Ork man!!
Ja, jeg fik fat på dem - fik en tid til en samtale med en fødselslæge kl. 11.20. Dejligt, havde ellers indstillet mig på at det først ville blive i nærste uge.
Vi kom ind, og hun forklarede lidt om for og imod kejsersnit, og at de, når det var første gang, baby og fostervand var ok, anbefalede et vendingsforsøg. Vi havde ellers overvejet kejsersnit - det var simpelthen så fristende at få ham ud lige om lidt. Men lægens ord om mulige komplikationer i forbindelse med kommende fødsler gjorde, at vi sagde "ja tak" til vendingsforsøg. Hun havde tid med det samme, vi skulle bare lige have kørt en CTG-strimmel først for at tjekke den lilles hjertelyd.
Da vi havde nydt det lille tog tukke der ud af i ti minutter forsvandt hjertelyden pludselig. Sygeplejersken blev meget hektisk og stresset og vi fik lynhurtigt en scanning. Efter nogle meget lange minutter med stilhed begyndte sygeplejersken og lægerne igen at snakke: "Nå der var nok nogen (=den lille) der manglede noget opmærksomhed". Vi kom tilbage og fik kørt endnu en CTG-strimmel - denne gang næsten en time. Der efter kom vi ind til lægen igen. Hun forklarede os nu at den lilles hjertelyd var forsvundet helt, og ikke, som vi ellers havde troet (håbet?), at han havde flyttet sig. Inden havde hans hjertefrekvens været for høj. Derfor havde de lavet den ekstra lange strimmel for at tjekke om det hele igen var som det skulle være. Den var heldigvis helt perfekt og lige efter bogen. De kunne ikke sige hvad der var gået galt, men det gjorde, at de ikke ville prøve at vende ham i dag alligevel. Alt skal nemlig være 100% i orden ved et vendingsforsøg, og det var det så åbenbart ikke. Vi har derfor fået en tid på tirsdag, så må vi se om han er mere samarbejdsvillig til den tid....
Ih, hvor jeg allerede glæder mig til trodsalder og teenageår når vi starter sådan her ud!!!
Anmeld