Jeg vil, men han vil ikke

Jeg har en skøn kæreste, og vi har det skønt sammen. vi har været sammen i 2,5 år, og har aldrig haft nogle problemer.

Jeg er 25, han 24

Vi har egentlig altid været lidt mod det, at have travlt med at få børn, men vi har det seneste år alligevel snakket om det, og nået frem til at vi gerne vil på et tidspunkt.

PROBLEMET:

Jeg vil NU!

Jeg har været igennem et hårdt forløb efter at have mistet min far, og har udviklet mig meget efter det, og nu er jeg bare besat af tanken om at få et barn.

Min kæreste er bare slet ikke på det sted, og han gider nærmest ikke snakke om det. Jeg har aldrig været så skuffet over ham før. Nar jeg prøver at sætte ord på hvad jeg føler, så slår han det hen, og siger jeg er urealistisk. jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Han er manden i mit liv, men jeg synes det er en uretfærdig måde at være på.

Hans pointe er jo selvfølgelig, at vi ikke er færdige med vores uddannelser, er på su, har for lidt plads osv. Men som min mormor altid siger, så der altid råd til et barn.

Er jeg fuldstændig åndssvag?

kan i ikke gå lidt på kompromis og evt snakke om en måned næste år i kunne gå i gang, f.eks juli 2011??? og så forklar ham at man ofte skal bruge +6 mdr på det + 9 mdrs ventetid:-)

I skal naturligvis også være klar over det kan tage 1 mdr eller 3 år..... som vi brugte på nr 1. Men for mig har det hjulpet af have noget at se frem til, et ca tidspunkt. Ikke at vi har det nu, for vi er ikke enige om nr 3 endnu, men håber d vi finder ud af noget engang snarrest:-)

Du får intet ud af at forcere en udvikling. Ja det skal da lige være at du mister din skønne kæreste.

Det er ikke altid at man får det som man ønsker sig men livet går videre alligevel. Du må simpelthen skrinlægge dine ønsker og lade din kæreste være i fred i forhold til at du vil drøfte sagen/fortælle om hvordan du har det. Ellers tror jeg helt ærligt at du fastholder en negativ proces som sandsynligvis vil føre til at i går fra hinanden. Man kan altså ikke tvinge sin vilje igennem. Det handler om respekt overfor din skønne kæreste.

Sorry, det er ikke det svar du ønsker - men det jeg kan bidrage med i forhold til din situation.

Anonym skriver:

kan i ikke gå lidt på kompromis og evt snakke om en måned næste år i kunne gå i gang, f.eks juli 2011??? og så forklar ham at man ofte skal bruge +6 mdr på det + 9 mdrs ventetid:-)

I skal naturligvis også være klar over det kan tage 1 mdr eller 3 år..... som vi brugte på nr 1. Men for mig har det hjulpet af have noget at se frem til, et ca tidspunkt. Ikke at vi har det nu, for vi er ikke enige om nr 3 endnu, men håber d vi finder ud af noget engang snarrest:-)

Men det kan også ske med det samme, så jeg synes ikke man kan fremstille det på den måde

Anonym skriver:

Jeg har en skøn kæreste, og vi har det skønt sammen. vi har været sammen i 2,5 år, og har aldrig haft nogle problemer.

Jeg er 25, han 24

Vi har egentlig altid været lidt mod det, at have travlt med at få børn, men vi har det seneste år alligevel snakket om det, og nået frem til at vi gerne vil på et tidspunkt.

 

PROBLEMET:

Jeg vil NU!

Jeg har været igennem et hårdt forløb efter at have mistet min far, og har udviklet mig meget efter det, og nu er jeg bare besat af tanken om at få et barn.

Min kæreste er bare slet ikke på det sted, og han gider nærmest ikke snakke om det. Jeg har aldrig været så skuffet over ham før. Nar jeg prøver at sætte ord på hvad jeg føler, så slår han det hen, og siger jeg er urealistisk. jeg ved ikke hvad jeg skal stille op. Han er manden i mit liv, men jeg synes det er en uretfærdig måde at være på.

 

Hans pointe er jo selvfølgelig, at vi ikke er færdige med vores uddannelser, er på su, har for lidt plads osv. Men som min mormor altid siger, så der altid råd til et barn.

Er jeg fuldstændig åndssvag?

Hvis din kæreste ikke er klar, så er han ikke klar. Det er rigtig træls, men jeg synes du skal slå koldt vand i blodet og vente til han er venligere stemt. Det andet får ham tilsyneladende blot til at stejle endnu mere og ingen af jer er tjent med at få et barn, hvis den anden part ikke er 100% parat

tak for jeres svar.

Jeg ved godt jeg ikke kan tvinge ham, men jeg synes det er uretfærdigt, at han ikke kan rumme mine følelser. og egentlig så vil jeg også bare gerne kende hans tidsperspektiv, så jeg kan forholde mig til det, og afgøre om jeg vil vente så længe.

vi kan snakke om det, hvis vi snakker 10 år frem, det har han intet imod, men jeg gider ikke vente 10 år, der er jeg jo 35! jeg frygter at han holder mig hen indtil den dag jeg ikke kan mere. Ved godt jeg er ung, men da min mor fik mig som 29 årig, der havde hun prøvet i to år, før hun blev gravid, så jeg frygter faktisk at blive for gammel.

Jeg er bare frustreret over at vi ikke kan snakke ordentligt om det.

Bare rolig det skal nok komme når han er klar til det.

Jeg var også skruk i såååå lang tid og jeg kom konstant med små hints om at nu syns jeg snart det skulle være... Min kæreste var slet ikke i tvivl om at det skulle være os to, og han ville helt sikkert ha børn, men han var heller ikke meget for at snakke sådan seriøst om det. Så en dag blev han lidt små irriteret og gjorde det klart at det havde vi altså ikke råd til (det var også økonomien og det faktum at det kun var mig der har kørekort). Så han fik lukket munden på mig, og jeg vidste at jeg ikke skulle nævne det mere... Så 3 mdr efter (da recepten på p.piller udløb igen), kom jeg igen med et lille hint om, om det nu var nødvendigt at købe en ny pakke, og tror du så ik at han sagde at nej det syns han ikke jeg skulle. Vores situation var akurat den samme, men nu var han klar og kunne ikke vente på at vi blev færdige med vores uddannelser.

Nu er jeg over halvvejs igennem min graviditet og det er 1 års tid siden han sagde at vi skulle vente

Så ja, det kommer lige pludselig når man mindst venter det  

åh det lyder vidunderligt.... Håber det kommer.

Jeg er også sikker på ham, jeg ved at det mig han vil ha, så du har nok ret, det kommer lige pludselig....

Jeg er bare så skruk, og er for første gang begyndt at erkende det, og sætte ord på det.

Sidder endda og kigger på babyting, og prøver at skabe overblik over det økonomiske....

Men må hellere slå lidt koldt vand i blodet, og håber han får lyst

Jeg ka godt kende min egen situation for et par måneder siden.. Er selv meget moden af min alder, og jeg kunne bare overhoved ikke forholde mig til at min kæreste ville vente 5års tid, for et halvt år siden ca.. Synes det virkede længe, når jeg egentlig føler mig klar, mentalt, økonomisk og tidsmæssigt - altså i grove træk! Men jeg sagde ærligt til ham at jeg synes 5 år var længe, så var vi 26 og 29 år før vi fik vores første, og jeg ønsker at nyde mit barn, inden jeg får næste - der må gerne gå år imellem dem, så jeg nyder deres små år fuldt ud, og det kunne han godt forstå.. Så han gik nok og tænkte lidt over tingene.. Og jeg skal op og have skyllet æggeledere, da jeg har haft nogle større problemer med undrlivet, så der er da en risiko for jeg ikke bare lige kan få børn, bare lige sådan - så da jeg fandt ud af jeg skulle vente fra marts- januar på test fra gynækologen, sagde jeg til ham at jeg måtte droppe den og starte p-piller op igen så ikke jeg blev gravid ved ups'er og dét ville han altså ikke have.. Så det startede med, at han ville gerne have barn, hvis jeg blev gravid mens vi ventede på testen, og nu er det noget med at han selv regner ud hvornår ægløsningen er ;-) Så det kommer meget pludseligt, så er han klar - og jeg vil råde til at vente på han er klar, jeg synes det er fair at du vil vide om han tænker om et år, tre år eller ti år, meeen - ikke pres på, ellers er det nok mere risikabelt end gladeligt at blive gravid

tak for svar.... Jeg har også besluttet mig at væbne mig med tålmodighed, men har altså gjort det klart hvad jeg føler.

Jeg begyndte at lide af angst da min far døde, for snart et år siden, og er stadig på medicin, da man ikke bare kan stoppe med det. Jeg er dog rask, og har været det et stykke tid ved hjælp af medicin og en god psykolog. Min kæreste har sagt ja til at vi kan snakke om det igen når jeg er trappet ud af medicinen, hvilket jo under alle omstændigheder er nødvendigt. Det et foreløbigt kompromis vi begge kan leve med.