Skrig og skrål -hjæælp :S

Hej piger,
jeg har simpelthen brug for et godt råd, for jeg er ved at gå ud af mit gode skind :(

Næsten hver dag, jeg henter Marcus fra børnehaven, er der skrig og skrål på programmet, fra vi parkerer bilen, og 2-3 timer frem.
Der er intet der dur.
Først er det galt, at vi ikke skal køre mere (har prøvet at sige, ok, så kører vi en lille tur, men så er det også galt..) Når vi så stiger ud af bilen er det under hyl og skrig, og han prøver at kravle ind i bilen igen.
Han vil ikke med ind, og er hele tiden Rasmus-modsat, så det jeg vil, vil han ikke, heller ikke, hvis jeg siger ok, så vil han det modsatte.
Når jeg så har fået ham med ind i lejligheden starter det rigtigt sjove, hvor han vil et eller andet, have mælk, lege, læse el. andet. Det er fint med mig, og giver mig gerne tid til at være sammen med ham. Men så er der en eller anden lille ting galt eller også gør jeg det forkert og han smider rundt med mælk, frugt eller legesager. Først er jeg overbærende, men så får jeg også nok af det og bliver sur. Jeg skælder ikke ud, men markerer klart og tydeligt, at nu siger jeg stop. Det gør det stort set kun værre..
Hvis vi sidder og leger med klodser (favoritten), som vi gjorde idag, skal jeg gøre, som han vil have. Hvis jeg vil bestemme et eller andet. Bryder helvede løs igen. Somregel leger vi, som han gerne vil have, men nogle gange bestemmer jeg også lidt, da jeg synes, det er fint primært at lege på hans præmisser, men jeg synes også godt, han kan lære, at man kan være fælles om en leg, så det prøver jeg at lære ham.

Jeg kan se, at han er frustreret, men jeg ved ikke over hvad, og henne i børnehaven, siger de, at de ikke lige umiddelbart kan se en mulig grund til det i løbet af dagen.
Jeg vil jo gerne hjælpe ham. Men nu er jeg flad, og jeg kan ikke komme på flere muligheder.
Jeg har prøvet at "følge" ham, ladet ham bestemme, hvis det nu var fordi, han ikke følte, han fik lov at bestemme lidt henne i børnehaven. Ingen virkning. Jeg har prøvet klart at sige fra og bestemt bedt ham om at holde op med at skrige, ingen effekt. Jeg har prøvet at ignorere det, ingen effekt (bryder jeg mig iøvrigt heller ikke om, for han trænger jo til et eller andet). Jeg har prøvet at sætte en halv times DVD på, har tidl. haft en effekt, men ikke idag..
Jeg har også prøvet at tage ham op til mig give ham kys og knus, når han har skreget. Men det gjorde det nærmest bare endnu værre, og han skubber sig ud fra mig og kaster sig ud til siderne og er lige ved at falde ned..
Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op længere. Det er så udmattende, for jeg prøver virkelig at forstå ham og være der for ham.
Det er lidt som om, han bare skal have en at "skælde ud" på... Det så hårdt, for han vil både have mig og ikke have mig :S

Hjælp, hvad skal jeg stille op?
Er der andre, der oplever noget lignende?

Fortvivlede knus fra Dorthe

PS: Det skal lige siges, at det kan ske, han er i sådan et humør i weekenderne efter ahn er vårgnet om morgenen el. efter en lur, men så er det bare knap så slemt.

Den er svær og må sige at jeg ikke selv kender vildt meget til det..
Måske er han træt??
Jeg ville have givet rådet med at ignoere ham lidt og lade ham komme til dig, men det har du jo prøvet, så jeg må sige at jeg er blank for ideer og håber at der er en anden herinde som kan være mere behjælpelig end jeg kan ;)
(H) Anja..

Hej Dorthe Puha, kan godt forstå du er frustreret, man vil jo gerne have at ens børn er smilende og glade det meste af tiden. Jeg vil ikke sige at det er helt det samme jeg oplever med Victor, men det har dog alligevel en lille lighed med det. Nogle gange når han vågner fra sin lur er han skup hysterisk og kaster sig rundt på gulvet. Når han er sådan er der absolut intet at stille op og jeg kan mærke at han bare er SÅ sur på mig. Ligesom dig har jeg prøvet alt muligt uden effekt. Der sker heldigvis kun meget sjældent nu, men det er bare så hårdt når intet virker. Nu gør jeg simpelthen bare det at jeg sætter mig ned på gulvet til ham og prøver at sætte mig i hans sted. Fortæller ham at jeg godt kan se og forstå at han er sur og ked af det og så ellers venter til det blæser over og jeg kan distrahere ham med et eller andet. Men du har ret - det gør simpelthen bare ondt at se ham sådan :'( En gang imellem har han også vågnet på den måde i dagplejen og går helt amok hvis jeg prøver at tage ham op eller endnu værre med hjem...så må jeg nærmest tvinge ham ud i bilen, men så går det som regel over.. Tjah..jeg har vidst ikke rigtige nogle ordentlige råd - du har jo prøvet at trøste og distrahere osv osv. Håber det bare er en del af ''trodsalderen'' - den har i hvert fald indfundet sig her.. De bedste hilsner - Pernille

Charlie1980 skriver:

Hej piger,
jeg har simpelthen brug for et godt råd, for jeg er ved at gå ud af mit gode skind :(

Næsten hver dag, jeg henter Marcus fra børnehaven, er der skrig og skrål på programmet, fra vi parkerer bilen, og 2-3 timer frem.
Der er intet der dur.
Først er det galt, at vi ikke skal køre mere (har prøvet at sige, ok, så kører vi en lille tur, men så er det også galt..) Når vi så stiger ud af bilen er det under hyl og skrig, og han prøver at kravle ind i bilen igen.
Han vil ikke med ind, og er hele tiden Rasmus-modsat, så det jeg vil, vil han ikke, heller ikke, hvis jeg siger ok, så vil han det modsatte.
Når jeg så har fået ham med ind i lejligheden starter det rigtigt sjove, hvor han vil et eller andet, have mælk, lege, læse el. andet. Det er fint med mig, og giver mig gerne tid til at være sammen med ham. Men så er der en eller anden lille ting galt eller også gør jeg det forkert og han smider rundt med mælk, frugt eller legesager. Først er jeg overbærende, men så får jeg også nok af det og bliver sur. Jeg skælder ikke ud, men markerer klart og tydeligt, at nu siger jeg stop. Det gør det stort set kun værre..
Hvis vi sidder og leger med klodser (favoritten), som vi gjorde idag, skal jeg gøre, som han vil have. Hvis jeg vil bestemme et eller andet. Bryder helvede løs igen. Somregel leger vi, som han gerne vil have, men nogle gange bestemmer jeg også lidt, da jeg synes, det er fint primært at lege på hans præmisser, men jeg synes også godt, han kan lære, at man kan være fælles om en leg, så det prøver jeg at lære ham.

Jeg kan se, at han er frustreret, men jeg ved ikke over hvad, og henne i børnehaven, siger de, at de ikke lige umiddelbart kan se en mulig grund til det i løbet af dagen.
Jeg vil jo gerne hjælpe ham. Men nu er jeg flad, og jeg kan ikke komme på flere muligheder.
Jeg har prøvet at "følge" ham, ladet ham bestemme, hvis det nu var fordi, han ikke følte, han fik lov at bestemme lidt henne i børnehaven. Ingen virkning. Jeg har prøvet klart at sige fra og bestemt bedt ham om at holde op med at skrige, ingen effekt. Jeg har prøvet at ignorere det, ingen effekt (bryder jeg mig iøvrigt heller ikke om, for han trænger jo til et eller andet). Jeg har prøvet at sætte en halv times DVD på, har tidl. haft en effekt, men ikke idag..
Jeg har også prøvet at tage ham op til mig give ham kys og knus, når han har skreget. Men det gjorde det nærmest bare endnu værre, og han skubber sig ud fra mig og kaster sig ud til siderne og er lige ved at falde ned..
Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal stille op længere. Det er så udmattende, for jeg prøver virkelig at forstå ham og være der for ham.
Det er lidt som om, han bare skal have en at "skælde ud" på... Det så hårdt, for han vil både have mig og ikke have mig :S

Hjælp, hvad skal jeg stille op?
Er der andre, der oplever noget lignende?

Fortvivlede knus fra Dorthe

PS: Det skal lige siges, at det kan ske, han er i sådan et humør i weekenderne efter ahn er vårgnet om morgenen el. efter en lur, men så er det bare knap så slemt.

hej Dorthe...
Lyder meget sådan min datter var da hun have nået med ørne det er den første ting jeg ville skrive til dig.

Den anden ting er jeg ville prøve af holde mere fast i nej og være kort og kontant i din tån kan godt ske han til af starte med skiger mere ind normalt men me et indser han den ikke hjælper mere også ville jeg prøv af sætte ham på en sto/sofa til en f.eks dvd og rejser han sig så sæt ham hen igen og se om han ikke kan falde til rå for dyr ikke han vil skal betemme du bestemmer.......
kaste han med tng tage du dem og holde fast og sige nej du få det ikke før du for du skal ikke kast med mælke.maden osv... og med et insser han du heller ikke der giver dig...

victoria gør mere det med maden osv hvis hun er træt..så sætte vi hende der i seng også siger vi hun kan sidde/hvil lidt også få hun tilbude efter 5 min ca den har hjulpe os mega meget....

en anden god ting er af have gode faste hverdags rammen op der afsted der hentes osv osv....

Her er det sådan med lidt mere og mere faste rammer for min datter som lige er blev 2.

med den stor på 7 år har vi en tegnetavle i køkken.
hvor vi har lave hans morgen og aften hva han skal....

Har lave det me tegner af sol for morgen og måne for aften og tøj for tøj osv..

her er hans morgen f.eks....

Nr 1: når han stå tøj på
Nr 2: morgen mad
Nr 3: børste tænder
Nr 4: madkassen og drikkedunken i skoletasken
Nr 5: sko og jakke på og stille sig ud og vente på taxaen og i skole..

Nu hved jeg ikke helt hvor gammel marcus er men vel 2½ år - 4 år ville jeg tro når du skriver han går i børnehaven......

du må som mor kort og godt prøve dig frem men ville bare give dig lidt af mine små råd... Som har virker her...

P.s
men sam lige en lille ting mere knus og kys skal man også husk oven i eller i mellem....
*SSS*
kan ske han er bang utryg hved nået ikke til af sige men prøve af se det lidt ad og prøvmåske lidt af mine råd..ellers syntes jeg du skal kontakte jeres læge og snakke med ham/hende om det..
(H)(H)(H)(H)
Fra henriette

Hej søde piger, og tusind tak for jeres svar. Jeg starter lige med en lille update, for her til morgen, da han stod op, var det nøjagtigt det samme skrigeri, og det stod på i lidt over 1 time, og det var fra første færd, han stod op.. :( Han ville hverken det ene eller det andet.. Han ville heller ikke have tøj på, ville ikke have mad. Han bad på et tidspunkt om at smage mine cornflakes og så gav jeg ham lidt, så ville han ikke have det, og jeg spiste det selv. Så blev han vildt sur over det og hylede og skreg og ville prøve at tage det ud af min mund, hvilket jeg selvfølgelig ikke ville have og bad ham lade være. Så tilbød jeg ham noget nyt, hvilket han så nægtede at tage imod indtil jeg selv var ved at spise det, så ville han pludseligt gerne have det. Det fik han så. Men da han så havde fået det i munden, ville han alligevel ikke have det og gjorde tegn til at ville spytte det ud. Men han ville kun have, at jeg tog imod det med min mund! Det ville jeg ikke, og tilbød ham min hånd eller en en skål. Det duede ikke, han ville have, jeg skulle tage imod det med min mund. Det endte med, at jeg tog det ud af hans mund med mine fingre. Herefter gav vi ham tøj på, hvilket foregik på den måde, at den ene holdt hans arme mens den anden gav ham tøj på, for ellers kunne det ikke lade sig gøre, da han blev ved med at trække det af igen - under hylen og skrigen selfølgelig.. Men efter det, faldt han ligesom til ro og kunne nu tage imod noget at spise.. Måske skal jeg bare til at være mere streng?! Men da han endelig var faldet til ro, blev jeg simpelthen så ked af det. Det er så hårdt, og det har stået på hver eneste dag i snart halvanden uge! :'( Stumpen: Jeg tror ikke, han er træt, for det kan lige så vel komme lige, når han er vågnet, som her til morgen eller efter en lur, som senere. Nilles: Jeg har godt nok ikke prøvet at sige til ham, at jeg godt kan forstå, han er sur og ked af det. Men jeg har prøvet at sætte mig ned på gulvet til ham. Men han vil somregel have, at vi skal lege, hvilket jeg også meget gerne vil. Men det skal være 100% som han gerne vil have det, ellers bryder helvede løs, og så gider jeg ikke lege.. :( Der har jeg så prøvet at sige til ham stille og roligt, at jeg jeg ikke har lyst til det, han vil have mig til, og at det kan godt være, han synes, det er rigtig træls, men så kan vi gøre sådan el. sådan. Men .. Ja, det hjælper ikke rigtigt noget.. :( Henriette: Tak for dit lange og meget fyldestgørende svar og de gode råd. Marcus er lige fyldt 2, vi er/var jo i samme gruppe inde på NB ;) -og her smil :D Jeg tror ikke, det er noget med ørerne, da han slet ikke reagerer henne i børnehaven (jeg siger børnehave, fordi det her i Lux ikke er opdelt på samme måde som i DK), og han tager sig heller ikke til ørerne eller noget, så det tror jeg, at jeg meget sikkert kan udelukke. Men jeg tror måske, du har ret i, at jeg skal være lidt mere kontant overfor ham, og så skulle jeg måske prøve det med at sætte ham et sted, i sengen eller noget andet, og få ham til at køle af. Han vil gerne se en halv times DVD og sidder der gerne, og indtil igår har det også kunnet adsprede ham og få fjernet fokus fra hans "raseri", men igår hjalp det bare ikke.. Tak for dine råd. :) PS: jeg kyssder og krammer ham meget hver eneste dag, så det kan ikke være det, han mangler ;) Mange store (H)(H) og igen 1000 tak for jeres svar.

Hej Dorthe.

Det bliver et kort svar, da jeg snart skal på sem.

Vi har samme optrin herhjemme ind imellem. Det er især mig som har oplevet det, ikke så meget min mand.
Jeg har ændret min adfærd når det sker, fra at være den mor der forsøger at please Tristan så meget som muligt, til at være den der bestemmer i de situationer.

Fx. hvis mælken ikke kommer i den "rigtige" kop, så kunne jeg stå og gennemgå næsten samtlige af hans kopper, for at finde ud af, hvilken kop den skulle i, mens knægten bare blev mere og mere hysterisk >(;)

For en uges tid siden stødte jeg tilfældigt ind i vores SP og fortalte hende om det. Kort sagde hun at det er alderen, hvor de gerne vil have medbestemmelse, og det skal de selvfølgelig også have i et vist omfang, men nogle gange ved de ikke selv, hvad de vil - og det er i disse tilfælde at hysteriet opstår herhjemme.

Hun rådede mig til, fx med koppen, at har jeg valgt den kop, BLIVER det den kop. Det kan godt være Tristan laver en scene pga. det, men jeg skulle stille og roligt forsøge at berolige/trøste og sige, at når han har lyst til mælken, så er det i koppen.
Kan godt se det logiske i det: Vores unger søger grænser nu og bliver de uklare fra vores side, bliver de frustrerede/fortvivlede - men det er jo en hårfin balance mellem medbestemmelse og at mor bestemmer nu ;)

Jeg kunne ALDRIG finde på at straffe ham for det ved fx at ekskludere ham fra fællesskabet ("hvis ikke du opfører dig ordentligt kan du ikke være sammen med os" - det er for gammeldags en pædagogik for mig.), jeg er hos ham indtil han falder til ro.

På nogle få dage har det virkelig ændret sig og hans scener er meget kortvarige nu. Jeg kan tydelig se at han er blevet mere tryg ved, at jeg tydeligt viser mine grænser.

Måske det blev lidt rodet, men håber det kan hjælpe :)

Knus
Rikke

Hej Rikke,
det blev bestemt ikke rodet :)

Det er nok også lidt den konklusion, jeg er kommet frem til, at jeg må sige fra noget før, og så være der for ham, når han selvfølgelig bliver frustreret.
Det med medbestemmelse er også lidt det, der er min .. ja hvad hedder sådan noget.. - åh, jeg kan ikke komme på ordet, men jeg håber, du forstår, hvad jeg mener? ;)
Jeg vil jo gerne have, at han skal føle, at han selvfølgelig har lov til at have sin egen mening, men ikke for enhver pris, og han skal også vide, at det er mor og far, der bestemmer mest. Men det er jo en fin grænse, og jeg har måske nok været lidt for "blød", hvis man kan sige det.
Jeg vil prøve at sige mere fra, og så tage hysteriet, der følger med, og håbe på, at det fortager sig lige så stille :)

1000 tak for dit svar
Kram (H)

Hej Dorthe

Selvom det slet ikke er det samme kan jeg ogsaa sagtens se i Daniel den der selvstaendigheds og medbestemmelsesfase. Det er tydligt at Daniel meget gerne vil vaere selvstaendig nu, og vil alt det som vi maaske normalt goer for ham. Give ham toej paa, saette ham i bilsaedet, kravle ind i bilen, spaende selen, selv toerre numsen naar vi skifter ble. Han faar selvfoelgelig lov til det hele i en vis grad, men der er jo altasa bare nogen ting han ikke kan saasom at toerre sig naar han har lavet stort. Vi ville jo have lo** paa vaegge doere og i loftet hvis han fik lov :) og selvfoelgelig skal bilselen lukkes af mig. Men han er med langt hen af vejen.

Nu siger jeg det ikke fordi jeg ikke tror at du goer det samme, for jeg er sikker paa at hvis Marcus vil vaere med faar han ogsaa lov. Siger det bare for at du kan se at der er flere i den fase. Saadan et "vi er i samme vogn" indlaeg :)

Han har haft tendens til den med hylen og skrigen og "jeg vil have min vilje, men ved ikke hvad jeg vil" men jeg maa indroemme at jeg nok har vaeret rimlig fast fra starten. Og det kommer nok ogsaa lidt af at jeg har to boern og kan ikke helt give ham min udelte opmaerksomhed, saa meget som du stadig kan. Men det med at skifte kopper og tshirts og diverse andre ting, som Rikke naevner, den har jeg ogsaa vaeret paa.

Knus
Trine

Hej Dorthe Vil lige give mit besyv med:) Kan genkende en del af det du skriver herhjemme fra. Jakob kan også få nogen helt afsindige raserianfald hvor han skriger, råber slår og skælder ud. Vi opdeler dem sådan lidt i to kategorier. 1.kategori er de ture hvor han bliver aldeles rasende og hvor vi ikke kan "nå ind" til ham. Der skriger han næsten så han kaster op. Heldigvis er det ikke så ofte, men når det sker, sætter jeg mig ved siden af ham på gulvet - aer ham på ryggen og taler lidt beroligende til ham eller måske hjælper med at sætte lidt ord på hans følelser. Og sørger slf. for at han ikke gør skade på sig selv. Og så bliver vi ellers siddende sådan indtil det er overstået...:( 2.kategori er de ture hvor han også bliver rigtig ked af det/gal men hvor man dog kan komme i kontakt med ham. Hvis han fx vil have noget han ikke må få, så siger vi jo "nej, men vi kan.... bla bla (afledning)". Andre gange er det "nej" uden afledning - afhænger af situationen. Når han så "flipper" siger jeg " Er det fordi du ikke må....xxx... at du bliver ked af det nu/græder/råber/slår nu?" Som oftest, hvis jeg spørger nok gange;), kan jeg få et svar hvorefter han så ligesom falder lidt til ro. Det jeg prøver at sige er: vi oplever tydeligt at det hjælper Jakob meget når vi hjælper ham til at udtrykke hvad han bliver så frustreret over. Han kan ikke tale meget endnu og vi oplever at det er til stor irritation/frustration for ham. Og så bliver han så vred at han kun kan skrige... Ved ikke om det er det rene volapyk jeg fik skrevet her, men det er mit bud - og om ikke andet er jeg endnu en i "klubben for mødre med selvstændige to-årige";) Og så lige en til ting... Som Henriette også skriver, så tænkte jeg også umiddelbart på om der kunne ske at være noget med Marcus' ører. Jakob har haft store problemer med sine ører og der skreg han altid i lang tid når han vågnede og var meget irritabel/pirrelig. Vuggestuen havde intet observeret og han tog sig heller ikke til ørerne. Men da vi kom til ørelæge havde han simpelthen så meget vædske og kunne nærmest ikke høre:'( Nå, beklager det blev så langt:)håber du kan få lidt ud af det! Hav en dejlig aften! (H)