mange tænker efter

hejsa.

jeg fik svangeskabsforgiften i voldsom grad, jeg var i livs fare, og hvis jeg kommet to timer sener ind på roskilde havde mit barn og jeg ikke været her i dag, hun blev taget ud i 29+0 og hendes vægt var 920 gram og 33 cm lang. jeg så hende først 3 dage efter hun var blevet taget ud, fordi jeg var så syg og var livsfare, så de skulle holde øje med mig. da jeg så hende havde hun cpap på og drop i armen og hue og blodmåler og hjertet måler. det var rigtigt hårdt at se, og jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorder inde på det sygehus. jeg var der inde i 2 måneder med min pige, som i dag hedder liw.

hun følger rigtigt med og hun fejler intet i dag, men hold da op hvor er der bare mange tænker i ens hovede når man har været det igennem, jeg tænker hele tiden på for tilbage gange, for hun psysisk eller fysisk skade senere, bliver hun ved med være så tryghedsmennesker, og hvordan bliver hun sener, kan jeg blive gravid igen? føde jeg fortidligt igen ? kommer jeg livfare igen.

hvis nogen er jer har haft det på samme måde med mange tænker, hvordan har i arbejdet med det, ? kan i komme med nogen gode råd

liwsmor skriver:

hejsa.

jeg fik svangeskabsforgiften i voldsom grad, jeg var i livs fare, og hvis jeg kommet to timer sener ind på roskilde havde mit barn og jeg ikke været her i dag, hun blev taget ud i 29+0 og hendes vægt var 920 gram og 33 cm lang. jeg så hende først 3 dage efter hun var blevet taget ud, fordi jeg var så syg og var livsfare, så de skulle holde øje med mig. da jeg så hende havde hun cpap på og drop i armen og hue og blodmåler og hjertet måler. det var rigtigt hårdt at se, og jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorder inde på det sygehus. jeg var der inde i 2 måneder med min pige, som i dag hedder liw.

hun følger rigtigt med og hun fejler intet i dag, men hold da op hvor er der bare mange tænker i ens hovede når man har været det igennem, jeg tænker hele tiden på for tilbage gange, for hun psysisk eller fysisk skade senere, bliver hun ved med være så tryghedsmennesker, og hvordan bliver hun sener, kan jeg blive gravid igen? føde jeg fortidligt igen ? kommer jeg livfare igen.

hvis nogen er jer har haft det på samme måde med mange tænker, hvordan har i arbejdet med det, ? kan i komme med nogen gode råd

Det er jo en meget meget voldsom oplevelse du har været ude for. Eller retter en dobbeltvoldsom oplevelse. For både at føde ekstremt for tidligt (og det er uge 29) og selv være i livsfare, det er noget der rykker gevalidigt i sindet.

Jeg vil anbefalde dig at få noget professionel hjælp. Der er noget der hedder Gaia-institutet som har speciale i bearbejdning af fødseler, og der er også en psykolog i København som har speciale i gravide/fødende/efter-fødselsreaktioner. Hun hedder Charlotte Clemmesen.

Det koster selvfølgelig nogle penge, men det handler om dit psykiske velbefindende resten af dit liv. Det er så voldsomt det du har oplevet at det er ikke noget du 'lige' ryster af dig, eller 'lige' kommer dig over.

Det er langt lettere at bearbejde det nu, end om 10-20-30 år.

-og husk at give dig selv lov til at reagere! Det er kun helt helt naturligt oven på den omgang!

Heldigvis er det ektremt sjældent af svangerskabsforgiftning får lov til at udvikle sig så langt, som det sket i dit tilfælde. -og i forbindelse med en evt. anden graviditet, vil læger og jordmødre være MEGET obs på signaler på begyndende svagerskabsforgiftning.

Jeg havde det selv (i meget mild grad!!!) og jeg fik nogle strips med hjem, så jeg selv kunne lave urintest på hvordan min krop havde det. Det var rart hele tiden (nogle dage, flere gange om dagen) at kunne følge med i hvordan det gik. Det vil jeg klart anbefale dig også!

Håber du får en god vind på din vej!

tak for in rådgivning, men jeg siger nej tak til lige den hjælp jeg har en psykolog som jeg er rigtigt glad for som jeg snakker meget med, men det stadig hårdt ville ønske alt bare kunne gå væk inde i mit hovede, men det virkelig svært og hårdt, jo min psykolog forstår det men ellers syntes jeg folk har svært ved det. 

ja ville jer hører min læge om næste gang jeg er gravid

liwsmor skriver:

hejsa.

jeg fik svangeskabsforgiften i voldsom grad, jeg var i livs fare, og hvis jeg kommet to timer sener ind på roskilde havde mit barn og jeg ikke været her i dag, hun blev taget ud i 29+0 og hendes vægt var 920 gram og 33 cm lang. jeg så hende først 3 dage efter hun var blevet taget ud, fordi jeg var så syg og var livsfare, så de skulle holde øje med mig. da jeg så hende havde hun cpap på og drop i armen og hue og blodmåler og hjertet måler. det var rigtigt hårdt at se, og jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorder inde på det sygehus. jeg var der inde i 2 måneder med min pige, som i dag hedder liw.

hun følger rigtigt med og hun fejler intet i dag, men hold da op hvor er der bare mange tænker i ens hovede når man har været det igennem, jeg tænker hele tiden på for tilbage gange, for hun psysisk eller fysisk skade senere, bliver hun ved med være så tryghedsmennesker, og hvordan bliver hun sener, kan jeg blive gravid igen? føde jeg fortidligt igen ? kommer jeg livfare igen.

hvis nogen er jer har haft det på samme måde med mange tænker, hvordan har i arbejdet med det, ? kan i komme med nogen gode råd

Uha hvor jeg kender dine følelser... ikke at det var ligeså slemt som dig, for det lyder til at have været noget af en omgang.... men godt i klarede det og det går godt.

Jeg fik også svangerskabsforgiftning, det startede i uge 20, og rendte hele tiden ind og ud af sygehuset, idag kan jeg læse i mine papirer at de har skrevet at det nok bare var min overvægt der skyldtes de her symptomer...

De sidste par uger af graviditeten, tog jeg ekstremt meget på, vand... og han vejede for lidt... jeg kunne ikke rigtig trække vejret, og mit blodtryk var 180/120 ...

Det endte så med at de satte mig igang 37+3, da min lever og nyrer også begyndte at vise noget med det svangerskabsforgiftning.... og det endte så ud med et aks kl.2.14 om natten, da min dreng ikke kunne klare mine veer... da han kom ud fik han en apgar score på 0,5, trak ikke vejret, var blålig, slap.. ja... kun hjertet bankede.... 2400 g og 49 cm... (en del større end din pige)...

Han blev overflyttet til neo på et andet sygehus, og jeg så ham først 16 timer efter, alene det var utrolig hårdt, da man bare gerne vil se sit barn.... en uge efter på sygehuset lå vi der stadig pga. mig, jeg var ved at udvikle en blodprop i lungen og min svangerskabsforgiftning kom retur.....

ikke for at snakke om mig, men for at fortælle dig, at jeg kender dine tanker, og dine følelser... jeg har valgt at sige selvfølgelig bliver min dreng normal.... trods hans hårde start, og min moderkage var ikke "normal", halvdelen af den var "død"... det havde den været længe..

Mange spørger mig "har han taget skade"... "tror du han bliver normal" ... og jeg siger bare retur... hvorfor skulle han ikke blive normal....

jeg gør ALT hvad jeg kan for at aktivere og stimulere ham, babysvømning osv. og jeg har en utrolig velfungerende dreng idag på 6 mdr....

Jeg var til en efterfødsel samtale efterfølgende på sygehuset, og man kan sagtens få flere samtaler, hvor du kan snakke med lige dem du har lyst til, en læge, jordemoder ja... og det hjalp mig.. jeg havde SÅ mange spørgsmål, så mange tanker.. og den samtale gav mig svar på mange ting...

jeg vil gerne give dig et stort knus  og husk på det gode... fokuser kun på det positive, i overlevede.. og hvorfor skulle det ikke blive godt? Hold fast i hinanden...

Du kan godt blive gravid igen, og er det med samme mand, er chancen for sådan en svær svangerskabsforgiftning meget minimal... jeg går selv og er angst for at blive gravid igen... men det er noget du også kan snakke med en jordemoder eller læge om, de kan fortælle dig det meget bedre end jeg kan.... jeg kan fik en utrolig god beskrivende forklaring om hvordan de ting hænger sammen.

Jeg har valgt at fokusere på min dreng og hæve ham op over alt andet, og på den måde er jeg "kommet lidt videre"... men kan stadig den dag idag, få det sus i maven hvor jeg bare har lyst til at gå op pg flå ham op af sengen og give ham et stort knus og masser af kys.....

KittyGirl skriver:

Uha hvor jeg kender dine følelser... ikke at det var ligeså slemt som dig, for det lyder til at have været noget af en omgang.... men godt i klarede det og det går godt.

Jeg fik også svangerskabsforgiftning, det startede i uge 20, og rendte hele tiden ind og ud af sygehuset, idag kan jeg læse i mine papirer at de har skrevet at det nok bare var min overvægt der skyldtes de her symptomer...

De sidste par uger af graviditeten, tog jeg ekstremt meget på, vand... og han vejede for lidt... jeg kunne ikke rigtig trække vejret, og mit blodtryk var 180/120 ...

Det endte så med at de satte mig igang 37+3, da min lever og nyrer også begyndte at vise noget med det svangerskabsforgiftning.... og det endte så ud med et aks kl.2.14 om natten, da min dreng ikke kunne klare mine veer... da han kom ud fik han en apgar score på 0,5, trak ikke vejret, var blålig, slap.. ja... kun hjertet bankede.... 2400 g og 49 cm... (en del større end din pige)...

Han blev overflyttet til neo på et andet sygehus, og jeg så ham først 16 timer efter, alene det var utrolig hårdt, da man bare gerne vil se sit barn.... en uge efter på sygehuset lå vi der stadig pga. mig, jeg var ved at udvikle en blodprop i lungen og min svangerskabsforgiftning kom retur.....

ikke for at snakke om mig, men for at fortælle dig, at jeg kender dine tanker, og dine følelser... jeg har valgt at sige selvfølgelig bliver min dreng normal.... trods hans hårde start, og min moderkage var ikke "normal", halvdelen af den var "død"... det havde den været længe..

Mange spørger mig "har han taget skade"... "tror du han bliver normal" ... og jeg siger bare retur... hvorfor skulle han ikke blive normal....

jeg gør ALT hvad jeg kan for at aktivere og stimulere ham, babysvømning osv. og jeg har en utrolig velfungerende dreng idag på 6 mdr....

Jeg var til en efterfødsel samtale efterfølgende på sygehuset, og man kan sagtens få flere samtaler, hvor du kan snakke med lige dem du har lyst til, en læge, jordemoder ja... og det hjalp mig.. jeg havde SÅ mange spørgsmål, så mange tanker.. og den samtale gav mig svar på mange ting...

jeg vil gerne give dig et stort knus  og husk på det gode... fokuser kun på det positive, i overlevede.. og hvorfor skulle det ikke blive godt? Hold fast i hinanden...

Du kan godt blive gravid igen, og er det med samme mand, er chancen for sådan en svær svangerskabsforgiftning meget minimal... jeg går selv og er angst for at blive gravid igen... men det er noget du også kan snakke med en jordemoder eller læge om, de kan fortælle dig det meget bedre end jeg kan.... jeg kan fik en utrolig god beskrivende forklaring om hvordan de ting hænger sammen.

Jeg har valgt at fokusere på min dreng og hæve ham op over alt andet, og på den måde er jeg "kommet lidt videre"... men kan stadig den dag idag, få det sus i maven hvor jeg bare har lyst til at gå op pg flå ham op af sengen og give ham et stort knus og masser af kys.....

tak dejligt at hører jeg ikke er den eneste der har de tænker og har lyst til  bare gå ind når de sover, jeg har det også sådan først gang hun sov igennem gik jeg bare ind og vækkede hende fordi jeg var så bange for at hun træk vejret fordi hun havde cpap altså ilt i sig i næsten de 2 måneder vi var der inde.

men selvom man har snakke med overlæger og psykolog syntes jeg stadig der mange tænker som jeg for svar. jeg er mega bange for blive gravid igen selvom jeg gerne ville prøve og have en hel gravidtet

liwsmor skriver:

tak dejligt at hører jeg ikke er den eneste der har de tænker og har lyst til  bare gå ind når de sover, jeg har det også sådan først gang hun sov igennem gik jeg bare ind og vækkede hende fordi jeg var så bange for at hun træk vejret fordi hun havde cpap altså ilt i sig i næsten de 2 måneder vi var der inde.

men selvom man har snakke med overlæger og psykolog syntes jeg stadig der mange tænker som jeg for svar. jeg er mega bange for blive gravid igen selvom jeg gerne ville prøve og have en hel gravidtet

Mht. det at blive gravid igen, så lad være at tænke på det, det forsøger jeg ihvertfald... for jeg tror, at hvis det kommer en dag, så tag det til den tid... lad være med at fokusere på det nu... folk omkring mig blev ved med at sige "aaahh i skal da have nr.2".. jeg er så træt af at høre det, og jeg bliver ved med at sige "forstå det nu, NEJ, ikke med den graviditet"... jeg er ikke klar endnu..... men hvem ved, måske man er mentalt klar til det om 3-4 år? og til den tid, er man jo "forberedt" på symptomerne, og man ved hvad man skal ligge mærke til.... og lægerne og jordemødrene er endnu mere på stikkerne, fordi man er 2.gangs gravid i forhold til svangerskabsforgiftning.

Lige nu, skal du kun fokusere på, at få din hverdag til at fungere med din lille pige....

Jeg kan stadig huske den angst jeg havde, da de fjernede den madras Lasse lå på, som "alarmerede" hvis han ikke trak vejret... jeg sov næsten ikke i en uge, skulle hele tiden op og tjekke.... og da de fjernede varme madrassen.... man tjekkede hele tiden temperatur... man var jo bange for han frøs...

Jeg ved ikke hvor gammel Liw er nu? Men med tiden bliver de jo mere robuste, og så bliver man altså bedre til at give "slip"...

KittyGirl skriver:

Mht. det at blive gravid igen, så lad være at tænke på det, det forsøger jeg ihvertfald... for jeg tror, at hvis det kommer en dag, så tag det til den tid... lad være med at fokusere på det nu... folk omkring mig blev ved med at sige "aaahh i skal da have nr.2".. jeg er så træt af at høre det, og jeg bliver ved med at sige "forstå det nu, NEJ, ikke med den graviditet"... jeg er ikke klar endnu..... men hvem ved, måske man er mentalt klar til det om 3-4 år? og til den tid, er man jo "forberedt" på symptomerne, og man ved hvad man skal ligge mærke til.... og lægerne og jordemødrene er endnu mere på stikkerne, fordi man er 2.gangs gravid i forhold til svangerskabsforgiftning.

Lige nu, skal du kun fokusere på, at få din hverdag til at fungere med din lille pige....

Jeg kan stadig huske den angst jeg havde, da de fjernede den madras Lasse lå på, som "alarmerede" hvis han ikke trak vejret... jeg sov næsten ikke i en uge, skulle hele tiden op og tjekke.... og da de fjernede varme madrassen.... man tjekkede hele tiden temperatur... man var jo bange for han frøs...

Jeg ved ikke hvor gammel Liw er nu? Men med tiden bliver de jo mere robuste, og så bliver man altså bedre til at give "slip"...

hun er 5 måneder nu, fra sin fødsel. men ja den madras kan jeg også huske liw havde den heldigvis kun to dage. ja folk er så langt fremme og ville gerne blande sig i ens liv og hvordan man opdager og hvad man skal de komme år. jeg syntes min familie og venner har sværre ved forstå hun er fortidligt først og ikke kan overskue så mange mennesker på en gang

liwsmor skriver:

hun er 5 måneder nu, fra sin fødsel. men ja den madras kan jeg også huske liw havde den heldigvis kun to dage. ja folk er så langt fremme og ville gerne blande sig i ens liv og hvordan man opdager og hvad man skal de komme år. jeg syntes min familie og venner har sværre ved forstå hun er fortidligt først og ikke kan overskue så mange mennesker på en gang

Lasse havde den der måler på foden i 3 dage, og så fik han madrassen i 2 dage, og varmemadrassen 6 dage... sonden havde han 5 dage....

Mht. familien, så er det jo godt at Liw har sin mor, som kan sørge for at hun ikke får for mange impulser....

KittyGirl skriver:

Lasse havde den der måler på foden i 3 dage, og så fik han madrassen i 2 dage, og varmemadrassen 6 dage... sonden havde han 5 dage....

Mht. familien, så er det jo godt at Liw har sin mor, som kan sørge for at hun ikke får for mange impulser....

 

okau det var godt nok  ikke længe, iforhold til liw, men dejligt at han kom af med det, jeg syntes godt nok det var hårdt at hun havde alle de ting, plus så troede vi hun kunne klarer sig uden ilt det kunne hun ikke så fik hun det tilbage og så troede vi hun ikke var syg, så blev hun lige syg igen så hun fik drop tilbage. det var hårdt at se folk deres af og liw bare blev ved med at have tingene på. 

ja det er rigtigt, men det også hårdt sige fra

liwsmor skriver:

okau det var godt nok  ikke længe, iforhold til liw, men dejligt at han kom af med det, jeg syntes godt nok det var hårdt at hun havde alle de ting, plus så troede vi hun kunne klarer sig uden ilt det kunne hun ikke så fik hun det tilbage og så troede vi hun ikke var syg, så blev hun lige syg igen så hun fik drop tilbage. det var hårdt at se folk deres af og liw bare blev ved med at have tingene på. 

ja det er rigtigt, men det også hårdt sige fra

ja vi var "heldige" at Lasse kom sig hurtigt... det varede kun 7 dage på sygehuset... dit forløb er jo endnu længere og endnu hårdere... og det er jo klart med hendes lille fødselsvægt...

og ja de kære pus, med ledninger og alt det... man rummer ikke at se det  Men det er virkelig for deres eget bedste... tænk hvis man ikke havde kunne gøre det man kunne idag... det er jo så fantastisk...

Jeg kan huske da vi lå oppe på sygehuset og Lasse stadig var på neo afdelingen, der kunne familien heller ikke forstå hvorfor de ikke alle måtte holde ham.... men de måtte pænt vaske hænder og arme og spritte det hele af, bare for at komme ind og se ham, og han lå jo i hans "vugge" under tæppet...

Igen er det jo bare fordi familien er så glade for den lille.. at de ikke kan "styre" deres behov for at holde og dikke dikke.... og et sted synes jeg ikke man kan bebrejde dem, for små babyer er jo SÅ nuttede... men godt de har os, til at sige fra