eller 4. dag)

Selvom du måske ikke tror det helt giver mening det du skriver, så er det bare så rart, at andre har haft det sådan her. Jeg har nogle gange været helt bekymret for, om vi nu er klar til det her barn. Altså individuelt er vi helt klar, men hvad så som par? Men jeg plejer at overbevise mig om, at hormonerne og forskellen på mænd og kvinder har en finger med i spillet, og det lyder jo til at jeg har fat i noget!

Karina84 skriver:

Tak for at jeg må  

Er sikker på at der også nok skal komme lidt mere liv i din mand, når i kommer tættere på, og det hjælper at ha ham med til JM, hun skal nok ruske lidt op i dem.

Var lykkelig for at min kæreste gik så meget op i barnevognskøbet i dag, tror det kommer jo tættere det hele kommer på, det kan jeg i hvert fald mærke på min

Ja læææænge til, men syns dog panikken kommer snigende oftere og oftere efterhånden

Desværre synes min stadig, at JM besøg er kedelige... Bortset fra hjertelyden... Så de tider jeg får harmonerer ikke med hans arbejdstid...

Til gengæld var han lidt mere på pletten da vi handlede barnevogn, vi havde nu talt rimelig meget om hjemmefra (jeg talte, han sagde ja og nej) hvilken vogn vi gik efter, så der var ikke så meget at afgøre.

Men hvis jeg skal give ham lidt credit, har jeg jo også været ret plaget af kvalme i 24-26 uger... Nu har jeg det godt igen (alt er relativt) så måske nyder han også bare at "slappe lidt af" og ikke være bekymret for mig (og dermed baby) hele tiden...

Nåh, var det noget med at finde sin seng inden 23 i dag?! Det gik ikke så godt, jeg må forsøge igen imorgen..

AnneBJ skriver:

Desværre synes min stadig, at JM besøg er kedelige... Bortset fra hjertelyden... Så de tider jeg får harmonerer ikke med hans arbejdstid...

Til gengæld var han lidt mere på pletten da vi handlede barnevogn, vi havde nu talt rimelig meget om hjemmefra (jeg talte, han sagde ja og nej) hvilken vogn vi gik efter, så der var ikke så meget at afgøre.

Men hvis jeg skal give ham lidt credit, har jeg jo også været ret plaget af kvalme i 24-26 uger... Nu har jeg det godt igen (alt er relativt) så måske nyder han også bare at "slappe lidt af" og ikke være bekymret for mig (og dermed baby) hele tiden...

Nåh, var det noget med at finde sin seng inden 23 i dag?! Det gik ikke så godt, jeg må forsøge igen imorgen..

Hehe ja okay, så kan jeg godt se du ikke har så meget at arbejde med  Selvom om min nu vist heller ikke syns det er det mest spændende i verden, men tror nu han syns det er ret hyggeligt alligevel

Ja det skal han da ha lidt credit for, det må da heller ikke altid være nemt at stå på sidelinien, det er jo også første gang for dem

Hmm sengetid, ja det var egentlig også det jeg var på vej til - selvom søvn er en by i Rusland lige i tiden, sover a H..... til