sommerbarn<3 skriver:
Mit forhold til hende er ligeså godt som det hele tiden har været, kun hendes forhold til hendes far som ændre sig. Til det bedre 
Vi har prøvet at virke så naturlige om det så muligt, ikke gjort et stort nr. ud af det. Og brugt samme "undskyldninger som jer. "Cathrine er træt, så det er far der putter dig" eller " Cathrine skal se det her i fjernsynet det har hun glædet sig til, så det er far der bader dig" osv. Og så er han gået til hende og ikke trukket sig når hun blev vred. Hvis hun bliver meget gal kommer jeg og skælder ud og siger f.eks. Du skal være sød ved far, han elsker dig ligeså meget som cathrine. Eller far bliver ked af det når du ikke er sød ved ham. For måske at tale lidt til hendes samvittighed, så hun åbner sit hjerte lidt til ham. Så har vi også leget lidt sådan for sjov hvor jeg holder stramt om hans arm ogh siger "min Far" og Så gør hun det samme. Og vil jo gerne "vinde far". Det har virket sådan at hun gerne vil sidde og putte med ham. Fordi vi fik sat lidt fysisk på tror jeg.
Alt i alt en masse småting som er gået rent ind hos lillepige stille og roligt.
I starten har hun jo afvist det hele, men ligeså langsom er det blevet normalt for hendes det hele. Og sjovt, altså sådan noget som at slås om far.
Så har hendes far også gjort meget ud af at fortælle hende om da hun var lille, det elsker hun at høre om.
Så her har vi sådan lidt "sat far på en pedistal" (staves?) Og det har virket.
Håber det lykkes for jer. 
Hvor er det bare rigtig fedt at læse om din oplevelse! Det ser egentlig ud til at vi bare skal fortsætte i samme rille her, og så håbe på det kommer stille og roligt hen af vejen. Vi kan jo allerede se en forskel (hvor lille den end er, så er den der
) og så håbe at den bliver forstærket når babyen kommer og hun automatisk får mindre tid med mig og mere tid med hendes far.
Tusind tak fordi du ville dele det med mig, det sætter jeg stor pris på
Anmeld
