Igår havde Baby Juhl termin - og kusine Carla fyldte 3, så egentlig gjorde det ikke voldsomt meget at den ikke lige kom dér 
Vi var til jordemoder Kirsten, den fanatiske hjemmefødselsjordemoder, og gik derfra total kampklar! Mandag morgen meget meget tidligt stod jeg op og skrev et brev til hende om de smerter jeg har haft. Jeg har haft veer af 3 omgange de sidste tre uger, dvs. veer der bider og så har jeg så enormt ondt i underliv, lænd og skedemuskulatur, at jeg ofte bare ikke kan andet end sidde en hel dag. For at rejse mig fra sofaen skal Søren være i nærheden og det er bare så hårdt. Altså de der konstante smerter dernede de trækker bare tænder ud, veerne har jeg det tusind gange bedre med. Nåh men jeg havde skrevet det her brev, for jeg vidste jo godt at når jeg kom ind og hun spurgte hvordan det gik, så ville jeg køre "Smile and Wave"- stilen og sige "fiiiiiiiiint!". Søren nåede lige akkurat at komme hjem fra arbejde og hen til jordemoderen hvor vi mødtes inden vi skulle ind og han læste brevet der og sagde, at måske virkede det bare mærkeligt at komme ind og give et brev, om han ikke skulle sørge for at føre ordet i den sammenhæng? Joe, det må du gerne...
Så vi kom ind og Kirsten spurgte hvordan det gik og jeg sagde "fiiiiiiiint!" og så sagde Søren "Trine har rigtig mange smerter, og når jeg siger rigtig mange, så mener jeg rigtig mange, for når jeg kan se og høre på hende at det gør ondt, så gør det VIRKELIG ondt, for hun er absolut ikke pivet!". Det tog Kirsten meget alvorligt og jeg fik heldigvis selv forklaret hvordan og hvorledes og at jeg ærlig talt havde tudet nogle gange over det, så ondt gør det. Vi snakkede meget længe om det og hun spurgte bl.a. om jeg følte det som grænseoverskridende pga min fortid, at det værkede og gjorde ved "dernede" - hvilket jeg ikke gør overhovedet, det er bare at med veerne kan jeg mærke at der arbejdes i hele kroppen OG med babyen, men med de der konstante smerter føles det som om jeg bare står stille i et smertehelvede. Jeg fortalte hende at jeg var meget meget obs på at afspænde når der kom veer og at jeg havde prøvet både at spænde op af forvirring og afspænde og tydeligt kunne mærke forskellen i kroppen under veerne, og at jeg jo godt vidste at det blev en milliard gange værre med ve-smerterne, men dem var jeg bare meget mere tryg ved end de andre. Kirsten var imponeret af afspændingen og at jeg var så bevidst om det og sagde, at hun var ikke sikker på jeg ville opleve ve-smerterne senere i fødslen som en milliard gange værre, fordi jeg til den tid ville vide at NU arbejdede vi frem mod at det her barn kom til verden og når jeg allerede var så god til afspændingen, så mente hun det ville komme til at føles mere eller mindre som en befrielse for mig i forhold til de andre smerter. Jeg understregede jo også, at jeg slet ikke er bange eller nervøs for fødslen og at det ikke er fordi jeg vil rykkes til Fødegangen og smertestillende medicin, jeg ville bare gerne vide om det er normalt at have SÅ ondt. Vi blev så enige om, at hun skulle tage mit blodtryk og undersøge babyen. Mit blodtryk var uhuuu 146/96!! Så højt har det aldrig været før 
Jeg har faktisk haft et rigtig godt blodtryk hele vejen igennem, så det var ikke særlig rart. Og så har jeg fået vand i fingrene og skinnebenene. Ikke meget, men jeg måtte tage min vielsesring af i fredags og nu har jeg sådan nogle små pølsefingre der bare gør naller inde under huden 
Nåh, vi blev enige om, at hun skulle undersøge baby og så tog vi blodtrykket i den anden arm bagefter. Og babyen har det godt, lader det til - det er jeg nu heller ikke i tvivl om, jeg mærker den stadig hver dag. Men Kirsten var slet ikke enig med Gitte om, at det var en bette pjevs der kom, hun skød den til at være omkring de 37-3800 gram - hvilket da også stemmer noget bedre overens med min og Sørens fødselsvægt, "Og så er den LANG!" smilede hun, den har hovedet helt helt nede og står fuldkommen fast og klar og "passer perfekt i dit bækken", men dens ben rager stadig helt op til brysterne på mig. Så måtte man jo smile og sige "Har du set længden på faren? og så er moren oveni af dværgestørrelse, så det er jo klart den fylder HELE min krop!" Men den ligger som den skal, den passer hvor den skal og den er superklar. Og mens hun stod og undersøgte mig - meget meget forsigtigt - spurgte hun om det gjorde ondt på den og den måde og det var præcis som hun sagde, så bagefter forklarede hun, at hun var overbevist om, at når fødslen først startede rigtigt, så ville jeg smutte den unge som en sveske, for alle de for-veer og al den smerte "arbejder for dig, Trine" og du ender med at være SUPERklar når det er. Det kan hun naturligvis ikke love, men det var lige sådan en kamptale jeg havde brug for igår!!
Vi snakkede så om det videre forløb og Søren indrømmede at have læst statestikker og spurgte ind til det, og Kirsten forklarede at hvor man før fik lov at gå til fulde 42 uger før man overvejede igangsættelse, gik man nu til maks 42 uger. I hvert fald ved Svendborg. Så vi skal hen til hende igen på tirsdag, hvor jeg er 40+6 og der vil vi så snakke om, om vi skal overveje hindeløsning inden jeg sendes videre til Fødegangen. Vi er alle 3 enige om, at det bedste er at gå i spontan fødsel, så det håber vi, og Kirsten mente også, at nu havde jeg været moden de sidste 3 uger, så mon ikke det kom lige pludselig, "det er ikke alle der overhovedet er så moden når de er ved termin som du var ved 37 uger!". Ellers skal jeg til undersøgelse på fødegangen om fredagen og der får vi så en tid til igangsættelse - hvilket naturligvis betyder at fødslen rykker på Fødegangen. Men sådan er det!, det har jeg accepteret. Og så fik jeg forresten strenge ordrer på ikke at forsøge at sætte noget igang med at springe rundt og gå ture og vaske gulv og rydde op (det var OVERHOVEDET heller ikke det jeg har brugt den sidste uge på, ssssccch!!), jeg skulle sætte mig pænt ned og vente, for det nyttede ikke når jeg havde så stærke smerter, at det blev værre end nu. Og det har hun jo ret i, for igår tog jeg modigt med Søren til Svendborg efter jordemoder konsultationen og fik købt frøken Carlas sidste fødselsdagsgave, og idag har jeg så djævelsk ondt over det hele
Midt i glæden over den fuldfede unge, glemte vi alle 3 alt om mit blodtryk, så da vi kom i tanker om det en halv time efter vi var gået derfra, gav Kirsten strenge ordrer om, at jeg skulle tage til lægen imorgen og få det tjekket grundigt og at hvis jeg får hovedpine eller sorte pletter for øjnene, skal jeg på fødegange ASAP.
Efter konsultationen ringede jeg troligt til Mormoderen, der jo ivrigt følger med i alt. "Halloooooo, det er moooooooor?!" sir hun da hun tar telefonen. "Hej, det er Trine", "JA?", "Nåh nej...altså jeg er ikke ved at føde, jeg er bare lige kommet ud fra jordemoderen", "Åh puha, mit hjerte røg helt op i halsen!!!" 
Der er een der virkelig er på stikkerne og klar til at smide ALT hvad hun har i hænderne og fange det første, det bedste tog til Fyn!
I lørdags ringede hun lidt over middag og spurgte hvad vi lavede. Nåeh...vi sad sådan set bare og læste og rettede opgaver. "Må vi komme forbi med frokost?" - altså nu kommer man jo ikke bare "forbi" når man selv bor i Herlev og datteren bor i Faaborg, så jeg var helt forvirret. Men ja, det måtte de da gerne. "Vi har frokost og sodavand og kage og kaffe med, I skal bare blive siddende, det er bare mig og Per der kommer". Okay! "Hvor er I henne?" spørger jeg og de fortæller så at de lige er kørt over broen og holder i Nyborg...WHAT?! Søren sprang op og fik ordnet opvasken og taget tøj på og jeg fik...ja taget tøj på og sat mig igen i sofaen Så kom de små tre kvarter senere og jeg mosler rundt med et eller andet inde i stuen, mens Søren går ud og tager imod. Da jeg kommer ud står mine to søstre også derude - iiiiih! hvor var det bare en dejlig overraskelse! 
og så blev maven beundret, aet og snakket med i eet væk. Og Per bar den ene indkøbspose efter den anden ind med mad og drikkelse og kage og jeg ved ikke hvad. Min mor fortalte så, at hun var vågnet midt om natten og bare haft lyst til at se mig, så hun havde stået og stirret på Per klokken fire om morgenen til han vågnede - forskrækket - og spurgte hvad der var los. "Jeg vil se Triiiiiiiiine!" havde hun så sagt og stakkels Per havde sagt "jaja, jamen så kører vi derned, når det blir MORGEN!". Og så havde hun ringet rundt til mine søskende og fået dem med også, min lillebror kunne dog ikke få fri fra arbejde, så ham måtte vi undvære - desværre. Men hvor var det bare skønt! Og de ryddede alting op inden de tog afsted igen og var bare ellevilde og så søde og jeg fik den ene ve efter den anden - jeg tror af bare jubel over moster og mormorstemmerne hos Baby Juhl 
Min ældste lillesøster havde hele tiden det der "jeg har ikke lige selv lyst til en baby lige nu" ansigt på og da hun skulle mærke på maven og der kom en ordentlig fod glidende under hendes hånd fik hun udbrudt "aaaaiii, aaaad, hvor er det ulækkert!...eller....underligt" 
og hver gang jeg stoppede op med en ve, spurgte hun med skræk i øjnene "FØDER du????".
Men det gjorde jeg jo så ikke...SUK! Og igår var det så frøken Carlas fødselsdag. 3 år - så er man STOR! og hun havde fået en cykel i fødselsdagsgave, som hun skulle fortælle alt om i telefonen. Jeg forstod godt nok ikke halvdelen, så jeg endte med at sige "nåh da!" og "neeeiiij!", men det blev accepteret som svar, så det var nok ikke helt ved siden af Senere ringede min søster op igen mens Carla cyklede rundt på legepladsen, og jeg kunne høre i baggrunden "Hvem taler du med, mor?", "Jeg taler med moster Trine - vil du tale med hende?", "NEEEIJ!", "nåh nåh", "Jeg vil tale med Moster Rikke!!!", "Jamen Moster Rikke har ikke tid lige nu, du talte jo med hende tidligere", "JEG VIL TALE MED MOSTER RIIIIIIIKKE!". "nåh, Trine, du er altså lige moster Rikke, okay?" og så fik jeg Carla i rørret og måtte udgive mig for at være den 3. søster 
Det er dælme heldigt vi allesammen lyder præcis som hinanden i telefonen!! Det er det samme med min mor og moster; een gang var min mor ved en fejl blevet ringet op af min kusines mobil mens min moster bad Monica om at rydde op på sit værelse. Min mor ventede ti minutter og ringede så op på hjemmetelefonen, som MOnica tog og spurgte strengt "Er du igang med oprydningen, unge dame?" og Monica troede det var hendes mor der ringede nede fra stuen
Nåh men Mormor havde selvfølgelig gave med til Baby Juhl, hjemmestrik som altid (det BEDSTE!): denne fantastisk grimme og helt utroligt skønne ugle! Om aftenen sad Søren med den ude i den anden stue og spørger "hvad hedder uglen?". Normalt er det Søren der navngiver dyr osv herhjemme, så jeg kom bare med sådan et halvlamt svar "...Ulrik?". "jae, se jeg troede også først det var en dreng, men jeg er ikke så sikker....nej, det ER en pige...den hedder....Ella!" - hvorefter Ella brød spontant ud i sang "Jeg er Uglen Ella, Ella, Ella, eh eh eh!" (nogle kan måske genkende melodien??) 
Så nu sidder Ella pænt her og venter på baby, og selv August er ved at være så utålmodig at han har forsøgt at hoppe babyen ud (et listigt spring bagom mig og GOK ned på maven hvor han så lige står og gir den gas inden han springer videre). KOOOOOOM UUUUUUUUD, Baby Juhl!!
Her følger nyeste mavebilleder...jeg tror simpelthen ikke den her mave er i stand til at synke, med den ål der ligger derinde!!
