bliver helt imponeret når jeg læser denne tråd.
jeg synes det er en rigtig trist situation du står i, og jeg har selv været i den...dog er det 10 år siden nu.
men det der imponere mig er hvor mange der står i samme situation og bare klarer det rigtig flot. jeg ville gerne citere jer, men det vil tage for lang tid.
synes bare i skal vide at jeg har stor respekt for at i giver faderen "lov" til at trække sig, og samtidig fortæller barnet lidt, så hun stadig ved hun har en far derude et sted.
min datters far var ikke int. i at være far, og kom først ind i hendes liv da hun var 4 år. jeg prøvede længe at kontakte ham, vi fik lavet samkvems ordning ved amtet og jeg skrev, sendte billeder og ringede til ham..... intet af det hjalp rigtigt, og efter et år gav jeg op.
hun havde dog kontakt med farmor som var en stor støtte.
men jeg måtte igennem mange tårer før jeg indså at han ikke ville se hende.
Anmeld
