ej, jeg kan virkelig se min egen situation i jeres.. jeg er snart 24, og har været sammen med min kæreste i 7,5 år. jeg har været skruk siden jeg var 20, men det har været slemt her det sidste halve år, har tænkt på graviditet og babyer næsten 24/7. har flere venner og veninder der har fået børn for flere år siden og flere er gravide nu.
jeg har tænkt meget over det med børn, da jeg har arbejdet i en børnehave i 3 mdr som afløser, og jeg elskede det og fandt ud af at jeg faktisk er god med børn
jeg havde lidt tvivl på mig selv mht. til om bærn nu kunne li mig, men det kan de, så det var totalt selvtillids boost.
desværre har jeg mistet min mor for 2 månedersiden til kræft. hun døde 2 måneder efter hun fik diagnosen, og hun har altid spurgt om hun ikke måtte være med når jeg skulle føde, og det har været hårdt at indse at det ikke skal ske og at hun aldrig skal se hendes børnebørn.
problemet er min kærete, eller hans holdning. han vil først have børn tidligst når han blir 30 (han er 24) og det er ikke til at holde ud, jeg vil så gerne have børn senest når jeg er 26 eller 27. han elsker imidlertidigt børn og blir helt fjollet når han holder babyer og leger med små børn. så længe det er andres børn elsker han dem. men stejler totalt hvis jeg smider et hint om børn. alle spørger også hvornår vi skal have børn. vi har lige fået en hvalp som svigermor og svigerfar kalder deres barnebarn. og de er SLET ikke til unge forældre..
åh sys det er så svært når jeg ikke engang kan fortælle ham hvordan jeg har det.. 
Anmeld
