Jeg synes, det er svært at beskrive, hvornår moderfølelsen ramte mig første gang i denne graviditet, for vi har jo to børn i forvejen, så den har nok været der hele tiden.
Men jeg kan huske, den dag, jeg testede efter at have forsøgt i 16 måneder. 
Det var en fredag på vej hjem fra arbejde at jeg besluttede, at jeg lige så godt kunne tage en test, for det var heromkring, jeg alligevel skulle have mens, så jeg kunne jo lige så godt få det overstået og se skuffelsen i øjnene. Jeg havde ikke regnet med to streger, for jeg var jo vant til, at der kun kom en...jeg tissede på testen, lagde den i vindueskarmen fast besluttet på at vente de tre minutter, man skal, før jeg kiggede på den. Efter cirka et minut kunne jeg ikke lade være alligevel
- og sørme om der ikke var to streger. Jeg var helt rundt på gulvet og kørte straks ned på apoteket for at købe endnu en test, for at være sikker på, at den var god nok!
Den var også positiv!
Helt fantastik - men samtidig var jeg bange for, at hvad nu hvis jeg havde testet for tidligt - jeg var 4+3, eller hvad nu hvis jeg aborterer, eller der var noget galt med fosteret eller....! Jeg blev enig med mig selv om at skubbe de tanker væk, for jeg kunne jo hverken gøre fra eller til alligevel. Jeg tror, at grunden til at jeg tænkte sådan, var fordi jeg ved, det tager rigtig lang tid for mig at blive gravid, så der ville jo nok være lange udsigter til to streger igen, hvis graviditeten gik til grunde.
Min mand var på arbejde i Aalborg hele weekenden pga. karneval og kom ikke hjem før søndag, så jeg ringede til ham, da jeg ikke kunne vente så længe med at dele det med ham!
Jeg havde forinden forsøgt at sende en mms med billede af testen til ham, men det ville selvfølgelig ikke du!
Han var selvfølgelig lige så glad som mig - det gav vist lidt ekstra energi, nu når han skulle arbejde så mange timer i weekenden! Han sagde i hvert fald selv bagefter, at når han var ved at være træt, tænkte han bare på graviditeten, og så kvikkede han op igen!
Nå nu er jeg vist ved at skrive en helt roman igen!
Men det korte af det lange er, at det for alvor gik op for mig, da vi kom til NF-scanningen. Jeg havde hverken døjet med kvalme eller haft andre graviditetssymptomer, så det var lige før, jeg var usikker på, om der overhovedet var nogen der boede derinde bagved! Men da jeg først så den lille pjevs i maven, var jeg solgt. Det er så fantastik, at derinde bagved maveskindet lever et lille væsen - man kunne bare hverken se eller mærke hende endnu på det tidspunkt! Men nøøøj hvor kunne jeg bare ligge med sådan en scanne-dims på maven i 40 uger! Nu er der heldigvis ikke så lang tid tilbage, men iihh hvor vi glæder os alle fire!
