ulykkelig mor

Vores store pige er blevet 6 år gammel. Hun er storesøster med stort s, og begyndte i o.kl efter sommerferien. Hun trodser meget og jeg er modløs og føler mig hjælpeløs, det gør jeg og min mand. Og i morgens var det som om ballonen gik af. Hun nægter f eks, at tage tøj på, og tøj af, høre efter hvad vi siger osv...

Vi er kommet lang ud, at vi ikke ved hvad fanden vi skal gøre. Vi er trætte af disse skænderier og konflikter med hende, og tror også hun selv er ked af over det. Kender I til det? eller???

Jeg er ulykkelig

Hej kære mor

Det er en udfordring at være forældre og at være søskende og nogen gange kan det komme helt ud på et skævt spor. Jeg vil gerne spørge dig om i har overvejet hvornår jeres meget dygtige storesøster får opmærksomhed? Og hvordan får hun opmærksomhed?

En storesøster er jo meget selvstændig, og det kan være at man slet ikke ved hvad man skal gøre med al den selvstændighed når man kun er en lille pige på 6 år.

Kærlige hilsner

Linda Callesen

Når vores datter falder og slår sig, bliver hun trøste. Når hun har behov for en krammer el kys sidder hun ved en af os. Vi snakker med hende om hvordan hun har haft det i skolen osv...Når hun snakker grimt til os, eller hun gør noget som ikk er ok, så får hun også det at vide. Vi giver hende opmærksomhed, kærlighed, og grænser hvad der er ok og ikk ok.

Så ved ikk helt hvor du vil hen?

Elsk mig mest når jeg fortjener det mindst...rum hende og accepter at det er svært for hende for tiden..kan I ikke lave en hyggestund pg klæde hende på, så får hun lidt det samme som lillesøster....måske hun har brug for det..

min dreng er også 6 år og er startet i 0 klasse.. han var også meget udfarende og trodsig den første tid hvor han i skolen var rigtig god til at samarbejde  så måske er det en reaktion på skolestart..

herhjemme gik den meget på at drille sine søskende og snakke grimt og trodsigt til mig..  en dag gik det op for mig at jeg diskuterede alt for meget med ham. ´det resulterede i at jeg gav ham 1 chance hvis han ikke hørte efterfik han 5 min på værelset.. det har hjulpet virkelig meget at han ved hvor grænsen går nu..

diskuterer i meget med hende eller er der konsekvens på???

skal siges at rasmus og får mange knus og opmærksomhed, men at det var hans adfærd vi reagerede på..

er sikker på at du som i siger giver hende masser af opmærksomhed

                     kram til dig

jbk, jeg putte hende ved eneste dag, har vi en hyggestund bare os to. Hvor vi krammer og snakke...

anjaditte skriver:

 

jbk, jeg putte hende ved eneste dag, har vi en hyggestund bare os to. Hvor vi krammer og snakke...

 

 

Det jeg tænker på er i de situationer hvor du kræver noget og hun stritter imod...hvorfor ikke bare hjælpe hende, sige du kan se hun er træt og ked og sur, men at du gerne vil hjælpe hende... det er jo fint nok at give dem tid når man selv har tid, men måske der også er brug for det når barnet siger til...

Som udgangspunkt herhjemme, roser vi god opførsel og ignorerer dårlig opførsel. Det har en rigtig god effekt.

Men hvor må det være frustrerende for jer at stå med det om morgenen. Kunne det måske hjælpe hvis hun fik lov at vælge mellem to sæt tøj du havde bestemt, så hun fik følelsen af at hun 'selv bestemmer'? I har sikkert prøvet at tage jer god tid om morgenen for at prøve at få en god stund ud af det.

Jeg vil også sige at det ikke er en god ide at diskutere med hende. Forklar hende stille og roligt at det er dig der bestemmer at hun skal have tøj på nu og at det ikke står til diskussion. Det kan også være at en lille konkurrence om hvem der får tøjet først på, kan hjælpe. Det muligvis et krav på opmærksomhed at hun opfører sig sådan. Selvom hun er en storesøster, så er hun også et lille barn stadigvæk

Jeg har hørt, at når man har rummet dem så meget man kan, når man har prøvet at snakke med dem og at være så kærlig man kan, så er det tid til at sige slut. Der er nogle ting som man ikke kan tage på compromis (ligesom at tage tøj på tidligt om morgenen) Så skal du handle (enten det eller jeg tager din legetøj, du tager ikke til dansetime eller noget som hun godt kan lide) Hvis det hellere ikke virker, så kan du sige, at sådan en opførsel er uacceptabelt og så gider du ikke at snakke med hende og begynder at ignorere hende. En gang i mellem siger du igen: nej, jeg gider ikke at snakke med dig, for du ikke sammenarbejder her. Og videre at ignorere hende. Min mor har lavet lidt det der. Jeg husker den dag jeg ikke gad at tage støvler på... Jeg husker stadig, hvor koldt regnen på jorden var på mine baretæer... Og jeg har ikke haft noget problem, jeg elsker min mor stadig   Men jeg husker sådan at det var en tanke i mig ligesom: ok, hun mente jo alvorligt det her...  Du elsker hende ikke mindre, for du sætter dine grænser, nej. Og det kan hun mærke... Og så en gang i mellem kan I hygge lidt og lege, at hun er en baby, for det er noget, hun søger måske. Min mor har også kommet i min seng nogle gange tidligt om morgenen og puttede sammen med mig og kilde mig og jeg fik lov til at være baby   Men så har jeg også lært, at jeg skal tage mine støvler på... puha!

Jeg har ikke prøvet noget af det ende, da mine børn er stadig for små. Men jeg håber, at du finder den balance I har brug for!

Jeg har ikke et barn i den alder så har ingen guldkorn. Men tænkte på ham der Jesper Juul.

Han skulle være rigtig god. og lavet mange bøger. Jeg kender ikke bogen. kender ham kun gennem de råd han har givet i diverse baby magasiner:

DIT KOMPETENTE BARN henvender sig til alle voksne, som er optaget af at opbygge sunde og frugtbare relationer til børn og unge.
Jesper Juul beskriver et helt nyt grundlag for forhold mellem børn og voksne - den lige værdige relation - hvor begge parters personlige integretitet respekteres og tages alvorligt. Det er et opgør med fortidens forestillinger og prksis inden for børnropdragelse og pædagigik.
DIT KOMPETENTE BARN er i Danmark solgt i mere end 140.000 eksemplarer og oversat til ni sprog.
".

Jeg er som udgangspunkt ikke tilhænger af at "læse sig til opdragelsesmetoder", men jeg må siger at jeg med Jesper Juul bog virkelig har fået mine øjne op for, hvordan min hverdag med min søn kan blive så meget lettere. Og ikke mindst, hvordan min relation til min søn, via simple ændringer i min opfattelse af hans kompetencer, har bidraget så utroligt positivt til vores samhørighed.