Bonusdatter foretrækker mig fremfor sin far

Hej alle tøser.

Var i tvivl om hvor jeg skulle poste den her, men det må være her den passer bedst ind.

Sagen er den, at min kærestes datter på 5 år, for tiden er utrolig knyttet til mig.. Det er jo rigtig dejligt, men det er i sådan en grad at hun bliver rigtig ked af det, hvis hendes far vil lege med hende eller han vil have lidt tid sammen med hende. Og det er ikke ked af det på den måde at hun spiller os ud mod hinanden, det er virkelig ulykkelig.

Hertil skal også siges at min bonusdatter er handicappet, hvilket har gjort at hun førhen har haft svært ved at knytte sig, men det er blevet bedre de sidste par år. Men hun kan sagtens forstå mange ting og er i skønt humør det meste af tiden, men er meget afhængig af faste rammer. Jeg har en rigtig god forståelse for hende og hendes behov og hun kan mærke at jeg virkelig holder af hende. Jeg er gravid i uge 32 og efter at maven er begyndt at vokse, er det som om hun klynger sig mere til mig. Det kan være på en sådan måde, at hvis jeg går ud af køkkenet, mens hun spiser morgenmad, uden at sige at jeg er tilbage og lidt, så bliver hun meget ulykkelig og kalder på mig.

Jeg mangler en løsning, for når babyen kommer om mindre end 2 mdr, så har jeg jo slet ikke samme tid til hende og jeg er også frygtelig ked af, at hun ikke gider hendes far for tiden. Vi prøver virkelig mange ting, feks at han børster hendes tænder, men jeg putter hende osv i den dur, så hun får gode stunder med ham. Når vi er ude, er hun om mig hele tiden, hun vil ikke engang lege med hendes bedsteforældre hvis vi er derovre, men hellere være i nærheden af mig.

Har nogen et forslag til hvad vi evt kan prøve at gøre, for at hun bliver mindre afhægig af mig, men så det ikke samtidig virker som om jeg støder hende fra mig, for det vil jeg jo heller ikke.

Glædelig jul til alle

Dejligt at høre du har sådan et tæt bånd til din bonusdatter.. Det er der alt for lidt af i verden.. 

Men når det er sagt, så syntes jeg det kunne være en ide måske f.eks at putte hende sammen, altså lade ham være med i de forskellige ting.. Du ku evt sidde sammen med hende og han ku læse en historie, for at gøre det rart for hende.. 

LenaJohansen skriver:

Dejligt at høre du har sådan et tæt bånd til din bonusdatter.. Det er der alt for lidt af i verden.. 

Men når det er sagt, så syntes jeg det kunne være en ide måske f.eks at putte hende sammen, altså lade ham være med i de forskellige ting.. Du ku evt sidde sammen med hende og han ku læse en historie, for at gøre det rart for hende.. 

Ja det er skønt at have det på den måde med hende, men lige for tiden er det desværre lidt for meget, hvis du forstår

Vi prøver så vidt muligt at gøre tingene med hende sammen, som feks at putte, men når så hendes far kommer med ind til sengen, så råber hun NEJ FAR og afviser ham med hånden. Og desværre er min kæreste ikke helt udholden nok til at sige at han godt må være der. For han bliver forståeligt lidt ked af det når hun så eftertrykkeligt afviser ham på den måde! Så han vil hellere have husfred og går ud når vi læser historie. Og hvis han feks gør nogle af de ting her alligevel, så ved vi begge to at hun bare finder sig i det fordi vi har sagt hun skal. Vi ønsker mest af alt at hun jo har LYST til at det er far der gør de forskellige ting med hende...

Anonym skriver:

Ja det er skønt at have det på den måde med hende, men lige for tiden er det desværre lidt for meget, hvis du forstår

Vi prøver så vidt muligt at gøre tingene med hende sammen, som feks at putte, men når så hendes far kommer med ind til sengen, så råber hun NEJ FAR og afviser ham med hånden. Og desværre er min kæreste ikke helt udholden nok til at sige at han godt må være der. For han bliver forståeligt lidt ked af det når hun så eftertrykkeligt afviser ham på den måde! Så han vil hellere have husfred og går ud når vi læser historie. Og hvis han feks gør nogle af de ting her alligevel, så ved vi begge to at hun bare finder sig i det fordi vi har sagt hun skal. Vi ønsker mest af alt at hun jo har LYST til at det er far der gør de forskellige ting med hende...

det må virkelig være frustrerende.. 

Og kan virkelig godt forstå dig.... Har du prøvet at  være standhaftig og gå... Det ville måske være en go ide, for så ville han ku træde til og trøste sin kære datter ?

LenaJohansen skriver:

det må virkelig være frustrerende.. 

Og kan virkelig godt forstå dig.... Har du prøvet at  være standhaftig og gå... Det ville måske være en go ide, for så ville han ku træde til og trøste sin kære datter ?

Ja enkelte gange har vi prøvet det, hvor jeg er den dumme og far så trøster, men det får hende kun til at hige mere efter mig fordi jeg netop har afvist hende.

Vi har også prøvet at sige: i dag er det far der putter sig, fordi ... skal se fjernsyn (eller sådan noget i den dur). Altså så hun hører at jeg skal noget andet i stedet for og derfor ike har tid og så er det far der skal putte hende. Og så er det som om hun efter lidt brok accepterer at det ikke er mig, men far der skal og så kan de hygge sig helt vildt sammen. For han er super god til hende, men han ønsker ikke at tvinge hende til noget da hun jo så får et lidt forkert billede af ham. Han skal jo gerne være den der står højest i kurs

Kan man godt blive  ved at gøre det på den måde, som jeg lige har beskrevet? Måske for en periode? Tænker jo på at når babyen kommer er det jo vigtigt at hendes far og hende har et godt forhold til hinanden fordi jeg ike kan være der lige så meget for hende.

Anonym skriver:

Ja enkelte gange har vi prøvet det, hvor jeg er den dumme og far så trøster, men det får hende kun til at hige mere efter mig fordi jeg netop har afvist hende.

Vi har også prøvet at sige: i dag er det far der putter sig, fordi ... skal se fjernsyn (eller sådan noget i den dur). Altså så hun hører at jeg skal noget andet i stedet for og derfor ike har tid og så er det far der skal putte hende. Og så er det som om hun efter lidt brok accepterer at det ikke er mig, men far der skal og så kan de hygge sig helt vildt sammen. For han er super god til hende, men han ønsker ikke at tvinge hende til noget da hun jo så får et lidt forkert billede af ham. Han skal jo gerne være den der står højest i kurs

Kan man godt blive  ved at gøre det på den måde, som jeg lige har beskrevet? Måske for en periode? Tænker jo på at når babyen kommer er det jo vigtigt at hendes far og hende har et godt forhold til hinanden fordi jeg ike kan være der lige så meget for hende.

det lyder til at være en go ide... var nu os det jeg mente

Anonym skriver:

Hej alle tøser.

Var i tvivl om hvor jeg skulle poste den her, men det må være her den passer bedst ind.

Sagen er den, at min kærestes datter på 5 år, for tiden er utrolig knyttet til mig.. Det er jo rigtig dejligt, men det er i sådan en grad at hun bliver rigtig ked af det, hvis hendes far vil lege med hende eller han vil have lidt tid sammen med hende. Og det er ikke ked af det på den måde at hun spiller os ud mod hinanden, det er virkelig ulykkelig.

Hertil skal også siges at min bonusdatter er handicappet, hvilket har gjort at hun førhen har haft svært ved at knytte sig, men det er blevet bedre de sidste par år. Men hun kan sagtens forstå mange ting og er i skønt humør det meste af tiden, men er meget afhængig af faste rammer. Jeg har en rigtig god forståelse for hende og hendes behov og hun kan mærke at jeg virkelig holder af hende. Jeg er gravid i uge 32 og efter at maven er begyndt at vokse, er det som om hun klynger sig mere til mig. Det kan være på en sådan måde, at hvis jeg går ud af køkkenet, mens hun spiser morgenmad, uden at sige at jeg er tilbage og lidt, så bliver hun meget ulykkelig og kalder på mig.

Jeg mangler en løsning, for når babyen kommer om mindre end 2 mdr, så har jeg jo slet ikke samme tid til hende og jeg er også frygtelig ked af, at hun ikke gider hendes far for tiden. Vi prøver virkelig mange ting, feks at han børster hendes tænder, men jeg putter hende osv i den dur, så hun får gode stunder med ham. Når vi er ude, er hun om mig hele tiden, hun vil ikke engang lege med hendes bedsteforældre hvis vi er derovre, men hellere være i nærheden af mig.

Har nogen et forslag til hvad vi evt kan prøve at gøre, for at hun bliver mindre afhægig af mig, men så det ikke samtidig virker som om jeg støder hende fra mig, for det vil jeg jo heller ikke.

Glædelig jul til alle

Hej

Du kunne ligeså godt have beskrevet mit forhold til min bonus datter.

Det vi har gjort er at jeg træk mig så meget i bagrunden som muligt og tog skæld uden og alt det der var mindre sjovt således at hun kun oplevede gode ting med sin far. Det har virket her. Hun bliver gladere og gladere for sin far. Men vil stadig kun have mig når det virkelig gælder.

Nu skriver du at hun er handicappet, hvis det er mentalt kan det jo også være hun er lidt særlig i forhold til seperationsangst eller ændringer i det hele taget. Du kunne evt. læse en masse om hendes handicap og måske hendes far skulle gøre det også så han fik et større indblik i hvordan hun er og hvad hun har brug for.

Det har i jo sikkert også prøvet, men det bedste råd jeg kan komme med

Anonym skriver:

Ja enkelte gange har vi prøvet det, hvor jeg er den dumme og far så trøster, men det får hende kun til at hige mere efter mig fordi jeg netop har afvist hende.

Vi har også prøvet at sige: i dag er det far der putter sig, fordi ... skal se fjernsyn (eller sådan noget i den dur). Altså så hun hører at jeg skal noget andet i stedet for og derfor ike har tid og så er det far der skal putte hende. Og så er det som om hun efter lidt brok accepterer at det ikke er mig, men far der skal og så kan de hygge sig helt vildt sammen. For han er super god til hende, men han ønsker ikke at tvinge hende til noget da hun jo så får et lidt forkert billede af ham. Han skal jo gerne være den der står højest i kurs

Kan man godt blive  ved at gøre det på den måde, som jeg lige har beskrevet? Måske for en periode? Tænker jo på at når babyen kommer er det jo vigtigt at hendes far og hende har et godt forhold til hinanden fordi jeg ike kan være der lige så meget for hende.

I skal blive ved at gøre det. Det kan tage lang tid for hun acceptere. Her har vi været igang siden hun var to (5 nu) Og det går frem af, men langsomt.

sommerbarn<3 skriver:

Hej

Du kunne ligeså godt have beskrevet mit forhold til min bonus datter.

Det vi har gjort er at jeg træk mig så meget i bagrunden som muligt og tog skæld uden og alt det der var mindre sjovt således at hun kun oplevede gode ting med sin far. Det har virket her. Hun bliver gladere og gladere for sin far. Men vil stadig kun have mig når det virkelig gælder.

Nu skriver du at hun er handicappet, hvis det er mentalt kan det jo også være hun er lidt særlig i forhold til seperationsangst eller ændringer i det hele taget. Du kunne evt. læse en masse om hendes handicap og måske hendes far skulle gøre det også så han fik et større indblik i hvordan hun er og hvad hun har brug for.

Det har i jo sikkert også prøvet, men det bedste råd jeg kan komme med

Hej.

Tusind tak for dit svar, dejligt at høre vi ikke er de eneste der har det sådan

For at starte nedfra i dit indlæg, så har vi al den viden om hendes handicap, som vi overhovedet kan læse os til. Hun er både mentalt og fysisk handicappet, men ikke i så væsentlig en grad at hun ikke kan opdrages som andre børn, det skal bare være mere struktureret og velovervejet. Og hun har netop noget seperationsangst i forhold til enkelte personer i sit liv, her inkl mig.

Vi har haft hende og hendes storebror, på ferie hele julen hvor vi var meget obs på at hun fik nogle gode timer med hendes far, så han puttede hende og legede med hende og han kan selv se den lille fremgang der er i det. Hun afviser ham ikke blankt mere, men som du også har oplevet, så er det stadig mig hun søger, til det meste. Jeg kan fornemme i har taget noget tid om at få skuden vendt, det er nok det samme her. Nu har det været sådan hos os i flere mdr, fordi vi ikke anede hvad vi skulle gøre, så vi har nok ventet for længe med at gøre noget  ved det. Så det skal vi jo arbejde ekstra hårdt for nu. Og det er netop sindssygt svært, for jeg har det virkelig dårligt med at skulle afvise hende, så det er fint med de her stille og rolige måder at gøre det på.

Og oveni det så vil hun måske opleve et svigt når der kommer en baby inden så længe, for så har jeg ikke den samme tid til hende. Men det håber jeg ikke og jeg krydser fingre for at jeg kan huske at give hende opmærksomhed også. Og så har hun jo sin far der kan hygge med hende, men han skal jo også have lidt tid sammen med datterens storebror som også er med på weekend. Så vi er lidt spændte på hvordan det hele skal gå.

Hvordan er dit forhold til din bonusdatter nu? Har i arbejdet med det og hvordan kom det så langt i jeres tilfælde?

Anonym skriver:

Hej.

Tusind tak for dit svar, dejligt at høre vi ikke er de eneste der har det sådan

For at starte nedfra i dit indlæg, så har vi al den viden om hendes handicap, som vi overhovedet kan læse os til. Hun er både mentalt og fysisk handicappet, men ikke i så væsentlig en grad at hun ikke kan opdrages som andre børn, det skal bare være mere struktureret og velovervejet. Og hun har netop noget seperationsangst i forhold til enkelte personer i sit liv, her inkl mig.

Vi har haft hende og hendes storebror, på ferie hele julen hvor vi var meget obs på at hun fik nogle gode timer med hendes far, så han puttede hende og legede med hende og han kan selv se den lille fremgang der er i det. Hun afviser ham ikke blankt mere, men som du også har oplevet, så er det stadig mig hun søger, til det meste. Jeg kan fornemme i har taget noget tid om at få skuden vendt, det er nok det samme her. Nu har det været sådan hos os i flere mdr, fordi vi ikke anede hvad vi skulle gøre, så vi har nok ventet for længe med at gøre noget  ved det. Så det skal vi jo arbejde ekstra hårdt for nu. Og det er netop sindssygt svært, for jeg har det virkelig dårligt med at skulle afvise hende, så det er fint med de her stille og rolige måder at gøre det på.

Og oveni det så vil hun måske opleve et svigt når der kommer en baby inden så længe, for så har jeg ikke den samme tid til hende. Men det håber jeg ikke og jeg krydser fingre for at jeg kan huske at give hende opmærksomhed også. Og så har hun jo sin far der kan hygge med hende, men han skal jo også have lidt tid sammen med datterens storebror som også er med på weekend. Så vi er lidt spændte på hvordan det hele skal gå.

Hvordan er dit forhold til din bonusdatter nu? Har i arbejdet med det og hvordan kom det så langt i jeres tilfælde?

Mit forhold til hende er ligeså godt som det hele tiden har været, kun hendes forhold til hendes far som ændre sig. Til det bedre

Vi har prøvet at virke så naturlige om det så muligt, ikke gjort et stort nr. ud af det. Og brugt samme "undskyldninger som jer. "Cathrine er træt, så det er far der putter dig"  eller " Cathrine skal se det her i fjernsynet det har hun glædet sig til, så det er far der bader dig" osv. Og så er han gået til hende og ikke trukket sig når hun blev vred. Hvis hun bliver meget gal kommer jeg og skælder ud og siger f.eks. Du skal være sød ved far, han elsker dig ligeså meget som cathrine. Eller far bliver ked af det når du ikke er sød ved ham. For måske at tale lidt til hendes samvittighed, så hun åbner sit hjerte lidt til ham. Så har vi også leget lidt sådan for sjov hvor jeg holder stramt om hans arm ogh siger "min Far" og Så gør hun det samme. Og vil jo gerne "vinde far". Det har virket sådan at hun gerne vil sidde og putte med ham. Fordi vi fik sat lidt fysisk på tror jeg. 

Alt i alt en masse småting som er gået rent ind hos lillepige stille og roligt.

I starten har hun jo afvist det hele, men ligeså langsom er det blevet normalt for hendes det hele. Og sjovt, altså sådan noget som at slås om far. 

Så har hendes far også gjort meget ud af at fortælle hende om da hun var lille, det elsker hun at høre om.

Så her har vi sådan lidt "sat far på en pedistal" (staves?) Og det har virket.

Håber det lykkes for jer.