Hjælp ang. opdragelse

Hej piger,
jeg har brug for nogle gode råd.

Marcus kan somme tider være noget så fræk og provokerende.. Det er både lidt sødt, sjovt og irriterende og frustrerende på samme tid! :S

Problemet er, at når jeg beder ham lade være med et eller andet. F.eks. trække køkkenskufferne ud, trykker på knapperne på fjernsynet eller andet jeg ikke sådan lige kan flytte eller fjerne, så han ikke kan nå det. Så griner han i vilden sky, og råber "Neeeejjj!" (og det skal altså slige siges, at vi aldrig selv har råbt nej til ham. Vi beder ham stille og roligt om at lade være, og fjerner ham derfra. Men han synes det er hylende morsomt og fortsætter derfor. Jeg har prøvet at:
1: Blive ved med at bede ham om at lade være. Resultat: han bliver ved i en uendelighed og hyler af grin.
2: Bede ham om at lade være, og så ignorere ham, når han begyndte at lave sjov med det. Resultat: Han bliver ved eller holder en pause for så at gøre det igen lidt senere og igen råbe "Neeeej!"
3: Bede ham mere og mere bestemt om at lade være, og endt med at give ham et dask over fingrene (er sket 2-3 gange og jeg har altid fortrudt det inderligt bagefter) Resultat: Han bliver ked af det, men stopper op, inden han skal til at gøre det igen første gang, og så begynder han ellers forfra.
4: Prøve at aflede hans opmærksomhed og finde på noget andet. Resultat: Jeg kan somme tider god aflede ham, men oftest vender han tilbage til det igen og starter forfra...

Hvad gør jeg? Er der nogen, der har et godt råd til mig? Det er virkeligt frustrerende. Jo mere indtrængende jeg beder ham om at lade være, jo sjovere synes han det er. (?)

Knus fra Dorthe

Hej Dorthe
William er nøjagtig ligesådan.
Hos os hjælper det at lade ham hjælpe med alt hvad vi er i gang med, så er han ligesom aktiveret. Dvs. han hjælper hver dag med at lægge overtøjet på plads, ordne vasketøj, dække bord, tømme opvaskemaskine, rydde legetøjet op osv. Det plejer faktisk at kunne holde ham i gang uden at han bliver provokerende, med mindre han er meget træt eller meget sulten, men det er der jo råd for ;)
Din Marcus er med andre ord rasende normal :P Og ja... irriterende kan det være.
Knus Tina

Hej Tina,
tak for dit svar, det er da rart at høre, han ikke er den eneste med ballade-gen ;)
Det er en rigtig god ide at lade ham hjælpe, og det har vi også prøvet, altså f.eks. fået ham til at hjælpe med at dække bord, men det gider han absolut ikke mere.. Jeg må vel bare have tålmodighed og vente på, det går over... Men hvor er det altså frustrerende nogle gange, når man beder ham om at lade være, og han så bare griner og gør det igen... Åhh :(

Knus Dorthe

hej Dorte prøv og kig under tvillingetråden, der kører nøjagtig samme problemstilling, omkring børn i samme alder.

min Lea er også sådan i øjeblikket, de udvikler virkelig deres selvstændighed. Leager ex. nej til sutten uanset om hun vil have den eller ej. hun vil selv bestemme. tror det er en fase de skal igennem;) hjælp;)

hos mig hjælper afledning. ex Lea skal i seng og siger nej og skriger og kaster sig rundt i mine arme, hvortil jeg siger "skal jeg synge hjulene på bussen" og straks skifter hun siger ja, og jeg får hende puttet uden skrål. ergo jeg fik det som jeg havde bestemt, og Lea fik en ok oplevelse:) hjælper her for alle parter.
knus Heidi:)

Heidi: Vi tacler det på samme måde herhjemme - prøver at aflede opmærksomheden. Og langt de fleste gange lykkedes det.
Går det i øvrigt godt hos jer?
Hvordan står det til med maven?
Er der mødregruppemøde i sigte? Var jo noget træt af jeg ikke kunne være med sidst.

Hvor er det skønt, at vores unger er ved at blive små selvstændige mennesker nu.
selvom det kan være hårdt ind imellem ;)

Knus
Rikke

Hej Dorthe


Vi har haft lidt den samme situation herhjemme og jeg spurgte SP til råds. Hun forklarede det nogenlunde sådan her. Der er intet ondt i hans reaktion, han griner ikke forddi han ved han laver noget forkert, men fordi du reagere som han forventer på situationen. Han er nået en alder hvor han er begyndt at kunne forudse hvad der vil ske som reaktion på en handling han udfører og det er for ham helt vildt sjovt at han lige pludselig kan det. Det er derfor at han griner. (L) Og at slå ham for det er simpelthen ondt. Altså det var min sp´s mening det sidste også. Jeg kan udenmærke forstå din trang til i ren afmagt at slå ham over fingerne, men prøv at distraher ham i stedet for og ellers må du prøve at affinde dig med det. På et eller andet tidspunkt mister han interessen... ;) Vi har været igennem det samme hjemme hos os og han er skægt nok på et eller andet tidspunkt kommet videre fra anlægget, urtepotterne etc. etc og har fundet noget andet der er interessant og som stadigvæk fremkalder en nej reaktion. Selvfølgelig hvis det er farlige ting han har fat i så skal I nok finde en anden måde at få ham interesseret i noget andet?

Knus
Lisbeth

AHA - oplevelse her hos mig :)) Tak Lisbeth :D Jeg vidste ikke, at de små griner pga. en slags genkendelsens glæde, over at de har forudset udfaldet af en situation, men det lyder jo egentlig meget logisk, og trygt :)
Knus fra Tina og grinebideren William :P(L)

Det er jo heller ikke til at gennemskue, men da SP forklarede det gav det også bare mening her. Der er jo ikke en ond tanke i deres handling, men det er jo fantastisk når man lige pludselig kan regne ud hvad den næste ting der sker er og man ikke bare er passager i en lang overraskelses tur :) Og så kan man jo lige pludselig tilgive dem mange ting (L)

Knus
Lisbeth med maven som vokser alt for hurtigt...

Ja hvordan går det med det hele Lisbeth? Har I fået styr på økonomien? Istandsættelsen? Og har du det godt med at være gravid?
Knus fra Tina (L)

Jeg lærte en gang at børneopdragelse kan mange gange sammenlignes med hundeopdragelse - med modifikationer naturligvis. :)

Andreas vores den mindste er ligesådan, vi er kommet dertil at han synes det er sjovt at jeg bliver ved med at sige nej og aflede ham, så han bliver ved - for der kommer sådan en sjov lyd fra mor (læs : NEJ) når jeg gør det her !!

Jeg er begyndt at lade ham gøre det og ignorer ham totalt, så går der ikkelang tid så stopper han.
Begynder han at tage ting op af skuffen afleder jeg med den skuffen han MÅ rode i (den med alt mit tupperware :) )

Er det fjernsynet eller anlægget, kommer der et meget bestemt nej og han blvier flyttet derfra, og så ved han godt, nu er det alvor, jeg har to gange givet ham et dask over fingrene, men det er absolut ikke noget jeg praktiserer.

Man skal vælge sine kampe - og derfor gør vi sådan :D

/Tina HS