Moderfølelse <3

Igår var jeg til en 3/4D scanning af min dejlige dreng. Det var den skønneste og mest fantastiske oplevelse! At se sit barn på den måde er selvfølgelig ret surrealistisk, men de 45 min hvor jeg lå og så min søn på skærmen, var bare....smukt. Jeg blev helt opslugt at en varm følelse og en kolosal beskytter trang og ikke mindst fik jeg bare lyst til at knuge ham ind til mig og aldrig slippe ham igen!

Jeg tror jeg blev overmandet af moderfølelsen. Jeg har fået så mange billeder med hjem af ham at jeg ikke kan tage øjnene fra ham og jeg synes der er længe til 20 februar, hvor jeg har termin! Selv min kæreste var helt overvældet og meget overrasket over at vi kunne se ham så tydelig og spillevende

Jeg gætter på, at der er mange andre her i mødregruppen, som har oplevet den varme følelse skylle ind over sig. Det kunne være hyggeligt at høre lidt om hvornår den første bølge skyllede ind over jer

AS 27+4

Får helt kuldegysninger af at læse med. Kan sagtens genkende det. Jeg havde lidt svært ved at forholde mig til at jeg havde et barn i maven i starten. Indtil første scanning - nøj hvor blev det virkeligt for både mig og for Martin. Når jeg snakkede og bevægede mig kunne jeg se at det påvirkede babyens bevægleser på skærmen - dér gik det op for mig at vi hang sammen 

Nu bliver jeg grebet af den der følelse flere gange om dagen når den lille møffer sig rundt derinde og jeg kan mærke hovede, ryg og numse. 

Hvor lyder det som en rigtig dejlig oplevelse til din 3D scanning jeg kan ikke selv huske hvornår jeg første gang følte moderkærligheden, men til den første scanning i uge 7 blev jeg meget bevidst om at nu skulle jeg være mor til Nf scanningen tuede jeg hele vejen igennem, da jeg så den lille baby og jeg kyssede scannings billede hver morgen nu når jeg mærker min lille pige hver dag får jeg den følelse du beskriver, og nyder at mærke hende! Ved allerede nu at jeg elsker min lille pige og glæder mig helt vildt til at møde hende hilsen sabrina 33+0

Angelspot skriver:

Igår var jeg til en 3/4D scanning af min dejlige dreng. Det var den skønneste og mest fantastiske oplevelse! At se sit barn på den måde er selvfølgelig ret surrealistisk, men de 45 min hvor jeg lå og så min søn på skærmen, var bare....smukt. Jeg blev helt opslugt at en varm følelse og en kolosal beskytter trang og ikke mindst fik jeg bare lyst til at knuge ham ind til mig og aldrig slippe ham igen!

Jeg tror jeg blev overmandet af moderfølelsen. Jeg har fået så mange billeder med hjem af ham at jeg ikke kan tage øjnene fra ham og jeg synes der er længe til 20 februar, hvor jeg har termin! Selv min kæreste var helt overvældet og meget overrasket over at vi kunne se ham så tydelig og spillevende

Jeg gætter på, at der er mange andre her i mødregruppen, som har oplevet den varme følelse skylle ind over sig. Det kunne være hyggeligt at høre lidt om hvornår den første bølge skyllede ind over jer

AS 27+4

Jeg husker præcis, hvornår jeg først "forelskede" mig i den lille.

Det var i uge 12 + 1 dag. Jeg blev scannet for at finde den korrekte terminsdato. Han lå heeelt stille derinde, kun hjertebink. Lægen bad mig hoste.. og så kan jeg love for han blev gal. Eller sådan så det ud. Først en lige højre og så et par karatespark som tak for forstyrrelsen. 

Indtil da havde jeg ikke fattet at det faktisk er et lille (nærmest) selvstændigt liv, der ligger derinde. Nu er han på vej ud gennem maveskindet eller op under mine ribben - sådan føles i hvert fald når han sparker til.

Knus

Hvor er det hyggeligt at læse Det er noget forskelligt hvornår vi lige har fået den der wow oplevelse.

 Er også bare totalt forelsket i den lille, har svævet på en lyserød sky siden. Selvfølgelig har jeg været klar over at der har været barn i maven hele tiden og han har også sparket de sidste par mdr, men hvor var det en fed fornemmelse at få den bølge af lykke skyllet ind over sig ved at se ham igen

Ihhh jeg elskede vores lille Bimmer, allerede da de to streger kom på testen. Men det bliver naturligvis mere og stærkere nu længere man kommer hen. Det var VILDT første gang jeg var til tryghedsscanning og vi så hjerteblink! Men alle scanninger har været lige vilde! Altså der bliver bare bygget oven på hver gang!

-Bare vent til ungen bliver født, så tror man at man REVNER af kærlighed Det er SINDSYGT vildt i forhold til alle de andre scanninger og spark osv. under graviditeten!!! Og så smiler barnet... Igen KABOOOM!!!!... og så vinker det, lærer at gå, siger   moar osv osv... og hver gang bliver der lige hældt endnu en dosis af kærlighed oven i bøtten!!! GLÆD JER!!!

Ihhh hvor er vi bare VILDT heldige!!

Til trådstarter!! Hvor er billederne? vi vil se dit lille mirakel i 3D!!

 

DK skriver:

Ihhh jeg elskede vores lille Bimmer, allerede da de to streger kom på testen. Men det bliver naturligvis mere og stærkere nu længere man kommer hen. Det var VILDT første gang jeg var til tryghedsscanning og vi så hjerteblink! Men alle scanninger har været lige vilde! Altså der bliver bare bygget oven på hver gang!

-Bare vent til ungen bliver født, så tror man at man REVNER af kærlighed Det er SINDSYGT vildt i forhold til alle de andre scanninger og spark osv. under graviditeten!!! Og så smiler barnet... Igen KABOOOM!!!!... og så vinker det, lærer at gå, siger   moar osv osv... og hver gang bliver der lige hældt endnu en dosis af kærlighed oven i bøtten!!! GLÆD JER!!!

Ihhh hvor er vi bare VILDT heldige!!

Til trådstarter!! Hvor er billederne? vi vil se dit lille mirakel i 3D!!

Jeg kan godt forestille mig at det her kun er begyndelsen, tænk at det virkelig kan blive så stort og så er det ikke engang det største Jeg glæder mig til at møde ham, kan næsten ikke vente, han er helt perfekt

Her er et par af billederne hvor han ligger og hygger sig. Dejligt at han havde lyst til at deltage og ikke gemte sig væk

Her var det til NF....der gik det både op for mig og kæresten der sad vi med tårre i øjnene. Det var helt helt helt VIDLT!!

Den følelse jeg sad med var...ja....ubeskrivelig !! Og når jeg kiggede min kæreste i øjnene kunne jeg se hvad han følte , når vi begge drejede vores hoveder hen på skærmen for at se vores baby.
Det lille væsen som bevægede sig deroppe på skærmen , er vores lille mirakel tænkt jeg.

 

 

For mig er det kommet i flere omgange. Efter en spontan abort i februar 2010, hvor vi var MEGET glade og helt oppe og ringe allerede ved streg nr. 2, så var vi denne gang mere skeptiske. Jeg gik længe og ventede på første mens efter aborten og der gik næsten 3 måneder. Derfor troede jeg ikke helt på, at vi kunne være så heldige og få de to streger i ”første” forsøg. Vi prøvede os frem med ægløsningstests, fordi min cyklus er meget svingende 35-42 dage. 9. maj 2010 fik jeg en positv ÆL-test og kunne næsten ikke bære ironien, da det var ”Mors dag”. Vi gjorde det der skulle gøres, selvom vi begge var pressede i perioden pga. afsluttende projekter på vores uddannelser. Og så venter man, men hygger stadig fra tid til anden – for hvad nu hvis de test ikke virker ordentligt eller man ikke har aflæst dem korrekt.

14 dage senere er vi på pinseweekend med svigerfamilien og jeg har en sjov fornemmelse i kroppen. Havde en omgang på arbejdet, hvor jeg var ved at dejse om, men troede det var pga. varme og væskemangel. På weekendturen blev jeg lidt småkvalm, når spisetiderne blev skubbet for meget. Vi kom hjem om mandagen og manden min, Morten, spørger forsigtigt, hvornår det er tid til at teste. Jeg forklarer ham, at ved en kort cyklus kunne jeg teste allerede tirsdag morgen, men jeg ved ikke om jeg tør  Han mener at jeg skal prøve og det er så en aftale. Tirsdag morgen står jeg tidligt op og tester. Testen ligger på bordet ved siden af vasken og jeg tager tid….vente, vente, vente…indenfor tiden kommer der en svag streg nr. 2, som jeg kan se i strakt arm. Helt befippet kalder jeg på Morten. En meget træt mand med små øjne tropper op ude på badeværelset og kigger på testen ”Den er da vist god nok” – der står vi så og kigger på hinanden. På en lille lyserød sky, men med vores nylige abort i baghovedet. Vi aftaler at tage en ny test om fredagen, for at se om stregen bliver tydeligere og hcg derfor stiger. Lidt skadet er man vel blevet af sine erfaringer.

Fredag er der 2 tydelige streger og jeg bestiller tid hos lægen. Lægen udfylder det meste af vandrejournalen ud fra den gamle fra starten af året. På grund af min uregelmæssige cyklus og vores abort bliver vi sendt til termins- /tryghedsscanning. Dette sker hos den sødeste jordemoder. Jeg var meget nervøs, da vi havde en MEGET grim oplevelse hos en anden gynækolog i forbindelse med aborten. Men hun tog pænt imod os og forklarede, at det er ikke sikkert vi kan se hjerteblink allerede, men vi kan se om det sidder rigtigt osv. En indvendig scanning viser det fineste lille hjerte banke og Morten tager min hånd. Tårerne triller ned af kinderne på mig, men jeg ønsker ikke at fjerne blikket fra den lille muskel, som arbejder. Her rammer den første bølge af moderfølelse mig rigtigt. Det er vores lille hjerte, der banker inde i min mave. Jeg var 6+5.

Efterfølgende er det bare blevet mere og mere omfattende for hver ny undersøgelse og scanning. I uge 10 var vi til genetisk rådgivning, da Mortens faster mangler hænder og fødder -  det samme gør hendes datter. Allerede her var det lille hjerte blevet til en lille menneskefigur med boksehandsker ;o) I uge 12 var vi til NF-scanning og alt så godt ud. Igen så de efter hænder og fødder og alt var fint. Lav risiko for DS og fin baby. I uge 17 er vi til kønsscanning på en privatklinik og får at vide, at vi venter en lille pige. Fik set hende i 3D og tænk at der var sådan en fin lille en inden i min mave. Hun havde på dette tidspunkt ikke meget fedt på kroppen, så minder mest om en lille alien. Men hun er vores lille rumvæsen. I uge 19 er vi til MD-scanning og får at vide, at det er en fin lille baby, der har det godt og vokser som den skal. Hun lå med krydsede ben, så vi fik ikke bekræftet kønnet.

Jeg fik først "mave på" i uge 24, så for mig har scanningerne været guld værd - jeg kunne jo ikke se det udenpå i meget lang tid.

Nu er hun en meget aktiv baby, så jeg har fornøjelsen af møven og spark det meste af dagen og natten. Men hold kæft, hvor jeg elsker det lille væsen inden i mig. Jeg glæder mig helt vildt til hun kommer og de sidste par måneder må godt gå meget stærkt. Jeg elsker når Morten en stille aften kigger på mig og maven og siger ”Kan det ikke gå lidt hurtigere? Jeg kan næsten ikke vente mere”. Vi glæder os. Jeg føler, at jeg står i et hav af moderfølelse lige nu.

Det blev et meget langt indlæg, men det er svært at forklare kort Sorry, men tak fordi du læste med.

Kit 30+5

Kit skriver:

For mig er det kommet i flere omgange. Efter en spontan abort i februar 2010, hvor vi var MEGET glade og helt oppe og ringe allerede ved streg nr. 2, så var vi denne gang mere skeptiske. Jeg gik længe og ventede på første mens efter aborten og der gik næsten 3 måneder. Derfor troede jeg ikke helt på, at vi kunne være så heldige og få de to streger i ”første” forsøg. Vi prøvede os frem med ægløsningstests, fordi min cyklus er meget svingende 35-42 dage. 9. maj 2010 fik jeg en positv ÆL-test og kunne næsten ikke bære ironien, da det var ”Mors dag”. Vi gjorde det der skulle gøres, selvom vi begge var pressede i perioden pga. afsluttende projekter på vores uddannelser. Og så venter man, men hygger stadig fra tid til anden – for hvad nu hvis de test ikke virker ordentligt eller man ikke har aflæst dem korrekt.

14 dage senere er vi på pinseweekend med svigerfamilien og jeg har en sjov fornemmelse i kroppen. Havde en omgang på arbejdet, hvor jeg var ved at dejse om, men troede det var pga. varme og væskemangel. På weekendturen blev jeg lidt småkvalm, når spisetiderne blev skubbet for meget. Vi kom hjem om mandagen og manden min, Morten, spørger forsigtigt, hvornår det er tid til at teste. Jeg forklarer ham, at ved en kort cyklus kunne jeg teste allerede tirsdag morgen, men jeg ved ikke om jeg tør  Han mener at jeg skal prøve og det er så en aftale. Tirsdag morgen står jeg tidligt op og tester. Testen ligger på bordet ved siden af vasken og jeg tager tid….vente, vente, vente…indenfor tiden kommer der en svag streg nr. 2, som jeg kan se i strakt arm. Helt befippet kalder jeg på Morten. En meget træt mand med små øjne tropper op ude på badeværelset og kigger på testen ”Den er da vist god nok” – der står vi så og kigger på hinanden. På en lille lyserød sky, men med vores nylige abort i baghovedet. Vi aftaler at tage en ny test om fredagen, for at se om stregen bliver tydeligere og hcg derfor stiger. Lidt skadet er man vel blevet af sine erfaringer.

Fredag er der 2 tydelige streger og jeg bestiller tid hos lægen. Lægen udfylder det meste af vandrejournalen ud fra den gamle fra starten af året. På grund af min uregelmæssige cyklus og vores abort bliver vi sendt til termins- /tryghedsscanning. Dette sker hos den sødeste jordemoder. Jeg var meget nervøs, da vi havde en MEGET grim oplevelse hos en anden gynækolog i forbindelse med aborten. Men hun tog pænt imod os og forklarede, at det er ikke sikkert vi kan se hjerteblink allerede, men vi kan se om det sidder rigtigt osv. En indvendig scanning viser det fineste lille hjerte banke og Morten tager min hånd. Tårerne triller ned af kinderne på mig, men jeg ønsker ikke at fjerne blikket fra den lille muskel, som arbejder. Her rammer den første bølge af moderfølelse mig rigtigt. Det er vores lille hjerte, der banker inde i min mave. Jeg var 6+5.

Efterfølgende er det bare blevet mere og mere omfattende for hver ny undersøgelse og scanning. I uge 10 var vi til genetisk rådgivning, da Mortens faster mangler hænder og fødder -  det samme gør hendes datter. Allerede her var det lille hjerte blevet til en lille menneskefigur med boksehandsker ;o) I uge 12 var vi til NF-scanning og alt så godt ud. Igen så de efter hænder og fødder og alt var fint. Lav risiko for DS og fin baby. I uge 17 er vi til kønsscanning på en privatklinik og får at vide, at vi venter en lille pige. Fik set hende i 3D og tænk at der var sådan en fin lille en inden i min mave. Hun havde på dette tidspunkt ikke meget fedt på kroppen, så minder mest om en lille alien. Men hun er vores lille rumvæsen. I uge 19 er vi til MD-scanning og får at vide, at det er en fin lille baby, der har det godt og vokser som den skal. Hun lå med krydsede ben, så vi fik ikke bekræftet kønnet.

Jeg fik først "mave på" i uge 24, så for mig har scanningerne været guld værd - jeg kunne jo ikke se det udenpå i meget lang tid.

Nu er hun en meget aktiv baby, så jeg har fornøjelsen af møven og spark det meste af dagen og natten. Men hold kæft, hvor jeg elsker det lille væsen inden i mig. Jeg glæder mig helt vildt til hun kommer og de sidste par måneder må godt gå meget stærkt. Jeg elsker når Morten en stille aften kigger på mig og maven og siger ”Kan det ikke gå lidt hurtigere? Jeg kan næsten ikke vente mere”. Vi glæder os. Jeg føler, at jeg står i et hav af moderfølelse lige nu.

Det blev et meget langt indlæg, men det er svært at forklare kort Sorry, men tak fordi du læste med.

Kit 30+5

Hvor er det godt skrevet!

Jeg kan næsten helt fornemme kærligheden mellem jer to og til jeres lille pige.

Og jeg kan kun give Morten ret - de næste to månder må gerne gå MEGET hurtigt!