Prøver at komme ud af psykiskvold

Anonym skriver:

Er nok komme frem til, at jeg må ha noget mere hjælp end bare mine egen ord på et stykke papir. I går gik det hel galt. Der skulle rigtig ha været hygget derhjemme men i stedet kunne jeg hele dagen mærke irritationen ulme inden i mig. Mit barn har i en tid været et værre brokhoved, ikke noget jeg som sådan tager notis af, men i går blev det bare for meget og jeg farer fuldstændig i flint. Mit barn bliver naturligvis ked/sur/overrasket over min reaktion og løber på sit værelse med ordene: det er slet ikke hyggeligt at være sammen med dig  For pokker jeg kunne sparke mig selv bagi. Hvorfor kan jeg ikke styre mig, hvorfor skal jeg absoulut afreagere mens mit barn hører på det. Altså jeg tror det er en naturlig ting at blive sur engang i mellem, men tror med det vi har været igennem, så er både jeg og mit barn meget følsomme. Det skal på ingen måde komme til at gå ud over mit barn, så må vist få kontaktet lægen med henblik på en henvendelse til psykolog eller er psykoterapeut mon bedre? Jeg har egentlig ikke råd til det, men må i værste fald tage kontakt til banken. Jeg kan ikke længere klare den uro der er inde i mig. Jeg har den største lyst til at råbe/skrige/slå og den følelser vil jeg bare af med!

Se hellere at få det gjort.
Ring til din læge og få en henvisning...måske endda til en familieterapeut i samme åndedrag, så du også kan få nogle værktøjer til at tackle dagligdagen sammen med din søn.
Ja, det er lidt dyrt, men det er værd at ofre.
Alle de varmeste tanker herfra.

Anonym skriver:

 

Tak fordi du læste med - det var rigtig rart at få sat ord på.

Sikke en hård omgang! Sådan noget er altid forfærdeligt at opleve, og psykisk vold kan faktisk i mange tilfælde være værre end fysisk vold. Fysisk vold gør ondt, men ofte er det dét, og så går mandens vrede over. Den der psykiske vold er hårdere psykisk for mange, fordi man aldrig ved, hvor man har den anden. Og jeg kan godt forstå, at du har svært ved at sige fra.

Jeg har ligeledes haft en person i mit liv, da jeg var meget yngre, der ydede psykisk vold mod mig. Der var ikke et barn involveret - naturligvis, da jeg ikke var så gammel - så det er selvfølgelig ikke den helt samme situation, men jeg forstår godt, hvad du mener.

Det er rigtig godt,at du har talt med din læge og har fået sat ord på tingene. Men tror du ikke, at din læge kan give dig en henvisning til psykolog? Sådan som jeg ser det, har du en masse ting med din x, som du ville få gavn af at bearbejde, og ydermere kunne en psykolog give dig de "mentale værktøjer" til at sige fra og sætte grænser overfor din x. Det er vigtigt, at du lærer det, både for din egen og dit barns skyld.

Jeg er virkelig glad for, at du har valgt at gå fra det giftige forhold til din x, og det kommer til at gavne dig enormt meget i det lange løb. Og så synes jeg også, at det er enormt vigtigt, at du får en dialog i gang med dit barn. En psykolog kunne også give dig de rigtige værktøjer til dette. Dit barn skal kunne sætte ord på hans/hendes følelser mht. denne situation, for konflikter i barndommen kan sætte alvorlige præg på personligheden senere hen. Det vil komme bag på de fleste, hvor lidt der skal til! Så dit barn er helt temmelig sikkert også blevet præget af den gift der var i forholdet, mens i var sammen. Måske tænker du: "Jamen vi har aldrig skændtes foran ham/hende" - Men børn opfatter langt mere, og langt nemmere små signaler, end vi er klar over.

Og så lov mig, at du ikke taler grimt om barnets far til barnet. Uanset hvor ubehagelig han er, og uanset om barnet selv siger, at h*n er sur på far pga. det og det. Du er nødt til at være objektiv, for barnet må ikke drages ind i mor/far-konflikten. Det er jeg selv blevet, og det skaber et indre ambivalensforhold, som du ikke skal udsætte dit barn for. Lyt i stedet forstående til dit barn, uden at tilkendegive, at du er enig i dets betragtninger.

Håber du får det bedre!

Secrets skriver:

Sikke en hård omgang! Sådan noget er altid forfærdeligt at opleve, og psykisk vold kan faktisk i mange tilfælde være værre end fysisk vold. Fysisk vold gør ondt, men ofte er det dét, og så går mandens vrede over. Den der psykiske vold er hårdere psykisk for mange, fordi man aldrig ved, hvor man har den anden. Og jeg kan godt forstå, at du har svært ved at sige fra.

Jeg har ligeledes haft en person i mit liv, da jeg var meget yngre, der ydede psykisk vold mod mig. Der var ikke et barn involveret - naturligvis, da jeg ikke var så gammel - så det er selvfølgelig ikke den helt samme situation, men jeg forstår godt, hvad du mener.

Det er rigtig godt,at du har talt med din læge og har fået sat ord på tingene. Men tror du ikke, at din læge kan give dig en henvisning til psykolog? Sådan som jeg ser det, har du en masse ting med din x, som du ville få gavn af at bearbejde, og ydermere kunne en psykolog give dig de "mentale værktøjer" til at sige fra og sætte grænser overfor din x. Det er vigtigt, at du lærer det, både for din egen og dit barns skyld.

Jeg er virkelig glad for, at du har valgt at gå fra det giftige forhold til din x, og det kommer til at gavne dig enormt meget i det lange løb. Og så synes jeg også, at det er enormt vigtigt, at du får en dialog i gang med dit barn. En psykolog kunne også give dig de rigtige værktøjer til dette. Dit barn skal kunne sætte ord på hans/hendes følelser mht. denne situation, for konflikter i barndommen kan sætte alvorlige præg på personligheden senere hen. Det vil komme bag på de fleste, hvor lidt der skal til! Så dit barn er helt temmelig sikkert også blevet præget af den gift der var i forholdet, mens i var sammen. Måske tænker du: "Jamen vi har aldrig skændtes foran ham/hende" - Men børn opfatter langt mere, og langt nemmere små signaler, end vi er klar over.

Og så lov mig, at du ikke taler grimt om barnets far til barnet. Uanset hvor ubehagelig han er, og uanset om barnet selv siger, at h*n er sur på far pga. det og det. Du er nødt til at være objektiv, for barnet må ikke drages ind i mor/far-konflikten. Det er jeg selv blevet, og det skaber et indre ambivalensforhold, som du ikke skal udsætte dit barn for. Lyt i stedet forstående til dit barn, uden at tilkendegive, at du er enig i dets betragtninger.

Håber du får det bedre!

Tak for dit svar. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg aldrig og jeg mener virkelig aldrig har snakket dårligt om min ex foran mit barn. Men da vi stod midt i bopælssagen sagde mit barn: far han er dum. Jeg sagde: nej far er ikke dum, men det far han gør, er dumt. Jeg ville dengang ikke lyve eller fortie min holdning til min exmands handlinger. Dette kunne mit barn jo godt mærke. Men jeg har altid gået meget op i at far ikke er en dum og skidt person. Men nogle af de ting han gør kan være dumme. Mit barn har desværre også måtte opleve mit ex på slap-linie. Dette har jeg altid snakket med mit barn om og h*n ved at h*n altid kan komme og snakke om det. Problemet er hovedsageligt for mit barn, at faderen ikke lytter. Jeg har nævnt det for min ex for synes det er så synd for vores barn at h*n ikke føler sig hørt. Min ex blev ked da jeg fortalte det og sagde at det ville han prøve at ændre på.

Må indrømme at jeg nok havde håbet at vi kunne få en god hverdag til at fungere når der atter var kommet ro på. Jeg er ked af, at det har sat så store spor i mit liv. For jeg orker næsten ikke at bruge mere tid på at snakke om ham - orker ikke at rippe op i det hele igen. Jeg trænger til ro, jeg er træt og vil bare gerne kunne se fremad.

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg aldrig og jeg mener virkelig aldrig har snakket dårligt om min ex foran mit barn. Men da vi stod midt i bopælssagen sagde mit barn: far han er dum. Jeg sagde: nej far er ikke dum, men det far han gør, er dumt. Jeg ville dengang ikke lyve eller fortie min holdning til min exmands handlinger. Dette kunne mit barn jo godt mærke. Men jeg har altid gået meget op i at far ikke er en dum og skidt person. Men nogle af de ting han gør kan være dumme. Mit barn har desværre også måtte opleve mit ex på slap-linie. Dette har jeg altid snakket med mit barn om og h*n ved at h*n altid kan komme og snakke om det. Problemet er hovedsageligt for mit barn, at faderen ikke lytter. Jeg har nævnt det for min ex for synes det er så synd for vores barn at h*n ikke føler sig hørt. Min ex blev ked da jeg fortalte det og sagde at det ville han prøve at ændre på.

Må indrømme at jeg nok havde håbet at vi kunne få en god hverdag til at fungere når der atter var kommet ro på. Jeg er ked af, at det har sat så store spor i mit liv. For jeg orker næsten ikke at bruge mere tid på at snakke om ham - orker ikke at rippe op i det hele igen. Jeg trænger til ro, jeg er træt og vil bare gerne kunne se fremad.

Uha... Din beretning fik mig til at tænke på en tidligere kæreste, som lavet psy terre på mig. Jeg sagde somme tider til ham, så slog mig for fanden, så jeg virkelig har noget at være bange for. Han rørte mig hellere aldrig, men han råbte og skreg af mig og pludselig var han også mega kærlig. Jeg Kan huske engang, der havde vi lige dyrket sex og jeg kom til at sige, at jeg var lige ved at komme, men var vist langt fra. Da han var færdig, flippede han fuldstændig ud og jeg kunne derfor ligge helt nøgen på en seng i stuen og se og lytte til, hvordan han råbte og skreg. Jeg kunne ikke andet end at stor tude og det gjorede det hele meget værre. Vi endte med at gå i bad, trods at han stadigvæk skældte godt og grundig ud. Jeg var så bange, at jeg rystede, jeg fulgte bare med i bad. Og så forsøgte jeg, at få ham til at slappe af og det lykkes, ved at love, at jeg aldrig sagde de ord igen under sex.

I 2 år var vi kærester også ikke også igen, ja on and of. Vi var fast par i ½ år. Jeg måtte virkelig have meget hjæp fra venner og familie, plus plus psy. Fær at jeg kom på rette køl. Har mange historier fra den tid, så jeg ved hvad du snakker om

Har oplevet det samme. Han forfulgte mig og udspionerede mig i flere år efter at jeg "slap af med ham" . På trods af både han og jeg havde/har fået nye kærester.

Det er så sindsigt sådan noget. Så skørt så man tror det er en selv der er ved at gå fra forstanden.

Mens man er i det skal man hører på folk taler grimt om ham, Man forsvare ham med sit liv overfor dem, Selvom men inderst inde selv hader ham. Det er en underlig tilstend af afmagt, afhængighed, afsky.

Godt du har fået sat ord på og fundet ud af hvad der er sket med dig. Nu kan du arbejde dig ovenpå og så vidst muligt lægge det bag dig.