Angelspot skriver:
Hvor er det skrækkeligt at du mistede tvillingerne, det må være utrolig svært at tilgive, måske det ikke kan ske, men jeg håber i får et tåleligt forhold til hinanden på trods af det frygtelige der skete.
Jeg kender til ADHD da jeg har arbejdet meget med det, men lige umiddelbart er jeg ikke den store tilhænger af de bogstav diagnoser der bliver stillet i dag. Først og fremmest fordi at børn og unge mennesker, efter min mening må jeg hellere sige, tit får diagnosen, fordi man søger en betegnelse for hvad der kan være galt. Så snart nogen har et par af tegnene på enten ADHD eller ADD, så må det være det.
At du skriver din søster altid har været hidsig, behøver på ingen måde at betyde at hun har haft ADHD hele livet. Det der straks faldt mig i øjnene, er det du skriver om jeres barndom. Den lyder på ingen måde som en dans på roser og lige umiddelbart vil min første indskydelse være, at hendes temperament er et udtryk for hendes vrede, usikkerhed, frygt og hvad der ellers måtte være af følelser i forbindelse med at vokse op på den måde. Og faktisk stadig kan være det. At hun har gået til psykolog behøver ikke være nok for hende for at kunne bearbejde disse forfærdelige vilkår at vokse op under, mange går til psykolog, men får ikke nødvendigvis noget positivt ud af det (med al respekt for denne profession).
ADHD har nogle karakteristiske tegn hvilket for eksempel kan være : koncentrationsbesvær, følelsen af utilstrækkelighed, kan ikke overskue flere ting på en gang, mister overblik meget hurtig, kan have en udadreagerende måde at være på (som med tiden bliver indadvendt i stedet), kan ikke klare spontanitet. Humøret svinger, til tider kan det være med få minutters mellemrum fra glad og sorgløs, til uro og ked-af-det-hed. Dagligdags problemer kan virke uoverskueligt, men på trods af alle disse negative tegn (kun enkelte er beskrevet her) kan man sagtens få et velfungerende liv! Nogle kan medicineres, mens andre finder ud af at struktur i deres liv er altafgørende. Hvad der for andre mennesker kan være rigtig svært, er at forstå denne adfærd. For det kan virke meget som dovenskab eller ladhed, hvilket det ikke er, det er netop en 'sygdom'.
ADHD har tildens til at være genetisk betinget. Men opvækstvilkår og samfundes håndtering af den enkelte kan have betydning for hvor omfattende ADHD'en bliver. Jeg ved alt dette lyder meget kontant og optegnet, men det er for at give dig et billede af hvad det indebærer. Du kan læse meget mere på ADHD foreningens hjemmeside og bestille materiale, jeg har haft rigtig god brug af det i mit arbejde. Og så vil jeg give dig det råd, at tale med din søster om det. Få hende til at forklare dig hvordan hun har det i perioder og hvilke af disse tegn hun har, for hun behøver ikke have dem alle. Og det kan være du skal have dem forklaret flere gange.
Håber du kunne bruge noget af det, jeg ønsker dig i hvert fald held og lykke og sender dig masser af kram 
Tilgive kan jeg aldrig men jeg lever med det idag..!! At tilgive noget så grusomt tror jeg ingen mennesker kan for det vil ALTID poppe op under forskellige situationer..!!
Hvor er det bare rigtig rart lige at læse og høre fra en som kender til det..
De signaler du beskriver osv er præcis som hun er og har været altid..!! Da hun var 6 år og ikke fik lov at få den 20'ende slikkepind eller ikke få lov at slå på den anden tvillingesøster - gik hun ærligtalt helt amok.. Hun smadrede hendes værelse klatrede i reolerne så de væltede, øhh.. og 5min efter det her vredesudbrud kunne hun kravle ind under spisebordet og være bange som en mus der lige havde set en elefant..!! SELVOM det kun var mig der var hjemme ( hvilket det for det meste var - da vores mor valgte at "hygge" sig med sine bedste venner ØL og sprut i soveværelset )..!!
Har egentlig altid tænkt at der var noget ved hendes adfærd og det har skolen også altid været opmærksom på..!! Men når de har indberette noget eks. om at vi kom i det værste gang klamme tøj med huller og lugtede og var møg beskidt osv - så tog Randers kommune telefonen til vores mor som så sagde at sådan hang det jo slet ikke sammen og mere blev der ikek gjort ud af det.. Jeg har personligt flere gange grebet ind fordi jeg følte skyld for at efterlade mine søskende hos vores mor - ved at flytte op til vores far..!! Min mor stoppede i sin tid al kontakt mellem mine søskende og vores far - så han havde ikke en chance for at hjælpe dem og fik det ihvertfald hellere ikke..!! Men alle forsøg på at få pigerne til at få en bedre hverdag lykkedes IKKE - trods da min svigermor så hvilket slags tøj Kamilla kom i da hun boede hos os - meldte min mor på kommunen..!! INTET ER SKET SIDEN...!!
Kamilla har fortalt mig at hun har fået det konstateret og det er i en svær grad - og skal have medicin for det og have kontrol besøg osv da hun står og har fået en lejlighed for sig selv i næste måned osv..!! Hun skal samtidig ha medicin for angst og for en dep. Kamilla kan ikke engang håndterer at tage p.piller så jeg tænker meget over hvordan det så skal gå med hendes dagligt medicin..!!
Ønsker selvfølgelig at støtte hende i alt det jeg overhovedet kan - men samtidig må jeg være ærlig at indrømme at jeg ikke kan overskue hele situationen..
Min mand og jeg har vores søn Tino på 20 måneder som har astmatisk bronkitis..!! Vi venter på Lillebror med termin d. 26nov..!! Egentlig har jeg svært ved at føre en samtale med hende - for hun er bare så hammerende genert og tør knap nok sige hej til min mand som hun nu har kendt i 5 år og boet under samme tag med i 1år hvor de havde et rigtig godt forhold..!!
Men jeg må vidst ind og bestille de ting der kan bestilles, og få lånt nogle bøger på bib. så jeg kan blive lidt klogere...!!
1000 tak fordi du gav dig tid til at svarer
