Anonym skriver:
hejsa... synes det hele er så skide svært.. har en svær depression og får medicin for det.. men har det stadig skide svært... min mand bliver sur på mig hver evig eneste dag, da jeg ikke hjælper nok til herhjemme, og han skal ordne det mest huslige.. jeg bruger bare alt min energi på at passe min datter på 6 mdr... har så svært ved at stå op om morgenen, og står op med min datter for at give hende mad, lege lidt med hende, og så gå i seng og sove til middag med hende.. vi står først op ved 10, 11 tiden rigtigt.. og så skal hun have mad, i bad, vi skal handle ind og jeg skal ordne lidt herhjemme.. nogen dage har jeg bare ikke overskud til at passe andet end hende..
skal nok sættes op i medicin igen, men synes bare at jeg får så meget allerede.. havde en MEGET slem depression da jeg var gravid, pågrund af at jeg blev sat ned i medicin... jeg sover meget når jeg er deprimeret.. har en psykiater jeg snakker jævnligt med.. havde bare brug for at få det ud.. synes bare min mand mangler forståelse for min situation... suk
Jeg tror, at vi skal passe på med at svine din mand. Nu læser jeg selv psykologi, og må sige, at der også mangler forståelse for de, som er pårørende til folk med psykiske lidelser. Self. vidste han, hvad han gik ind til. Self. er det træls, at han bliver sur. Men hvis man prøver at sætte sig i hans sko, kan man så ikke til dels godt forstå det? Hvis man skulle ordne alt det huslige alene, imens ens partner bare lå i sengen? Selvfølgelig er det forståeligt, at du skal ligge. Du skal blive bedre, og du skal arbejde på din depression. Men det er hårdt at skulle stå med det hele selv, som du forklarer, at din mand gør, og derfor mener jeg, at du måske også skal yde lidt forståelse for ham.
Det er en generel ting, som mange mennesker har problemer med: At vende dem om. For ofte når vi gør det, må vi erkende, at vi måske faktisk godt kan se sagen fra den andens synspunkt. Jeg har forfærdelig ondt af dig, at du har det så skidt, men jeg synes også, at du skal udvise forståelse for, at det her er ufattelig hårdt for din mand. Særligt når i har et barn. Derfor kan det godt være svært af og til at holde de indre følelser af frustration tilbage, som han har, fordi stressen over det store ansvar tærer på ham. Det er i hvert fald mit bud.
Men jeg synes, at du skal tage en lang snak med ham. Sæt dig ned med ham. Fortæl ham, hvordan du har det med hans reaktioner. Tal med ham om, at i begge skal sætte jer i den andens sted, og at i skal finde en konstruktiv løsning på problemerne. Selvom du har manglende overskud, så tag dig tid til at lyt til ham. Lad ham tale om, hvor hårdt det hele er, uden at bebrejde ham, og fortæl ham, hvor ked af du bliver, at han reagerer som han gør. Hvis i begge får åbnet op for jeres følelser, kan i formentlig nemmere finde en løsning.
Det er så nemt at sige "Årh han er et svin, stakkels dig", for vi vil jo gerne støtte hinanden her på forum. Og som sagt føler jeg dybt med dig - Men jeg synes også, at vi alle skal prøve at se det fra en anden vinkel, før vi slagter manden, som står med det hele selv. 
