Ja, ved egentlig om dette indlæg hører til her, men jeg er godt nok ved at gå ned med flaget nu. Jeg føler mig udbrænt, ked af det hele tiden, og bliver arrig over det mindste. Og går derfor rundt med kronisk dårlig samvittighed over for min datter.
Sagen er den at vi hele tiden er syge herhjemme, (som flere af jer ved) og siden torsdag har vi så ligget igen. Jeg og min datter har aldrig været så meget syge som inden for det sidste ½ år, og jeg kan mærke at jeg allermest har lyst til at gå fra det hele nu. Da jeg blev skilt fra min exmand, valgte jeg at flytte til Kbh, fra solrød, for at kunne være tættere på mit netværk. Så de kunne hjælpe mig, hvis der skulle blive noget. Men opbakningen og hjælpen er bare udeblevet, og gang på gang står jeg alene i situationen. Og må fx. efterlade min datter med høj feber bare for at kunne få vasket tøj, da der simpelhen ikke var mere rent, og alt har været brækket til. Ingen hjælpende hænder til fx indkøb, madlavning, ect ect. Deres undskyldninger er at de har arb, ikke har tid da de har andre planer. Den eneste der kommer mig til undsætning, og som jeg desværre er nødt til at tage imod er min exmand. For lige så snart vi er kommet lidt oven på, kommer han med beabrejdelser om det ene og det andet, og prøver at nedgøre mig og mine evner som mor, mit hjem eller min levevis.
Tanken om at lade min datter flytte hjem til ham, har da strjfet mig, men jeg ved at hans hjem og hverdag er meget mere kaotisk end min, men vil dog undlade at skrive om det her, for jeg ønsker bestemt ikke at hænge ham ud. Så det er bare ikke en løsning.
Men hvad i alverden skal jeg stille op, for jeg kan bare mærke at jeg ikke kan mere. Er der andre der har/haft det sådanne?? Hvad gjorde i? Eller kender du en som kender en der har fundet løsningen håber jeg at høre om det.
Kh Jannie Som egentlig helst ville ha været anonym med dette indlæg
Anmeld
