MorCamilla skriver:
Det der med premature børn havde jeg ikke hørt ret meget før jeg selv stod med det. D. 7 Jan 06 fik jeg en søn med kejsersnit på Vibors sygehus. Han blev født 10 uger for tidligt. Så han var meget lille (1370 g og 41 cm) Han lagde i kuvøse med ilt og varme den første måned af hans liv. Da han var to dage gammel klappede hans lunger sammen og han skulle operes for at overleve. Det var hårdt at stå der det siden af og bare se til og håbe på at lægerne gjorde hvad de kunne. Efter operationen lagde han i respirator en lille uges tid. Det var så forfærdeligt. Jeg måtte ikke røre ved ham, han skulle have ro.
Allerede 6 timer efter fødslen begyndte jeg at prøve på at sætte mælken i gang med maskiner, chok hvor kan man føle sig dum, jeg sad med maskinen hver 3 time døgnet rundt og lige meget hjalp det, men jeg var for stædig til at give op, for sygeplejeskerne havde fortalt at mit mælk var det bedste for ham.. Så der sad jeg og følte mig dum, som en anden malkeko, tudet hele tiden, min verden gik i stå den første månedstid vi var på sygehuset. Jeg tudet og havde det rigtig skidt både med mig selv fordi jeg ikke kunne holde ham i min mave til tiden var gået, jeg oplevede aldrig at han sprakede, jeg oplevede ikke at blive "tyk", jeg tog 3 kilo på under min 6 mdr lange graviditet. Det eneste jeg ville var at hjælp ham, men der var intet jeg kunne gøre, han skulle klare det selv, men hjælp fra slanger i næse og mund og sondemad.
Da han så blev 2 måneder kunne jeg ind i mellem ligge ham til mit bryst, i håb om at det ville sætte mælken mere i gang, men det hjalp ikke noget, på trods af at jeg ved ikke hvor mange timer jeg havde siddet med maskinen. Da sygeplejeskerne så "overtalte" mig til at droppe amning og give ham sutteflaske gik det rigtig godt og hurtigt. Han lærte i løbet af små 2 uger at spise mælken rigtig flot. så da han var fyldt 3 måneder blev vi udskrevet :) Og der skulle jeg så til at "lære" at være hans mor, uden der stod en i baggrunden og fortalte mig hvorfor, hvordan og hvornår.. Det var en hård tid. Når jeg kigger på billeder af hvordan han så ud (lille, blå/lilla og rynket) og tænker tilbage på det kan jeg stadig godt bive ked af det og deprimeret. På trods af at han er 2 år nu og klare sig rigtig godt..
Hej MorCamilla.
Kan se din søn har været lidt det samme som min.
Jeg fik mine tvillinger ved akut operation i uge 29+1 (11 uger før termin) efter en måneds indlæggelse og flere besøg på fødegangen med trudsler om nær fødsel pga. styrtblødninger.
Min søn var dødfødt men genoplivet et par gange og min datter klarede det ok.
Han var 40cm/1355g dykkede til 1200g og hun var 39cm./ 1175g. dykkede til 1010g.
Han lå i repirator i 2 døgn og først på 2. dagen var jeg rask nok til at komme ned på neo og se dem. Jeg selv var meget syg den første måned og min blodprocent var først normal da de var 1 år. Vi fik dem hjem et par uger før termin.
I dag er de snart 3½ år og er lange børn, sunde og glade børn med kun meget få ting fra den tidlige fødsel tilbage. Men vi har da nogle hensyn der skal tages.
Min beretning kan læses og ses i billeder på
www.123hjemmeside.dk/hellemusKram Helle
Anmeld
